Maria Månson anbefaler

FAVORITFILM. Maria Månson, der er vært og anmelder på DR's program Filmselskabet, har set Filmcentralens titler igennem. Hun peger på dokumentarfilmen "1989" som sin personlige favorit.

Af Liselotte Michelsen. Foto: Thomas Jessen/DR

For Maria Månson havde året 1989 og Berlinmurens fald en helt særlig betydning. Derfor har hun længe set frem til Anders Østergaards dokumentarfilm "1989", og hun begrunder sin anbefaling af filmen sådan her:

"Jeg var lige blevet 11 i efteråret 1989, og Murens fald var den første storpolitiske begivenhed, som jeg virkelig forstod og engagerede mig følelsesmæssigt i. Faktisk blev den kolde krigs afslutning næsten en besættelse. Jeg fik bl.a. min far til at købe alle aviser, der omtalte Ceausescus fald i Rumænien, så jeg - af ulogiske og til dato uklare årsager - kunne taste alle artiklerne ind på vores lille computer i mit barndomshjem. Jeg fik også overtalt mine forældre til at besøge Berlin sommeren 1990, så jeg ved selvsyn kunne opleve Muren og hakke mit eget lille stykke af den."

"Når jeg ser film eller læser om begivenhederne i november for 25 år siden, så rammes jeg meget hårdt følelsesmæssigt, så jeg har glædet mig meget til at se Anders Østergaards "1989". Og det var egentlig en befrielse så let i tonen filmen var. Jo, jeg blev bestemt rørt til tårer flere gange, Østergaard har truffet nogle valg fortællemæssigt, der lige tager brodden af alvoren. Gamle tv-optagelser af Miklós Neméth, Gorbatjov og andre er eftersynkroniseret, så det virker som om, man sidder med til et fortroligt møde. Det er modigt og morsomt at fortælle på den måde. Jeg var også begejstret for, at fokus i filmen ikke lå på, hvad der skete i Berlin - den historie har vi hørt mange gange - men en langt mindre kendt fortælling om en premiereminister i Ungarn, der turde tænke anderledes i en tid, hvor den slags kunne koste dig livet," siger Maria Månson.

Læs interview med Anders Østergaard her

Emneord: