En at høre sammen med

Shanne og veninderne

INTERVIEW. Forholdet til hjerteveninden er i centrum i Ulla Søe og Sussie Weinolds Shanne og veninderne om 13-årige Shanne, der fra sit pigeværelse deler sine inderste tanker om nærhed, intriger, ensomhed og jalousi. Shannes historie berører det svære i det helt almindelige, når man befinder sig i livet mellem barn og voksen, fortæller Ulla Søe.

Fortalt til FILM, bragt i Det Danske Filminstituts festivalmagasin FILM IDFA Issue november 2013.

Mange piger føler et stærkt behov for at høre sammen med en eller flere veninder. Vi følger Shanne i den periode, hvor hun springer ud som teenager, og hvor vennerne gradvist bliver lige så vigtige eller ligefrem vigtigere end familien. Det er en sårbar periode, hvor Shanne tænker meget over, hvem hun er. Hun er i gang med at løsrive sig fra familien og har brug for et fast holdepunkt. Det får hun i veninden Emma.

Det er nærmest som en ulykkelig forelskelse! Da vi først møder Shanne, higer hun efter mere tid med Emma. Men hun oplever, at Emma er mindre interesseret i deres samvær, end hun er. Shanne fortæller, at bedste veninder er som at have en kæreste. Dette bliver tydeligt for os under optagelserne, idet pigerne gennemgår nogle af de samme følelser og konflikter som i et kæresteforhold. De forærer hinanden smykker, som de rituelt giver hinanden på. De småskændes og bliver irriterede over hinandens særheder, og de har store følelsesmættede sammenstød og genforeninger. Og så bliver de meget jaloux på andre piger, der opleves som en potentiel trussel for venindeskabet. Det er næsten, som om de øver sig på ægteskabet!

Shanne, Emma og piger i den alder udvikler sig rigtig hurtigt. Alt er i bevægelse. Det, som føltes allervigtigst for to måneder siden, betyder pludselig ikke så meget mere. Da vi gik i gang med at filme, var det ikke desto mindre vigtigt for os at tage de følelser alvorligt, som pigerne havde lige nu og her. Følelser, der handler meget om, hvem de er, særligt i forhold til, hvem de er sammen med, men også følelser knyttet til, hvad de går til af fritidsaktiviteter, eller hvilket tøj de har på.

Vores oplevelse under optagelserne var, at pigerne virkelig gerne vil tale om deres følelser. De vil gerne tale om de relationskonflikter, de står midt i, hvis de synes, at de bliver taget alvorligt. Det handler om, at vi skal gå ind i deres verden hundrede procent og tage os tid til at få alle detaljer med. Også selvom vi ved, at deres prioriteter i næste uge kan se helt anderledes ud.

Shanne tør åbne op og fortælle om alt det, der gør ondt. Men også det ændrer sig undervejs, mens vi optager. Filmen starter der, hvor forholdet til veninden fylder alt, og på det tidspunkt oplever vi, at hun har en nærmest uendelig lyst til at lukke os ind i sit liv og tanker. Med tiden udvikler hun sig til at have andre interesser. Hun får et andet perspektiv på sig selv og sine relationer, og det bliver i samme takt sværere for os at komme helt tæt på hende.

Jeg tror, at Shannes historie er genkendelig. Hun er ligesom så mange andre piger i den alder. Enormt sårbar, men samtidig stærk og sjov. Hun er ikke en, man får ondt af. Slet ikke. Vi har ikke tænkt filmen som en problemhistorie i klassisk forstand, selv om vi viser, hvor svært Shanne har det. Filmen handler om det svære i det helt almindelige. Lige netop det fylder rigtig, rigtig meget for mange piger.

Jeg var selv i et symbiotisk forhold med en veninde, da jeg var på Shannes alder. Jeg husker trygheden i at have en at høre sammen med, og hvordan vi dyrkede alle de symboler, som knyttede sig til vores venskab. Jeg husker også en skoletid, hvor veninderelationerne blandt pigerne i klassen ikke altid var nemme. Vi prøvede hinanden af, og der var hierarkier, systemer og rotationer, som også gjorde ondt. Men pigerne i dag er bedre til at reflektere over alle mekanismerne, synes jeg. De er meget mere bevidste og velformulerede om det identitetsprojekt, som ligger bag det hele! Det håber jeg også, at vores film fortæller.

Emneord: