Iscenesat dokumentarisme

Iscenesat dokumentarisme

PORTRÆT. Jon Bang Carlsens "I kærlighedens navn" indskriver sig umiddelbart i den aktuelle trend med hybridfilm. Men filmen ligger i naturlig forlængelse af den metode, som den danske filmmager har dyrket siden 1970'erne.

Af Lars Movin, bragt på FILMupdate den 2. december 2013.

Temaet for Jon Bang Carlsens "I kærlighedens navn" er kærlighedstab. Det er en film, der stikker en sonde ind i den svære og ofte ømtålelige relation mellem forældre og børn. Og i videre forstand direkte ned i de sår, som vi alle sammen pådrager os under opvæksten, og som i større eller mindre grad kan være bestemmende for vores livsbane.

Emnet er vigtigt og påtrængende. Og historien attraktiv for enhver human interest-dokumentarist. Problemet er bare, at de færreste mennesker har lyst eller overskud til at udstille deres afmagt i en så udsat situation.

Derfor har Jon Bang Carlsen – tro mod den metode, han har udviklet over fire årtier – valgt at blande virkelighed, fiktion og personlige refleksioner i sin nye film, der handler om rådvilde forældre, der allierer sig med såkaldte interventionists, der henter uregerlige teenagere midt om natten i deres eget hjem for at bringe dem til særlige "boot camps" i Utah. De to mænd, som bortfører en ung mand i filmens åbningsscene, er autentiske interventionists, men hen imod slutningen af filmen afsløres det, at scenen er en rekonstruktion. Snarere end klassisk observerende dokumentarisme er der altså tale om, at bortførerne spiller sig selv i en situation, som de kender til hudløshed fra deres hverdag. Og den unge mand, "Simon"? Ja, han fremstilles af en skuespiller. Læs interview med instruktøren.

Senere møder vi en anden ung mand, Taylor Green, som rent faktisk har været igennem systemet, og som nu ser tilbage på sine personlige oplevelser. Og ind imellem de fiktive og dokumentariske elementer er vævet yderligere et lag, en selvbiografisk og essayistisk forklaringsramme, hvor instruktøren reflekterer over sine egne erfaringer som søn og far og dermed leverer brikker til sine personlige bevæggrunde for at tage netop dette emne op.

Gennembrud med "Jenny"

"I kærlighedens navn" knytter sig dermed til den aktuelle trend af hybridfilm, hvor et grundlæggende dokumentarisk stof placeres i en ramme, der samtidig rejser spørgsmål vedrørende gængse opfattelser af virkelighed og sandhed. Her tænkes eksempelvis på titler som Sarah Polleys "Stories We Tell" (2012) eller Marten Persiels "This Ain't California" (2012), der begge benytter sig af falske arkivfilm og skuespillere – ikke nødvendigvis for at narre publikum, men snarere i et forsøg på at formidle en dybere, mere abstrakt eller subjektiv sandhed.

Men er hybridfilm et begreb, som har præget diskussionen af de mange grænsesprængende dokumentarfilm, som lanceres i disse år, er konceptet på ingen måde nyt for Jon Bang Carlsen – en af den danske auteur-dokumentarismes grand old men. Bang Carlsen debuterede i 1973. Fire år efter fik han sit gennembrud med kortfilmen "Jenny", et originalt og personligt portræt af en 76-årig kvinde i en afsides beliggende landsby på den danske vestkyst. I "Jenny" fortæller hovedpersonen på lydsporet om sit liv og sine tanker, mens man ser hende agere i en række tableauer, der er rekonstruktioner af situationer fra hendes hverdag. Hun spiller så at sige hovedrollen i en filmisk fortolkning af sit eget liv.

Heller ikke i 1977, da Bang Carlsen modellerede sin version af den autentiske karakter Jenny, var metoden imidlertid ny. Lionel Rogosin havde tyve år forinden gjort noget tilsvarende i den Oscar-nominerede klassiker "On the Bowery" (1956), hvor han placerede en fiktiv karakter i et miljø af bumser og bar flies – som alle blev instrueret i at spille sig selv – for på den måde at tegne et realistisk billede af livet på bunden af New York. Og ligesom Bang Carlsen havde Rogosin et godt øje til både pioneren Robert J. Flaherty og de italienske neorealister, som på tilsvarende vis havde skabt rørende og mindeværdige film ved at blande fiktion og virkelighed.

Ærkeamerikanske landskaber

Med "Jenny" og følgende værker som "Hotel of the Stars" (1981), "Fugl Fønix" (1984) og "Før gæsterne kommer" (1984) tog Bang Carlsen imidlertid metoden et skridt videre, finpudsede og perfektionerede den og døbte den "iscenesat dokumentarisme". Baggrunden var en erkendelse af, at den virkelighed, der lægges frem i en hvilken som helst film, altid har været en tur inde bag filmmagerens øjne og derfor aldrig kan være andet end en subjektiv fortolkning. For Bang Carlsen – såvel som for hans ligesindede – er kameraet aldrig bare et overvågningsredskab. Det er en pen, med hvilken man kan skrive poesi baseret på sine sansninger. En pensel, med hvilken man kan male billeder af de indtryk, man har fået ved at observere den verden, man lever i.

Bang Carlsens udforskning af mulighederne i "iscenesat dokumentarisme" fandt en foreløbig afslutning i "It's Now or Never" (1996), et portræt af "Jimmy", en kærlighedshungrende ungkarl fra The Burren, de nådesløse limstenslandskaber på Irlands vestkyst. Herefter flyttede han i en årrække sin base til Sydafrika, hvor han med værker som "Addicted to Solitude" (1999), "Portrait of God" (2001) og "Blinded Angels" (2007) indledte et nyt og mere essayistisk og personligt fabulerende spor i sin produktion.

Og det er med denne gruppe af film i bagagen, at han nu igen har nærmet sig den iscenesatte dokumentarisme i "I kærlighedens navn". En film, der visuelt markerer en tilbagevenden til nogle af de ærkeamerikanske landskaber i det sydvestlige USA, som var en af Bang Carlsens foretrukne locations fra slutningen af 1970'erne og cirka et årti frem. Men samtidig en film, der blander de forskellige udtrykselementer med en lystfyldt lethed, der kunne bringe tankerne hen på det fænomen, som den danske maler Per Kirkeby engang har kaldt alderens arrogance.

Fem klassikere af Jon Bang Carlsen

Jenny (1977)

Med portrættet af den 76-årige landbokone Jenny Jespersen, en af de hårdføre og vindblæste eksistenser på den sparsomt befolkede danske vestkyst, bevægede Jon Bang Carlsen sig ind i en form for observerende dokumentarisme, hvor observationerne gik forud for optagestart. Filmmanden flyttede ind hos sin hovedkarakter, noterede sig stort og småt fra en hverdag uden de store udsving, og først derefter tændte han for kameraet – og rekonstruerede én efter én de mest essentielle og sigende øjeblikke, han havde forelsket sig i.

Hotel of the Stars (1981)

En forudsætning for, at den iscenesatte dokumentarisme kan fungere, er, at de amatører, der involveres, har en performer i sig og ikke er bange for kameraet. Derfor kunne man næppe tænke sig et bedre emne for en iscenesat dokumentarfilm end et hotel fyldt med statister og håbefulde skuespilleraspiranter. Og det var præcis sådan ét, Jon Bang Carlsen fandt, da han engang i de sene 70'ere trådte ind på det legendariske Montecito Hotel på Franklin Street i Los Angeles – oven i købet i hjertet af Hollywood.

It's Now or Never (1996)

Med den "dokumentariske komedie" om James M'evoy, en kærlighedssøgende ungkarl fra det grågrønne limstenslandskab The Burren på den irske vestkyst, tog Jon Bang Carlsen sin metode yderligere et skridt ud i grænselandet mellem virkelighed og fiktion. Nu nøjes han ikke længere med at lade karaktererne spille sig selv. Han flytter dem geografisk, giver dem nye venner og forsyner dem med en historie, der kun til dels er deres egen – men stadig i en bestræbelse på via en dokumentarisk poesi at fortælle noget sandt om verden, som den har fæstnet sig i fortællerens sanser.

At opfinde virkeligheden (1996)

Parallelt med It's Now or Never optog Jon Bang Carlsen en behind-the-scenes dokumentar, der samtidig fungerer som et metodereflekterende essay. Hér gennemgår han tilblivelsen af en række nøglescener – som en tryllekunstner, der afslører sine tricks. Men samtidig understreges det, at han ikke selv opfatter sine greb som snyd. Snarere er det et spørgsmål om at være tro mod sine egne iagttagelser og sansninger. Og, fastholder han, så længe karaktererne kan genkende sig selv i scener og replikker, er der et dokumentarisk element til stede.

Addicted to Solitude (1999)

Med den første del af den såkaldte Sydafrika-trilogi indledte Jon Bang Carlsen et nyt kapitel i sit filmiske virke. Transformationen kom udefra, men korresponderede samtidig med en indre nødvendighed. Sædvanen tro rejste den danske filmmager til Sydafrika for at finde ansigter og landskaber til en historie, som han allerede havde skitseret i tankerne hjemmefra. Men mødet med den voldsomme sydafrikanske virkelighed skubbede ham i retning af en mere klassisk dokumentarisk form.

Emneord: