Tema

Jorden rundt på syv minutter

I den kolde krigs første år spejlede Politikens filmjournal en broget virkelighed, hvor Koreakrig og katteudstillinger gik hånd i hånd. Rigtigt nye var ugerevyernes nyheder aldrig, men de opfyldte et behov for at få levende billeder på tidens hændelser. Og så formidlede de et vestvendt verdensbillede, hvor amerikansk koldkrigspropaganda indtog en prominent placering.

Verden ifølge Politikens filmjournal

Af Lars-Martin Sørensen, filmhistoriker og forskningsleder ved DFI.

Den 29. august 1949 løb den første ugerevy fra Politiken over danske biograflærreder. Bladhuset havde indgået et samarbejde med filmselskabet Dansk Film Co. om produktionen af Politikens filmjournal, som de næste fem år blev et fast indslag i biografturen på linje med forfilm, reklamer og popcorn.

Som andre tidligere ugerevyer var også Politikens en pose blandede nyhedsbolsjer fra ind- og udland, korte filmklip om de kongelige, politiske begivenheder, kulturarrangementer, sport og vejret, der til alle tider har ligget højt på listen over menneskers foretrukne samtaleemner – ikke mindst når vejret vender til uvejr. Den første udgave viste optagelser fra en jordskælvskatastrofe i Ecuador, nuvel, ikke noget vejrfænomen, men alligevel noget med naturens uforudsigelige kræfter; præsident Truman, som underskrev den Atlantpagt, der forankrede Efterkrigsdanmark i den vestlige lejrs NATO-alliance, glimt af charmørbraden, sangeren og skuespilleren Carl Brisson i K.B. Hallen, og en reportage om tunfiskeri på Øresund.

Mr. News: Gunnar ’Nu’ Hansen

Der var altså ikke meget nyt at spore i, at det nu var Politiken, der udgav en ugerevy – udover det lidt usædvanlige i, at et bladhus stod bag udgivelsen af film. Formatet var det velkendte fra før besættelsen, hvor ugerevyer var et næsten fast indslag i en biograftur. Og når filmjournalen fremstod som gammelkendt, hang det ikke mindst sammen med, at det verdensbillede, den syv minutter lange filmjournal præsenterede, blev fortalt af Gunnar ’Nu’ Hansen. Hans lidt karakteristiske, ofte humoristiske og altid engagerede speak var kendt fra Statsradiofonien og havde gennem mere end et tiår ledsaget Dansk Film Co.’s ugerevyer, Dansk Film Revy, og aktualitetsfilm. Så det var nærmest gammel vane og en selvfølge, at når nogen formidlede det aktuelle med levende billeder, så var det ’Nu’ Hansen, der speakede. Og kan man kalde biografernes ugerevyer for TV-Avisens forløber, så er det også rimeligt at kalde Hansen for den tids mest autoritative Mr. News. Så umiddelbart var den indpakning, de tidlige 1950’eres nyheder blev bragt i, velkendt for det publikum, der også havde oplevet 30’ernes og de tidlige 40’eres ugerevyer. Men Verden var forandret.

Kold krig og katteudstillinger

Politikens filmjournal rapporterer om Danmark i en verden præget genopbygningen efter Anden Verdenskrig og set gennem den kolde krigs polariserende optik. En verden, der balancerer på den knivsæg, opsplitningen af særligt Europa i ’øst’ og ’vest’ har skabt. Det besatte Tyskland bliver de facto delt i 1949, Tjekkoslovakiet oplever en kommunistisk magtovertagelse året før, Koreakrigen raser året efter. I disse år cementerer Stalins Sovjet sin magtposition i Østeuropa, i Vesteuropa markerer USA sin dominans både kulturelt, økonomisk og militært. Og så ligger Anden Verdenskrig ikke mange år tilbage.

Disse forhold afspejles tydeligt i tidens filmjournaler. Mindeceremonier efter storkrigen, blandt andet seksårsdagen for den første atombombe over Hiroshima, husker publikum på, at ragnarok på jord indfandt sig for lidt siden.


Hiroshima seks år efter atombomben (Politikens filmjournal 105).
 

Gru og sorg i Japan langt borte. Så går det fredeligere for sig hertillands, for som optakt til Hiroshima-reportagen får publikum rejsegildet på hotel ’Kystens Perle’ i Snekkersten, der er genopbygget med penge fra den amerikanske Marshall-hjælp. Osvald Helmuth spiser rejsegildekage – en inkarnation af fredsommelig dansk folkelighed.


Rejsegilde på første "Marshall-hotel" (Politikens filmjournal 105).
 

I Østberlin, som følger efter Hiroshima-indslaget, fejrer deltagerne i den kommunistiske verdensungdomsfestival et gigantisk stævne. Og så bryder mange af dem forbuddet imod at tage til Vestberlin, hvor amerikanske soldater står klar med varm mad, store biler og sejlture i solen.

Der kæmpes om sjælene her, hvor jerntæppet endnu hænger så slapt og stormasket, at man stadig kan foretage smutture fra den ene side til den anden. Smutture, som kan bruges propagandistisk af dem, der står klar med et filmkamera, eller måske ligefrem iscenesætter begivenheder, der egner sig til at tegne et særligt favorabelt billede af den ene eller anden side af øst-vestkonflikten. Som for eksempel journalindslaget, hvor selveste General Eisenhower deltager i overrækkelsen af fem ’Thunder-jetjagere’, som det hed dengang, til det danske luftvåben. De flyver fint i formation og filmes fornemt. Fuldstændigt som de talrige andre indslag om amerikanske politikere og militær, i Danmark, USA og Korea. Her finder statsautoriseret amerikansk ’informationsmateriale’ – eller koldkrigspropaganda, om man vil – direkte vej til det danske biografpublikum med Gunnar ’Nu’ Hansens opildnende ledsageord, der aldrig tager et kritisk forbehold.


Thunder-jetjagere til luftvåbnet (Politikens filmjournal 106).
 

Det gør Hansen retfærdigvis heller ikke i de forsvindende få sovjetiske propagandaindslag, der finder vej til filmjournalen. Men balance er der ikke i det verdensbillede, filmjournalen stykker sammen af de forhåndenværende filmklip. For de når ikke hele verden rundt på syv minutter. Det er verden fortalt af en ’Nu’ Hansen, der står med mikrofon i hånd, ryggen lænet imod Jerntæppet og blikket stift rettet imod vest – imod hvad der nu sker i Vestberlin, i London, Paris eller hvad amerikanerne har udrettet andre steder, i Europa eller hjemme på den anden side af Atlanten. De kommunistiske magters gøren og laden ses mest fra den amerikanske side af fronten – eller direkte fra USA’s bombefly over Korea.


Krigen i Korea (Politikens filmjournal 084).
 

Det vil være misvisende at beklikke Hansen denne ret markante ubalance. Den er givet delvist et resultat af, at kontaktnettet til handelspartnere også i filmbranchen stadig mere fik retning vestover, mens forbindelserne østover blev stadig vanskeligere at opretholde i de tidlige 1950’ere. Og når man skal stykke en ugerevy sammen en gang om ugen, hvilket jo ligger i sagens natur, så er fængende optagelser af Koreakrig og nye danske jet-jagere naturligvis velkomne. Hvad end intentionen med at optage og distribuere dem så måtte være. ’Nu’ Hansens speak til de scener som tydeligt promoverer USA i Europa er heller aldrig entydigt propagandistisk. Han beretter blot let og fejende om, hvilke begivenheder, der nu har fundet sted. Skarpe kanter og bidende koldkrigskulde er der langt imellem i filmjournalerne. Bliver det hele for alvorligt, kan man altid klippe Osvald Helmuth, Ib Schønberg eller en udstilling af racekatte ind. Den slags er altid populært – den gang som på Youtube i dag.

Det kendte og den selvroterende spaghettigaffel

Politikens filmjournal indgik i samtidens mediebillede som ugerevyerne havde gjort det før. Det var sjældent her, man først hørte nyt om en begivenhed. Breaking news tog radio og aviser sig af. Til gengæld var det altid her, man først så en begivenhed eller berømt person udfolde sig i levende billeder. For TV havde endnu ikke holdt sit indtog. Så man fik lagt et oplevelseslag ovenpå, hvad man allerede vidste ved mødet med filmjournalen i biografens mørke. Og lidt som i sentrediverne, hvor de politiske forhold i Europa spidsede til, lagde filmjournalens formidling af kontroversielt nyt sig på en midtsøgende kurs i lidt letbenet trav. Man skulle ikke bringe sindene for meget i kog. Det brød biografejerne sig ikke om, hvilket havde vist sig med overtydelighed i 1930’erne. Her havde man været nødt til at starte visningen af ugerevyer med et manende tekstskilt, der advarede imod, at bifalds- eller mishagsytringer under visningen var forbudt og kunne få alvorlige følger. Fronterne for og imod Hitlers Tyskland var skærpede og indslag med jublende folkemængder og Der Führer mange. Og man går jo i biografen for at hygge sig – ikke for at mundhugges om politiske forhold. Det er skidt for den forretning, biografer jo er, hvis publikum kommer op at tottes. Eller hvis nyhederne er så barske, at man får ridser i humøret. Så ugerevyernes aftagere, biografejerne, havde et velafprøvet og begrundet ønske om, at ugerevyer skulle være let infotainment. Og det ønske honorerede ’Nu’ Hansen og Politikens filmjournal:


Muntre opfindelser (Politikens filmjournal 091).
 

Se bare en virkelig nyskabelse herover: den selvroterende spaghettigaffel!