Tema

Levende billeder af et stormagasins historie

Vidste du, at Magasin oprindeligt er en Aarhus-opfindelse. At det nye hovedsæde på Kgs. Nytorv i København stod klart til julehandlen i 1893. At Magasin fik sin første rulletrappe i 1952. Filmene fra Magasins samlinger dækker perioden 1926-1957 og vidner om et stormagasin, der ud over at lange varer over diskene i lange baner også engagerede sig i det omgivende samfund – og ikke mindst i sit personale.

Af Trine Halle, museumsinspektør Magasin du Nord Museum

Magasin blev grundlagt i Aarhus i 1868 af to unge manufakturhandlere, Theodor Wessel og Emil Vett. Dengang hed forretningen slet ikke Magasin eller Magasin du Nord, men derimod De Forenede Hvide Vare-Forretninger. Forretningen skiftede til det mere franskklingende Magasin du Nord omkring 1879 for endelig at blive til Magasin i 1952.

Det viste sig hurtigt, at Wessel og Vett havde grundlagt en forretning, som var en succes. Sortimentet af stoffer blev supplereret med tøj, sko, hatte, handsker og møbler, og antallet af filialer voksede. Den første forretning i Aarhus blev suppleret med først en i Aalborg og derefter nok en i København. Og derfra gik det stærkt. I 1888 kunne Wessel og Vett på bagsiden af deres sommerkatalog fortælle kunderne, at der nu var 35 Magasin du Nord-forretninger fordelt over det meste af landet. En udvikling der fortsatte til langt over 130 forretninger. I dag er tallet mere beskedent og tæller 6: Kongens Nytorv i København, Fields i Ørestaden, Rødovre, Lyngby, Odense og Aarhus.

Den tredje forretning, afdelingen på Kongens Nytorv, blev hovedsædet. Wessel og Vett flyttede begge fra Aarhus til hovedstaden og bosatte sig i det mondæne Frederiksstaden – tæt på forretningen.

Status som hovedsædet for Magasin du Nord blev tydelig, da Wessel og Vett omkring 1891 valgte at rive forretningen på Kongens Nytorv ned for, på samme sted at bygge et nyt varehus, som i stil og byggeteknik emmede af alt, hvad der var fransk. Forretningens navn var fransk – nu skulle selve bygningen også være det.

I begyndelsen af december 1893 indviede Wessel og Vett under stor opmærksomhed fra den københavnske presse den nye forretning. Fire etager, glastag med kuppel, elevatorer og tusindvis af kvadratmeter til fantasifulde opstillinger af varer fra ind- og udland. Kunderne strømmede til.

I 2018 fylder Magasin 150 år. I den anledning er gamle filmruller fra Magasin du Nord Museum i samarbejde med Det Danske Filminstitut blev scannet og ligger nu frit tilgængeligt på Danmark på Film. Filmene viser sporadiske glimt af stormagasinets historie og giver os et indblik i, hvordan Magasin har fulgt med tiden gennem modeopvisninger, udstillinger, kampagner, årsrevyer og reklamefilm. 

Læs mere om Magasins historie på Magasin du Nord Museum, som åbnede i 2013.


Trine Halle | 12. januar 2018

FILMSERIE OM MAGASIN