Fokus på dokumentar – udskoling Lærer

Hjem
  • Om materialet
  • Fag og mål 2009
  • Kort om dokumentargenren
  • Fem dokumentariske grundformer
  • Iscenesættelse af fortællingen
  • Undervisningsforløbet
    • Nanook – kuldens søn
    • Invisible
    • Slaver
    • Vesterbro
    • Med døden til følge
    • Burma VJ – Reporter i et lukket land
    • Min avatar og mig
  • Ekstra: dokumentargenrens mange undergenrer

Om materialet

Materialet tager udgangspunkt i udvalgte filmklip fra syv forskellige dokumentarfilm for udskolingen. Der lægges op til selvstændige elevforløb efter indledende gennemgang af to filmklip på klassen.

Dokumentargenren presser sig på i skolens undervisning, men det er et bredt område med mange undergenrer og former. 

Eleverne er typisk optaget af dokumentarprogrammer på TV, men det kan være svært for både elever og lærere at skelne undergenrerne fra hinanden og definere filmiske virkemidler og fortælleteknikker.

Dette materiale tager derfor udgangspunkt i korte uddrag fra syv alsidige og eksemplariske dokumentarfilm, som alle er velegnede til at belyse dette i udskolingsbrug.

Læreren starter med at gennemgå de to første klip på klassen, hvorefter eleverne fortsætter med selv at løse opgaverne i elevdelen.

Materialet handler dog udelukkende om dokumentarFILM, som en kunstnerisk kontrast til det mere kommercielle TV- marked. Opgaverne tager udgangspunkt i fem forskellige grundformer, som dokumentarfilm baserer sig på. 

Er der behov for mere viden om dokumentarprogrammer på TV, så se under fanebladet Ekstra: Dokumentargenrens mange undergenrer.

Udvidet lærervejledning – en opslagstekst

Denne udvidede lærervejledning er tilrettelagt, så læreren bedre kan støtte eleverne i deres selvstændige arbejde med forløbet. Læreren finder her i kort form den fornødne baggrundsviden om grundformerne, indsigt i de udvalgte film og klip og en eventuel blanding af grundformerne. 

Læreren kan vælge, at eleverne skal opleve en enkelt film i sin fulde længde, og om det skal ske på lærredet, på computerskærmen på skolen eller evt. hjemme som lektie. Der er i øvrigt henvisninger til andre gode film, som hører ind under grundformerne, men som ikke vil blive gennemgået her. Film, hvor selvvalgte uddrag fx kan bruges til eksamen senere hen.

Se mere under Undervisningsforløbet

Fag og mål 2009

Forløbet og de præsenterede film vil kunne anvendes i dansk, samfundsfag, medie- og billedkunstvalgfag og i tværfaglige sammenhænge samt kristendom, hvor det at forholde sig til menneskelige relationer og verdens tilstand er i fokus. 

Kristendom

I kristendom vil filmene give eleverne mulighed for at blive udfordret i forhold til punkt 3 i Formål for faget kristendom: 

  • ”Gennem mødet med de forskellige former for livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser, skal undervisningen give eleverne grundlag for personlig stillingtagen og medansvar i et demokratisk samfund.”

Dansk

Forløbet vil kunne anvendes i dansk, da film er en del af det udvidede tekstbegreb, hvor arbejdet med filmgenrer, dramaturgi, persontegning, filmens virkemidler og fortællemåder vil være naturligt. Hertil kommer sammenligning med andre teksttyper, tolkning og perspektivering. 

I Slutmål for faget dansk efter 9. klassetrin fremgår det under Sprog, litteratur og kommunikation, at ”undervisningen skal lede frem mod, at eleverne er i stand til at:

  • gøre rede for samspillet mellem sprog, indhold, genre og situation
  • demonstrere et analytisk beredskab over for andre udtryksformer
  • gøre rede for og vurdere etiske og æstetiske aspekter i andre udtryksformer”

Samfundsfag

I Slutmål efter 9. klassetrin for faget samfundsfag fremgår det under Politik, magt, beslutningsprocesser og demokrati, at ”undervisningen skal lede frem mod, at eleverne er i stand til at:

  • reflektere over mediernes rolle som selvstændige udtryk i den politiske proces” 

Valgfag Medier

I formål for valgfaget Medier fremgår det, at: 

  • ”Eleverne skal opnå forståelse af massemediernes betydning både i egen og fremmede kulturer, så de på den baggrund kan styrke deres handlemuligheder i og uden for skolen.”

Valgfag Billedkunst

I Slutmål for 8. og 9. klassetrin for billedkunst fremgår det under Medieanalyse og Mediernes betydning i samfundet, at ”undervisningen skal lede frem mod, at eleverne kan: 

  • vurdere hensigter, hvormed forskellige mediegenrer bliver produceret 
  • analysere mediers tekniske, håndværksmæssige og æstetiske virkemidler
  • skelne mellem fiktive og ikke-fiktive udtryk samt mediernes blandingsgenrer”

Materialets analyse af dokumentarfilmgenrens forskellige grundformer understøtter de nævnte formål og trinmål på en alsidig og tilgængelig måde. 

Elevernes arbejde med filmklippenes mangfoldige æstetik og brug af virkemidler vil også kunne fungere som en fin forløber for et efterfølgende praktisk forløb, hvor eleverne selv skal skabe små dokumentarfilmsproduktioner i forbindelse med fx projektopgaven.

Kort om dokumentargenren

Dokumentarfilm fortolker noget, der er sket i virkeligheden. 
Da der er tale om film, kan det dog ikke sammenlignes med, hvad vi ser i TV-Avisen, Nyhederne eller i en aktuel TV-reportage.
En dokumentarfilm er instruktørens fortolkning af virkeligheden.

En dokumentarfilm er lavet af en instruktør i en proces, som ofte kan være sammenlignelig med spillefilminstruktørens.

Dokumentarfilminstruktøren bruger typisk flere år på sin film. Den kræver lang tids research og forberedelse og kan også kræve ligeså meget teknisk udstyr, som en spillefilm, for at opnå de helt rigtige effekter og virkemidler

Instruktøren får komponeret særligt musik, produceret plakat og tilrettelagt pressestrategi til PR for filmen. I dag vises flere og flere dokumentarfilm i biografen, da de i underholdningsværdi er kommet på linje med spillefilm, og derfor sælger billetter til et langt større publikum end før set. 

Dokumentarinstruktørens proces

Det er almindeligt (og vigtigt), at instruktøren researcher på sin hovedperson og historie gennem længere tid. Der skabes et tillidsforhold til hovedpersonen, som instruktøren typisk starter med at filme med et lille videokamera, for at få et indtryk af, hvordan filmen kan komme til at se ud. Efter researchperioden skriver de fleste instruktører et slags manuskript, som hjælper dem til at få et overblik over scener og personer, som de gerne vil have med i den endelige film. 

Overblikket hjælper dem også med at udelade nogle personer, omkring hovedpersonen, som der ikke er plads til i filmen. Inden instruktøren går i gang med at optage og skabe den egentlige film, er hun altså rigtigt godt forberedt. 

En dokumentarfilm varer typisk mellem 10 og 60 min. Andre film, der tangerer kunstfilm/-eksperimenter kan vare i blot et minut, eller op til flere timer i træk. Andy Warhols film ’Empire’ (1964) er en optagelse af Empire State Building i New York og varer hele 8 timer og 5 minutter.

Dokumentarinstruktørens drivkraft 

Instruktørerne er typisk drevet af en dyb fascination af verden, vi lever i. Klassikerne blandt dokumentarfilm er ofte dem, der siger noget helt særligt eller generelt fællesmenneskeligt om det at være til, til alle tider. 

Til stor glæde, oplysning og inspiration for os, beskuerne.
 

Fem dokumentariske grundformer

Når instruktøren skaber sin film, kan hun vælge mange teknikker og fortællemåder, der understøtter historien på forskellig vis. Der er tale om at vælge en grundform og så arbejde med dennes særlige elementer. 

Det er disse valg af grundformer, eleverne skal undersøge, definere og arbejde med i det følgende.  

Definition af de fem grundformer (til læreren)

1) Den klassiske

  • Fremlæggelse af et problem – og ofte også af en løsning
  • Klart og simpelt struktureret
  • Alvidende fortæller
  • Stærkt styrende voiceover 
  • Billedsiden er mest illustrativ

2) Den observerende form

  • Forsøg på at indfange den ”rå virkelighed”
  • Ingen fortæller, ingen voiceover
  • Fluen på væggen
  • Fokus på ”det levede liv”, og de magiske /sigende øjeblikke
  • Åben form (tilskueren gives lov til at konkludere selv)

3) Den poetiske 

  • Ingen historie som sådan
  • Fokus på sanselige og poetiske sider af virkeligheden – frem for konkret historie 
  • Æstetik og musik er ofte det centrale

4) Den personlige form 

  • Subjektivt fortalt (instruktøren er ofte selv synlig) – selvfremstilling 
  • Brug af filmiske virkemidler
  • Fokus på den personlige historie
  • Vi kommer tæt på det private

5) Den fiktive 

  • Nyere tendens, dog med rødder i 1960’erne
  • Blanding mellem fiktion og fakta (fx dramatiserede historiske begivenheder, der ikke findes filmoptagelser af. Dramadokumentar)
  • Problematisering af sandhedsfremstillinger. Fx Christoffer Guldbrandsens omdiskuterede ’Den hellige krig’ om Foghs viden om danske krigsfangers skæbne i Afghanistan

De filmiske virkemidler

De dokumentariske grundformer baserer sig alle på valg eller fravalg af:

Iscenesættelse af fortællingen

Show, don’t tell

Når filminstruktøren fortæller, gør hun det først og fremmest i billeder. Man har inden for journalistik og i filmbranchen et udtryk og princip, som hedder "Show, don’t tell" – Vis det, sig det ikke! Altså: Vis det i billeder, sig det ikke (kun) med ord (voiceover, replikker, tekster, osv.).

Vi oplever films billeder på en meget stærk måde, især når der er en hovedperson, som vi følger og identificerer os med. Flere og flere danske instruktører foretrækker at benytte grundformer, som lader hovedpersonerne opføre sig, som "de plejer" i hverdagssituationer foran kameraet.

Når der bliver sat lyd (musik og effekter) til, understøttes og forstærkes billedoplevelsen yderligere. Vi glemmer os selv og bliver til en vis grad forført af historien. 

På TV fortæller journalister eller udvalgte vidner og eksperter os om en sags sammenhæng. 
I dokumentarfilm kan der også forekomme interviews eller speak, men genren har gennem årene udviklet sig og benytter nu ofte de (traditionelt set) fiktive films virkemidler. Således kommer mange af dokumentarfilmens informationer til udtryk via fx billedvalg, kameraindstillinger og brug af lyd – og ekspliciteres altså ikke nødvendigvis i ord.

Hovedpersonen iscenesættes

Instruktøren iscenesætter og følger personerne i forskellige situationer, som klippes sammen på en særlig og tilsigtet måde, så personernes væremåder, facon og attitude får lov at "tale for sig selv". Instruktør og klipper er meget bevidste om, hvordan de kan manipulere klip, billede og lyd, så beskuerens egen fantasi og følelser kommer på arbejde. 

Fastholdelse af beskuerens interesse

For at fastholde beskuerens interesse skal denne kunne leve sig ind i, hvad filmens personer oplever, føler og tænker, og der skal være konflikter, som man skal forholde sig til. Hovedpersonen skal også gerne have en vilje og et mål med sine handlinger, så der skabes en motor, der driver historien frem. Instruktøren skal sørge for at gøre os nysgerrige på, hvordan filmen mon ender, og på hvordan hovedpersonen klarer sig. 

Følelser og tanker, der måske aldrig bliver sagt højt og konkret i filmen, fornemmes og opleves på et dybere plan, der inddrager beskuerens personlige erfaringer og historie mere eller mindre bevidst. 

Berettermodellen 

Mange dokumentarfilm, næsten uanset grundform, bruger eller skeler til elementer fra berettermodellen. De er en måde at ordne filmens handling og dramaturgi på og skabe fremdrift og spænding på.

Det er derfor en god idé at kende til modellen, når man beskæftiger sig med filmanalyse, næsten uanset genren.

Undervisningsforløbet

Det er en god idé at indlede forløbet med at spørge ind til elevernes viden om dokumentargenren overordnet set og få sat dette og genren på plads. 

Herefter bør berettermodellen gennemgås samt princippet om "Show, don’t tell", som beskrevet ovenfor.

Brug evt. Power Point-gennemgangen, og distribuer elevark med definitionerne på de fem grundformer.

Gennemgå et eller to af de første filmklip sammen i klassen. 

Det første filmklip er fra ’Nanook – Kuldens søn’.
Dette kan efterfølges af en fælles gennemgang af et nyt filmklip fra en meget anderledes film; ’Invisible’. Men kun hvis eleverne har brug for mere end én fælles gennemgang. 

Herefter arbejder eleverne selvstændigt videre.
Pointér over for eleverne, at mange film typisk låner fra flere grundformer end en enkelt (hvilket fx gælder for ’Invisible’).

Dokumentarfilmene

Gennemgås fælles i klassen:

  • ’Nanook – Kuldens søn’ (1922)
  • ’Invisible’ (2004) – klip 1

Selvstændigt elevarbejde:

  • ’Invisible’ (2004) – klip 2
  • ’Slaver’ (2008)
  • ’Vesterbro’ (2007)
  • ’Med døden til følge’ (2010)
  • ’Burma VJ – Reporter i et lukket land’ (2009)
  • ’Min avatar og mig’ (2010) 
     

Nanook – kuldens søn

’Nanook – kuldens søn’
Dansk tekst, Stumfilm, Sort/hvid
Dokumentar, 1922, 1t 5min
Af Robert J. Flaherty

Forløbet lægger ud med et underholdende klip fra en klassiker, som er en af de helt markante dokumentarfilm, produceret før talefilmenes gennembrud.

Om filmen

Instruktøren af en af verdens første dokumentarfilm, ‘Nanook – kuldens søn’, var amerikansk og hed Robert J. Flaherty. Han fulgte i mange måneder fangeren Nanook og hans store familie for at vise verden, hvordan man lever og overlever i det kolde Nordcanada. 

’Nanook – kuldens søn’ er et tidligt eksempel på, hvordan dokumentarfilmsinstruktøren iscenesætter sin fortælling. Robert J. Flaherty bad bl.a. Nanook og hans familie om at gøre bestemte ting foran kameraet, så han kunne få den fortælling og de billeder med hjem, som han gerne ville have. Det var før talefilmens indførelse, så han skrev små tekster om, hvad der skete i filmen, som han satte ind mellem optagelserne med jævne mellemrum. 

Der er dog ingen tvivl om, at filmen giver et meget godt billede af, hvordan livet var i Nordcanada omkring 1920.

Den klassiske grundform

Filmen tilhører den klassiske grundform, da fortællingen er karakteriseret ved:

  • Fremlæggelse af et problem – og ofte også af en løsning 
    – Altså hvordan man overlever i Nordcanadas kulde
  • Klart og simpelt struktureret
  • Alvidende fortæller 
    – Instruktøren Robert F. beskriver levevilkårene i tekstform
  • Stærkt styrende voiceover 
    – Igen instruktørens tekster undervejs i filmen
  • Billedsiden er mest illustrativ 
    – Kameravinklen registrerer mest, hvad der sker, men er ikke medfortæller på historien, som vi ser det i dag, hvor kreativ kameraføring, synsvinkler og billedkomposition fortæller "uden ord" ("Show, don’t tell").

Info til læreren om film og klip 

Filmklip: Ankomst i kajak (00-5.40)

Klippet beskriver først, hvor vi er i verden. Efter noget info ser vi for første gang Nanook og hans familie. Vi ser deres ankomst til bredden i kajak. Det sjove ved dette klip er, at der bliver ved med at stige børn og voksne ud af kajakkens dyb – oven i købet en hund! Det minder lidt om en scene, hvor nogen prøver at sætte en verdensrekord, og virker derfor meget humoristisk på beskueren.

Elevopgaver

Invisible

’Invisible’
Uden tale, i farver, sort/hvid
Dokumentar, 2004, 11 min. 
Af Kassandra Wellendorf.

Om filmen

Filmen har ikke én hovedperson, men skildrer en masse personer, som i filmen bliver en slags bipersoner til hinanden. Instruktøren har sat sig for at undersøge menneskers måde at agere i "det fælles rum", når de venter ved et offentligt busstoppested. Ingen taler med hinanden direkte, men alle påvirker hinandens adfærd og kropssprog. Bevægelserne synkroniseres indimellem. Vender én person hovedet, så gør sidemanden det også lige efter.

Instruktøren har i de udvalgte filmklip ordnet sine optagelser efter, hvad folk gør ens. Klippene kommer på rad og række og viser forskellige mennesker, der gaber ens, vender hovedet ens, piller ved deres tasker, eller vender sig fra kameraet på samme måde.

En blanding af den poetiske og den observerende grundform

‘Invisible’ hører ind under følgende to grundformer, der er kendetegnet ved:

Den poetiske grundform

  • Ingen historie som sådan
  • Fokus på sanselige og poetiske sider af virkeligheden – frem for konkret historie 
  • Æstetik og musik er ofte det centrale

Den observerende form

  • Forsøg på at indfange den ”rå virkelighed”
  • Ingen fortæller, ingen voiceover
  • Fluen på væggen
  • Fokus på ”det levede liv”, og de magiske/sigende øjeblikke
  • Åben form (tilskueren gives lov til at konkludere selv)

Info til læreren om film og klip

Filmklip 1: Fremmede mennesker gør ens bevægelser (5:05-6.50) 

I dette klip fokuserer vi på mennesker omkring et budstoppested, der gør ens bevægelser og kigger på hinanden. Man ser folk, der gaber på næsten samme tid, folk, der vender hovedet, eller vender sig fra kameraet synkront.

Vi fokuserer også på lydenes effekt. Skru derfor godt op for lyden, så eleverne kan høre både musik, bystøj og de små nære, intime og umærkelige lyde af folks bevægelser i filmen. Det kan fx være lyden af stof, når folk klør sig, eller det lille dump fra en cigaret, som askes, og et armbånd, der ringler. 

Instruktøren har zoomet ind på mennesker, der ikke ved, at de optages på film. Men effekten ved disse små intime lyde er, at vi beskuere alligevel føler, at vi kommer helt tæt på de skildrede mennesker, selvom kameraet i virkeligheden står så langt væk, at vi normalt ikke ville kunne høre de små intime lyde. 

Der er tale om effektlyde, som er skabt og lagt på filmen senere hen i processen. De små bevægelseslyde er altså ikke lyde fra optagelsen, men konstruerede lyde. Rådhusklokkerne, som ringer midt i det hele, er også lyde, der er lagt på senere hen i skabelsen af filmen.

Den almindelige bystøj, som vi også kan høre, ville i virkeligheden have overdøvet de små umærkelige lyde. Bemærk også ”musikken”, der indimellem toner frem og lyder underlig, knirkende og hylende eller varslende. Den er ikke rar. Den har instruktøren brugt for at beskrive, hvordan folk har det svært med den intime situation tæt på andre fremmede mennesker. 

Filmklip 2: Musikkens indflydelse på filmen og beskueren (00:22-01:33)

De fleste optagelser af menneskerne i dette klip er optaget set bagfra eller halvvejs vendt væk eller skjult bag noget i forgrunden. Man ser kun en enkelt piges lidt skræmmende ansigt forfra "i fuldt billede", inden hun "rives/køres væk" fra os. Det ser ud som om, at dette billede af en pige i en passerende bus er optaget fra en anden bus gennem et busvindue.

Senere i klippet ser vi i fast motion nærbilleder af busser, der kører forbi, eller det er snarere farven gul på bussens side, der flyver forbi vores blik. Mange klip af dette er sat sammen til lyden af en række dybe og "flaprende" toner, som giver associationer til travlhed og små-kaotisk stemning i en by midt i myldretiden.

Elevopgaver

Slaver

’Slaver’
Dansk undertekst. Engelsk, arabisk, svensk tale
Animeret dokumentar, 2008, 15 min. 
Af Hanna Heilborn og David Aronowitch

Om filmen

Abouk på 9 år og Machiek på 15 år er bare to ud af tusindvis af børn, som har været ofre for slaveri under borgerkrigen i det sydlige Sudan. "Vi blev kidnappet af militserne min mor, far, søster og mig," fortæller Abouk med en lav stemme. "Jeg flygtede i panik, men de fangede mig og slog en kraftig metalpløk igennem mine fødder for at tvinge mig til jorden," fortsætter Machiek. 

I denne animerede dokumentarfilm fortæller Abouk og Machiek om mordet på deres forældre, deres bortførelse af militsen, om livet som slaver og om deres befrielse og drømme for fremtiden. Stemmerne i filmen er de to børns – optaget ved et interview i Stockholm i 2003 – mens den flotte, animerede billedside giver publikum mulighed for at rumme de to børns rædselsvækkende historie.

Filmen modtog i 2008 Silver Cub Award ved IDFA-festivalen i Amsterdam.

Den fiktive grundform

‘Slaver’ benytter den fiktive grundform, da filmen er animeret over en radiomontage/et interview på svensk og arabisk med pigen Abouk på 9 år og drengen Machiek på 15 år. Den fiktive grundform er kendetegnet ved at være:

  • En nyere tendens, dog med rødder i 1960’erne
  • Blanding mellem fiktion og fakta 
    – Fx dramatiserede historiske begivenheder, der ikke findes filmoptagelser af. Her drengenes flugt fra Sudan.
  • Dramadokumentar
  • Problematisering af sandhedsfremstillinger

Info til læreren om film og klip

Filmklip: Filmens start (00:00-4:46)

‘Slaver’ er en film på 15 minutter, som eleverne bør se fra start til slut. Herefter bør de gense starten (nogle gange) og gå i dybden med den.

I filmens begyndelse ser vi en slags virkelige dias-fotos af børn, der spiller fodbold i Afrika. De tre-fire fotos er billedbehandlet i kulørte farver og er mikset med en hvid, kort tekst på sort baggrund, som kort informerer om borgerkrigen i Sudan, Afrika. Det er den eneste gang, vi ser virkelige fotos i filmen.

Herefter klippes til selve interviewet, som filmen er skabt over. Billedsiden består udelukkende af animation. 

Vi ser journalisterne, som har svært ved at få udstyret til at virke. De tester lyden, som i øvrigt er præget af støj og en dårlig rumklang, der skaber en følelse af troværdighed omkring det scenarium, vi er vidne til. Der er en tolk til stede, som nyser, og to animerede børn, der ser meget alvorlige ud. Abuk hoster indimellem, hvilket vi også ser hende gøre. Børnenes og journalisternes stemmer forekommer virkelighedstro og er præget af en mundtlighed, som indeholder fejl og gentagelser, der ligger langt fra indøvet replikker. Børnenes stemmer er meget lave og virker undertrykte og forsigtige. 

Når børnene nævner navne og steder, lyder der er et censur-bip, hvilket skaber en stemning af, at børnene er i fare og er "gået under jorden" i Sverige. 

Animationen er optaget med en kameraføring, som virker meget livagtig, som om kameraet indfanger situationen nu og her. Det bevæger sig lidt og har ikke altid de bedste billedbeskæringer. 

Alt dette skaber tilsammen en virkelighedsfølelse, selvom billederne er animerede og helt uvirkelige.

Vi introduceres hurtigt til den 9-årige og 15-åriges skrækhistorier, som begge er meget brutale og blandt andet beskriver, hvordan deres forældre er blevet dræbt. Billedsiden er dog skildret med et grafisk udtryk, der skaber stor afstand til de eventuelle virkelige billeder, vi ellers ville kunne forestille os af blod, lemlæstelse, død, vold og krig. Vi aner mere brutaliteten, end vi får den serveret råt for usødet. Det gør det "nemmere" at rumme børnenes frygtelige historier, som virker meget bevægende på tilhøreren.

Et særligt grafisk element i denne dokumentar forekommer, da pigen Abuk fortæller, at hendes bortfører, "Araberen", kalder hende "Djangaa" (et grimt øgenavn, som Abuks folk, dinkaerne, ikke bryder sig om at blive kaldt). Med ét står der med store bogstaver tværs over billedet "DJANGAA" over den knælende 9-årige Abuk, som sidder sammenkrøbet i bunden af billedet på en kold og hvid baggrund (Tidskode: 04:27). Dette billede kan man lave en fin billedanalyse af. 

Foto: framegrab

Filmen ender forholdsvist ”godt”, da journalisterne spørger ind til børnenes drømme for fremtiden. På et sidste tekstskilt fremgår det, at børnene er vendt tilbage til Sudan og nu går i skole.

Elevopgaver

Supplerende materiale

Andre film med fiktiv grundform:
’Sharaf’ (af samme instruktører) og ’Gasolin’ er gode eksempler på andre film, der benytter sig af den fiktive grundform og mixer interview, arkivklip og rekonstruktioner.

  • Undervisningsmateriale til ’Hvor har jeg hjemme?’, der bl.a. handler om ’Sharaf’
  • Undervisningsmateriale til ’Gasolin’ 
     

Vesterbro

’Vesterbro’
Dansk, Engelsk, Spansk
Dokumentar, 2007, 58 min. 
Af Michael Noer

Om filmen

Instruktøren Michael Noer har i denne film givet et digitalt videokamera til sine 20-årige naboer på Vesterbro med en kort besked om at filme, hvad de måtte opleve af dramatiske begivenheder i deres hverdag. Videokameraet fungerer som deres trofaste ledsager gennem deres parforholds op- og nedture. Julie og Martin er som de fleste på deres alder, impulsive, vilde og konstant på jagt efter oplevelser. Men da de pludselig også oplever en større alvor i deres liv, begynder Michael Noer selv at optage dem og skabe filmen om deres unge liv på Vesterbro.

Den observerende form

– blandet med den personlige grundform

‘Vesterbro’ er et eksempel på den observerende grundform, blandet med den personlige form. 

Den observerende form er kendetegnet ved:

  • Forsøg på at indfange den ”rå virkelighed”
    – De unge filmer sig selv, ligesom de ville have gjort med et hjemmevideokamera. Der er umiddelbart ingen klar historie, plan, æstetik eller særligt udvalgte virkemidler.
  • Ingen fortæller, ingen voiceover 
    – Næsten ingen forklaringer på handlingerne i filmen, kun situationer og samtaler. Få gange udtaler Julie eller Martin sig, mens man ser noget andet på billedsiden, hvilket kan virke lidt som en voiceover, men reelt ikke er det.
  • Fluen på væggen
  • Fokus på "det levede liv", og de magiske/sigende øjeblikke
  • Åben form
    – Vi må selv finde ud af, hvad parret egentlig har gang i mellem sig, og hvad vi skal tænke om det. Tilskueren må konkludere selv.

Fra den personlige form:

  • Vi kommer meget tæt på det private
  • Fokus på den personlige historie
  • Subjektivt fortalt 
    – Når Julie og Martin filmer sig selv.

Info til læreren om film og klip

De næste film og filmklip er eksempler på blandinger af forskellige grundformer. Og det vil måske være en udfordring for eleverne, som gerne vil have nogle sikre "kasser" at putte filmene ned i. Sådan er det bare ikke i det virkelige liv. Tag udfordringen op, og sammenlign evt. med musik og dans, hvor det også er meget populært at fusionere og blande grundformerne for at opnå nye og gode udtryk.

‘Vesterbro’ er en blanding af Julie og Martins optagelser af deres parlivs mange "ups and downs". Optagelser er rystede og fuld af sjove skæve vinkler og kommentarer. Parret er fuld af fis og grænseoverskridende. Fx ser vi på et tidspunkt Martins tissemand (ikke i klippene dog, men lige før klip 2).

Holder man øje er det tydeligt, hvornår instruktør Michael Noer selv tager over og filmer parret. Fx når parret er i billedet begge to.

Filmen følger fuldstændig berettermodellen, men virker som "fluen på væggen", da parrets egne vilde optagelser, klipningens hurtige og kontante rytmer, god rockmusik og effekter fylder så meget i filmens udtryk.

Filmklip 1: Filmens start (00:00-04:05)

Filmens start. Vi ser et væld af (Facebook-lignende) fotos, der kommer så hurtigt, at vi mere aner end ser motiverne rigtigt. Fotos fra hovedpersonernes liv til fuld musik.

Anslag: Julie græder i starten af filmen og siger fuck, fuck, fuck. Vi finder i slutningen ud af, hvor hun er. 

Præsentation af personer og miljø: Vi lærer Julie og Martin at kende som et "cool par", der fjoller, fester, tager stoffer og drikker. De bor på Vesterbro og er sociale med alle deres venner. 

Filmklip 2: Filmens konflikt (09:29-15:45) 

Konflikten og spændingen optrappes. Julie er blevet gravid, og hun skal have en abort. Hvordan tager Martin det?

Filmklip 3: Filmens slutning (53:25-55:48)

Julie og Martin er taget på en lang rejse til Syden. Martin er blevet overfaldet. Julie har ikke kunne finde ham og har frygtet det værste. Man ser hun græder i starten af filmen og siger fuck, fuck, fuck. Det er en rammefortælling og filmen slutter (næsten) her, hvor den startede. 
Men Martin er ok. (Klip) De er taget ud til et andet sted, en strand. Julie spørger Martin, hvad rejsen har betydet for ham. Han siger, at han ikke ved det, men at han savner Danmark og gerne vil hjem og skabe et liv med Julie, som er fuld af glæde og livskvalitet, som han siger.

Filmen slutter, som den startede, med et væld af (Facebook-lignende) fotos fra deres liv til fuld musik.

Elevopgaver

Supplerende materiale

Andre titler af Michael Noer 

Andre film med observerende grundform

  • Armadillo’ – gymnasiefaglig vejledning 
     

Med døden til følge

’Med døden til følge’
Dansk
Dokumentar, 2010, 58 min 
Af Eva Mulvad

Om filmen

For første gang i Danmarkshistorien har det danske retsvæsen givet lov til, at en hel retssag bliver filmet. ‘Med døden til følge’ tager os om bag de sensationelle overskrifter og inddrager os i de komplekse overvejelser om beviser og straf, som dommere dagligt håndterer på danskernes vegne. 

Den konkrete sag handler om en mand, der slog sin bedste ven ihjel med et samurai sværd – var det et uheld, eller var det en bevidst handling, da manden førte sværdet? Sagen er drabelig og følelsesladet. Der står meget på spil for den tiltalte, som både skal genopleve den tragiske nat, hvor hans ven døde, og samtidig forsøge at klare sig gennem en retssag, hvor han står til flere års fængsel.

Den klassiske grundform

‘Med døden til følge’ er et eksempel på den klassiske grundform, som er kendetegnet ved:

  • Fremlæggelse af et problem – og ofte også af en løsning 
    – Slog Ronny sin ven Dan ihjel med vilje?
  • Klart og simpelt struktureret 
    – Vi følger retssagen kronologisk over 3 dage.
  • Alvidende fortæller 
    – Beskueren får hele tiden fortalt, hvad der skal ske.
  • Stærkt styrende voiceover 
  • Billedsiden er mest illustrativ 
    – Kameraet er ikke en medfortæller. Vi ”observerer” blot en retssag. Der er stort set kun billeder af diverse lokaler, retssalen, og de involveredes skiftende ansigtsudtryk. Indimellem optræder nogle få indklip fra TV’s nyhedsprogrammer og politiets dokumentation af gerningsstedet, som er med til at informere os om sagens sammenhæng.

Info til læreren om film og klip

Filmklip: Filmens start (00:00-07:05)

Vi introduceres til filmen og konflikten på fuldstændigt klassisk vis. Strukturen følger berettermodellen eksemplarisk:

I de første 7 minutter oplever vi først et anslag – klip fra TV’s nyheder: En mand er myrdet med et samuraisværd! 

Herefter præsentation af de involverede personer og selve miljøet i fængselscellen og Køge Arrest. Vi bliver præsenteret for problematikken/konflikten.

Senere (efter de 7 minutter) er vi med i retssagslokalet, som er et hvidt lokale, hvor et panel af dommere og domsmænd sidder. På en stol i midten af rummet sidder tiltalte og vidner. Forsvarer og anklager sidder på hver sin side af stolen. 

Igennem filmen optrappes konflikten og spændingen over de tre dage, hvor retssagen står på. Som beskuer venter man spændt på afgørelsen i filmens slutning, mens man søger at finde frem til sin egen holdning til skyldsspørgsmålet. Dels på baggrund af indtrykket af Ronny og dels ud fra det, man får at vide. Retten fastslår til sidst, at der ikke er ført nok bevis for, at Ronny slog Dan (tilsyneladende hans bedste ven gennem 7 år) ihjel med forsæt, men ud fra groft uagtsom adfærd. De var meget berusede, begge to.

Elevopgaver

Supplerende materiale

Andre film med den klassiske grundform

Klassisk grundform blandet med den observerende grundform

Klassisk grundform blandet med den fiktive grundform

Klassisk grundform blandet med den poetiske grundform

Burma VJ – Reporter i et lukket land

’Burma VJ – Reporter i et lukket land’
Danske undertekster, Engelsk, 
Dokumentar, 2009, 1t 26 min
Af Anders H. Østergaard

Om filmen

‘Burma VJ – Reporter i et lukket land’ er en film om videojournalister i det lukkede, diktatoriske Burma. 27-årige Joshua er selvbestaltet videojournalist i Burma og er en del af et større netværk, som sætter livet på spil i deres bestræbelser på at dokumentere militærjuntaens menneskerettighedskrænkelser. Optagelserne smugles ud af Burma til verdenspressen, og filmen giver et unikt indblik i et ellers tillukket regime. Filmen er opbygget omkring den store folke- og munkeopstand i september 2007, hvor den internationale presse var forment adgang.

VJ betyder her video-journalism (journalistik). Ordet kan inden for musik også dække over ’Video-Jockey’, ligesom i Disc-Jockey/DJ, men det gælder altså ikke her.

Filmen var nomineret til en Oscar i 2010. Har modtaget mange andre priser – bl.a. Den Internationale Menneskerettighedspris 2009, hovedprisen og en menneskerettighedspris på IDFA i Amsterdam i 2008, samt to priser på CPH:DOX, m.fl.

Den observerende grundform 

– blandet med den klassiske og den personlige grundform

’Burma VJ – Reporter i et lukket land’ er endnu et eksempel blandt mange på en dokumentarfilm, som blander grundformerne. 

Følgende elementer fra tre forskellige grundformer benyttes i filmen:

Fra den observerende form

  • Forsøg på at indfange den ”rå virkelighed”
  • Fluen på væggen
  • Fokus på ”det levede liv”, og de magiske/sigende (samt især her brutale og voldelige!) øjeblikke

Fra den klassiske form

  • Fremlæggelse af et problem – og ofte også af en løsning
    – Problem: Burmas undertrykkelse af sin befolkning. Løsning: At gøre omverden opmærksom på problemet via den internationale presse.
  • Stærkt styrende voiceover
    – Hovedpersonen Joshua selv m.fl. 

Fra den personlige form

  • Vi kommer meget tæt på det private
  • Fokus på den personlige historie 
    – Joshuas arbejde som reporter og hans venner
  • Brug af filmiske virkemidler 
    – Indimellem bruger instruktør Anders Østergaard filmiske greb, som fx at spole baglæns med vilje osv.
  • Subjektivt fortalt (instruktøren ofte selv synlig) – selvfremstilling
    – Her er der tale om, at vi ser Joshua, der står for en stor del af optagelserne til filmen og indimellem optager sig selv. Instruktøren bag ham, Anders Østergaard, er dog aldrig selv synlig.

Kort om situationen i Burma/Myanmar

Burma har været under militærstyre siden 1962. Landet er blevet ledet af Than Shwe siden 23. april 1992. Næsten alle ministre har militær rang. Sanktioner mod militærstyret har kun haft lille effekt på grund af magthavernes succes med at finde smuthuller i sanktionerne og deres tilknytning til og stigende afhængighed af Kina. En stor del af landets befolkning er buddhister, og mindre etniske grupper er kristne eller muslimer.

Regimet er anklaget for ikke at respektere menneskerettighederne. Modstand og politisk opposition mod regimet bliver ikke tolereret. Der blev godt nok afholdt frie valg i 1990 kort efter opstanden i 1988. Ved valget blev den kvindelige Nobelprismodtager Aung San Suu Kyi valgt som statsminister, men militæret nægtede hende at tiltræde stillingen. 

Daw Aung San Suu Kyi (født 19. juni 1945 i Rangoon, Burma) er en politiker fra Myanmar, der er kendt for sine ikke-voldelige, prodemokratiske aktiviteter i landet. Hun modtog i 1991 Nobels Fredspris. Efter at have siddet i husarrest i 15 af de seneste 21 år, blev Aung San Suu Kyi den 13. november 2010 løsladt af det myanmarske diktaturregime. 

Hun er datter af general Aung San, som forhandlede Burmas uafhængighed fra Storbritannien i 1947, og som blev myrdet af rivaler samme år. Hun studerede ved universitetet i Oxford, hvor hun mødte sin mand, som hun har 2 børn med, men som hun efterlod i London for at kæmpe for sin sag med fredelige midler (fra husarresten) i Burma.

Info til læreren om film og klip

Filmklip 1: Hvordan Joshua filmens reporter og VJ samt selve opstanden startede (10:29-15:56)

Ved hjælp af forskellige scener og elementer indføres vi i filmens fortælling og problematik. Vi ser håndholdte optagelser af gadedemonstrationer. Vi hører en engelsk journalists speak om VJ-reporternes store indsats. Vi læser korte tekster om undergrunds-reportere/VJ’s, der smugler hemmelige filmoptagelser af demonstrationerne ud af landet, fordi den udenlandske presse er forment adgang.

Herefter fortæller Joshua i voiceover om den dag (15. august 2007), hvor han startede med at filme hemmeligt. Imens ser vi enten en rekonstruktion eller selve optagelserne fra denne dag, hvor han startede som VJ-reporter. Han kører i bus med bange buspassagerer, som ikke vil tale med ham. Man ser og hører, at prisen på en busbillet er steget, og man fornemmer, at situationen mellem den militære overmagt og befolkningen er tilspidset. 

Herefter klippes til en demonstrant på gaden, som tager til genmæle og opildner til folkelig protest. Alt dette optages af Joshua med håndholdt "hemmeligt" kamera. Han fortæller i voiceover, at han bliver afsløret, ført væk, og at de tager hans kamera. De billeder, vi ser, har en kollega tilsyneladende optaget. 

Joshua fortæller, at han bliver sat fri igen.

Filmklip 2: Filmens afslutning. Joshuas hovedkvarter bliver afsløret (1:19:36-1:24:12)

Man forstår, at Joshuas hovedkvarter er afsløret, og at overmagten har taget alt deres udstyr og optagelser, hvilket bevirker, at Joshua og hans kolleger må starte helt forfra. Joshua fortæller i voiceover, at det er føles, som en modløs og håbløs situation.

Men Burmas befolkning er tilsyneladende blevet inspireret af VJ’sene, og man ser andres optagelser af mennesker og tilflugtssteder og forstår dermed, at kampen ikke er slut endnu, hvilket Joshua selv bekræfter i en voiceover i slutningen af filmen. 

Elevopgaver

Supplerende materiale 

Min avatar og mig

’Min Avatar og mig’
Dokumentar, 2010, 60 min. 
Af Bente Milton og Mikkel Stolt

Om filmen

Den lidt uheldige filminstruktør Mikkel beslutter sig for at prøve lykken i den virtuelle verden Second Life. Her møder han den smukke avatar Helena, som giver ham en "make over" og hjælper ham i gang med en strålende karriere som instruktøren Mike. I takt med succesen i Second Life kører hans virkelige liv helt af sporet, kæresten smider ham ud, og han ender med at miste alt. Hans grådighed får også Helena til at droppe forbindelsen med ham, og den virkelige Mikkel sætter nu alt ind på at finde den virkelige Helena. En rejse, som sætter ham i kontakt med blandt andet lysvæsener og videnskabsmanden Danny Hillis, og som til sidst får ham til at indse, hvad der virkelig betyder noget.

Filmen er listet som en dokumentarfilm på Filmcentralen. Andre steder kaldes den en fantasy-dokumentar eller en "docomedy". I hvert fald er filmen instrueret af Bente Milton og hovedpersonen selv. Den har tydelige fiktive lag, som er godt blandet sammen med dokumentariske optagelser, hvor hovedpersonen Mikkel Stolt eksempelvis improviserer eller virkeligt møder Helena, hans store forelskelse i Second Life. 

Den personlige grundform

– blandet med en form for fiktiv grundform

’Min Avatar og mig’ er skabt ud fra den personlige grundform, som er kendetegnet ved:

  • Subjektivt fortalt (instruktøren er ofte selv synlig) – selvfremstilling 
  • Brug af filmiske virkemidler
  • Vi kommer meget tæt på det private
  • Fokus på den personlige historie

Der er imidlertid tale om en helt særlig dokumentarfilm, som udfordrer dokumentargenren (der normalt skildrer virkeligheden!) ved sin brug af en virtuel verden. Nemlig det internetbaserede sociale fællesskab, Second life, som hovedpersonen/instruktøren og enkelte bipersoner også optræder i, men i form af animerede figurer. 

Der er altså "to af hovedpersonen", som vi følger i "to forskellige verdener"; den virkelige og den virtuelle.

Kort om Second Life

I Second Life kan man deltage gratis, hvis man vil, og blive "resident" (indbygger) ved at vælge sig en avatar. De fleste avatars ser rigtigt godt ud og har et ungt udseende.

Man bestemmer selv sin avatars udseende og avataren er ens stedfortræder, som både kan gå, flyve og bevæge sig i spring gennem tid og rum.  Der er snart sagt ikke det, man ikke kan i Second Life. Man kan besøge spændende steder, gå til koncerter, flyve i luftballon, i klæde sig det lækreste tøj eller chatte med de andre residenter. 

Second life er gratis. Men man kan også bruge rigtige penge i Second Life og fx købe sig et sted at bo, noget land eller tøj for en pengefod, som kaldes Linden Dollars. Den kan omveksles til rigtige danske kroner og øre igen. 

En avatar er ens "stedfortræder" i den virtuelle verden. I den hinduistiske mytologi betyder det en inkarnation (kropslig manifestation) af et højere væsen/en Gud. Sanskrit-ordet avatāra betyder direkte oversat "nedstigning”.  
Kilde: Wikipedia.

Info til læreren om film og klip

Filmklip 1: Begyndelsen på Min Avatar og mig med introduktionen til Second Life (00:00-16:10)

Filmen præsenterer instruktøren Mikkel Stolt, hans kæreste Helle, hvor han bor og hans mange problemer med at skaffe penge til sine filmprojekter, som han til stadighed får afslag på af Filminstituttets konsulenter. Mens man ser ham til møder eller sammen med sin kæreste, fortæller han i voiceover, at vi i tilbageblik skal opleve, hvordan han kom ind i Second Life – svaret på hans bønner om at være en succesfuld instruktør, der kunne tjene sine egne penge.

I de sidste minutter af klippet veksler vi konstant mellem at være i den (iscenesatte) virkelige verden og i den virtuelle Second Life-verden.

En ny grundform nr. 6

Inddragelsen af Second life og hovedpersonens avatar i filmen ’Mig og min Avatar’ har den konsekvens, at begreber, som "privat", "personlig" og "selvfremstilling" samt "iscenesættelse" og "show, don’t tell", får helt ny betydning. Arbejdet med og analysen af denne dokumentarfilm giver forhåbentlig stof til en god debat mellem eleverne og om dokumentargenrens udvikling og muligheder på sigt.  

Konsekvensen af dette må være, at der vil blive brug for en helt ny grundform at skabe nye dokumentarfilm ud fra. Noget, som det er oplagt at inddrage eleverne i, så de selv kan prøve at definere og kategorisere en ny "grundform nr. 6". 

Elevopgaver

Supplerende materiale

Læs bloggen med Mikkel Stolts beskrivelser af processen med filmen
Mikkel Stolts egne tanker om filmens tilblivelse, og hans kamp mod hovedinstruktøren og producenternes pres for at gøre filmen mere fiktiv og instrueret end Mikkel Stolt selv ønskede. 

  • http://docomedy.blogspot.com/2011/05/min-avatar-og-mig-med-flere.html

Andre film under den personlige grundform:

Ekstra: dokumentargenrens mange undergenrer

Dette forløb har undersøgt dokumentarfilmens forskellige grundformer. Sæt af byggesten som en instruktør tager udgangspunkt i, når hun vil skabe en filmfortælling om noget virkeligt.

Der findes imidlertid mange andre typer dokumentariske udtryk. 

Hvis læreren kan afse tiden, så kan dette forløb udvides med en generel diskussion om og undersøgelse af dokumentargenrens mange undergenrer samt deres resurser, muligheder, målgrupper og udfordringer i fremtidens mediebillede. Herunder nævnes nogle få af de mest aktuelle undergenrer.

  • På Danmarks Radios Skole-hjemmeside findes filmklip og undervisningsmaterialer for mellemtrin og udskolingen i dokumentarformer på TV. https://www.dr.dk/skole/dansk/dokumentar

Dokusoap

Dokusoapen er et serieprogram, der handler om virkelige menneskers liv, oplevelser og følelser. Typisk følger den en arbejdsplads eller en gruppe mennesker over en periode og krydsklipper mellem flere historier.
Eksempler: 'På arbejde på Hovedbanegården' (DR) og 'Chris (MacDonald) på Skolebænken' (DR) (Kilde: dr.dk)

Reality shows

Reality shows er stormet frem og har gjort helt almindelige mennesker til forsidestof.
Programmerne har afsæt i virkeligheden (reality), men fokuserer på underholdningen (show). Typisk bliver en gruppe mennesker isoleret for at løse en opgave. Nogle af deltagerne bliver stemt hjem undervejs, og vinderen får en præmie. (Kilde: dr.dk)
Eksempler: Paradise Hotel (TV3) og Robinson Ekspeditionen (TV3). 

Dokumentarprogrammer (til TV og radio)

Disse er præget af en langt mere journalistisk tilgang til et emne. Formen lægger sig dog i høj grad op af den klassiske grundform; med en stemme i tredje person fremlægger journalisten et budskab om virkeligheden. Mange nyheds- og aktualitetsindslag har denne form, hvor interviewsekvenser, arkivmateriale, grafik mv. kædes sammen af en neutral speakerstemme.

Dokumentarisme 

Endnu en interessant hybridgenre. Med -isme indikeres, at skridtet er taget helt ind i kunstområderne. Dokumentarisme blander fiktion og ikke fiktion i den forstand, at det digitale udtryk eller teksten tager afsæt i virkeligheden – noget historiefast, men fremstillingen bliver fiktiv med en forfatters frihed til at ”opfinde” personer og ændre på handlingsgangen, så det bliver utydeligt, hvornår forfatteren digter på virkeligheden. Filmen eller musicaludgaven ’Evita’ er et klart eksempel på den dokumentaristiske genre. Et andet og kendt eksempel er ’Livlægens besøg’ af Per Olov Enquist.