Tour de Leth: Biografi - kort fortalt

Tour de Leth: Biografi - kort fortalt

Skrevet af Henrik Poulsen. Biografien har været bragt på dfi.dk/leth i 2011.

Jørgen Leth er født 1937 og opvokset i Aarhus, hvor han bl.a. brugte sin fritid på at køre cykelløb og spille bordtennis. I begge sportsgrene opnåede han visse færdigheder, der kunne have bragt ham videre, hvis motivationen havde været til stede.

I begyndelsen af 1960’erne studerede han en kort overgang etnografi og læste bl.a. den polske antropolog Bronislaw Malinowski (1884-1942), hvis studier af seksuallivet blandt indfødte stammer i Papua Ny Guinea, senere inspirerede ham til filmen "Notater om kærligheden" (1989), hvori Malinowski citeres hyppigt, men studierne grundlagde også hans generelt antropologisk-filmiske blik på virkelighedens fænomener.

Allerede i 1959 var han begyndt at anmelde jazz i dagbladet Aktuelt. Den journalistiske virksomhed førte ham videre til Politiken og Information, hvortil han leverede reportager fra sine dramatiske rejser rundt i et oprørspræget Afrika.

Han debuterede som lyriker i 1962 med digtsamlingen "Gult lys", der repræsenterede en konventionel, modernistisk lyrik i den rifbjergske tradition, men snart skulle han ledes ind i mere eksperimenterende kunstneriske miljøer omkring Eks-skolen og senere ABCinema, som han var medstifter af. Leth begyndte sammen med bl.a. Ole John og Henning Camre (fotografer) og Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby (billedkunstnere) at lave film. Kunstnerkollektivets matrice var, at alle (skulle) kunne lave film. Kameraet var en måde at se på, og blikket skulle være enkelt, gennemsigtigt og nysgerrigt.

Hans første film "Stopforbud" (1963), som han lavede sammen med Ole John, var karakteristisk nok en portrætfilm af jazzpianisten Bud Powell. Allerede i denne film ser vi grundrids af de karakteristiske filmgreb, der senere præger Leths film: en framing, der lever sit eget liv og dramatisk beskærer motivet, så vi jævnt hen finder Bud Powell på billedkanten, halvt ude og i umotiverede skæve vinkler, samt en påfaldende adskillelse af lyd og billede, der fremmedgør stoffet for seeren.


Det perfekte menneske (foto: Vibeke Winding)

Samarbejdet med Ole John førte til gennembrudsfilmen "Det perfekte menneske" (1968), der naturligt har indtaget en plads blandt filmhistoriens vigtigste eksperimenter. En uoverensstemmelse i kunstnerkollektivet ABCinema om redigeringen og krediteringen af filmen "Eftersøgningen" (1971) gennemtvang et brud med bl.a. Ole John. Leth havde gjort sine erfaringer på avantgarde-scenen og kunne nu overføre dem på et mere traditionelt stof. Det sker op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne med sportsfilmene, portrætfilmene og ikke mindst rejsefilmene.

Sideløbende med sine film udgiver han en række digtsamlinger, der i fri form kan ligne det format, han foretrækker at arbejde i: notatet – kortere filmoptagelser af fokuserede virkelighedselementer sat mere eller mindre tilfældigt sammen uden større narrativ sammenhæng. Mange af digtene og tekststykkerne i fx "Hvordan de ser ud" (1987), "Traberg" (1990) og "Billedet forestiller" (2001) fungerer også som notater og voice over til filmene.

Spanien og Haiti blev hans foretrukne opholdssteder og film settings, og i 1998 slår han sig ned i byen Jacmel syd for Port au Prince, Haiti, for at være et sted, hvor ”kaos udenfor overgår hans eget indre kaos”. Ægteskabsproblemer og en alvorlig depression havde i en længere periode gjort ham handlingslammet, men i Haiti kommer inspirationen tilbage. Han laver spillefilmen Udenrigskorrespondenten (1983) og senere den kakofoniske, vildt organiske "Haiti. Uden titel" (1996), der ikke kun er en meget personligt portræt af den verden, han har forenet sig med, men også må betragtes som et af hans hovedværker.


Haiti. Uden titel (foto: Chantal Regnaul og Henrik Saxgren)

På Haiti bliver Jørgen Leth udnævnt som dansk konsul, et hverv han varetager med konduite og til glæde for mange danskere, der opholder sig i Haiti, indtil han i 2005 udgiver sit erindringsværk "Det uperfekte menneske", der ved tabloidpressens mellemkomst skaber skandale i Danmark. Forargelsen kender ingen grænser, når Leth skriver, at det er ”hans ret at tage kokkens datter”, og Leth må efterfølgende ikke kun fraskrive sig sin titel som konsul og sin rolle som kommentator på TV2 – han må også gå under jorden for en længere periode.

"Det uperfekte menneske" og efterfølgeren "Guldet på havets bund" (2007) er noget så sjældent som ærlige erindringer, der nok engang tematiserer det overordnede Leth’ske tema: kaos og orden. Gennem sine kapitler om sit liv illustrerer Leth, at idéen om ’det perfekte menneske’ er en illusion. Livet er smukt, skrøbeligt, beskidt og frem for alt uregerligt.

Jørgen Leth er blevet taget til nåde igen af folkedomstolen og TV2, og han fortsætter med at undersøge verden og filmens måde at vise verden på. Hans seneste film er "Det erotiske menneske", en personlig film, der opsamler hans livs erfaringer med kærligheden og sanseligheden.

Emneord: