Per Juul Carlsen anbefaler

Per Juul Carlsen anbefaler

FAVORITFILM. Per Juul Carlsen, der er filmanmelder og radiovært på DR's Filmland, har kigget Filmcentralens film igennem. Han fremhæver "Menneskenes land - min film om Grønland" af Anne Regitze Wivel.

Af Liselotte Michelsen. Foto: Agnete Schlichtkrull/DR

Per Juul Carlsen begrunder sin anbefaling af Anne Regtize Wivels dokumentarfilm sådan her:

"Jeg oplever Grønland som en underlig blindtarm i forhold til Danmark. Vi danskere ville helt klart ikke være de samme uden Grønland i vores fælles bevidsthed, men vi har alligevel aldrig taget grønlandsk kultur til os, sådan som fx Holland er præget af Indonesien eller England af Jamaica. Med serien af film om Grønland på Filmcentralen kan vi hurtigt og bekvemt komme tættere på det fascinerende og modsætningsfyldte land mod nord, ikke mindst i Anne Regitze Wivels personlige portræt af grønlænderne i "Menneskenes land - min film om Grønland". Her er alle muligheder for at spejle os i et folk, der lever med det ene ben i nådesløs natur og det andet i den moderne civilisation – og som er i os, uden at vi egentlig ved, hvad vi skal stille op med det. Det er på tide at finde ud af det."

"Menneskenes land - min film om Grønland" er fra 2006 og kan ses via linket nedenfor. Filmen er en del af temaet "Grønland - før og nu". Her har Filmcentralen samlet en række nye og ældre film om Grønland.

Emneord: