Vi er alle unormale

Vi er alle unormale

INTERVIEW. Christian Sønderby Jepsen følger i dokumentaren "Naturens uorden" journalist og komiker Jacob Nossell i hans søgen efter meningen med livet som spastiker. Redaktionen har talt med instruktør og hovedperson om, hvordan filmen udfordrer vores ideer om "det normale".

Skrevet af Freja Dam og bragt i DFI Nyheder 6. oktober 2015

Hvem er jeg? Hvor unormal er jeg? Hvordan ser andre mig? Er mit liv værd at leve? Det er spørgsmål, journalist og komiker Jacob Nossell har tumlet med hele sit liv. Som spastisk lammet har han et intakt intellekt, men svækket krop.

Sidst han satte sig selv i spil var i Mads Brüggers Sundance-vinder "Det røde kapel", en dokumentarisk satire fra verdens værste diktatur i Nordkorea.

I Christian Sønderby Jepsens "Naturens uorden" spiller Nossells handicap igen en hovedrolle, idet han denne gang går videnskabeligt til værks for at finde ud af, hvad handicappet helt præcist består af. Han konsulterer hjerneforsker og filosof Kristian Moltke Martiny og får foretaget en hjernescanning og dna-test.

I filmen følger vi også Nossells opsætning af teaterstykket "Human afvikling" på Det Kongelige Teater, hvor den grundlæggende ide for stykket er at bede publikum deltage i afstemninger om, hvorvidt han har ret til at leve, og om publikum selv ville vælge et handicappet barn fra.

En lille sprække gør forskellen

Det sidste spørgsmål stillede Jacob Nossell også instruktøren Christian Sønderby Jepsen, der snart skulle være far, ved deres første møde. Jepsen svarede, at han ville vælge en som Nossell fra.

"Der er mange, der bakker op om forskellighed, men der er ikke så mange, der har lyst til at sætte børn i verden og lade dem lide under et handicap," siger Jepsen. "Vi vil alle sammen gerne være unikke, men inden for en vis ramme. Vi vil gerne være anderledes, men samtidig ligesom alle andre. Menneskeheden er som høns: Hvis man tynger flokken, er det bare ud, og der skal meget lidt til, før man falder udenfor."

I "Naturens uorden" diskuteres det også, om vi som samfund har brug for unormaliteten. "Det er vigtigt at tænke sig om, før vi tilintetgør alt det, der stikker udenfor. Vi higer jo også efter at indtage nye territorier. Har vi brug for mennesker, der tænker og agerer anderledes? Har vi behov for de fejl for at komme videre, eller er det bare en unødig økonomisk og psykologisk sten i skoen i forhold til, at vi kan være et harmonisk samfund?" spørger Jepsen.

For Nossell drejer hans forskellighed sig kun om en lille sprække i hjernen. "Det er interessant, at så lille en ting kan gøre så stor en forskel ved førstehåndsindtrykket og ved den måde, man opfatter Jacob på," siger Jepsen. For Nossell får hjerneforskerens undersøgelser ham til at føle sig både mere "normal" og ret lettet over endelig at have fået beviset for, at hans liv er hårdere end andre menneskers.

"Videnskaben kan forklare de følelser, jeg har, og afmontere de reaktioner, som jeg hele tiden møder hos folk – 'jamen jeg har også ondt i ryggen' eller 'jeg har det også svært, fordi min far er alkoholiker' og 'tag dig nu bare sammen, Jacob.' Nu har jeg papir på, at jeg har nogle større udfordringer," siger Nossell.

Naturens uorden
Foto: Christian Sønderby Jepsen

Bliver kørt ned af en bus

Konkret har Jacob Nossell fundet ud af, at han har et højt abstraktionsniveau, men har svært ved at overskue komplekse situationer.

"Hvis jeg havde vidst det, var jeg måske ikke gået ud foran bussen," siger han med hentydning til en ulykke, der rammer ham midt i teater- og filmprocessen, og som dokumenteres i den endelige film.

Sammenstødet giver ham to hjerneblødninger og en kraniebrud. Da han ringer til Jepsen, nedtoner han først uheldet. Han mener godt, at han kan være tilbage på teatret mandag og være klar til premieren to måneder efter. Men i takt med, at der kommer nye diagnoser, står det klart, at han har brug for i hvert fald et halvt års pause. For Jepsen giver det anledning til at tage hele projektet op til overvejelse.

"Kan Jacob holde til, at vi overhovedet fortsætter? Skal vi bare stoppe filmen der? Eller kan vi afbryde kontakten i et halvt år og uden videre begynde igen? Jacob går ud foran en bus, og så stopper det hele … Det resulterede i en slags posttraumatisk stress for alle," siger Jepsen og fortsætter, henvendt til Nossell: "Du gik også i panik på alle planer, fordi der stod en masse mennesker og ventede på at komme i gang igen."

"Jeg følte jo et stort ansvar for filmen," siger Nossell. "I hvert fald følte jeg ikke, at det gav mening at give op. Det var ikke så meget af lyst, men snarere en følelse af nødvendighed for at køre bilen i garagen, fordi vi begge to havde ofret alt i den periode, både psykisk og personligt."

"Ja, du har en ekstrem stædighed," siger Jepsen. "Det er du nødt til at have, for du er vant til at blive afvist de første par gange, når du møder folk. Man siger, at en god filmkarakter er en person, der har et mål, møder modstand, og som har drivkraft. Jacob er en 200-hestekræfters motor, der drøner igennem og ikke lader sig kue af modstand, selvom han hele tiden bliver ramt af den. I starten var jeg i tvivl om, hvorvidt han oplevede modstand nok, og om vi kunne gøre teaterprocessen dramatisk nok. Men det kom så helt af sig selv, da Jacob blev banket ned af en bus."

"Da jeg blev kørt ned af bussen, blev jeg i tvivl om, hvorvidt jeg ville leve eller ej," siger Nossell. "Det var nogle rædselsfulde måneder at komme igennem. Jeg var blevet kørt ned af en bus, jeg var spasser, og jeg havde fået stomi. Mit liv var virkelig ikke fedt, men jeg orkede ikke at give op. Jeg orkede ikke, at mit liv ikke var værd at leve. Gennem hele episoden med ulykken svarer filmen på mine vegne, at 'jo, livet er værd at leve', for jeg kommer jo igen og gennemfører teaterstykket."

Naturens uorden
Foto: Christian Sønderby Jepsen

Elefantmanden keder os efter ti minutter

"Hvis man zoomer ud, er vores liv fuldstændigt meningsløse," siger Jepsen. "Vi æder, skider og dør. Men hvis vi har et mål og en ambition, giver det mening for os at leve. Ud fra den krop og hjerne, som du har, Jacob, har du nok lidt for mange ambitioner på dine egne vegne."

"Men det er også det, der gør, at du ikke ender hjemme på værelset og kigger ind i væggen. Det er en fantastisk egenskab at have. Mange mennesker går i stå og mister gnisten. Hvis en som Jacob kan rejse sig fra det uheld, han er udsat for i filmen, kan det måske inspirere andre til at gøre en indsats for at blive mere lykkelige."

For Jepsen var det vigtigt at komme bag handicappet og finde ind til mennesket Jacob med tanker, mål og dilemmaer, som alle kan genkende.

"I bund og grund handler det om, hvor ens plads i samfundet er. Det er en forstørret problematik, som vi alle går og bøvler med. Hvordan tænker de andre om mig? Hvordan ser jeg ud, og hvordan opfører jeg mig? Vores sociale ageren er utrolig kompleks."

"Jeg har fundet ud af undervejs i processen med Christian, at det her er nogle meget almene spørgsmål, som jeg tumler med," siger Nossell. "Man skal ikke gå ind og se filmen for at blive klogere på en koreansk spasser, men for at blive klogere på sin egen unormalitet. 'I behøver ikke diskutere mig så meget. Diskuter jer selv!'"

En hvilken som helst person kunne stille sig selv de samme eksistentielle spørgsmål, mener Jepsen. Når det alligevel er interessant at se en film om netop Jacob Nossell, er det, fordi han bryder vores fordomme.

"Det er en film, der tager udgangspunkt i vores fordomme. 'Se, her har vi Elefantmanden.' Men han er kun interessant i ti minutter. Så går man igen, fordi han keder en. Vi tager derimod tilskueren med på en rejse ind bagved, hvor det hele er mere komplekst. Efter en times samtale tænker man ikke på handicappet længere. Vi er alle sammen unormale på et eller andet plan. Hvis man kan opløse sine fordomme et øjeblik, så håber jeg, at filmen kan inspirere andre til at se deres eget liv fra et højere perspektiv og ændre deres verdenssyn, bare en lille smule."

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle