En dokumentarfilm om, hvor galt det kan gå, når man fyrer fyrværkeri af. Filmen beskriver hverdagen for den 14-årige Christoffer Jensen, som mister det ene øje og bliver næsten blind på det andet, da han antænder et ulovligt kanonslag. Drømmen om en karriere som professionel håndboldspiller bliver på et øjeblik byttet ud med en blindestok.
Man følger forløbet fra det sekund, da kanonslaget eksploderer, til den sidste øjenoperation, der endeligt vil vise, om Stoffer får lov til at beholde en rest af synet på det ene øje.
Historien fortælles af Stoffer selv og af de personer, der var sammen med ham, da kanonslaget gik af. Desuden møder vi hans forældre, kæreste og venner, håndboldtræneren og øjenlægen. Filmen dokumenterer således den tid, der ligger efter ulykken. Man hører om Stoffers håb og angst og også om det besvær, der nu er en integreret del af hans hverdag.
Filmen viser resultatet af den ulykke, som ændrer livet for Stoffer for altid. Da Stoffer har udtrykt sorg og ønske om selvmord, vil filmen give anledning til nærmere undersøgelse og diskussion af mulighederne efter ulykken.
Filmen kan i et bredere perspektiv lægge op til en diskussion af, om de årlige fyrværkeriulykker helt kan undgås og betydningen af dette i et privat og i et samfundsmæssigt perspektiv.
Læreren skal være specielt opmærksom på, at filmen pga. den dokumentariske stil kan være angstprovokerende for særligt modtagelige elever.