En blanding af klip fra diverse ugerevyer fra 1940-1941:
1) Udsigt over Københavns tage (uden lyd).
2) Københavns Zoo har fået en girafbaby.
3) Dronning Alexandrine og kronprinsesse Ingrid deltager i Diakonissestiftelsens bazar. Dronningen har sin egen bod.
4) Fastelavn i København med tøndeslagning og karneval (Dansk Film-Avis nr. 546).
5) Christian X rider igennem København og hyldes paa sin 70 års fødselsdag (tysk ugerevy).
6) 100 særtog med danske arbejdere kører til Tyskland. Tog nr. 100 med ca. 600 arbejdere forlader Hovedbanegården.
7) Stabelafløbning på Aalborg Skibsværft - et chilensk passager- og fragtskib døbes "Angamos" og søsættes under stor festivitas.
8) Man har fundet landets ældste slægtsgårde, hvoraf de fleste ligger i Sønderjylland, navnlig på Als. Der afholdes en slægtsgårdsfest på Danebod Højskole. Handels- og kontoristforeningens Herrekor sang og besøgte dagen efter Dybbøl, hvor en krans blev lagt ned.
9) En dansk-tysk aftale om jernbane- og automobilforbindelsen over Rødby-Femern indgåes. Trafikminister Gunnar Larsen underskriver.
10) UFA afholder filmkongres i Bellevue Teatret i Klampenborg. Filmjournalister fra samtlige af landets aviser er til stede.
Transkription
Kommentarer fra transskribenten er markeret med […]
I Zoologisk Have i København er der sket en meget glædelig begivenhed. Et af havens girafpar har fået en baby.
Hendes Majestæt Dronningen og Kronprinsesse Ingrid deltog ved åbningen af Diakonissestiftelsens Bazar, hvor dronningen som sædvanlig havde sin egen bod.
Diakonissestiftelsens forstander dr. theol. L. J. Koch åbnede bazaren og udtalte en varm tak til dronningen, fordi hun var kommet til stede og havde vist sagen sin interesse. Forstanderen takkede desuden dronningen for den smukke måde, hvorpå hun i det forløbne år havde stået ved kongens side.
Efter åbningen passede dronningen sin bod i flere timer, og alle ville naturligvis helst handle hos dronningen.
Her er Kronprinsesse Ingrid ved at gøre indkøb.
Fastelavnen prægede gadebilledet i København.
Tøndeslagning og karneval.
Klokkeren fra Notre Dame.
Seksdagsrytter.
[Tysk speak. Oversat til dansk]
Kong Christian af Danmark fejrede sin 70-års fødselsdag med hjertelig deltagelse af det samlede danske folk.
[Tysk speak slut]
100 særtog med danske arbejdere er nu kørt til Tyskland.
Tog nummer 100 medførte cirka 600 arbejdere, med hvilke der blev taget festlig afsked på Hovedbanegården.
På Aalborg Skibsværft er i snestorm søsat et kombineret passager- og fragtskib, der skal benyttes til sejlads på den sydamerikanske vestkyst. Skibet er bygget til Chile og denne regerings regning, og det blev døbt Angamos af fru skibsredder Knud Lauritzen.
Det er indrettet efter de sidste nye principper, det er dobbeltskruet og kan sejle med en fart af cirka 14 knob. Lasteevnen er 4.000 tons.
Skibsværftets direktør Børge Hansen og fru skibsredder Knud Lauritzen. Stabelafløbningen overværedes af en række særligt indbudte blandt andre Chiles minister
i Danmark Wessel og frue, Chiles konsul, skibsredder Knud Lauritzen og frue og hofjægermester og hofjægermesterinde Castenskiold.
En række af landets førende provinsdagblade er sammen med Familiejournalen gået ind for en stor national og kulturel opgave, nemlig at finde de danske gårde der har været i samme slægts besiddelse i flere hundrede år. Der findes overordentlig mange slægtsgårde i Danmark, og det har vist sig, at slægtsfølelsen stadig er levende i mange af vores bondeslægter.
Undersøgelsen har godtgjort, at de fleste gamle slægtsgårde findes i Sønderjylland og navnlig på Als, hvorfra disse billeder er. Alle slægtsgårde, der har været i slægtens besiddelse i over 500 år, får overrakt et stort Dannebrogsflag, der hejses på gården ved en lille højtidelighed, medens alle slægtsgårde, der har været i slægtens eje i 200 år, får overrakt en slægtsbog.
For nogen tid siden samlede de fire sønderjyske dagblade i Sønderborg og Familiejournalen alle disse slægtsgårdsejere på Als til en storstilet slægtgårdsfest på Danebod Højskole i Sønderjylland. Gårdejere og deres familie fra næsten alle gårdene på Als deltog i denne nationale festlighed.
Handels- og kontoristforeningens herrekor var med, og slægtgårdsfesten sluttede med, at deltagerne samledes om højskolens store flagstang, og medens flaget langsomt gled ned efter den nationale festdag, sang koret og forsamlingen ”Der er et yndigt land”.
Der afsendtes et telegram til kongen, og inden festens afslutning indløb et svartelegram med tak og hilsen.
Om formiddagen aflagde sangerne besøg på Dybbøl og flere andre nationale minder fra krigen 1864. Korets formand fuldmægtig Aage Hansen nedlagde en krans med rød-hvide bånd på den store fællesgrav over 209 tapre danske soldater.
Mellem danske og tyske trafik- og vejmyndigheder er der i København underskrevet en overenskomst vedrørende jernbane- og automobilforbindelsen over Rødby-Femern. Disse billeder er fra de afsluttende forhandlinger, hvor blandt andre trafikminister Gunnar Larsen og generaldirektør Knutzen var til stede. Arbejdet vil antageligt blive begyndt til sommer, og det vil vare i fire år.
For første gang i Danmark afholdtes en filmkongres arrangeret af UFA’s herværende filial. Filmjournalister fra samtlige landets blade var til stede.
UFA Berlin var repræsenteret ved direktør Opitz.
Tilføj kommentar
Der er ingen kommentarer. Vær den første til at kommentere.