The Slum Challenge - en interaktiv dokumentar om livet i slummen

The Slum Challenge - en interaktiv dokumentar om livet i slummen

The Slum Challenge er et interaktivt dokumentarprojekt om livet i slummen i megabyen Manila. Kernen i dokumentaren er en interaktiv fortælling, der udfoldes gennem øjnene på en filippinsk slumdreng, der har til opgave at skaffe mad på bordet til familien. For at opfylde det mål skal seeren i en række dilemmaer vælge, hvad der skal ske, og hvordan handlingen skal udspille sig.

The Slum Challenge er konstrueret ud fra research og interviews med børn, unge, voksne og organisationer, der til dagligt lever eller arbejder i slummen. Gennem dilemmaerne udruller dokumentaren nogle af de problematikker, der er forbundet med at leve i et slumområde. Undervejs i spilforløbet kan seeren tilvælge materiale, der perspektiverer det, der udspiller sig i handlingen. Blandt andet i form af baggrundsartikler og videointerviews, hvor man møder slummens beboere.

Dokumentaren er gratis tilgængelig online, og henvender sig især til udskolingen og gymnasiet. Materialet indeholder en udførlig lærervejledning målrettet til hhv. udskoling og gymnasium i fagene dansk, samfundsfag, geografi og mediefag.

Prøv spillet her: http://www.slumchallenge.dk/  

The Slum Challenge, der bl.a. er støttet af Det Danske Filminstitut, har vundet “European Youth Award” I kategorien “Active Citizenship”. Prisen uddeles af bl.a. UNESCO, UNIDO og det Europæiske Råd til et medieprojekt, der sætter fokus på sociale udfordringer via nye medier. Læs mere: http://eu-youthaward.org/winner/slum-challenge

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle