Afghanistans mælkebøttebørn

Tro Håb Afghanistan

INTERVIEW. Fem afghanske børn er heltene i Jens Pedersen's serie "Tro Håb Afghanistan", der i fem korte film hver især følger Faridullah, Layla, Wali, Asadagha og Machgans indsats for at skabe sig et værdigt liv på trods af krigens trængsler.

Af Katrine Sommer Boysen, bragt i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM IDFA ISSUE november 2013

Først kom "Armadillo", Janus Metz' prisbelønnede film om krigen i Afghanistan skildret fra en deling danske soldaters perspektiv. Så blev det de civiles tur i Nagieb Khajas "Mit Afghanistan", hvor ganske almindelige afghanere filmer hverdagen bag frontlinjerne via deres mobiltelefoner. Som krigsførende nation i Afghanistan har Danmark bestemt haft sin andel af instruktører, der på nært hold har udforsket krigens menneskelige omkostninger.

Instruktør Jens Pedersens serie "Tro Håb Afghanistan" består af en række portrætter af afghanske børn, der lever deres liv på godt og ondt i krigens skygge. Fem historier om børn i Kabul, der tackler deres virkelighed med et gåpåmod, som nærmest helt tog pippet fra instruktøren, da han første gang tog til Afghanistan med en dokumentarudsendelse i tankerne.

"Man har jo en forestilling om, at de her børn bare befinder sig på bunden af bunden. Jeg tænkte, at børn, der har oplevet krig og tragedier så tæt på, måtte være nedtrådte og forhutlede," fortæller Jens Pedersen.

Insisterer på et bedre liv

Hans forestilling blev hurtigt gjort til skamme, da han på en skole for gadebørn i Kabul oplevede en gruppe kompetente og fokuserede børn med et overskud, som han slet ikke kunne få til at passe med det, de havde været igennem.

"De var så behagelige at være sammen med og formåede, deres egen situation til trods, at spørge ind til, hvordan jeg havde det. De havde i den grad følsomheden rettet udad og var overhovedet ikke, som man kunne forvente, optagede af deres egen forfærdelige skæbne."

Resultatet af mødet kan ses i fem små film, der alle har et navn i titlen: "Faridullahs fridag", "Laylas melodi", "Walis ven", "Asadaghas hjerte" og "Machgans vilje". Tilsammen tegner de et billede af en flok viljestærke børn, der har mistet deres forældre eller er nødt til at forsørge deres familier ved for eksempel at lave mursten eller sælge tyggegummi til bilerne i Kabuls gader. Alligevel drømmer de alle om at tage en uddannelse og tror på muligheden for et bedre liv.

"Jeg ville fortælle historierne om disse børn, der er havnet i en urimelig situation som et produkt af den internationale intervention, som Danmark har været en del af i mere end 10 år. Men det skulle være historier, der fokuserer på børnenes evne til at finde sig en plads i verden ved selv at handle og ved at nægte at lade sig opsluge af den offerrolle, der ellers ligger lige for."

Et andet billede af Afghanistan

Jens Pedersen har instrueret og optaget filmene i samarbejde med afghanske Taj Mohammad Bakhtari, og de to har arbejdet tæt sammen med producer Jakob Gottschau og klipperen Jesper Osmund. Fælles for dem alle fire var, at "Tro Håb Afghanistan" er deres første egentlige produktion til børn. De fik derfor hjælp fra rutinerede kræfter på børnefilmområdet.

"Vi fandt blandt andet ud af, at det var vigtigt at udvikle en klar fortælling for hver hovedperson for at gøre børnepublikummet i stand til at forholde sig til deres historier," fortæller producer Jakob Gottschau.

Instruktøren supplerer: "Vi fik et råd fra Dorte Høeg Brask, filmkonsulent på Det Danske Filminstitut, som blev hængende: 'Det, der er vigtigt for hovedpersonerne, er vigtigt for filmen.' Det blev styrende for udviklingen af historierne."

"Jeg håber, at vi har formået at gøre det nærværende for børn i andre dele af verden, hvordan hverdagen former sig for deres jævnaldrende i Afghanistan, et land, som de mest hører om som et sted, hvor soldater bliver slået ihjel. De her afghanske børn giver et helt andet billede. I deres ukuelighed rummer de et håb for fremtiden i landet."

"Filmene viser børn, der på trods af modgang har et perspektiv og et mål," siger Jakob Gottschau. "De er, hvad man kunne kalde Afghanistans mælkebøttebørn. De kæmper sig altid op."

Emneord: