Vinca Wiedemann anbefaler

Vinca Wiedemann anbefaler

FAVORITFILM. Filmskolens rektor Vinca Wiedemann har set Filmcentralens film igennem og anbefaler sin personlige favorit. Hun peger på Jørgen Leths portræt af digteren Søren Ulrik Thomsen "Jeg er levende".

Producer, klipper, manuskriptforfatter og dramaturg - Vinca Wiedemann har været en markant profil i den danske filmbranche, lige siden hun blev uddannet som filmklipper i 1987. Hun har arbejdet sammen med bl.a. Lars von Trier, Jørgen Leth, Thomas Vinterberg og Susanne Bier. Hun blev rektor for Den Danske Filmskole i 2014.

Vinca Wiedemann anbefaler Jørgen Leths portrætfilm "Jeg er levende":

"Det er en skøn film. Søren Ulrik Thomsen og Jørgen Leth er to kunstnere, hvis virke jeg sætter meget pris på. Søren Ulrik Thomsen er en af vor tids største digtere. Jeg har kendt ham, siden jeg var helt ung, og hans intellektuelle præcision og energiske lavmælthed er en stor inspiration for mig. På mit kontor hænger en fotostat af filmens ikoniske billede med Søren Ulrik Thomsen i lænestolen. Det er et maleri i sig selv - denne kombination af den vegeterende, hvilende digter og motiverne på de to billeder på væggen bag ham. Det signalerer evighed og jordisk eksistens, drømme, død og inspiration. Jeg kan ikke blive træt af at kigge på det.

"Jeg er levende" er efter min mening en af Jørgen Leths bedste film; her oplever vi virkelig en filmkunstner på omdrejningshøjde med sit motiv. Den æstetisk omhyggelige Søren Ulrik Thomsen møder den æstetisk veloplagte Leth. Det er en gennemført æstetisk tilfredsstillende film. Jeg tænker tit på den og har givet den som gave mange gange," siger Vinca Wiedemann.