
De små vilde: sommer
Om sommeren kan man fange krabber fra badebroen, og Lara er nysgerrig efter at få fingrene i en sådan krabat. Rogvi og Alexander går på jagt efter haletudser nede ved vandhullet, for drengene er...
INTERVIEW. Instruktør Laila Hodell fortsætter sporet fra den prisbelønnede "Biernes by" med dokumentarserien "De små vilde", som med et barns nysgerrighed går på jagt efter de dyr, vi kan møde i naturen omkring os.
Af Nynne Østergaard, bragt på FILMupdate den 5. november 2013.
"De små vilde" er en underfundig og legelysten dokumentarserie i fire afsnit – et for hver årstid – som dykker ned i den nære natur, vi omgiver os med. Filmene følger Tobias og hans venner på jagt efter haletudser og musehuller eller i færd med at dissekere indtørret uglespyt for at finde ud af, hvad uglen har spist.
"Det er fire meget forskellige film, som har klang af den årstid, de handler om. De har fået den farve, som årstiden har, og man møder de dyr, man kan forvente at møde i den årstid," siger instruktør Laila Hodell.
Laila Hodell har tidligere haft stor succes med at lave dokumentarfilm, som fortæller om den nære natur i børnehøjde med bl.a. "Hønsenes have" og "Biernes by". Sidstnævnte vandt sågar en Robert for Bedste Korte Dokumentarfilm. For instruktøren handler det om at gøre børn nysgerrige på den verden, der eksisterer udenfor – væk fra tastatur og skærm.
"Det er selvfølgelig lidt et paradoks at lave noget til en skærm, som handler om, at man skal komme ud i naturen. Min ambition har været at åbne en dør ind til den verden og rejse nogle spørgsmål, som kan resultere i, at de søger svarene på egen hånd – hvad enten det sker i naturen eller på nettet," siger Laila Hodell.
Hun mener ikke, at der er forskel på, om man bor på landet eller i byen.
"De sidste tre-fire år er der kommet meget mere fokus på at bringe naturen tilbage i byen. Der er folk, der producerer honning på taget, mens andre indretter sig med byhaver i gårde og på altaner. 'De små vilde' handler netop om de dyr, du kan møde lige udenfor din dør. Måske ikke på fortovet, men i hvert fald i den nærmeste park. I alle byer er der en eller anden form for grønt område," siger Laila Hodell.
Alle film kan også ses på bibliotekernes streamingtjeneste Filmstriben