Tema

København 850 år: Byens originaler og farverige skikkelser

Vi fejrer København og dens mangfoldighed med et filmtema om byens originaler og farverige skikkelser.

Af Henrik Østergaard, filmarkivar og filmhistoriker, Filminstituttet

Mangfoldighed er et buzzword i øjeblikket. Der bliver ansat mangfoldighedskonsulenter, lagt mangfoldighedsstrategier og skrevet mangfoldighedsmanifester. Er det en reaktion på, at der er mindre plads til forskellighed nu til dags end før i tiden? I anledning af Københavns 850 års jubilæum har redaktionen på 'Danmark på film' set på, hvordan det stod til med mangfoldigheden i hovedstaden før konsulenter og strategier.

SE FLERE FILMSAMLINGER MED KLIP FRA KØBENHAVN

I dette tema kan du se en række historiske film og klip med nogle af Københavns originaler og farverige skikkelser. En af dem er avissælgeren ’Krølle’ Charles; han var et kendt ansigt i byen i begyndelsen af 1900-tallet og gjorde sætningen "Er ’et løgn, hva’ je’ si’r?" til et fast udtryk blandt københavnerne. Og mange kan stadig huske den energiske Kaptajn Jespersen, der gennem 25 år lavede morgengymnastik for radiolytterne under mottoet ”En sund sjæl i et sundt legeme!”

Filmsamlingen rummer også klip med en kanonkonge højt til vejrs i 1943 og en vaskeægte konge højt til hest i 1940. Kong Christian X lod sig ikke skræmme af, at landet var blevet besat af tyskerne. Fra havnen kan du opleve en nordmand der ”taaler kulde som Isbjørne og Sæler”, en godt polstret russisk længdesvømmer i 1913 og feststemte vinterbadende vikinger i 1945. Klippene giver også et indtryk af de livsformer, der på godt og ondt nu næsten er helt forsvundet: I en film fra Blushøjlejren i 1964 møder vi de sidste beboere af tivolifolk, cirkusartister, vagabonder og andre rejsende, som pakker deres ejendele og kører deres husvogne på museum.


Henrik Østergaard | 11. september 2017

FILMSERIE OM HOVEDSTADENS FARVERIGE SKIKKELSER