Filmleksikon A-Z

Stumfilm og talefilm

Stumfilm er film uden lydspor, mens talefilm er film med lydspor. De tidligste film var stumfilm. Gennem 1920’erne og 30’erne blev talefilmen mere og mere almindelig. I dag er alle film talefilm.

Selvom stumfilm ikke har lydspor, var der alligevel lyd under filmforevisningen. I stumfilmens tid brugte man livemusik - nogle gange et stort orkester, andre gange en enkelt pianist. Nogle gange var musikken komponeret til filmen, andre gange brugte man kendte musikstykker. Til nogle filmforevisninger brugte man en fortæller, altså en person, der var til stede og talte under filmen. Der kunne også være en person, som lavede lydeffekter (se også Effektlyd) til filmen – trampen, brag, plask osv.

I stumfilm taler personerne faktisk en hel del – vi kan bare ikke høre dem. Men vi kan tydeligt se, at de fx skændes, ler eller kommer med udråb. I stumfilmens mellemtekster kan vi læse, hvad de siger, tit i lidt forkortet form. Mellemteksterne giver os hovedbudskaberne i dialogen og hjælper os med at forstå handlingen.

Efter talefilmen blev opfundet, udkonkurrerede den fuldstændig stumfilmen. Når billede og lyd præcist og detaljeret følges ad, skaber det en stærk illusion af virkelighed. Dvs. at det er nemmere at leve sig ind i filmen – og det blev forståeligt nok populært. Ordet ’talefilm’ er lidt misvisende, fordi der på film er mange andre slags lyde end tale, bl.a. reallyd, effektlyd og musik. Det ville være mere præcist at kalde det ’lydfilm’.

Anslaget i kortfilmen ”Bawke” (eksempel 1) indeholder mange af de typer lyd, der kendetegner talefilm, bl.a. reallyd (fx fodtrin og åndedræt), underlægningsmusik (se opslaget Synkron og asynkron musik) og tale. Til sammen skaber lydene en intens stemning og får filmen til at virke realistisk.

Eksempel 1
Talefilm
"Bawke"
SE KLIP

I den danske stumfilm ”Afgrunden” (eksempel 2) fra 1910 er der mellemtekster, som forklarer handlingen. Der er lagt underlægningsmusik på, når vi ser filmen på Filmcentralen. I 1910 var det en pianist, som sad i biografen og spillede, mens tilskueren så filmen.

Eksempel 2
Stumfilm
"Afgrunden"
SE KLIP

Læs mere om filmlyd og hør eksempler her:

Lyd
Synkron og asynkron lyd
Reallyd
Effektlyd
Tale
Subjektiv lyd
Lydbro
Musik

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle