8 Mile

Klassetrin: 

  • 8. klasse
  • 9. klasse
  • 10. klasse
  • Gymnasiet

Grundskolefag: 

  • Samfundsfag
  • Musik
  • Medier
  • Engelsk
  • Dansk

Materialetyper: 

  • Materialer til spillefilm

Emneord: 

Et undervisningsmateriale til spillefilmen "8 Mile" (USA, 2002)

Filmens credits

Titel: 8 Mile
USA, 2002
Instruktion: Curtis Hanson
Udlejning: United International Pictures
Længde: 1 time og 50 minutter
Vurdering: Tilladt for børn over 11 år

Medvirkende:
Jimmy 'B-Rabbit' Smith: Eminem
Stephanie, hans mor: Kim Basinger
Future: Mekhi Phifer
Alex: Brittany Murphy

Dette materiale er skrevet af: Keld Mathiesen.

Til læreren

Den amerikanske rapper Eminem, som længe har toppet alverdens hitlister, repræsenterer en musikalsk genre, der vel er mange lærere ret fremmed. Derimod er 8 Mile som film betragtet ganske velkendt. Den er skåret efter samme klassiske Hollywood-skabelon som fx Rocky og Saturday Night Fever, og har en struktur som vi kender, med varierende raffinement, fra et utal af andre film som fx. Karate Kid og Billy Elliot. I kort form handler det om individet, der med sit særlige talent ønsker at bryde sin sociale arv. Hvad enten det handler om at danse, slå på tæven - eller som her: rappe.

8 Mile er således en opdateret version af en klassisk teenage-problematik. Scenen er et trøstesløst, fattigt kvarter i Detroit, Michigan i 1995. Hér markerer gaden 8 Mile såvel grænsen mellem rig og fattig som mellem hvide og sorte. Men på trods heraf er raceproblematikken i filmen stærkt nedtonet: filmens hovedperson er fattig OG hvid, og derfor tematiserer filmen mere klassetilhørsforhold end race.

Jimmy Rabbit (Eminem) bor sammen med sin lillesøster og sin arbejdsløse og ressourcesvage mor (Kim Basinger) i en campingvogn. I dagtimerne forsøger Jimmy at passe et arbejde på en fabrik, men han lever først og fremmest for at rappe. Hans venner bakker ham op, og hver fredag aften går det løs på klubben The Shelter, hvor rappere konkurrerer om at være den bedste. Hovedmodstanderne er en gruppe sorte unge, der kalder sig Free World, og historien bygger lige fra starten op til den afgørende konfrontation, hvor Jimmy sejrer. Filmen er instrueret af Curtis Hanson, der tidligere har lavet så fremragende film som L.A. Confidential og Wonder Boys.

Selvom den amerikanske præsident George Bush om rapperen Eminem har udtalt, at han er det værste, der har ramt den amerikanske ungdom siden polio, er der ingen grund til bekymring over at præsentere klassen for Eminem i 8 Mile. I Danmark er censurgrænsen sat til 11 år.

Der er intet videre anstødeligt eller voldsomt provokerende i 8 Mile. Det er en mainstreamfilm, som forsøger at ramme det brede, unge biografpublikum - men det er også en solidt underholdende, velspillet ungdomsfilm, der kan ses som en opdatering af velkendt stof. Den åbner samtidig for et kig ind i en verden, som mange af tidens unge, efter hængerøv og attituder at dømme, er optaget af. 8 Mile er i høj grad et one-man-show, båret af Eminems overbevisende fremstilling af dyster, indebrændt aggression og verbal ekvilibrisme.

Dette undervisningsmateriale lægger især op til en analyse af filmens karakterer, men det er selvfølgelig også relevant at kigge nærmere på rap og hip-hop som musikgenrer samt på drømmefabrikken Hollywood. Filmen er oplagt at bruge i et tværfagligt forløb med engelsk, musik og samfundsfag.

På filmens officielle hjemmeside www.8-Mile.com er der meget stof at hente. Et kortudsnit fra Detroit tilbyder 6 forskellige indgange til emnet. Lad eleverne gå på opdagelse her, fx er afsnit 6 ("Find your way") en lille 'personlighedstest' - hvor svarene på 22 spørgsmål udløser en profil og mulig fremtidskarriere! Det er nok især interessant at diskutere præmisserne for sådanne tests i det amerikanske samfund. I samme afsnit er der desuden en kort gennemgang af en række amerikanske berømtheder, der fra fattige kår har rejst sig til store stjerner indenfor musik, film og tv. Det drejer sig bl.a. om filminstruktøren Martin Scorsese og musikere som Elvis Presley, James Brown og Notorious B.I.G - for blot at nævne nogle få.

Afsnittet "The view from here" består af en lang række billeder og statements indsendt af unge. Der er også en kort gennemgang af Detroits historie, herunder musikkens udvikling gennem et helt århundrede. Detroit kaldes stadig Motor City på grund af sin historiske højstatus i den amerikanske bilindustri, og netop denne position gjorde byen særdeles sårbar, da bilindustrien i USA dykkede voldsomt i starten af firserne. Lavkonjunkturerne i bilindustrien medførte voldsom arbejdsløshed og sociale tragedier, som 8 Mile netop har som forudsætning for sin historie.

Om rap og hip-hop-genren kan der bl.a. hentes baggrundsviden i den engelsksprogede musikdatabase www.allmusic.com. Ellers kan man lede videre på biblioteket. I det mediepædagogiske tidsskrift EKKO, nummer 19 september 2003, kan man læse en grundig analyse af 8 Mile. Hvis man ønsker et mere nordisk perspektiv på rap og hip-hop, så er den svenske dokumentarfilm "Freestyle 88" et godt bud. Filmen foregår i en forstad til Göteborg og handler om, hvordan kvarterets indvandrere finder fællesskab og identitet i musikken. "Freestyle 88" kan ses på Filmcentralen.

Keld Mathiesen

Historien

Filmen foregår i Detroit, Michigan i 1995. Der indledes på det hærgede toilet på klubben The Shelter, hvor Jimmy Rabbit øver sine 'moves' foran et spejl, men er så nervøs at han 'dør' på scenen. Future er vært ved de såkaldte rap-battles på The Shelter, og er samtidig en vigtig del af den lille kreds af venner, som er overbeviste om, at Jimmy har potentialet til noget stort.

8 Mile er navnet på den gade, som markerer grænsen mellem Detroits fattige og rige, og i det fattige, fortrinsvist sorte kvarter bor Jimmy sammen med sin mor og lillesøster i en campingvogn. De er 'White trash' - 'hvidt affald' - i trailerparken. Det dybeste man kan synke når man tilhører den hvide race, og altså ikke ejer hverken arbejde eller fast ejendom!

Mor er fordrukken, hendes kæreste er ikke meget ældre end Jimmy Rabbit, og den første konflikt mellem Jimmy og 'stedfaderen' handler om, hvem af de to, der er lidt mere end ingenting værd. Umiddelbart efter det første sammenstød vises Jimmys anden side: hans omsorgsfuldhed overfor sin lillesøster.

Jimmy har netop slået op med sin kæreste, Janeane, som påstod at hun var gravid. Til gengæld har han skaffet sig noget fabriksarbejde, men det kniber med at møde frem til tiden. Værkføreren Manley truer Jimmy med fyring ved gentagen forsømmelse, men samtidig møder en hvid, ung og smuk, kvinde op på fabrikken. Hun hedder Alex, og der lægges op til et nærmere bekendtskab mellem hende og Jimmy.

Wink er en lidt popsmart fyr, som mener at kunne hjælpe Jimmy til at få adgang til et pladestudie, og samtidig lover han at hjælpe med at opfylde Alex's drøm om et modeljob i New York. I en frokostpause på fabrikken rappes der, og en dag træder Jimmy i karakter og rapper en vis legemsdel ud af bukserne på et dumt svin af en kollega. Optrinnet overværes af en beundrende Alex, som kort efter kvitterer med at tilgodese en anden legemsdel på Jimmy.

Samtidig har Future ikke opgivet at få Jimmy tilbage på scenen til et nyt forsøg på at slå igennem. Hovedmodstanderen består af en gruppe sorte, der kalder sig Free World, og i et sammenstød mellem gruppen og Jimmys venner, trækker godmodige og naive Cheddar en pistol for at skræmme Free World. Desværre kommer han til at skyde sig selv i benet, så konfrontationen ender i denne omgang uafgjort.

Hjemme i trailerparken er der krise, fordi Jimmys mor ikke har betalt husleje, og trues med at blive sat på gaden. Det fører til et voldsomt slagsmål mellem Jimmy og moderens fordrukne kæreste, og Jimmys aggressioner får fornyet kraft, da han på radiostationen griber Wink i at have sex med Alex. Jimmy gennembanker ham, men må kort tid efter selv modstandsløst lægge krop til en dragt prygl, som leveres af Winks venner i Free World.

Herfra kan det kun gå fremad, og senere samme aften kommer mor hjem - iklædt nyt tøj, medbringende aftensmad og 3.200 dollars hun har vundet i bingo. Opturen fortsætter på jobbet, hvor værkføreren som en anerkendelse af Jimmys indsats tilbyder ham ekstravagt samme aften.
Alex opsøger Jimmy på fabrikken og fortæller, at hun rejser til New York, og at hun godt kan forstå, hvis Jimmy er bange for at optræde på The Shelter. Det får Jimmy til at spørge en kollega om han ikke vil afløse ham et par timer - og tager så på The Shelter for at battle mod de slemme drenge fra Free World. Her vinder han let første runde over Lickety - som han fuldstændig tværer ud. Han vinder også anden runde - og i finalen mod Papa Doc vælger han en overraskende taktik ved at blotlægge alle de ting i sit liv, som modparten kunne tænkes at håne ham for. Han står ved, hvem han er. Og vinder.

I filmens afslutning tilbyder Future makkerskab med Jimmy som battle-leder på The Shelter, men Jimmy gentager, hvad han sagde til sin mor - at han er nødt til at gøre sine egne ting for at komme videre med livet. Og så tager han tilbage til arbejdet på fabrikken.

Filmens karakterer

Film er befolket med forskellige personer, og i filmsprogets terminologi har vi en række betegnelser for dem. Overordnet set taler man ofte om hovedroller, biroller og statister, men det kan præciseres med begreber som "hovedkarakteren", "hovedrollen", "modstanderen", "hjælperen", "den fortrolige", "kontrastrollen" og flere andre.

Hovedkarakteren er den figur, som i løbet af filmen skal gennemgå en udvikling, og som, når filmen nærmer sig afslutningen, fremstår som et menneske, der har forandret sig på én eller anden måde. Hovedrollen er den figur, der fylder mest i historien, ofte den person som påvirker hovedkarakteren til forandring. De klassiske filmeksempler, der ofte nævnes til illustration af forskellen mellem hovedrolle og hovedkarakter, er Gøgereden, hvor Jack Nicholsons hovedrolle som McMurphy i løbet af filmen skal påvirke den store indianer Chief til at turde søge friheden. Eller Pretty Woman hvor Julia Roberts hovedrolle (luderen) skal få et hæderligt menneske ud af hovedkarakteren (den samvittighedsløse finansmand), spillet af Richard Gere. I 8 Mile, og i øvrigt mange andre film, er disse to figurer smeltet sammen i én person. Jimmy Rabbit (Eminem) spiller den dominerende hovedrolle i filmen, og det er også ham, der ændrer sig i løbet af filmen.

I filmens anslag præsenteres Jimmy foran spejlet på toilettet umiddelbart før hans første optræden på The Shelter. Væggene er overmalet med 'tags', og neonrør kaster et koldt, grågrønt lys over den skumle location. Kameraet er håndholdt og meget bevægeligt. Jimmy øver sine 'moves', men er nervøs i en grad, så han må brække sig, og på vej til scenen kommer han i konflikt med dørmanden. Future dukker op og redder situationen, før Jimmy eksploderer af raseri.

  • Beskriv miljøet på The Shelter, og overvej hvorfor historien starter med et totalt flop for hovedkarakteren Jimmy Rabbit
  • Dørmanden mener, at den hvide Jimmy Rabbit har et 'attitude-problem' - hvad mener han med det?

Som i mange andre filmhistorier startes der altså med en hovedkarakter, der har eller anden form for kompetence, men der mangler altså (som hos Richard Gere i Pretty Woman) ét eller andet. Hvad det er, og hvordan den konflikt i givet fald løses, skal selvfølgelig hverken forklares eller forstås allerede på dette tidlige tidspunkt, men det skal vises eller antydes i løbet af filmens første tredjedel. Der skal være en modstand, som vores hovedkarakter skal overvinde. Denne modstand repræsenteres i starten af det sorte publikum, der håner Jimmy på The Shelter, men vi har naturligvis behov for at få 'sat ansigt' på denne modstand, og til det formål præsenteres lidt senere gruppen Free World.

Men karaktererne omkring Jimmy - medspillerne - skal også præsenteres. Da vi ikke får mulighed for at lære dem at kende gennem længere forløb, skal sådanne biroller fremstilles, så vi hurtigt får en fornemmelse af, hvad karakteren indeholder. Ofte tillægges de såkaldt arketypiske træk, som vi måske kender fra vores egen verden, men i hvert fald genkender fra mange andre filmhistorier.

  • Beskriv de fire kammerater der støtter Jimmy - Future, Cheddar, Li'l Tic og Shorty. Hvordan ser de ud, hvordan er de klædt, hvilke forskellige typer repræsenterer de?
  • Future har en særlig status i gruppen. Hvordan er hans rolle i forhold til Jimmy Rabbit? Hvilke scener understreger det?

De entydigt skurkagtige medlemmer af Free World er ikke den eneste modstand, Jimmy møder. Også hans hjemlige forhold er vanskelige at håndtere. En fordrukken mor, hendes dumme svin af en kæreste, elendige boligforhold, problemerne med at skaffe og fastholde et job, en gravid eks-kæreste der har overtaget Jimmys bil. Jo, der er nok at kæmpe med. Midt i al elendigheden og aggressionerne oplever vi dog også Jimmys omsorgsfuldhed overfor sin lillesøster, og denne side af Jimmy dukker op flere gange undervejs i historien.

  • I hvilke andre situationer viser Jimmy sin omsorgsfuldhed overfor andre? Hvilken effekt har det på vores oplevelse af hovedkarakteren?
  • Prøv at inddele filmens vigtigste karakterer i to kategorier. På den ene side alle de personer der er MED Jimmy - på den anden side alle de, der er IMOD. Hvilke karakterer skifter side undervejs i filmen?

Det er drengene, der er i centrum i historien, ingen tvivl om det. Men i Jimmys liv er der også tre kvinder, som spiller en rolle. Hans mor, hans eks-kæreste og pigen Alex.

  • Beskriv Jimmys forhold til de tre kvinder, Alex, eks-kæresten Janeane og moderen.
  • Er der nogle af disse karakterer der udvikler/ændrer sig undervejs i filmen?
  • Beskriv udviklingen i forholdet mellem Jimmy og Alex. Hvordan vil du karakterisere deres forhold?
  • Jimmy og Alex har begge en drøm om at blive til noget andet, men på hvilken måde forfølger de den forskelligt?

Når Jimmys modstand undervejs bliver værre, og til sidst kulminerer med at han lader sig gennembanke af medlemmerne af Free World, så skal det naturligvis lede frem til et vendepunkt hen imod slutningen. I filmsprogets begrebsverden kaldes det et 'set-up', når vi får et vink om at noget vil ske senere, og når det så sker, får vi et 'pay-off'.

  • Hvilke 'set-ups' angiver at lykken er på vej til at vende for Jimmy op til den afgørende battle på The Shelter?
  • Hvad er Jimmys konklusion, da hjælperen Future til sidst tilbyder ham makkerskab på The Shelter?
  • Hvad synes du om denne slutning? Kunne man forestille sig andre måder at afslutte historien på?
  • Hvad er filmens budskab?

Mange mainstreamfilm har et ret skabelon-agtigt forløb. Et forløb som beskriver en hovedkarakter, der skal overvinde såvel modstanden i sig selv som en ydre modstand. Historien afsluttes med en slags finale, hvor alle brikker skal falde på plads, og hovedkarakteren kommer sejrrig og styrket ud af kampen.

  • Nævn eksempler på andre film, der har et sådant forløb.
  • Ofte lanceres den type filmhistorier som 'feel-good'-film. Diskuter hvad der ligger i det begreb, og hvorfor de film er så attraktive?

Rap og hip-hop

For det utrænede øre lyder rap og hip-hop måske som en stor grød af rytme og lange tekster. Men der er mange, mange lag og undergenrer i det hip-hop-univers, der har udfoldet siden midten af 80'erne især i USA og siden har spredt sig til resten af verden. Genren har dybe rødder i den sorte musik, men som det skete med jazz, blues og rock har hvide musikere også kastet sig over rap og hip-hop. Eminem er genrens p.t. bedst sælgende kunstner, og som der også refereres til i filmen, er det ganske parallelt med Elvis Presley i sin tid.

Helt basalt er rap startet som en dekonstruktion af kendte soundtracks og tromme-loops, som blev sat sammen på nye og uforudsigelige måder. Først ved hjælp af scratch - altså en manuel påvirkning af en grammofonplade - siden ved digital sampling af forskellige lyde. Tilsat tunge, kraftige beats og forvrænget guitarlyd dannede det grundlaget for den tidlige hardcore-rap som fx Public Enemy introducerede i 80-erne.

Hip-hop er samtidig også en betegnelse for den kultur, der opstod i kølvandet af musikken. Graffiti, dans, tøjstil og de attituder som hører universet til. Når man ser en hip-hopper, skal man ikke være i tvivl om det! Hip-hop har i adskillige år været den mest populære stiltrend, selv blandt unge danske middelklasse-drenge. Og på trods af sit udspring i amerikanske storbyers sorte kvarterer, har hip-hop haft en gennemslagskraft, der ikke er set siden Elvis blandede sort soul og blues med hvid country & western og skabte rock'n'roll!

I USA har rap-musikken udviklet sig meget forskelligt gennem et par årtier, og der er mange kategorier af rap: Hardcore rap, Southern rap, Westcoast Rap, East Coast Rap, Latin Rap, Greasy Rap, Dirty South - men den kommercielt mest udbredte undergenre er Gangsta Rap, som opstod i slutningen af 80'erne med kunstnere som Ice Cube, Dr Dre og Puff Daddy.

Eminem trådte ind på scenen i 1999, og etablerede sig hurtigt som én af de mest kontroversielle gangsta-rappere. Hans aggressive stil, kombineret med et stort sprogligt og musikalsk talent, påkaldte overalt mediernes opmærksomhed, for hvilket han kvitterede med stor foragt.

På filmens officielle hjemmeside www.8-Mile.com kan du finde en del baggrundsstof om filmen, og det univers den udspilles i. Du kan bl.a. læse mere om Eminem på www.allmusic.com.

I battle-scenerne i 8 Mile genfinder vi noget af det, der har karakteriseret Eminem som musiker. På scenen gælder det om at svine modstanderen til, latterliggøre og håne - og vinderen er den, der får publikum på sin side. Eminems/Jimmy Rabbits stirrende blik og udstråling af indædt aggression afspejler den suppe af arbejdsløshed, fattigdom, racisme og had, han selv er vokset op i. Den første scene, hvor Jimmy demonstrerer sin kunnen, er scenen på arbejdspladsen, hvor en sort kvinde nedgøres af en mandlig kollega.

  • Hvilken taktik anvender Jimmy i sit verbale angreb?
  • Hvilken funktion har denne scene i filmen? Filmens - og Eminems - kæmpehit "Lose yourself" har haft enorm gennemslagskraft. Her følger et uddrag af teksten:

Look, if you only had one shot, one opportunity To seize everything you ever wanted - one moment Would you capture it or just let it slip?

His palms are sweaty, knees weak, arms are heavy
There's vomit on his sweater already, mom's spaghetti
He's nervous, but on the surface he looks calm and ready
To drop bombs, but he keeps on forgettin' What he wrote down, the whole crowd goes so loud
He opens his mouth his words won't come out
He's chokin, how everybody's jokin' now
The clock's run out, time's up over, bloah!
Snap back to reality,
Oh there goes gravity
Oh, there goes Rabbit, he choked
He's so mad, but he won't give up that Is he?
No He won't have it, he knows his whole back city's ropes It don't matter, he's dope
He knows that, but he's broke
He's so stacked that he knows
When he goes back to his mobile home, that's when it's
Back to the lab again yo
This whole rap shit
He better go capture the moment and hope it don't pass him

Teksten refererer til filmens indledningsscene, hvor Jimmy Rabbit går død ('chokes') på scenen, og i fortsættelsen beskrives nødvendigheden af at bryde med de elendige sociale forhold, gribe chancen og bruge det talent man har.

  • På hvilke måder adskiller teksten i 'Lose yourself' sig fra den rap der fyres af på scenen i The Shelter?

I den afsluttende battle, hvor Jimmy Rabbit i tre omgange besejrer Free World og ender med at få publikum på sin side, rapper han følgende til Papa Doc:

Everybody from the 3-1-3
Put your motherfucking hands up
Look - look How he stands up
Notice that he didn't have his hands up
The Free World's got you - can't stop
Now who's afraid of the big bad wolf?
1-2-3 and 4
1-Pac 2-Pac 3-Pac - 4
4-Pac, 3-Pac, 2-Pac - 1
You're Pac, he's Pac, 2-Pac none!
This guy ain't no fucking MC
I know everything he's got to say against me
I AM white, I AM a fucking bum
I DO live in a trailer with my mom
My boy Future IS an Uncle Tom
I DO have a friend who shot him in his leg with his own gun
I DID get jumped by all six of the chums
And Wink DID fuck my girl I'm still standing here screaming: Fuck the Free World
And never try to judge me too
You don't know what the fuck I can do
But I know something about you:
You went to Cranbrook, that's a private school!
What's the matter dog- are you embarrased?
This guy's a gangsta - his real name's Clarence!
And Clarence lives at home with both parents
And Clarence' parents have a real good marriage!
He doesn't wanna battle, he's shook
Cause there ain't nothing like the Halfway Crooks
He's scared of death, he's scared of looking in his goddamn yearbook
Fuck Cranbrook, fuck the beat - I go acapella
Fuck the Papa Doc, fuck the clock, fuck the trailer, fuck everybody, fuck you if
you doubt me
I'm a piece of white trash, I say it proudly.
Fuck this battle, I don't wanna win - I'm outie
Here, tell these people something they don't know about me!

  • Jimmy vælger her delvist en anden taktik end i de tidligere battles. Beskriv hvad den går ud.
  • Overvej hvorfor det er så afgørende, at Papa Doc i virkeligheden hedder Clarence, har forældre som ikke er skilt, og har gået på privatskole?
  • Future kaldes en 'Onkel Tom', som refererer til en klassisk amerikansk børnebog, 'Onkel Toms Hytte'. Sammenhængen i Jimmys rap efterlader ingen tvivl om, at det er nedsættende - hvad ligger der i betegnelsen Onkel Tom?

Respekt er et nøglebegreb i hip-hop. At udvise hinanden respekt kan opfattes på forskellige måder, afhængigt af hvilken kultur man befinder sig i.

  • Diskuter hvorfor man kan vinde publikums respekt ved at være dygtig til at svine en modstander til med ord?
  • I en vigtig scene lader Jimmy sig gennembanke af medlemmerne af Free World uden at yde nogen form for modstand. Først i afslutningen af filmen går han til modangreb - verbalt på scenen i The Shelter. Diskuter filmens holdning til vold og aggression, set i lyset af jeres opfattelse af Eminem og gangsta-rap i øvrigt.

Rap er udsprunget af fattige sorte i storby-miljøer i USA, men i filmen er det ikke de racemæssige uoverensstemmelser, der er det vigtigste konfliktstof. 8 Mile-grænsen adskiller ganske vist de fattige kvarterer fra de rige, men blandt de fattige lever også hvide, som af forskellige grunde er havnet blandt samfundets marginale grupper. I den sammenhæng drejer filmen sig mere om at bryde med den sociale arv, at overskride sine indre og ydre grænser og komme videre og væk.

  • Er der elementer i historien eller personer i filmen, I ikke finder troværdige?
  • På hvilke måder kan det være både en fordel og en ulempe at være hvid rapper på det kommercielle plademarked?
  • Diskuter hvorfor Eminem er blevet så populær?
  • Hvilke historiske grunde er der til, at nordamerikanske byer som Detroit og Chicago gennem mange årtier har været kraftcentre for den sorte musik, hvad enten det drejer sig om jazz, blues eller hip-hop og rap? Kig f.eks. på, hvordan mange sorte familier drog mod nord, da slaveriet blev afskaffet?

Den amerikanske drøm

8 Mile kan ses som en moderne variation over det velkendte tema, 'Enhver er sin egen lykkes smed'. I USA's nyere historie refererer temaet ofte til begrebet "Den Amerikanske drøm". Begrebet blev første gang brugt af James Truslow Adams i bogen "The Epic of America", som blev skrevet i 1931. Hér står bl.a.:

"Den amerikanske drøm er drømmen om et land, hvor livet er bedre for alle. Hvor enhver har chancen for at udnytte sine talenter optimalt. Det er ikke blot en drøm om biler eller høje lønninger, men en drøm om social retfærdighed, som tillader enhver mand eller kvinde uanset herkomst at opnå det fulde udbytte af deres evner".

Jimmy Rabbits familie bor i en campingvogn og hører til i den del af samfundet, som amerikanerne har påklistret etiketten "Poor White Trash". (Trash = affald).

Det sociale sikkerhedsnet i USA er ikke så finmasket som i Danmark. Det er i højere grad op til det enkelte individ at 'tage skæbnen i egne hænder', for nu at bruge et andet udtryk. Jimmy er fanget i en 'trailerpark' med en mor, som tilsyneladende har opgivet at gøre noget for at ændre på familiens situation. Hun har lagt sin skæbne i hænderne på lotteriet og håber på den store gevinst i bingo. Der er ikke tegn på indgriben fra nogen sociale myndigheder, selvom hun ikke kan overkomme at forsørge sine børn.

  • Forestil dig at være en socialarbejder, der skal forsøge at påvirke familien, især moderen, til at gøre noget for at forandre situationen. Skriv et brev der skal rådgive og hjælpe hende i gang.
  • I mange storbyer i USA er der meget fattige kvarterer. Hvordan kan denne udvikling vendes? - lav en prioriteret liste over de ting, du som amerikansk præsident ville gøre for at ændre på det.
  • Sammenlign med dine klassekammerater, og diskuter hvilke indgreb der har størst chance for at blive vedtaget.

Underholdningsindustrien i USA sætter dagsordenen for mange menneskers drømme, og socialrealisme sælger ikke rigtig billetter i biograferne. Hollywood kaldes også for 'drømmefabrikken'.

  • Hvorfor er det så vigtigt i det amerikanske samfund at stille det enkelte individ i centrum og opfordre til at tage ansvar for eget liv, sætte sig mål og forfølge dem?
  • 8 Mile er i sit indhold og med sin historie en ganske traditionel Hollywood-film, men hvordan vil I beskrive dens stil og æstetik? Diskuter om filmens stil afspejler dens morale (sammenlign fx filmens budskab med Eminems image som tabubrydende stjerne).
Film not available: 

Gymnasiefag: 

  • Samfundsfag
  • Musik
  • Mediefag
  • Engelsk
  • Dansk