Læringsmateriale om skjulte reklamer

Læringsmateriale om skjulte reklamer

Læringsmaterialet Social Star fokuserer på skjulte reklamer på sociale medier. Materialet er gratis og målrettet 6.-7. klasse. Målet er at lære eleverne at forholde sig kritisk.

Børn og unge tager i stigende grad bloguniverset til sig. Nogle laver selv blogs, mens andre læser med hos deres yndlingsbloggere. Men hvornår er der tale om skjult reklame, når en blogger præsenterer nye gadgets, tøj, make-up eller lignende? Det ser læringsmaterialet Social Star nærmere på. Forløbet strækker sig over 3 uger i danskundervisningen i 6. eller 7. klasse og bygger på de Forenklede Fælles Mål for dansk. 

Materialet findes på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside: http://www.kfst.dk/socialstar

Følg Social Star på Facebook

Regeringens ekspertudvalg for børn, unge og markedsføring har offentliggjort følgende tal:

75 % af danske 9-16 årige har en profil på et socialt medie
De 11-13 årige forholder sig meget ukritiske overfor dem, de følger på Youtube og Instagram
De reflekterer ikke over, at brugerindlæg i blogs, anmeldelser mv. kan være betalt og siger fx: "Jeg synes ikke det er reklame. Follow – det er ligesom at følge, hvad de gør, og hvad de ser, ligesom at følge dem som personer. Det er ikke reklame at følge den her person."

Annemette Thorhauge, formand for Medierådet for Børn & Unge, siger:
”Reklamen har selvfølgelig altid eksisteret i mange varianter, og det har for eksempel altid krævet en vis kritisk sans at kunne skelne mellem seriøs journalistik og skjult reklame i annoncefinansierede blade. Men de sociale medier introducerer en ny dimension i kraft af deres uformelle og personlige karakter, der ligger tættere op ad den personlige samtale”.

Social Star er udarbejdet af Forbrugerombudsmanden, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og Medierådet for Børn & unge.

Emneord: 

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle