Livet i Grønland 1918-1964

Livet i Grønland 1918-1964

Skrevet af Lisbeth Valgreen, cand.mag i eskimologi, arkivchef, Arktisk Institut 

Grønland har i de sidste halvandet hundrede år været mål for et utal af ekspeditioner og forskningsrejser. Især perioden 1880’erne-1930’erne var præget af mange ekspeditionsrejser rundt i Grønland for på forskellig vis at udforske landet og dets befolkning. Med opfindelsen af fotografiet blev grønlænderne og deres levevis et yndet motiv for de tilrejsende ekspeditioner fra især Danmark, men fra også andre nationer i en sådan grad, at der i dag findes tusindvis af billeder fra den pågældende periode. Da filmen kom til i begyndelsen af 1900-tallet var det selvfølgelig oplagt at bruge dette medie også til at dokumentere og formidle ”den ædle vilde” eller ”det glade naturfolks” levevis som etnografisk dokumentation.

De første ekspeditionsfilm

En af de i Danmark nok mest kendte ekspeditionsledere var Knud Rasmussen (1879-1933). I kraft af sit kendskab til livet i både Grønland og Danmark forstod han at begå sig i begge kulturer og således drage fordel af denne viden i sit arbejde. Han stod som leder af de syv thuleekspeditioner, hvoraf 5. Thule-ekspedition (1921-24) fra Grønland til Sibirien nok er den mest kendte. Knud Rasmussen forstod tidligt, at filmmediet ville være oplagt at bruge i formidlingen af hans arbejde, så udover at skrive mange bøger fik han ekspeditionsdeltagere med på sine rejser, der kunne filme, og filmene kunne han bruge til sine efterfølgende foredrag. På 2. Thule-ekspedition (1916-18) deltog den svenske botaniker Thorild Wulff, der medbragte et kamera. Det er dele af hans optagelser, der nu er blevet digitaliseret. Wulff og en anden ekspeditionsdeltager, Hendrik Olsen, omkom begge under ekspeditionen, og 2. Thule-ekspedition var derfor en sort plet i Knud Rasmussens ekspeditionskarriere. Optagelserne fra 6. Thule-ekspedition (Kap Farvel – Angmassalik, 1931) er ligeledes interessante og af virkelig fin kvalitet. Man følger ekspeditionen fra Kap Farvel op til Angmassalik (i dag Tasiilaq) på østkysten, og det er tydeligt, at Knud Rasmussen og hans kollegaer gerne har villet præsentere både landet og dets befolkning i det traditionelle samfund. Fra 1931 og frem til sin død i 1933, arbejdede Knud Rasmussen med dokumentation og formidling af den traditionelle østgrønlandske levevis, og arbejdet kulminerede med spillefilmen ”Palos Brudefærd”, som havde premiere i 1934 – altså efter Knud Rasmussens tidlige død.

Etnografisk film, dokumentarisme og udviklingen af det moderne Grønland

De digitaliserede film er vigtige i forståelsen af den tidlige etnografiske og antropologiske forskning i Grønland, og især de tidlige stumfilm kan dels give en ide om livet i den periode, men også om ekspeditionsfolkenes opfattelse og interesser. En af dem, der fulgte efter Knud Rasmussen i formidlingen af det grønlandske samfund, var Jette Bang (1914-1964). I slutningen af 1930’erne blev hun sendt til Grønland af den danske administration for at dokumentere industrialiseringen og den moderne udvikling. Jette Bang havde en enestående evne til at komme helt tæt på de folk, hun fotograferede og filmede, så udover at fotografere de nye samfundsforhold, som hun havde fået til opgave, formåede hun også at dokumentere det sidste af den traditionelle grønlandske levevis. De to film, Skole og Kirkevæsen I og II, er gode eksempler på den opgave, Jette Bang var blevet stillet, og hendes samtidige fotografier viser hendes helt utrolige evne til at gøre dokumentationen til kunstværker. Udover de korte dokumentarfilm mundede hendes optagelser fra denne periode blandt andet ud i farvefilmen ”Inuit” (1940).

Turistfilm og privatoptagelser – udefra og indefra

Efter 2. Verdenskrig begyndte Danmark at ændre administrationen af Grønland: I 1953 ændredes Grundloven således, at Grønland nu blev et amt i Danmark, og Grønland skulle udvikles til at være et velfærdssamfund som det danske. Der kom mange danske håndværkere, lærere m.fl. til landet, og der blev åbnet op for turister, der nu kunne komme til Grønland med fly. Samtidig var teknikken i en rivende udvikling. Fotografering og smalfilm blev mere og mere udbredt, og op gennem 1960’erne blev det almindeligt også for amatører at fotografere og filme. Det betød, at både turister på ferie og private i Grønland begyndte at fotografere og filme mere og mere, og den udvikling kan mærkes i de fleste arkiver. Filmen ”Ferie i Vestgrønland” fra 1964 er et typisk eksempel på en turistfilm optaget i Grønland, og ser man på de mange dias og fotoalbums fra samme periode, ligner de på mange måder optagelser og fotos fra ekspeditionerne: Det er det ’fremmede’ og spændende set med udefrakommende øjne, der bliver filmet. Forskellen mellem ekspeditionsfilmene og turistfilmen er måske, at for turisterne handler det om både at filme det fremmede men også om at filme sig selv det pågældende sted.

Det moderne Grønland og film

Ligesom i mange andre tidligere kolonier har der i takt med et øget selvstyre og søgen efter en kulturel identitet været en stigende interesse hos den grønlandske befolkning for landets historie og traditioner. Man kan se, hvordan fx den traditionelle tromme bliver brugt i nye musikgenrer, og hvordan nationaldragten og grønlandske symboler inspirerer designere. Digitaliseringen af de mange film giver nu mulighed for, at alle, der er interesserede i Grønlands historie, kan få et indtryk af, hvordan livet var før industrialiseringen og frem til i dag.