Filmen om Radiserne

Filmen om Radiserne

- et undervisningsmateriale

Filmfaglige vinkler

Kontraktmodellen

Filmens handling kan sættes ind i kontraktmodellen. Fokus er Sørens personlige udvikling.

I filmens begyndelse er han usikker på sig selv, og både drageflyvning eller baseball ender katastrofalt for ham, ligesom de andre børn har negative forventninger til ham. Da den rødhårede pige ankommer, sker kontraktbruddet. I første omgang fordi Søren håber, at hun er en mulighed for en frisk start – en, der ikke vil se ham som en fiasko.

Da han ser hende på skolen for første gang og forelsker sig, er der ingen vej tilbage – Sørens forandring er i gang. Han er i det farlige uderum, hvor han er nødt til at gemme sig for pigen i bussen og ved huset samt opsøge psykolog-hjælp hos den skrappe Trine. Herefter begynder hans prøvelser for alvor:

  • Træning til talentshowet, hvor han ender med at ofre sig for søsteren.
  • Træning til festen, hvor han falder og udløser brandalarmen.
  • Læsning af ”Krig og fred” og udarbejdelse af bograpporten, der bliver ødelagt af flyet.

Undervejs får han ved en fejl 100% korrekte svar i prøven, men indser, at det er bedre ikke at blive anerkendt end at blive anerkendt på falsk grundlag. Da pigen vælger ham som projekt-makker, og han med Thomas’ ord erkender, at han ER et godt menneske, sker den endelige forvandling med ham. Det bliver tydeligst vist ved, at han nu kan flyve med den drage, som han kæmpede med i filmens allerførste scene. Dragen bliver et symbol på Sørens udvikling og nye jeg.

Det nye kontraktforhold bliver vist efter pigens afskedsord, hvor kammeraterne omfavner og hylder ham. Denne gang for noget, han faktisk har gjort:

at være en god kammerat.

Filmen om Radiserne
Foto: 20th Century Fox

Følelser og tanker i animationsfilm

Filmen giver flere gode muligheder for at illustrere, hvordan tanker og følelser bliver udtrykt i animation:

Søren Bruns tanker om sin egen situation og forventninger til fremtiden bliver fortalt med voice over, der flere gange på billedsiden bliver suppleret med sort/hvide-billeder udført i stil med den oprindelige tegneserie.

Figurernes ansigtsudtryk er overdrevne, som det ofte er tilfældet i animationsfilm. Ved at se på deres munde, øjne og øjenbryn kan man tydeligt aflæse deres følelser. Stærke følelser bliver fx vist som en  stor (åben) mund, der fylder det meste af ansigtet og vender op eller ned. Ved vrede kan munden desuden være et sort, rundt hul. Usikkerhed kan vises ved, at stregen på munden ikke er regelmæssigt, men krøllet. En tunge ud af mundvigen viser, at man gør sig umage.

Flere af figurerne i filmen viser tegn på, at de er forelskede - fx rødmer de og har krøllet mund. Rundt om dem flyver små hjerter som symboler på kærlighed, og vi hører strygere som underlægningsmusik. De filmiske virkemidler hjælper os med at forstå, hvad personerne føler.

elevarket til venstre under menuen er der forslag til, hvordan man kan arbejde med at aflæse følelser og tanker i dansk og billedkunst ud fra materialets billeder (se pdf med billeder under menuen) og filmklip (se i menuen under afsnittet "Klip fra filmen").

Filmen om Radiserne
Foto: 20th Century Fox

Fokuspunkter i udvalgte scener

Se under afsnittet "Klip fra filmen" i menuen til venstre.

Klip 1 ”Flyttebilen”
Fokuspunkter:

  • Filmens personer.
  • Personkarakteristik af Søren Brun – herunder hans rolle og ønske om at begynde forfra.
  • Illustration af hans tanker og følelser (voice over og sort/hvide billeder).

Klip 2 ”På isen”
Fokuspunkter: 

  • Filmens personer. 
  • Illustration af tanker og følelser (ansigtsudtryk og hjertesymboler).

Klip 3 ”Den rødhårede pige”
Fokuspunkter:

  • Personkarakteristik af Søren Brun – herunder hans usikkerhed og forholdet til Nuser.
  • Illustration af hans tanker og følelser (ansigtsudtryk).

Filmen om Radiserne
Foto: 20th Century Fox

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle