About a Girl

About a Girl

- et undervisningsmateriale

Fag og temaer

DANSK

Liv og død

”About a Girl” er en film om døden som en mulig afslutning på et problematisk teenageliv. Det er også en film om livet som begyndelse på tilværelsen som ung og senere voksen. Hovedpersonen Charleens optagethed af døden betyder, at hun vælger selvmord som vejen ud af et liv, hvor hun føler sig forkert og utilstrækkelig i forhold til familie, venner og skole. Døden er ikke skræmmende for Charleen, tværtimod ser hun i sin praktik hos bedemanden de døde som lykkelige og tilfredse. Hun fotograferer døde dyr, som hun samler i et album, der ligger på bordet i hendes dystre, mørkeblå værelse. Væggene her er fyldt med udklip, tegninger og citater, der alle relaterer til døden og de afdøde musikere, hun er fan af, fx Kurt Cobain.

Charleens mislykkede selvmordsforsøg bliver begyndelsen til et liv, hvor Charleen efterhånden fortrænger sin fascination af døden. Hun oplever glæden ved et nyt tæt venskab og senere forelskelse i Linus, og hun oplever, at hun har betydning som veninde i Isas liv og som datter i sin fars liv. Charleen får en ny forståelse for familiens betydning og sætter sit eget ønske om at slippe af med morens kæreste, Volker, til side, da hun indser, at moren har brug for ham i sit liv.

About a girl
Foto: IMBISSFILM

”Døden konfronterer os med det faktum, at livet er en gave,” siger psykolog Dr. Frei i filmens slutning, da han og Charleen taler om mormorens død.

Citater og framegrabs/stills herunder viser, hvor modsætningsfyldt Charleens teenageliv er. Selvom filmens hovedperson Charleen gennemgår en vellykket udvikling fra barn til voksen, hvor hun oplever forelskelsens glæde sammen med Linus og det "nye" venskab med Isa, så er der kun delvis tale om en lykkelig slutning. Den mislykkede biografdate med Linus, sorgen over mormorens død og Charleens afsluttende samtale med Dr. Frei lader os forstå, at selv om Charleen har valgt livet, vil fremtiden stadig byde på modstand og dårlige dage.

Charleen må stå til regnskab for sin beslutning om at vælge døden fremfor sit problemfyldte liv. Moren og veninden Isa kræver en forklaring.

Charleen til sin mor: ”Jeg ville bare have fred”

Charleen til Isa: ”Jeg havde hovedet fyldt med tanker om ingenting at føle og tænke, ganske enkelt om ikke mere at være til.”

About a girl
Foto: IMBISSFILM

Ved hjælp af lynhurtig klipning ser vi Charleens fantasier om, hvordan personer i hendes omgangskreds lider en voldsom død:

  • Hendes far bliver påkørt af en lastbil, da han forlader familien.
  • To unge i psykologens venteværelse dør i guillotine og ved hængning.
  • Loftet styrter ned over Dr. Frei.
  • Linus er tæt på at blive ramt af en bil, da han står midt på vejen med en pose over hovedet, og han bliver ramt af et køleskab, der falder ned fra himlen.

About a girl
Foto: IMBISSFILM

Modstykkerne til denne dystre verden er Charleens pinlige familie, den farverige Isa og mormoren, hvor livsglæden er i fokus:

  • Mormorens hyggelige stue i varme farver og Isas lyserøde værelse udsmykket med udklip fra modeblade.
  • Mormorens replik til Charleen: ”Livet er en gave, og gaver smider man ikke væk” og hendes gode minder: ”Min mand var en talentfuld danser.”
  • Familien morer sig omkring spisebordet med morens seneste indkøb, da Charleen kommer hjem fra Dr. Frei. Hun siger undrende: ”Hvorfor er det lige netop mig, der skal gå i terapi? Jeg er jo den eneste normale i familien!”. Umiddelbart efter smiler hun for første gang i filmen.

About a girl
Foto: IMBISSFILM

Linus og Charleen mødes jævnligt mere eller mindre tilfældigt. Linus forsøger på sin egen kiksede facon ihærdigt at fange Charleens opmærksomhed. Bl.a. hænger han hen over et hegn, hvor han tidligere har set hende fotografere en død fugl. De tilbringer mere og mere tid i hinandens selskab, og glæden ved at være sammen med ham fortrænger efterhånden Charleens optagethed af døden.

Køreturen ned ad bakken i indkøbsvognen er ifølge Linus et skæbnespil, hvor tilfældighederne afgør udfaldet. Sandsynligheden for at turen går godt, altså at de begge overlever turen, er høj. Men hvis skæbnen ikke er på deres side, hvad så? Inden Linus når at svare, at de så begge vil dø, afbryder en smilende Charleen ham med replikken: ”Så går vi efter at få Jackpot!”, og så suser de afsted i høj fart ned ad en bakke og ud på vejen.

About a girl
Foto: IMBISSFILM

TYSK

Das Jungsein - Das Erwachsenwerden

Charleen er 15 år. Filmen viser, hvor svært det kan være at være ung og på vej til at blive voksen. I tyskundervisningen giver det anledning til tematisk at lade filmen indgå i arbejdet med ordforråd inden for temaerne Das Jungsein, Das Erwachsenwerden og Identität. Filmplakaten (ligger i det tyske elevark) og traileren (se forsiden af materialet) egner sig til at arbejde med opbygning af filmens tematiske ordforråd.

Filmen fortæller Charleens historie udelukkende set fra hendes perspektiv. I filmens trailer er der et kort klip fra Charleens værelse - i filmen varer scenen et minut. Som publikum får vi god tid til at studere rummet og vægudsmykningen, da der bliver panoreret i en rolig, glidende bevægelse fra højre mod venstre med zoom undervejs på udklip og citater. Vi får således tid til at reflektere over hovedpersonens interesser, og hvem hun er som person. 

About a girl
Foto: IMBISSFILM

Stillbilledet af Charleens værelse er velegnet til at analysere de filmiske virkemidler, der er anvendt til at beskrive Charleen bl.a. gennem kameravinkel, kamerabevægelser, billedbeskæring og rekvisitter. Billedet er et halvtotalt billedudsnit i normalperspektiv (tysk: halbnah, Normalsicht). Snekuglesamlingen til venstre i stillbilledet er en betydningsfuld rekvisit, som vi senere ser i et nærbillede af reolen, da hendes far placerer en medbragt LOVE-snekugle blandt de mange andre. Rekvisitten kan ses som et symbol på Charleens barndom og hendes naive far. Senere sammenligner moren farens umodne holdning til livet med snevejret i hans snekugler, hvor alt efter få sekunder igen er idyl.

Filmen lægger op til inddragelse af elevernes eget ungdomsliv i forhold til familie, venner og skole, pinlige oplevelser og erfaringer, interesser, idoler, outsider-roller og kulturelle ligheder.

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle