Kort introduktion
Serien er vokset til en af de mest populære fortælleformer. Vi møder serier på tværs af platforme, og de kan få os til at grine, gyse, græde, undre os og spekulere – præcis ligesom film. Men samtidig inviterer de os ind i historier og universer, som vi kan følge over mange afsnit og sæsoner.
‘Fokus på serier’ undersøger seriens ingredienser, og hvilke fortællegreb der får os til at se videre. Materialet sætter fokus på seriens særlige fortælleform, karakterudvikling, genrer og dramaturgi. Eleverne skal analysere fiktive og dokumentariske serier som Saving the Fucking Planet, Rainbow, Scooter Boys, Elitedanserne og 'Si'r det bar''. De skal også arbejde kreativt med deres egne idéer.
Undervejs møder I to professionelle serieskabere, som fortæller om processen bag udviklingen af en serie. Eleverne får indblik i de valg og overvejelser, der ligger bag arbejdet med at skabe karakterer, konflikter og fortællinger, som kan fastholde et publikum gennem en hel sæson.
Materialet indeholder både analytiske opgaver og kreative øvelser. Alle filmiske termer er linket op til Filmleksikon. Forløbet afsluttes med, at eleverne selv udvikler og pitcher en serieidé og får erfaring med nogle af de samme processer, som rigtige serieskabere arbejder med.
FAGLIGT FOKUS
- Hvad er en serie?
- Serien som fortælling
- Sæsonbue, episoder og plot
- Dokumentarserier og mockumentary
- Karakterer og konflikter
- Fra idé til pitch – pitch jeres egen serie
Klip: Interview med serieskaberne Charlotte Bonnevie Mwakitalu og Arian Kashef
Dette materiale er skrevet af lærer, instruktør og manuskriptforfatter Charlotte Bonnevie Mwakitalu, august 2026.