Tema

Jørgen Leth

Instruktør, journalist, forfatter og cykelsportskommentator. Jørgen Leth har mange talenter. Se en samling af nogle af hans film her.

Levemanden Leth

Jørgen Leth er dokumentarist, forfatter, cykelsportskommentator og er flittigt anvendt som oplæser og debatør herhjemme - en kendt og genkendelig stemme - men han er også en feteret kunstner i udlandet, hvor han har rejst, boet og lavet film.

I dette tema har vi samlet nogle af hans bedste og mest forskelligartede værker.

Oplev Leths personlige rejse gennem USA i "66 scener fra Amerika". Eller få et syret indblik i dansk kultur anno 1972 i den ikoniske montagefilm "Livet i Danmark". Du kan også opleve Klaus Rifbjerg helt privat i Leths personlige film om forfatteren, tage med til Nepal blandt europæiske og amerikanske hippier i 1967 i "Nær himlen, nær jorden" eller komme helt tæt på den danske cykelrytter Ole Ritter, når han forsøger at erobre timerekorden i den klassiske cykelfilm "Den umulige time".

Jørgen Leth har ofte samarbejdet med andre kunstnere, ikke mindst som en del af filmgruppen ABCinema i slutningen af 1960'erne. I den lyriske "Dyrehaven, den romantiske skov" skildrer Leth og billedkunstneren Per Kirkeby den gamle skov, så den sjældent har været smukkere.

Læs også Lars Movins interview med Jørgen Leth i forbindelse med Leths 50 års jubilæum som filminstruktør.