Tema

Fra en bronzestøbers eventyrlige liv

Knud Heckscher eksotiske rejser - og hans film.

Knud Heckschers eventyrlige rejser - og film

Mellemøstkorrespondent Hanne Foighels morfar Knud Heckscher levede et eventyrligt liv. Og så holdt han meget af at filme. Her fortæller Hanne Foighel om sin morfars eksotiske rejser i 1920'erne - og om hans film, som hun har foræret til Det Danske Filminstituts Filmarkiv. Se filmene her.

Fra en bronzestøbers eventyrlige liv

Essay af Hanne Foighel

Jeg afsatte sommeren 2013 til at rydde op og skabe orden i de mange breve, festsange, fotoalbum og film, der lå i familiens gemmer efter mine forældre, bedste- og oldeforældre. Til at begynde med var jeg mest nysgerrig efter at læse min morfar Knud Heckschers breve fra Siam - nu Thailand - fra årene 1920-22.

Tigerkranie, bøddelsværd og slangeskind

Brevene og billederne fra Siam blev et gensyn med min barndoms bedste stunder. Siddende på min morfars stols brede armlæn hørte jeg om, hvordan han havde været på tigerjagt, og kunne samtidig få lov til at stikke mine små, nysgerrige barnefingre ind i et tigerkraniums tomme øjenhuler og mærke rovkattedyrets spidse tænder. For kraniet stod fremme på sofabordet.

Fra udkigsposten på armlænet så jeg, hvordan man dengang i Siam på åben gade halshuggede tre dømte unge mænd. Morfar havde set det, havde fotograferet det og bødlens sværd havde han efterfølgende købt. Det hang på væggen i stuen.

At læse den sirligt velformede penneskrevne skråskrift, henholdsvis morfars og hans forældres, er i sig selv en rejse ind i en fremmed verden. I brevene fra Bangkok i 1920 til forældrene på Vesterbrogade 4D genfinder jeg også historien om, hvordan min morfar engang havde fanget en kæmpe slange i sit badeværelse. Skinnet havde jeg som barn ofte set og ærbødigt rørt ved. Det havde han liggende rullet sammen i en skrivebordsskuffe. Men korrespondancen fortæller også om livet i Danmark og forholdet til den øvrige store vide verden i begyndelsen af det tyvende århundrede. For 1920 var et kriseår.

1920: Sørejsen København-Bangkok

I 1918 bliver min morfar Knud Heckscher (1894-1980) færdig som elektroingeniør fra Københavns Teknikum. På de billeder, de tager under studierne, ser man et lille dusin smilende unge mænd ved maskiner. Men da de er udlærte, er der ingen jobudsigter overhovedet.

Morfar hader tanken om at lade sig understøtte af sine velhavende forældre. Han vil gerne kunne klare sig selv. Så da intet dukker op hjemme, tager han ansættelse på det danskejede Siam Electricity Company i Bangkok.

Han tager afsted 21. oktober 1920. Rejsen foregår med det svenske skib ”Tisnaren”, der afgår fra Christiania i Norge, sejler forbi Gibraltar, krydser Middelhavet, går gennem Suezkanalen, sejler rundt om den arabiske halvø, gennem det Indiske Ocean via Sumatra og Singapore til Bangkok.

Rejsen er eksotisk. Brevene, Knud skriver hjem til det pæne jødiske borgerhjem i København, er mættet med malende beskrivelser af mødet med ”de halvnøgne arabere, der trækker bådene” i Suez-kanalen og ”klokken 12 tager et tæppe frem og kaster sig på gulvet for at bede til Muhammed”. Der er også oplysende information om, hvordan ”det Røde Hav er ganske blåt og slet ikke Rødt”, og beskrivelser af de første afrikanere, der fisker fra udhulede træstammer og som er ”kulsorte med håndklæde og pind i næsen”. ”De skulle efter sigende være menneskeædere”, skriver han, vel vidende at især hans mor vil synes, at det er både mærkeligt, væmmeligt og farligt, at hendes søn rejser rundt blandt den slags.

Den første december ankommer båden endelig til Bangkok, hvorfra Knud tørt meddeler sine forældre, at man ”så vidt jeg forstår får så meget at gøre, at man ikke får tid til at tænke på omgivelserne” og at ”den glimrende gage ikke rækker langt”.

I de kommende to år skriver Knud hjem hver mandag – og poster brevene hver onsdag. De er normalt tre uger undervejs, og hvert brev bliver omhyggeligt besvaret af begge forældre.

Krisen kradser i København

Mens Knud beskriver det eksotiske fremmede, har forældrene første parket til livets gang i København, hvor krisen tager til. Moderen beskriver med slet skjult selvmedlidenhed, hvordan ”arbejdsløsheden tager til herhjemme og strejkerne ligeså. Efter nytår (1921) får man ikke mere sine aviser bragt, men må selv købe dem på gaden, hver dag...”. Avisen er Politiken, men min oldemor må dog næppe selv gå på gaden. Familien har to ’piger’.

Et par måneder senere skriver moren bekymret om, at den planlagte rejse til Firenze i marts ”kan blive forpurret af jernbanestrejken”. Men i et senere brev skriver hun opsummerende om samme rejse, at den ”heldigvis ikke har været generet af de uroligheder, der er mange steder i denne tid”.

I brevene er moren konstant bekymret for sønnens fremtid. ”Hvordan står det til med din gage?”, vil hun gerne vide. Kan forældrene mon ”holde op med at sende de sædvanlige kvartalspenge og i stedet sætte dem ind på en sparkekassekonto, så der står en lille kapital, når du en dag kommer hjem?” spørger hun og tilføjer, ”for det kunne jo være morsomt, hvis du kunne klare dig selv”. En kommentar der rammer – men forbliver ubesvaret.

Knud kan godt lide at provokere forældrene og kvitterer med en beskrivelse af, hvordan Bangkok er fyldt med kinesere, der i opiumsrus ligger og sover alle steder på gaden. ”... det kan måske interessere, at jeg for nogen dage siden kom til at trille med min motorcykel  over en kineser på gaden. Han døde ikke af det, men en betjent kløede ham sådan med sin stav, at der ikke var meget kineser igen. Idioten sov naturligt videre da kløene var ovre”. Hvortil moren svarer: ”Det er da skrækkeligt, at de stakkels kinesere bliver så mishandlede, det er jo næsten umenneskeligt, hvad du skriver, og selv trillede du over en og han får klø i tilgift, selvfølgelig er der intet at sige dertil, når de går og sover, men de bliver vel overanstrengte og misbrugte. Stakkels mennesker.” 

”Jeg vil ikke hjem”

Men mest har Knud ondt af sig selv. Arbejdet er kedeligt og dårligt betalt.

Faren savner sin søn, forsøger at lokke ham hjem og spørger direkte, om han mon har tænkt sig at blive væk ”for tid og evighed”. Der kommer helt klart svar tilbage:

”Nej, jeg vil ikke hjem. Jeg vil prøve lidt endnu, for med de tider som Jørgen (studiekammeraten fra Teknikum) skriver om fra New York, og med de arbejdsforhold som haves hjemme, kan jeg ikke indse, hvordan jeg skulle kunne få en nogenlunde vellønnet plads hjemme, eller i USA. Men for tid og evighed – UHA – men nu kan vi jo se det an om en halv snes år – hmm .... men hvis I skulle høre om en eller anden direktørpost hjemme, så tænk på mig...” 

I efteråret 1921 kommer krisen også for alvor til Bangkok. På elektricitetsfabrikken, hvor man ud over at levere elektricitet til byen, både driver brandvæsen og sælger biler, er der langt mellem ordrerne, og der er ikke meget at lave. ”Folk går bare og drysser rundt har intet at gøre og er bare glade de har en eller anden stilling”, mener Knud.

Moren spørger, om ikke han eventuelt kan finde en bedre stilling i ØK og får en svada i retur:

”ØK og guvernementet er de dårligste betalere hernede. Jeg ved bare at ingen andre steder på kloden kunne jeg vist i øjeblikket få en lignende betaling for mit arbejde, eller have samme udsigter som jeg har her (på elektricitetsfabrikken), derfor finder jeg mig endnu en tid i de dårlige forhold”.

Knud mener også, at moren skal have råt for usødet at vide, hvem ØK i virkeligheden er:

”ØK’s stab består hovedsageligt af en flok ubehøvlede fyre som ikke engang kender almindelig omgangshøflighed, derfor kommer jeg kun ganske nødigt sammen med dem, jeg får altid sådan en underlig kløen i fingrene, når jeg ser nogen af dem. ” 

I brevene hjemmefra skriver også Knuds svoger, der er grosserer, og tilbyder at hjælpe den unge mand i gang, hvis han skulle vælge at komme hjem.

Men Knud afviser igen kategorisk:”... skraldemand eller skopudser kan man blive hvor man vil – men det passer mig ikke mere at gå på æventyr... jeg vil se tiden an lidt endnu...”. 

I brevene forklarer han, at han godt ved, hvor svær jobsituationen er hjemme. Han har korresponderet med sin gamle forstander fra den tekniske skole: ”Valdemar Hansen skriver, at næsten alle det sidste års elever går rundt og driver, det er ganske umuligt at finde noget at gøre hjemme, så der er desværre ikke udsigt til snarlig hjemkomst”.

Para-tyfus og malaria

Men få måneder senere, i februar 1921, er han alligevel på nippet til at give op. ”Jeg længes efter forandring” skriver Knud, men forklarer med det samme sig selv – og forældrene – at det stadig ikke kan nytte at komme hjem og fortsætte, hvor han slap, med udsigt til lediggang. Han drømmer om at kræve lønforhøjelse i stedet og om at sige op i trods, hvis han ikke får det – og så rejse videre østpå til Kina og Japan, Honolulu, San Francisco, og sejle hjem via New York. Det var tanken i slutningen i februar.

Men 13. marts vælter alle planerne, Knud skriver kort hjem:

 ”Ligger på ryggen med 40 i feber. Lægen mener det er forkølelsesfeber”.

Det er ikke nogen almindelig forkølelse: feberen vil ikke fortage sig, og få dage senere bliver Knud flyttet til det franske diakonisse-hospital St. Louis. Her viser urinprøverne sig at være ”upåklagelige”, men der bliver også taget ”flere på hinanden følgende blodprøver, hvoraf nogen viste malaria og andre para-tyfus”.

Begge sygdomme kan medføre døden, og Knud ligger syg og afkræftet helt frem til maj måned. ”Syvende uge på hospital: Den sidste omgang har været den absolut værste. Der var to dage, hvor jeg virkelig troede, at jeg ikke mere skulle opnå at se Danmark igen, så langt var jeg nede”.

Inden alle disse dramatiske breve når København, er forældrenes breve mest fyldt med småt lokalnyt og opdateringer på den almindelige depression: ”Der er dødsfald i hobe i omgangskredsen og menigheden”, skriver moren, og tilføjer at den anden svigersøn, der er sukkervaregrossist, ”har problemer med chokoladeimporten på grund af lock-out”.

5.april 1922 tilføjer faren et spørgsmål: ” Kan du huske jeg engang talte med en metalvare fabrikant Moritz Hartvig om at tage dig som lærling? Han er død i disse dage. Kun 51 år gammel...”

Den oplysning kommer til at forandre Knuds liv. For da faren efterhånden modtager de stadigt mere rystende oplysninger om sønnens skrantende helbred, beslutter han sig til, at hvis Knud overlever dette helvede, så skal han hjem. Og for at få ham hjem skal der være en passende stilling klar til ham. Den afdøde fabrikant Hartvig kommer belejligt.

6. maj ankommer der endelig telegram fra Knud: ”left hospital but weak”.

Siam Electricity Company har besluttet at sende ham afsted for at nyde frisk luft og natur på et sanatorium i Malaysia. Turen gør ham godt, han begynder langsomt at spise igen, men atter tilbage i Bangkok er han igen urolig for fremtiden. Han vil nødig tage hjem, skriver han, og ”være 30 år gammel og skulle bede sine forældre om en overfrakke, for selvom I selvfølgelig med glæde ville give mig den, er det ikke morsomt at tænke på”.

Hjem til fabrikantlivet

Imens er der fuld aktivitet hos Knuds forældre på Vesterbrogade.  ”Jeg kan måske købe Hartvigs metalfabrik på favorable vilkår” telegraferer faren d. 9. juni. OG fire dage efter er fabrikken købt. Knud kvitterer taknemmeligt:

”... telegrammet havde til følge, at jeg for direkte op og sagde op”, skriver Knud, der nu er vendt tilbage til brevskrivningen og er tydeligt lettet og lykkelig, ”I hvert fald kan jeg ikke være taknemmelig nok for hvad I har gjort og med den hurtighed og håber engang når jeg kommer hjem, at det må blive til glæde for os alle sammen.”

Afrejsen fra Bangkok bliver forsinket af en voldsom tyfon d. 27.8-3.9 1922 ved Kinas kyst. Det er en katastrofe hele verden hører om. Mindst 100.000 mennesker omkommer og stormen tvinger alle skibe til at lægge deres ruter om. I forbindelse med tyfonen, skrives der et gruk i Politiken. Det bærer tydeligt præg af at være fra en tid, hvor politisk korrekt endnu ikke var en del af avisens DNA:

Tusinde mennesker blev stormens rov / De var kun gule – gudskelov 

Midt i august 1922 begynder Knuds hjemrejse, via Hong Kong, Kina, Japan, San Francisco og New York som planlagt, og da han et par måneder senere genser sine forældre på Toldboden, er den unge mand blevet fabrikant.

Københavns Metalstøberi ligger på Frederiksberg ikke langt fra det hjem, han siden bygger op med min mormor på Frederiksberg Alle.

Støberiet laver både helt gemene bronzedørhåndtag og kroge og skulpturer. Og det er uden tvivl kunstobjekterne, busterne og skulpturerne, der interesser min morfar. Han arbejder nært sammen med billedhuggeren og vennen, Harald Isenstein (1898-1980), og mange af Isensteins buster af f.eks. Niels Bohr og andre fremtrædende personligheder, bliver lavet på metalstøberiet.

Knuds kærlighed til billedmediet

Samtidig med at jeg læser Knuds korrespondance med forældrene og bladrer i de mange fotoalbum, tilbyder min fætter at stille morfars gamle 16 mm filmfremviser op, så vi kan gennemse nogle af de mange dusin filmruller, der ligger i kælderen.

Det er mest sort/hvide familiefilm, der følger familien på Frederiksberg fra slutningen af 1920’erne og frem til krigen, og siden fortsætter som super8 efter krigen, i farver, på rejser tilbage til Siam og andre eksotiske lande.

Knuds store kærlighed til billedmediet lyser ud af hvert eneste fotografi og film, vi ser. Der er klippet og sat i scene. Familiens børn er blevet instrueret til at gå i seng og stå op i den lille film om, hvordan hverdagen arter sig i hjemmet på Frederiksberg Alle. Der bliver gået ture i Frederiksberg Have, stået på hænder, danset stepdans og holdt fester, og der bliver ferieret i klitterne langs den nordsjællandske kyst. Det hele bliver dokumenteret med håndholdt 16mm kamera og klipning hjemme ved arbejdsskrivebordet.

Da jeg i bunken af breve og papirer finder en festsang fra en tantes 80-års fødselsdag, får jeg for første gang forklaringen på alle disse fantastiske film: hvert eneste familiemedlem får i sangen et bon mot med på vejen, og her står sort på hvidt, hvordan Knud bærer rundt på en uforløst ungdomsdrøm om at blive filminstruktør.

Som livet artede sig for min morfar, havde den drøm ikke en chance. I stedet blev film gennem hele livet hans dybt seriøse hobby. Det daglige arbejde med at fylde ordrebogen og skrive fakturaer gav ham åbenbart både tid og plads til at kunne dreje sit livs måske mest seriøse film – netop på sit metalstøberi.

Filmen om bronzestøbning

Københavns Metalstøberi - Bronzestøbning, er en stum 16 mm sort-hvid film fra 1936. Det er tydeligt, at Knud selv både har filmet og klippet. Hans karakteristiske elegante skråt skrevne håndskrift på de små vignetter, der undervejs forklarer støbeprocessen, er let genkendelig.

Filmen er klippet som en didaktisk dokumentarfilm, der skridt for skridt i billeder og tekst viser, hvor store og seriøse Knuds filmdrømme var.

Filmen følger støbningen af en springvandsstatue af en nøgen kvinde, der holder sit tissende drengebarn frem for sig. Man følger processen fra gipsmodel til støbning og opstilling. Vi ser først arbejderne tage et sandaftryk af gipsmodellen, med pinlig nøjagtighed, og derefter jonglere den gloende hede bronzemasse i formene, file, polere og sætte delene sammen. Der bliver lagt vægt på, at man til arbejdet bruger den mest moderne teknologi.

Kameraføringen afslører Knuds legende drengede natur. Da det følger åbningen af forskallingen efter støbningen af den lille drengefigur, er vinklen valgt sådan, at den lille tissende tissemand stikker direkte op i kameraet. Og da kameraet sidenhen filmer den færdige nøgne kvindefigur bagfra fra hælen og op, dvæler det bare et sekund eller to for længe ved de frodige runde balder!

Filmen giver ingen forklaring på hvem, der har lavet figuren, hvem der har bestilt den, eller hvor den bliver stillet op.

Jagten på figurens ophav

Dele af svaret fandt jeg mange uger senere i et fotoalbum med titlen ’Vore Arbejder’. Knud, der ud over de levende film også elskede fotografiet, har selvfølgelig lavet et album med billeder af de mest interessante ting, han har støbt på sin fabrik.

Den nøgne mor med den tissende dreng er skabt af billedhuggeren Johannes Hansen (1903-1995), og figuren er opstillet i Nybrogade 12, i det gamle København, står der at læse.

Nybrogade 12 hedder stadig Hofkonditor Zieglers Gård, for bygningen blev opført i midten af syttenhundrede tallet af den kongelige hofkonditor J.H. Ziegler. Ejendommen, der i dag ejes af Revisionsrådet, er undergået en kraftig renovation i 1980’erne. I stedet for den traditionelle træport er der nu glas i hele portpartiet. 

Så på en søndag kan man kigge ind – og dér for enden af porten står statuen, moren stadig smukt foroverbøjet og den lille dreng stadig tissende lifligt ned i en lille kumme.

Til trods for adskillige eftersøgninger i matrikeloversigterne er det ikke lykkedes mig at finde ud af, hvem der oprindeligt har bestilt, købt og opstillet figuren. Alle spor fra de noget lyssky import/export- og patentfirmaer, der boede på adressen i 1930’erne, løber ud i sandet. 

Wilkensvej 8 – i dag

Knud havde sin daglige gang på Metalfabrikken, indtil ordrebogen i begyndelsen af 1960’erne var tom, og han måtte dreje nøgen om. På adressen Wilkensvej 8, hvor Københavns Metalstøberi i sin tid lå, ligger der i dag et rødt murstensbyggeri, der umiskendeligt ligner noget, man i hast byggede i 1960’erne, da industrien skulle ud af byen, og der var brug for socialt tilgængelige boliger.

Se filmen om Københavns Metalstøberi samt de øvrige film fra Knuds Heckschers arbejds- og familieliv på "Danmark på film".