Blushøjlejren - en københavnsk "sigøjnerlejr"

Film museum/danmark-paa-film Se Filmen

1964, 18 min., Speak

Blushøjlejren lå i et af Københavns yderområder i Valby. Vognpladsen blev oprettet af Københavns Kommune i 1948 og nedlagt i 1962. Den bestod af ca. 80 vogne og 300-400 mennesker, som stammer fra gamle slesvig-holstenske slægter. Det er typisk sæsonarbejdere som tivolifolk, cirkusartister og musikere. Om vinteren klarer de sig med forefaldende arbejde og lidt handel og må i nødstilfælde tage imod socialhjælp. Filmen portrætterer nogle af indbyggerne og følger nedrivningen af beboelsesvognene i 1962. En rejsende familie besøges i deres nye hjem - de såkaldte finnehuse - i Valby.

Emneord: 1960-1969, Børneliv, Hjemløse, Immigranter, København, Sigøjnere, Slumkvarterer

Filmtype: DK/Dokumentarfilm

Se alle credits i Filmdatabasen

Vis transskription

Sådan laver du et klip

  • Find det sted i filmen, hvor du ønsker at starte dit klip, og tryk ”Start klip”.
  • Når du ønsker at afslutte klippet, trykker du ”Slut klip”.
  • For at se klippet, tryk ”Se klip”. 
  • Hvis du er tilfreds med klippet, trykker du ”Opret klip”.

Når klippet er oprettet, har du mulighed for at placere klippet geografisk i Danmark. Brug danmarkskortet til at placere klippet. Kun klip med stedsangivelse bliver lagt på sitet.

Du behøver kun angive navn og e-mailadresse, hvis du ønsker dit klip skal være en del af sitet.

Du kan frit sende, dele og i de fleste tilfælde indlejre klippet på din Facebookside, hjemmeside, blog eller andet. 

God fornøjelse.

Transskription

Lejren blev grundlagt i 1948 og består af cirka 80 vogne befolket med 3-400 indbyggere, som nedstammer fra nogle gamle rejsende slægter fra Slesvig-Holsten, hvis forfædre i generationer havde været hvervede soldater, og som indtil 1800-tallet lå i Holsten og vogtede nordens sydgrænse.
Da den almindelige værnepligt indførtes, spredtes tropperne, og adskillige gik på valsen med slibebør eller som omstrejfende handelsfolk. 
En del skaffede sig efterhånden hest og beboelsesvogn, og tilværelsen på hjul begyndte. 
Mange af vore omrejsende tivoli- og cirkusfolk hører til disse vidtforgrenede familier og navne som Mundeling, Mikkele, Enoch, Zangenberg og Sambleben støder man på på markeder, hvor de slår deres karusseller og lykkehjul op.
Her ser De den gamle fru Sambleben. Hun er født i Tyskland og hører til en familie, som i en menneskealder har vandret på de danske landeveje som musikere. 
Indtil for 15-20 år siden var det almindeligt, at de rejsende drog ud i landet samtidig med den første forårssol og først vendte hjem, når efterårsstormene satte ind. 
Om vinteren klarede man sig ved at sælge børster, ståltrådsvarer og lignende og kneb det i den sidste af en lang vinter, tyede man til socialkontoret. 
I begyndelsen, det vil sige de første par år efter 1948, var der gode og hygiejniske forhold i lejren, men efterhånden kom der en del mennesker ind, som sikkert ikke skulle have haft lov at bo der. Nu udvikledes der et slumkvarter, og da både sundhedskommission og brandvæsen ankede over forholdene, og arealet skulle bruges af statsbanerne, der ejede det, besluttede daværende overborgmester Munk i 1962 sammen med borgmestrene for 2. og 3. afdeling Julius Hansen og Urban Hansen, at rømningen skulle iværksættes.

Der var tre ting, der kendetegnede Blushøjlejren. De mange børn og hunde og vasketøjet. Nogle af vognene lignede småhuse, andre var gamle udrangerede rutebiler, som det er ganske umuligt at varme op. Om der så stod en gloende kakkelovn i den ene ende, kunne det slet ikke mærkes i den anden ende. 
Man kan jo egentlig ikke forstå, at det, man ser her, er en dansk sigøjnerlejr. Det ligner noget udenlandsk. Det ligner slet ikke det, vi er vant til at se herhjemme. 

De omboende havde ikke noget som helst samkvem med lejrens beboere. Og de rejsende på deres side ville også helst være i fred. 

Når en familie fik opsigelse, sørgede kommunen for at give dem bolig i en af kommunens ejendomme, som regel i stueetagen, de rejsende yndede ikke at komme højere op. Så fik beboernes en måneds frist til selv at fjerne vognen, og hvad der lå tilbage efter den måneds tid, fjernede kommunen vederlagsfrit efter specielt indhentet tilladelse fra ejeren. 

Den vogn, vi ser her, er familien Langtoftes beboelsesvogn. Det var så absolut lejrens smukkeste og bedst bevarede vogn. Den havnede siden på Nationalmuseet i Brede. 

Læg mærke til skodderne, som er en reminiscens fra dengang, de rejsende kunne risikere bønderkarles stenkast ved aftenstide ind gennem de oplyste vinduer.  

Børnene var tilsyneladende sunde og raske, de fik jo en masse frisk luft, men alligevel kan man ikke sige, det var ideelle forhold for børn. 

En vogn, som den vi ser her, kan der udmærket bo far og mor og 7-8 børn, altså en halv snes personer i det hele. Og hvad det vil sige, forstår kun de, der af pladsnød er tvunget til at leve sammenklumpet dag og nat. 

Her har vi tante Eva, en af lejrens markante personligheder og hendes søster. 

Jerome Rosenhagen vender hjem efter at have været på børstesalg. 

Nu bliver familie Langtoftes beboelsesvogn transporteret til Nationalmuseet i Brede. Det var nogle år siden, at den havde været ude at køre sidst, en 20-30 år vel, og pludselig løb lejerne varme. Falckmanden bliver opmærksom på skaden. De kører ind på nærmeste tankstation for at få smurt. 
De kører forbi Bredes hovedbygning.
Der er stejlt ned til den gamle klædefabrik. 
Vi har hægtet en kranvogn bag i for at holde lidt igen. 
At det i det hele taget lykkedes Nationalmuseet at erhverve vognen, kan man takke Tuborgfonden for, som klarede det kontante beløb. 

Arbejdet på den nye Køge Bugt-bane er begyndt. Udgravningsarbejdet, dæmningsarbejdet og resterne af Blushøjlejren. Den er nu skrumpet ind til en halv snes vogne. Her er en enkelt, der er sat ud på gaden. 

Afviklingen varede næsten tre år, og det er egentlig morsomt at konstatere, at det sidste år lejren eksisterede, holdt en familie, som allerede var flyttet i lejlighed, sommerferie på pladsen. De havde kørt campingvognen derud og slået telt op og følte sig som i gamle dage. 

Lejren bærer tydeligt præg af forfald. 

Et misfoster mellem et rigtigt hus og en beboelsesvogn. 

Her har vi familien, som camperede i lejren i sommerferien med telt og med campingvogn. 

Endnu er der lidt liv i lejren, men det er dødt i forhold til dengang, de var der alle sammen. 

Når det trak så længe ud med de sidste familier, var det fordi, at de havde anskaffet sig en del husdyr, hunde og katte, og det var svært, for ikke at sige umuligt, for de rejsende at skille sig af med husdyrene. Men en skønne dag var de alle i boliger, og man tilstræbte fra kommunens side at skaffe så lempelig en overgangsbolig som muligt. Man valgte finnehusene, træhuse som lå i ret åbne arealer med beplantning imellem. De rejsende er farveglade mennesker. Maleri af en gammel cirkusplakat. Guitaren, fjernsynet og familiegalleriet. 

Sylvia Eriksen, en datter af Sambleben-familien i færd med at rydde bordet. Og hendes lyslokkede børn. 

Anders Enevig, der har beskrevet de rejsende, er på besøg for at høre, hvordan det går og for at tage nogle billeder. 

Efterhånden som de rejsende gifter sig med private, som de kaldes, bliver børnene lysere og lysere i huden, ansigtet, håret, der er jo absolut intet, der skiller disse piger ud fra de bofaste. 

Socialmanden Henry Tingholm taler med de indflyttede om forholdene. 

En privat familie, som har boet i Blushøjlejren, og som nu er flyttet i finnehus. Der boede cirka 12 procent private i Blushøjlejren. 

Det er sønnen. Og se ligheden med faren. 

Her ser vi gasbeholderen på Valby Gasværk, som sprang i luften, en vældig katastrofe. 

Ser man de rejsendes nye hjem, er der absolut ingen forskel imellem et hvilket som helst privat borgerligt hjem og de rejsendes. Hygge, renlighed og farver. 

De er blevet hjulpet med pænt indbo, husleje og indflytning, og det er det almindelige indtryk, at langt de fleste er godt tilfredse og næppe ville bytte boligen med den utætte vogn. Men selvfølgelig var det for mange af de rejsende vanskeligt at finde sig til rette blandt den bofaste befolkning. 

Efterhånden har man dog søgt at indordne sig og indrette økonomien efter de ændrede forhold. 

Selvom den praktiske side af opgaven er løst, er det den nuværende socialborgmester Børge H. Jensens tanke, at man endnu i nogen tid skal holde kontakten med familierne ved lige for, om det ønskes, at bistå og vejlede dem under den fortsatte tilpasning til samfundet. 

Nu befinder vi os i Husum, den gamle landsby vest for København. 

Maskinsliberi står der på skiltet. Man tjener brødet ved at slibe knive, brødmaskiner, kødmaskiner, plæneklippere og ved at lave ståltrådsarbejder. Frisk luft. De rejsende kan næsten ikke ånde i små indelukkede rum. 

Et broderet skilleri på væggen fortæller om vognparken. Farver. Blomster. Og dyr. 

Henry Tingholm i samtale med en af de udflyttede rejsende. 

Blushøjfolkene forsøger, tvunget af omstændighederne, at indpasse sig i et samfund, som de i generationer har holdt sig i udkanten af og til tider været på kant med, men endnu vil fortællinger, sange og traditioner gå igen fra generation til generation, før en endelig opsugning i den øvrige befolkning har fundet sted. 
Vognparken på Blushøjvej i Valby med dens farveglade beboelsesvogne, hvor livet levede primitivt og ganske uden misundelse overfor omverdenens mere moderne og sterile livsform, er nu borte. 

Vi har brug for din viden

Hvis du har viden om et sted, en person, eller andet i filmen, som ikke findes på kortet, så kan du selv lave et klip og skrive din egen historie. Dit klip kan blive en del af kortet her, og du kan dele det med andre.

Sådan gør du

  1. Lav et nyt klip ved at trykke her
  2. Tilføj mere information til klippet såsom dato, personer eller sted

Du er også velkommen til at tilføje en kommentar med din historie

Kommentarer

Tommy Petersen

30-10-2015

Som barn var det det bedste sted i verden, fri som fuglen, marker, luft, sol, kolde vandposter, altid mennesker, venner, uvenner men venner igen, gud hvor jeg savner det, må lige tørre øjnene, ja det er utroligt som det er groet fast i en.TUSEND TAK FORDI JEG HAR FÅET LOV TIL AT OPLEVE DET, GLEMMER DET ALDRIG, HÅBER DET BEDSTE FOR ALLE, TAK, KÆRLIG HILSEN,TOMMY

Agnete Louise Enoch

10-11-2015

Hvor er det med glæde at se denne film- Hvor jeg kan nikke genkende til mange rejsende på denne film-

Jeg havde glæden at møde Sylvia Eriksen som stadig lever, hun er over 90 år gammel- og lige så smuk som dengang på filmen for over 50 år siden.

Flemming Jensen

30-03-2016

Jeg kan huske da den lå ude på Køge Landevej. Der boede jeg under krigen i min gudmors vogn (hun boede i Tovesgade nr. 7 over gården). Min mor hed Nette Kirk Jensen.

Jan Gronemann

08-08-2016

Klip fra denne video blev brugt i DRs "Ludere, Lommetyve og Lirekassemænd", vistnok afsnit 5 (https://www.dr.dk/tv/se/ludere-lommetyve-og-lirekassemaend/ludere-lommet...) eller 6 (https://www.dr.dk/tv/se/ludere-lommetyve-og-lirekassemaend/ludere-lommet...).

Desværre er serien pt. ikke tilgængelig hos DR så jeg kan ikke lige kontrollere hvilket afsnit.

LIS ROSE SAMBLEBEN.

08-08-2016

Rigtig dejlige billeder. Min familie, kusiner, tanter, onkler. Men er lidt stødt over beskrivelsen, billederne er optaget, mens man flyttede, og vognene blev slået til pindebrænde. Taler som om, det var sundhedsfarligt. Ingen syge der, sunde børn. Det var det mest vidunderlige sted at være, og smukt og rent, med mindre stormen havde væltet noget. Alle der boede der var velkommen. Alle besøgende med real hensigt ligeså. Sådan var pladsen.

Lya Erica

18-02-2017

Er født og opvokset der.
Med stolthed kan jeg igen nævne..At få mennesker er så renlig som de rejsende...
Ville ikke bytte min barndom med noget andet i verden.
det sammenhold vi havde, findes ikke mellem "normale " mennesker..
Sammenholdet består stadig blandt de / vi fleste...
Desværre er mange af klippene her.
Lavet efter de fleste af vognene er forladt.Og rent ud sagt, ligner en losseplads...Ærgerligt, for det giver et forkert indtryk over for andre mennesker...
vi elskede og værnede om vores boliger.Og alle fældede en tårer først i 60erne da beskeden om banen kom og vi skulle væk.
Rigtig mange af de ældre gik desværre bort. De var født "på hjul"opvokset der og havde aldrig kendt til andet.
Det var et kultur chok for dem, at bo i lejligheder...Flere var heldige at bytte til et finne hus.Som vi selv bor i den dag Idag...
Det er det vi kommer nærmest en zigøjner vogn...
vi ønsker og beder til, at vi må blive her, til vi skal bæres ud...
Mindes vores barndom med stor glæde..Sang musik og sammenhold...

Heinrich Pedersen

01-07-2017

Vil lige sige tusinde tak for de skønne barneår og den fantastiske modtagelse jeg (man) som barn fik derude. Vi boede i sydhavnen, men om sommeren opholdt vi os i haveforeningen Solhøj som lå på Køgevej, men jeg tilbragte det meste af tiden blandt disse dejlige og rare mennesker i Blushøjlejren.
Senere fandt jeg sammen med jordens sødeste pige derude og atter blev jeg modtaget som om jeg altid havde været der. Gæstfriheden var ubeskrivelig stor, for det meste glade, helt åbne og hjertelige mennesker hvis man selv viste, at man kunne lide at være der. Sylvia Eriksen og hendes mand, jeg kendte dem som Bimse og Brormand, kom jeg mest hos og årsagen var Gogge. Var forfærdelig ked af det da lejren skulle nedlægges. Minder som jeg har taget med i mit liv og mange gange tænkt på.

Tilføj kommentar

Din kommentar skal godkendes, før den kommer på sitet. Hvis du oplever tekniske problemer kontakt venligst filmcentralen@dfi.dk Ønsker du at købe en kopi af filmen eller klippet kontakt filmarkivet@dfi.dk

Tak for kommentaren

Vi vender tilbage til dig!

An unexpected error occurred!

We are very sorry, please try again later