Marianne Jelved anbefaler

ANBEFALING. Marianne Jelved har set på Filmcentralen og fremhæver to samlinger af dokumentarfilm, der har relation til 100-året for Grundloven af 1915. Historien bliver levende gennem den billedbårne fortælling, siger hun og opfordrer alle til at kigge med.

5. juni 2015 er det 100 år siden, kvinder og tjenestefolk fik stemmeret i Danmark. For at fejre den runde dag har Filmcentralen samlet en række dokumentarfilm, som giver nye vinkler på Grundlovsdagen: "Stemmeret og stærke kvinder" og "Danmark anno 1915". Der er både nye og ældre dokumentarfilm, og de foregår både i Danmark og en række andre lande. Det er disse to filmsamlinger, den tidligere kulturminister Marianne Jelved anbefaler. Hun begrunder det sådan her:

"Det er en rigtig god ide at være opmærksom på Filmcentralens fejring af 100-året for Grundloven af 1915. Her finder man en samling dokumentarfilm, der fortæller historier om Danmark og kvindernes demokratiske milepæl dengang og om kampen for frihed og demokrati i dag. Filmsamlingen ”Danmark anno 1915” er en morsom og tankevækkende samling af filmklip fra et fordums Danmark. Særlig vil jeg fremhæve den nydigitaliserede ”Grundloven 1915”, der er optagelser fra kvindeoptoget 5. juni 1915.

Men Grundlovsdag er ikke kun en historisk mærkedag. Det er først og fremmest en markering af, at vores demokratiske idealer skal genvindes hele tiden både i Danmark og i udlandet. Den påmindelse får man ved at besøge filmsamlingen ”Stemmeret og stærke kvinder”. Her tegnes et billede af kampen for frihed, demokrati og menneskerettigheder gennem 100 år – med kvinder som frontkæmpere. Filmene spænder bredt: ”Frihed, lighed, stemmeret” giver et indblik i den lange, politiske kamp forud for Grundlovens vedtagelse i 1915. ”Kvinder med power” foregår i nutiden, og er en gribende fortælling om en kvindes vej ud af armod og undertrykkelse i Jordan.

Grundloven af 1915 var et afgørende skridt for det danske demokrati, som til stadighed kan udvikle sig, hvis vi vil. Det kræver forståelse af de demokratiske sejre, som er vundet op i gennem det 20. århundrede – kvindernes stemmeret, sejren over fascismen og nazismen, sociale og uddannelsesmæssige landvindinger, presse- og ytringsfrihed.

En af nøglerne til vores demokratis historie finder man hos de mange kulturinstitutioner, der digitaliserer kulturarven, så den er tilgængelig i nutiden. På Filmcentralen kan man umiddelbart se frugten af den bestræbelse. Her bliver historien levende og umiddelbart nærværende gennem den billedbårne fortælling. Jeg opfordrer til, at alle kigger med," siger Marianne Jelved.

Se filmsamlingen "Stemmeret og stærke kvinder"

Se filmsamlingen "Danmark anno 1915"

Læs artiklen "Fest, faner og filmarv", som handler om filmen "Grundloven 1915".

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle