"Film mig! Film mig!" – om videoaktivisme

"Film mig! Film mig!" – om videoaktivisme

VIDEOAKTIVISME. Det filmiske materiale i Anders Østergaards "Burma VJ – Reporter i et lukket land" er optaget under munkeopstanden i 2007. Det netværk af uafhængige videoreportere, som i disse år opererer i Burma, koordineret af organisationen Democratic Voice of Burma, er langt fra enestående. Fænomenet videoaktivisme har eksisteret omtrent lige så længe som det bærbare videoudstyr.

Af Lars Movin, bragt i en engelsk version i Det Danske Filminstituts festivalmagasin, FILM #64 Amsterdam, november 2008.

Der gik ikke mange øjeblikke, efter at Sony i 1965 havde lanceret deres såkaldte PortaPak, det første bærbare videooptageudstyr til konsummarkedet, før en helt ny type medieaktivister begyndte at dukke op i USA. Det var politiske grupper som The Videofreex, Video Free America, Paper Tiger Television, Global Village, Top Value Television samt ikke mindst Raindance Corporation, der med deres aktiviteter var med til at skabe alternativer til de kommercielle medieselskaber, som indtil da havde haft en monopollignende status. Fænomenet guerrilla television blev ganske enkelt starten på en medierevolution. Og hen ad vejen, efterhånden som videocamcorderne blev stadig billigere og bedre, begyndte de alternative billeder også at trænge ind i de etablerede mediers sendeflader.

Et af de mange mindre gennembrud i den retning fandt sted i 1988, da videokunstneren Paul Garrin med sit Hi8-kamera dokumenterede, hvordan betjente med tildækkede navneskilte overfaldt og gennembankede de hjemløse, som holdt til i New York’s Tompkins Square Park, lige uden for Garrins vinduer. Aktionen viste sig at være et led i en større plan, der havde som mål at stimulere ejendomspriserne i det hippe East Village-kvarter, og Garrins optagelser kom efterfølgende til at cirkulere i de store tv-netværkers nyhedsudsendelser og bidrog dermed ikke alene til, at baggrunden for episoden kom frem i lyset, men også at den ulovlige fremgangsmåde fik konsekvenser for de involverede betjente.

Havde Garrins indsats primært vakt opsigt i USA, skulle der opstå intet mindre end global opmærksomhed omkring en lignende episode tre år senere, nemlig i foråret 1991, da blikkenslageren George Holliday ved et tilfælde rettede sin camcorder mod en gruppe betjente fra Los Angeles Police Department, som var i færd med at gennemprygle en sort mand ved navn Rodney King. Holliday udleverede sit bånd til tv-stationen KTLA, og efter få dage kunne ingen længere være i tvivl om, at dokumentariske videooptagelser produceret uden for mediernes eget kredsløb kunne være med til at ændre verdens gang.

Duen fra Tjetjenien

Det er langt fra kun i USA, at videoaktivismen har spillet en rolle. I årene omkring opløsningen af Sovjetunionen var der talrige eksempler på videodokumentarister, der fungerede som sten i skoen på den smuldrende gigant – dels ved at bringe den totalitære stats hemmeligheder frem i lyset, dels ved at dokumentere de dramatiske begivenheder i overgangsfasen omkring Murens fald i efteråret 1989.

Hér kunne nævnes den lettiske filmmager Juris Podnieks, som gang på gang satte livet på spil under sin indsats med at dokumentere de opstande, der førte til Letlands uafhængighed i 1991. Et projekt, der kulminerede på tragisk vis under optagelserne til filmen "End of Empire" (1991), hvor to fotografer mistede livet, mens de var ved at filme besættelsen af tv-stationen i Riga. "Film mig, film mig!" råbte den ene af dem, Andris Slapinch, til en kollega, mens han sank sammen – og udviste dermed selv i dette yderste øjeblik en fornemmelse for betydningen af at dokumentere Sovjetmagtens overgreb mod sit folk for eftertiden.

Og der er masser af andre eksempler. Til de mest enestående hører den hemmelige gruppe af tjetjenske kvinder, som i en årrække har løbet betydelige risici under arbejdet med at videodokumentere de høje omkostninger, som russernes "beskidte krig" i Tjetjenien har haft for civilbefolkningen. I spidsen for initiativet står Zinap Gashaeva – kaldet Coca ("Duen") - født i eksil i Kasakhstan, selvstændig erhvervsdrivende og mor til fire. Det er hendes mål med indsamlingen af videooptagelser – som løbende smugles til Vesten – at de kan være med til at råbe det internationale samfund op omkring situationen i Tjetjenien, ligesom hun håber, at båndene til sin tid vil kunne bruges i et eventuelt retsligt efterspil.

Ingen effekt uden distribution

Zinap Gashaeva har siden midten af 90’erne arbejdet sammen med menneskerettigheds-organisationen Echo of War, hvilket er et typisk mønster for de senere års videoaktivisme. Hvor problemet for pionererne kunne være, at uanset hvor sensationelle optagelser de fik i kassen, ville effekten være begrænset, hvis ikke de havde adgang til distributionskanaler. Og som en konsekvens heraf har man i årene omkring årtusindskiftet set fremkomsten af en række internationale organisationer, der primært har som deres mål at organisere og koordinere de ofte uafhængige videoreporteres aktiviteter og at sørge for bearbejdning og distribution af optagelserne.

En af de mest profilerede organisationer på området er Witness, som har påtaget sig opgaven med at uddele camcordere til græsrodsorganisationer rundt om i verden med henblik på at forhindre eller dokumentere brud på menneskerettighederne. Witness, som har hovedsæde i New York, blev oprettet i 1992 på initiativ af Reebok Human Rights Foundation i samarbejde med musikeren og aktivisten Peter Gabriel, ikke mindst med inspiration fra Rodney King-episoden i Los Angeles året forinden. Så også på den måde skulle George Hollidays dokumentation af L.A.P.D.’s overgreb få en effekt, der rakte langt ind i eftertiden. Witness har i dag 150 partnere, primært NGO-grupper og medieaktivister, spredt ud over 50 lande.

Emneord: 

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle