Den gode, den onde og den grusomme

Den gode, den onde og den grusomme

- et undervisningsmateriale

Om filmen

Sergio Leone (1921-1989) startede sit virke inden for filmbranchen i 1940'erne, og på trods af at den italienske neorealisme var tidens tern, var det hans store drøm en dag at lave cowboyfilm. Drømmen gik i opfyldelse med filmen "En nævefuld dollars" (1964), hvor han kopierede den japanske instruktør Akira Kurosawas "Livvagten" (1961), men udskiftede samuraierne med cowboys. Hovedrollen spilledes af amerikanske Clint Eastwood, der hidtil kun var kendt for tv-serien "Rawhide". "En nævefuld dollars" blev en stor succes, og samarbejdet mellem Eastwood og Leone fortsatte i "Hævn for dollars" (1965) og i "Den gode, den onde og den grusomme" (1966), der står som det kunstneriske højdepunkt indenfor den såkaldte 'spaghettiwestern'.

Spaghettiwesternen var en europæisk - primært italiensk og spansk - genre, der med små budgetter forsøgte at forny den traditionelle amerikanske western. De renskurede helte og den skarpe opdeling mellem det gode og det onde gik ikke længere hjem hos tressernes kritiske publikum. Spaghettiwesternen lancerede i stedet et mytologisk Vesten, der var stort set blottet for moral. Det skruppelløse begær efter guld var en hyppig drivkraft for personerne, og især Leone iscenesatte volden som et æstetisk element. Volden i den typiske spaghettiwestern fremstår som menneskets naturlige adfærd frem for et redskab i kampen mellem det gode og det onde. Men som tilskuer må man ofte tage sig selv i at finde nydelse i de stiliserede blodsudgydelser.

Historien i "Den gode, den onde og den grusomme" er skåret helt ind til benet. Det er i stedet klipningen, kompositionen af billederne og musikken, der bærer oplevelsen. Leone viste, at det ekstra brede billedformat, der var blevet muligt med introduktionen af Cinemascope i 1953, åbnede nye muligheder for at komponere billedet. Leone var hér original i sin brug af et format, der var tiltænkt store landskabsbilleder - han brugte ofte Cinemascope-formatet til enorme nærbilleder!

"Den gode, den onde og den grusomme" klipper flere steder fra et totalbillede, der viser præriens landskab, til et nærbillede af personernes ansigt. Prærien og ansigterne er begge furede og hærgede, og begge fortæller ordløst om de nådesløse tilstande, der hersker. I filmens afsluttende opgør er det dybden og bredden i billedet, der gør det muligt, at de tre mænd kan optræde i den dødelige trekant, der rummer hele filmens pointe: At begæret efter guld uundgåeligt leder til drab. I en accelererende rytme klipper Leone mellem det objektive totalbillede, der viser de tre duellanter, og de subjektive nærbilleder, der illustrerer den enkeltes mentale koncentration - øjnene der følger de andre, hånden på vej mod pistolen.

Sammen med de ekstreme nærbilleder og den effektfulde klipning var det brugen af musik, der blev Leones filmiske signatur. Her arbejdede han i hele sin karriere tæt sammen med sin gamle klassekammerat, komponisten Ennio Morricone. Hans titelmusik til "Den gode, den onde og den grusomme" inkluderer hyænehyl, fløjten, hestehove, pistolskud og smertensskrig, alt sammen orkestreret med en storslåethed, der matcher Leones storslåede billeder. Leone indførte den praksis, at man som det første indspillede og komponerede musikken, således at han kunne spille den under optagelserne. På denne måde mente han at fremkalde den helt rigtigt følelse i skuespillerne. Makkerskabet mellem Sergio Leone og Ennio Morricone repræsenterer et af filmhistoriens mest frugtbare og betydningsfulde samarbejder mellem billede og musik.

Historien i "Den gode, den onde og den grusomme" fungerer mest som et påskud for at sætte duellerne og figurerne i scene. Det er dog bemærkelsesværdigt, hvordan den amerikanske borgerkrig hele tiden danner baggrund for historien. Det understreger den amoralske vinkel på westernuniverset, at ingen af personerne har noget engagement i borgerkrigen. Scenen, hvor de to hære kæmper om en betydningsløs bro, viser dog krigens absurditet. Som tilskuer finder man det mere meningsfuldt, at revolvermændene dræber hinanden for guld, end at de to hære hver dag dræber hinanden til ingen verdens nytte.

De tre hovedpersoner står alle udenfor samfundets love. Den gode, Blondie, fremstår ganske vist som filmens helt, og han udviser da også visse sympatiske træk i filmens løb. Han starter dog med at dræbe tre dusørjægere, og han kan dårligt betragtes som en garant for lov og orden. Den onde, Angel Eyes, er entydigt ond. Det er dog først og fremmest hans sadistiske blodtørst, der gør ham til filmens skurk. Og at Angel Eyes er ond, gør ikke Tuco og Blondie gode. Tuco er den eneste af de tre, der har en historie. Vi lærer undervejs, at han er søn af fattige bønder, og at hans eneste overlevelsesmulighed var at blive bandit eller præst. Det er i spillet mellem Tuco og Blondie, at filmen har nogle af sine mest underholdende scener. Munden står aldrig stille på Tuco, og det er umuligt ikke at holde af den koleriske lille sprællemand, der vil gøre hvad som helst for penge. Blondie udtrykker sig til gengæld i handlinger, og hans mindste gestus er betydningsfuld nok til at fylde hele lærredet. Når han endelig taler, er det dog værd at lytte efter. Således opsummerer han til sidst filmens opløsning af modsætningen mellem det gode og det onde, da han forklarer Tuco, at der er to typer mennesker: "Dem med ladte pistoler, og dem der graver."

Leone fik stor indflydelse på amerikansk film. Hans film ændrede myten om det vilde vesten, og senere amerikanske westerns er kraftigt inspireret af Leones stil og mytologi. Også mange af nutidens instruktører af actionfilm er inspireret af Leone. Inspirationen er fx tydelig hos Quentin Tarantino ("Pulp Fiction", "Kill Bill"), der da også har "Den gode, den onde og den grusomme" som sit bud på verdens bedste film.

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle