Nærkontakt med livet

Nærkontakt med livet

Med mesterværket ”Arbejderens død” (2005) fik den alt for tidligt afdøde østrigske instruktør Michael Glawogger (1959-2014) rejst et spektakulært monument over Jordens salt: den globale armé af anonyme arbejdere, som har skabt den verden, vi kender. Nu kan filmen ses her på Filmcentralen.

Af Lars Movin

Der går en lige linje fra filmhistoriske pionerværker som den tyske Walter Ruttmanns ”Berlin, die Sinfonie der Großstadt” (1927) eller den russiske Dziga Vertovs ”Manden med kameraet” (1929) og frem til den nylig afdøde østrigske instruktør Michael Glawoggers kvantitativt beskedne, men kunstnerisk set yderst bemærkelsesværdige livsværk. Det er film, der er drevet frem af essensen i den dokumentariske impuls, altså selve dette at se og undersøge verden for derpå at videreformidle de indsamlede indtryk i en kunstnerisk form. Originale værker, der udtrykker sig gennem ét menneskes sensibilitet og temperament. Og mere eller mindre politiske udsagn, der uden at anvende hverken paroler eller løftede pegefingre taler direkte ind i hjerterne på alle, som ønsker at åbne sig for dem.

Arbejderens død” (”Workingman’s Death”) fra 2005 er et hovedværk i Glawoggers produktion. Filmen er en storslået hyldest til noget så uglamourøst som det fysiske arbejdes historie. Fortællingen er opdelt i fem kapitler, som hver skildrer et sted på kloden, hvor globaliseringen og industrialiseringen ganske vist har sat tydelige spor, men hvor det fysiske arbejde ikke desto mindre fortsat dominerer menneskenes tilværelse.

Fra en mine i ukraine til en vulkan i Indonesien

”Arbejderens død” begynder i minebyen Dombass i Ukraine, hvor den sovjetiske propagandahelt Alexei Stakhanov i 1935 slog alle rekorder ved efter sigende at skovle 102 tons kul i løbet af seks timer. I dag er minerne officielt blevet lukket, men for at overleve trodser de lokale både forbud og farer og kravler ind i de snævre sprækker under bjergmassivet for at udvinde de sidste rester af kul. Kameraet følger dem dybt ind i de klaustrofobiske dødsfælder, og ind imellem de nervepirrende optagelser taler mændene overraskende jovialt om deres liv og hverdag – og om deres forhold til Stakhanov-myten, som løbende belyses med indklip af gamle newsreels.

Nærkontakt med livet

Herfra går rejsen til Kawa Ijen i Indonesien, en vulkan, hvor mænd under ikke mindre ekstreme forhold arbejder med at udvinde svovl, som de derpå bærer i tungt læssede kurve adskillige kilometer ad smalle bjergstier. Næste stop er en blodig markedsplads i Nigeria, hvor hundredevis af dyr hver dag slagtes i et sceneri, der kunne minde om noget fra Dantes Inferno. Derpå en skibskirkegård i Pakistan, hvor underbetalte pashtuns (medlemmer af samfundets laveste kaste) tjener deres levebrød ved med primitive redskaber at hugge Vestens gigantiske olietankere til skrot. Og endelig et stålværk i Kina, hvor arbejderne har læst skriften på væggen. I fremtiden vil viden og teknologi være vigtigere end muskler, fremgår det af deres samtaler. Men det er en ringe trøst for de mænd og kvinder, som iført beskyttelsesbriller og hjelme og indhyllede i tykke lag tøj for at holde den ekstreme varme ude stadig må udsætte sig selv for livsfare for at få mad på bordet.

Hverdagens helte

”Arbejderens død” bevæger sig mellem skønhed og gru, mellem fascination og indlevelse, mellem myte og realitet. Forventer man ud fra temaet en belærende klagesang om, hvor synd det er for de mennesker, som stadig må udføre hårdt fysisk arbejde, vil man blive overrasket. Glawoggers genistreg er, at han, samtidig med at han prikker til Vestens dårlige samvittighed og gennemhuller nogle af de myter, som også Sovjet-kommunismen baserede sine monumenter på, genrejser håndens arbejdere som hverdagshelte af kød og blod – eller rettere: som moderne individer med værdighed, drømme og en nuanceret bevidsthed om, hvordan verden er skruet sammen.

Nærkontakt med livet

Michael Glawogger var en visionær ener, der troede på billedets kraft og turde stå ved sin fascination af menneskehedens mangfoldige grandiositet, og for hvem livet i sig selv var så fantastisk, at han ikke følte behov for at stive sine sansninger af en ydre virkelighed af med unødig pynt eller konstruerede fortællinger. Og samtidig var han en blændende dygtig håndværker, der havde overskud til at kombinere sin mesterlige sans for at omforme realiteter til æstetik med klassiske dokumentariske dyder såsom tålmodighed, nærvær og respekt for mennesker.

Michael Glawogger - en eventyrlysten filmmager

Michael Glawogger debuterede i 1981 med den korte eksperimentalfilm ”Pacific Motion”, men i en international sammenhæng dukkede han først for alvor op til overfladen i 1998 med ”Megacities”. Den idiosynkratiske form, der skulle blive Glawoggers signatur, lagde han første gang frem i den kalejdoskopiske episodefilm ”Megacities” (1998), en visuelt betagende og indimellem også ganske forstemmende odyssé rundt til en række af verdens metropoler hen imod slutningen af det tyvende århundrede. Med ”Megacities” slog Glawogger sit navn fast som en grænsesprængende filmmager med et markant drive og et iøjnefaldende talent for at hente billedmagi ud af den virkelighed, som vi andre mente at kende til bevidstløshed, men som i hans optik pludselig kunne tage sig helt anderledes eksotisk og forførende ud.

Herefter vekslede han – i øvrigt ligesom sin beslægtede landsmand Ulrich Seidl – mellem fiktionsfilm og mere dokumentariske og/eller personlige projekter. Undervejs blev det til en håndfuld spillefilm, heriblandt ”Slugs” (2004), ”Slumming” (2006) og ”Contact High” (2009). Men det var med de originale hybridfilm – ikke mindst den stringente og substantielle ”Arbejderens død” – at den på én gang seje og poetiske østriger satte sit mest betydelige aftryk på filmkunsten.

Nærkontakt med livet

Årsagen var formodentlig, at det var i grænseområderne, at Michael Glawogger selv trivedes bedst. Han ville ud og opleve verden, uden fordomme og formmæssige forpligtelser. Han ville i nærkontakt med virkeligheden uden forventninger om efterfølgende at skulle pakke den ind i på forhånd givne skabeloner. Og sådan kom det til at gå. I 2011 udsendte Glawogger endnu et sansepirrende storværk, ”Whore’s Glory” (2011), et både empatisk og rystende blik på prostitution, optaget i Thailand, Bangladesh og Mexico. Og i 2014 gik der forventningsfulde dønninger gennem filmverdenens kredsløb, da det forlød, at han atter havde kastet sig ud i et af sine vanvittige projekter. Men denne gang skulle udlængslen og nysgerrigheden koste den eventyrlystne filmmager livet. Michael Glawogger døde af følgevirkningerne af en malaria, som han havde pådraget sig under optagelser i Liberia. Han blev 54 år.