Hvad er arkitekturens sjæl?

Hvad er arkitekturens sjæl?

Interview. Seks prominente instruktører, der tæller Wim Wenders, Robert Redford og danske Michael Madsen, præsenterer hver deres fortolkning af arkitekturens rum i "Kulturkatedraler", en storstilet dokumentarserie i 3D. FILMupdate har talt med Final Cut for Real, der har produceret Michael Madsens bidrag og er koproducenter på hele serien.

Bragt i FILMupdate den 6. februar 2014

Bygninger er mere end de mursten, de er formet af. De siger noget om, hvem vi er, og hvem vi ønsker at være. De seks instruktører i serien "Kulturkatedraler" har hver bidraget med en film, der udforsker en kulturelt væsentlig bygning i et 3D-filmsprog – så man næsten føler, at man er der selv. Det var en del af ambitionen, fortæller producer Anne Köhncke fra Final Cut for Real til FILM om den storstilede serie:

Hvordan startede projektet?

Wim Wenders, som jo er berømmet for sin 3D-dansedokumentar "Pina", er initiativtager og executive producer på serien. Det startede med, at han skabte en 3D film til arkitekturbiennalen i Venedig i 2010, som hed "If Buildings Could Talk", og fik ideen til at samle nogle af verdens førende instruktører til at udforske 3D som filmsprog omkring emnet arkitektur og mennesker. Sådan opstod ideen til en filmserie, hvor bygningerne skulle være hovedkarakteren og kigge på os mennesker, ikke omvendt.

Hvordan kom Final Cut for Real ind i billedet?

Den ene af Wim Wenders' producenter introducerede mig for ideen under en workshop i 2011, og det blev hurtigt klart for min kollega Signe Byrge Sørensen og mig, at dette var noget, vi gerne ville prøve kræfter med, og at Michael Madsen var den helt indlysende danske instruktør til opgaven. Michael er desuden, ud over Wenders, den eneste i serien, der har arbejdet med 3D tidligere, i filmen "The Average of the Average" fra 2011. Han bidrager til serien med en film om Halden Fængsel i Norge, som er blevet kaldt "verdens mest humane fængsel".

Hvad bidrager 3D-filmsproget til?

Ideen er at udforske, afprøve og vise nye og flere sider af 3D som filmsprog. Koblingen mellem arkitektur og 3D er indlysende. 3D gør det muligt at forstå og virkelig mærke en bygning uden at være der selv. Med den bygning, som vi har arbejdet med, nemlig Halden fængsel, er der også tale om at komme ind et sted, som de færreste kommer til at opleve, for vi har trods alt at gøre med et højrisiko fængsel.

Hvorfor er arkitektur så vigtigt?

Arkitektur siger utrolig meget om, hvem vi er, hvem vi vil være og hvilke værdier vi ønsker skal danne de fysiske rammer om vore liv og om samfundet. Fysiske rammer som bliver psykologiske rammer, med muligheder og begrænsninger. Og arkitektur siger noget om tid. Tiden vi lever i her og nu. Den der er gået forud. Den der kommer.


I serien "Kulturkatedraler" giver Michael Madsen sin særlige visuelle fortolkning af Halden fængsel i Norge, der er blevet kaldt "verdens mest humane fængsel". Foto: Trond Isaksen

Emneord: