I Kill Giants

I Kill Giants

– et undervisningsmateriale

Filmfaglige vinkler

Anslag, mission og gysereffekter

Anslaget i ’I Kill Giants’ starter med et nærbillede: profil af pige med briller. Det er denne pige, som filmen handler om. Hun er den altdominerende hovedperson. Det er hende, som vi skal følge. Vi ser film, læser bøger og hører historier, fordi vi interesserer os for mennesker og deres gøren og laden. Og Barbara er bestemt værd at lære at kende og vide noget mere om. For hun foretager sig de særeste ting i skoven. Sætter fælder og smører ”lokkemadssalt” på træstammer. Hvorfor gør hun det? Anslaget slutter med, at en kæmpe i et kort nu viser sig. Også i et nærbillede. Senere siger Barbara: ”Jeg finder kæmper! Jeg jager kæmper! Jeg dræber kæmper!”. Barbara er altså selverklæret kæmpejæger og vil beskytte samfundet mod en konstant truende fare. Det er hendes mission, og den fylder hele hendes unge liv. Hun har ikke tid til bagateller som husligt arbejde eller for den sags skyld skolen. Hendes mission er højt hævet over dagligdagens trummerum.

En films anslag skal sætte en stemning og i ultrakort form fortælle, hvad netop denne historie handler om. Det bliver gjort forbilledligt i ’I Kill Giants’ ved at skildre missionen fra start. Men der er naturligvis overraskelser undervejs. En god filmhistorie kan defineres som en række nøje, velplacerede overraskelser, og det har ’I Kill Giants’ på sin vej mod afsløringen af den store hemmelighed. 

Efter anslaget følger scener fra en dysfunktionel familie, hvor de voksne glimrer ved deres fravær. Derefter scenerne på skolen, hvor Barbara nægter at lade sig mobbe af en tyran og er den velmenende psykolog overlegen.

Både hjemmelivet med storesøsteren i en moderrolle og skildringen af skolelivet bærer præg af hverdagsrealisme, mens man i anslaget tror, man skal se en gyserfilm. Her er uheldssvanger underlægningsmusik og mørke billeder af en natur, som forekommer uhyggelig, for eksempel via et nærbillede af en foruroligende ugle. Alt peger på en fare og varsler kæmpens ankomst.

Men ’I Kill Giants’ er ikke en gyser. Dens formål er ikke kun uhygge eller at skræmme sit publikum. På den måde er den ikke en ren genrefilm, men snarere en blanding af gys og hverdagsrealisme, med et spændende blik på en barndom, hvor man må søge tilflugt i et selvopfundet fantasiunivers. Et univers, som kan holde det onde stangen og forhindre det uundgåelige. Dette gyserunivers er et billede på Barbaras indre dæmoner, hvortil det filmiske udtryk afspejler hendes sind og kamp.

På den måde er instruktøren Anders Walter trofast mod sin interesse for børn og deres forestillinger om døden – som også er temaer i hans kortfilm ’Den talende kuffert’ (2011), ’9 meter’ (2012) og ’Helium’ (2014). Især ’9 meter’ er ’I Kill Giants’ tematisk i familie med. Her mener en dreng, at hvis han kan slå rekorden i længdespring, vil hans syge mor få det bedre. 

I Kill Giants
Foto: Camera Film

Rekvisit 

En filmisk rekvisit er en genstand, som er med til at bære billedfortællingen frem. Den kan have symbolsk betydning, være informerende og er under alle omstændigheder vigtig for handlingen. ’I Kill Giants’ har en tydelig og betydningsladet rekvisit. Barbaras hjerteformede taske med ordet ’Coveleski’ påsat indeholder ikke alene en benhammer, smedet af et knoglefragment fra kæmpen Urs kæbe. Alle tiders bedste krigshammer; Tordenskaberen, Lysbæreren. Tasken fortæller også historien for Barbaras fantasiverden. En legendarisk baseballpitcher Harry Coveleski besejrede i 1908 New York Giants tre gange på fem dage. Han fik kælenavnet Kæmpedræberen (The Giant Killer).

Det kan være en god idé at se på, hvordan rekvisitten bliver brugt igennem hele filmfortællingen, binder historien sammen og giver den mening. Barbaras følelsesmæssige eller psykiske styrke er nemlig gemt i tasken.

Grafisk roman

Man kan i undervisningen anskaffe sig den grafiske roman, som er filmens forlæg, og se på ligheder og forskelle i de to medier. John Kelly (tekst) og Ken Niimura (design) har skabt en forrygende, sort-hvid billedbog med et bombardement af vilde billedbeskæringer og perspektiver, som giver romanen sit helt eget udtryk. Romanen er fortalt i brudstykker, mens Anders Walters film har et mere traditionelt forløb. 

I bogen er hovedkarakteren, Barbara, og hendes mission ikke anslaget. Det er rekvisitten. Efter et helsidebillede af en vred Barbara på en kæmpes hånd følger et dobbeltopslag med tegninger af romanens persongalleri. Dertil en tilegnelse, som rummer hele fortællingens morale: 

“To those fighting their own giants, 
You’re stronger than you think.”

Derefter starter Chapter 1: ”The Hammer” med netop rekvisitten. Rekvisitten mystificerer handlingen og pirrer på en anden måde end filmen nysgerrigheden med billeder tasken, blod fra en nål i en finger og ordene Thurisaz. The Thorn. The Hammer. Efterfølgende får man et overblik (fugleperspektiv) over byen, og først da starter skolehistorien. 

I Kill Giants
Foto: Image Comics, 2017

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle