Kensukes kongerige 5.-6. klasse elev

Hjem

Introduktion of formål

Før I ser ´Kensukes kongerige´, skal I arbejde med jeres forforståelse og tale om, hvad mennesker har brug for at kunne klare sig og føle sig hjemme.

Herefter skal I arbejde med filmens handling og derefter naturen som tema.

I skal også lære om de filmiske virkemidler såsom kameravinkler, billedbeskæringmusik og lyd, og I skal på en oplevende måde analysere filmens dramaturgi.

I skal både arbejde alene, parvis og i grupper, og der er både samtaler, skriveopgaver, tegneopgaver, dramaøvelser og kreative aktiviteter.

Læringsmål: I opgaverne skal I arbejde frem mod at …

  • Undersøge, hvordan mennesker, natur og dyr kan leve i pagt med hinanden.
  • Beskrive stemninger og følelser i film.
  • Opdage, hvordan lyd, musik og stilhed påvirker en filmoplevelse.
  • Lære de forskellige kameravinkler og billedbeskæringer.
  • Analysere, hvordan en hovedperson forandrer sig gennem et moderne eventyr.
  • Deltage i klassesamtaler og samarbejde om kreative opgaver.
Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

Film og forforståelse

´Kensukes kongerige´ er en animationsfilm fra 2023, som er baseret på en bog af Michael Morpurgo.

Filmen handler om drengen Michael, der er på en sejltur med sin familie. Under en voldsom storm falder han i havet sammen med sin hund Stella, og de skyller op på en øde ø. Her må de sammen finde ud af, hvordan de kan overleve. I starten tror Michael, at han er helt alene, men det viser sig, at der bor en ældre mand på øen, som hedder Kensuke.

Det er en rolig og tankevækkende film, som får én til at tænke over, hvordan mennesker kan hjælpe hinanden og lære af hinanden. 

Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

Forforståelse

Inden I ser filmen, er det en god idé at vide lidt om en vigtig historisk begivenhed.

Under 2. verdenskrig var der krig mellem mange lande i verden. Krigen varede fra 1939 til 1945 og påvirkede millioner af mennesker.

I slutningen af krigen kastede USA en atombombe over den japanske by Nagasaki. Mange mennesker døde, og endnu flere mistede deres hjem og familier.

´Kensukes kongerige´ handler som sådan ikke om 2. verdenskrig, og heller ikke om atombomber, men I filmen møder du en person, hvis liv er blevet påvirket af atombombningen i Nagasaki.

I grupper

  1. Hvad ved I om en atombombe?
  2. Hvordan tror du, krig kan påvirke et menneskes liv?
  3. Hvordan tror du, det vil være at flytte fra dit hjem og skulle bo et helt andet sted, hvor man ikke taler samme sprog?
  4. Del jeres tanker i klassen.

I klassen

Diskutér:

  • Hvad er egentlig vigtigt for et menneske for at kunne klare sig på en øde ø? 

Alene

  • Skriveopgave: Hvad ville du tage med på en øde ø?
    - Forestil dig at du skal overleve og bo på en øde ø. Hvilke 5 ting ville du tage med? 
    - Skriv dem ned på et stykke papir.

I klassen

  • Del i klassen, hvad I har skrevet. 
    - Var der nogle ting, der gik igen? Hvilke ting var vigtigst?
    - Var der noget, I blev i tvivl om? Fik du nye idéer af de andre?
Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

Handling

Alene

Vælg en af skriveopgaverne: 

1. Michaels logbog

Michael får en logbog af sin far, for at han skal skrive alle deres oplevelser fra deres jordomsejling ned. Også den skyller op på øen, og Michael bliver glad, da han finder den oppe hos Kensuke. 

Skriv Michaels logbog. Fortællingen skal begynde på båden, inden Stella er blevet opdaget af hans forældre, og slutte, da Michael siger farvel til Kensuke.

Tænkeopgave

  • På hvilken måde binder logbogen Michael og Kensuke tættere sammen?

2. Referat

  • Skriv et detaljeret referat af filmen. 
Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

Temaer

OBS: Temaet 'I pagt med naturen' findes som printbar pdf.

I pagt med naturen 

I ´Kensukes kongerige´ lever Kensuke tæt sammen med naturen og dyrene på øen. Han har særlige ritualer og vaner, som viser respekt for chimpanserne og naturen omkring ham. Michael forstår i starten ikke Kensukes måde at leve på. Men gennem filmen ændrer hans syn på naturen og dyrene sig.

Ritualet med chimpanserne

I klassen

Se klip 1, hvor Michael opdager og uheldigvis afbryder Kensuke og chimpansernes ritual.
Læg mærke til lydene, tempoet, Kensukes bevægelser, chimpansernes reaktioner og stemningen i scenen.

KLIP 1

Hvordan virker scenen?

  • Rolig
  • Spændende
  • Højtidelig
  • Uhyggelig
  • Mærkelig
  • Tryg
  • Vigtig
  • Sårbar
  • Fin
  • Andre bud? 
     
  1. Hvad er det, Kensuke gør? 
  2. Hvad fortæller han med sit kropssprog?
  3. Hvordan opfører Kensuke sig over for chimpanserne?
  4. Hvad tænker Kensuke om chimpanserne?
  5. Hvad tror I, formålet med ceremonien er?
  6. Hvordan reagerer Michael på situationen?
  7. Forstår Michael ritualet? Hvordan kan det ses?

Da Michael bryder balancen

I klassen

Se klip 1 igen med fokus på, hvor Michael truer chimpansen med kæppen.

  1. Hvorfor gør Michael det?
  2. Hvordan reagerer chimpansen?
  3. Hvad tænker og føler Kensuke?
  4. Hvorfor tror du, Michael bliver flov bagefter?

Identificér følelser og imitér

To og to

I skal beskrive tidspunkter i klippet, hvor I ser eksempler på følgende følelser, og imitere dem for hinanden:

  • Frygt
  • Vrede
  • Skuffelse
  • Skyld
  • Evt. dit eget bud

Beskriv kropssproget, eller tegn dine eksempler.

Følelse Hvordan kan man se det?
Frygt  
Vrede  
Skuffelse  
Skyld  
Evt. dit eget bud  

Michaels forandring

I klassen

Se klip 2, hvor Michael passer Kensuke og siger til ham: 
                           
    ”Jeg forstår det nu, hvorfor du ikke ville have, nogen skulle finde dig. 
     Du måtte blive her for at beskytte dem. De er din familie nu.”

Hvorefter han går ned og udfører ceremonien og ritualet med chimpanserne.

KLIP 2

  1. Hvad tror I, Michael mener med det, han siger til Kensuke?
  2. Hvad har han lært?
  3. Hvordan opfører han sig anderledes nu?
  4. Hvordan reagerer Kensuke?

To og to 

Skriveopgave – sammenlign de to scener

Michael før (Klip 1)   Michael efter (Klip 2)
Hvordan handler Michael første gang? Hvordan handler Michael senere?

 

 

 

 

I klassen eller i grupper 

I filmen prøver Kensuke ikke at bestemme over naturen, men at leve i balance med den. Michael tænker anderledes i starten af filmen, men begynder efterhånden at forstå Kensukes måde at leve på. 

  1. Har mennesker ret til at bestemme over dyr?
  2. Kan dyr have familier og følelser ligesom mennesker? 
  3. Hvorfor vil nogle mennesker tage vilde dyr til fange?
  4. Kan mennesker lære noget af Kensukes måde at leve på?
  5. Hvornår passer mennesker godt på naturen — og hvornår gør de ikke?
  6. Et spadestik dybere: Er mennesker en del af naturen — eller står vi uden for den?

Alene 

Skriveopgave

  • Hvad tror du, filmen prøver at fortælle om menneskers forhold til og ansvar for naturen?
Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

Filmsprog

OBS: Opgaverne til de filmiske virkemidler findes som printbar pdf.

Filmiske virkemidler 

De filmiske virkemidler er filmens æstetik. Det er måden, billederne og lyden bruges, det vil sige filmens udtryk. Virkemidlerne er med til at fortælle historien og skabe stemning og spænding i en film.

Kameravinkler

I klassen

Læs og sæt en streg. Hvilke af de tre billeder hører til hvilke kameravinkler? Sæt streg mellem tekst om perspektiv og billede. 

Når kameraet filmer nedefra og op kaldes det frøperspektiv. 

Det, der bliver filmet, fornemmes større end os som tilskuer. Man får fornemmelsen af, at det, der vises, er farligt. Det kan også give følelsen af, at man er skjult for dem, man ser på skærmen, og at man opdager noget hemmeligt. 

Når kameraet filmer oppefra, kaldes det fugleperspektiv.  

Det, der filmes, virker småt og sårbart. Det kan også føles, som om det er nogen eller noget, man ikke kender (endnu), men man bliver nysgerrig på.

 

Når kameraet filmer i øjenhøjde, kaldes det normalperspektiv. 

Kameravinklen er neutral, og vi kan iagttage og lære personer og miljø bedre at kende.

Komposition

To og to

Skriveopgave. Se på billedet nedenfor:

Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

 Hvad ser vi i forgrunden?

  • Hvad ser vi i mellemgrunden? 
  • Hvad ser vi i baggrunden? 
  • Kan du huske, hvad Kensuke og Michael laver i denne scene? 
  • Hvordan er farverne
  • Hvem eller hvad har du mest sympati for i denne scene? Hvorfor? 

Billedbeskæring

I klassen

Læs og sæt en streg. Billedbeskæring handler om afstanden mellem seer og motiv.
Sæt streg mellem tekst om beskæring og det rigtige billede.

Når man ser motiver på lang afstand, er det supertotal.
Man får indblik i, hvor filmen foregår, og hvilken stemning der er. På den måde får vi informationer til en miljøbeskrivelse.
 
Kan man se personerne i fuld figur, kaldes beskæringen total. Her kan vi se deres tøj og kropsholdning, som giver os indtryk af deres ydre personkarakteristik.
 
I en halvtotal beskæring ser vi som regel personerne fra 
knæene eller hofterne og op. Vi kan stadig se lidt af omgivelserne. Beskæringen er god til at vise bevægelser og action.
 
En halvnær beskæring viser personer fra brystkassen og op. Vi kommer ret tæt på personerne og kan tydeligt se deres ansigter og reaktioner.
 
Et nærbillede viser en person (ofte ansigtet) eller en genstand tæt på. Denne beskæring bruges tit i scener, hvor følelser er i fokus. Nærbilledet kan også fremhæve en ting, der er vigtig for handlingen.
 
En ultranær beskæring viser en detalje. Det kan fx være en del af et ansigt eller en genstand. Med denne beskæring kommer vi helt tæt på en person. Ultranær kan også fremhæve en ting, der er vigtig for handlingen.
 

Alene 

Skriv hvilket perspektiv kameravinklen har i alle scener på billederne ovenfor? 

Lyd

Film er ikke kun billeder. Lyde, musik og stilhed hjælper også med at fortælle historien og skabe stemning. I ´Kensukes kongerige´ er der ikke så mange replikker. Derfor bliver lydene ekstra vigtige.

I klassen 

Se klippet nedenfor

Michael er faldet i vandet og skyller op på kysten. Hvad tror du, at Michael tænker? Hvad tænker du? 

KLIP 1

Se klippet igen, og prøv at lukke øjnene indimellem, det kan gøre hørelsen bedre. Sæt kryds ved de lyde, du kan høre, og skriv andre lyde på linjerne. Tænk over, om de er tydelige eller føles langt væk.

  • Bølger      
  • Vind        
  • Vand og bobler      
  • Stjerneskud      
  • Junglelyde        
  • Fugle        
  • Musik      
  • Stilhed     
  • Noget andet   

Hører Michael det samme som os? Det, som Michael også hører, kaldes synkron lyd. Det, som han ikke hører, kaldes asynkron lyd. 

  • Sæt ring rundt om de lyde ovenfor, som Michael ikke hører (altså den asynkrone lyd). 

Klassesamtale (med blyant ved hånden)

  • Hvordan hjælper lydene os med at forstå Michaels situation?

Michael kan ikke se særlig meget gennem tågen. 

  1. Hvad lægger du mærke til? 
  2. Hvordan hjælper lydene os med at forstå Michaels situation? 

Sæt kryds:

  • Lydene virker tættere på.      
  • Stilheden føles spændende.     
  • Man bliver mere opmærksom på små lyde.     
  • Man bliver nervøs.      
  • Noget andet. 

’Kensukes Kongerige’ har ikke så mange replikker. 

  1. Hvordan fortæller filmen alligevel historien?
  2. Hvilke lyde husker du bedst?
  3. Hvornår er der næsten helt stille?
Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

Dramaturgi – hvordan fortælles historien?

Film bygger spænding op på forskellige måder. I mange ændrer historien sig gennem særlige øjeblikke, hvor noget vigtigt sker, konflikten vokser eller hovedpersonen forandrer sig.

I ´Kensukes kongerige´ sker der en del dramatiske ting, og spændingskurven følger den model, vi kalder berettermodellen

At berette betyder at fortælle, og en model er noget, vi ofte gerne vil inspireres af. Så berettermodellen er en inspiration til, hvordan man kan fortælle sin historie på en måde, hvor andre synes, det er virkelig spændende. Og så er det også en model til at analysere fortællingen og måske blive klogere på, hvad den også vil fortælle os – dens budskab.

Se eventuelt Alineas korte beskrivelse om berettermodellen.

Byg filmens berettermodel

OBS: Billeder til opgaven findes i printbar pdf om dramaturgi.

I grupper

I skal arbejde sammen i grupper på otte. Hver elev får et stillbillede fra filmen.

Del 1 – Fortæl om billedet

Beskriv billedet for de andre i gruppen.

  1. Hvad sker der i scenen?
  2. Hvilken stemning er der?
  3. Er scenen vigtig for Michaels udvikling?

Byt billeder, så I får kendskab til flere scener fra filmen.

Del 2 – Læg billederne i rækkefølge

Når I har set og beskrevet billederne, skal I sammen lægge billederne i kronologisk rækkefølge, og I skal diskutere, hvor spændingen ændrer sig i filmen.

Del 3 – Placér berettermodellens faser

Skriv berettermodellens faser på syv post-its, og placér dem ved de billeder, I synes passer bedst.

  1. Anslag
  2. Præsentation
  3. Uddybning
  4. Point of no return
  5. Konfliktoptrapning
  6. Klimaks
  7. Udtoning

Samtale i gruppen

  • Var I enige om placeringerne?
  • Hvilke scener synes I er vigtigst?
  • Hvornår ændrer filmen retning?
  • Hvornår er spændingen størst?
  • Hvornår forandrer Michael sig mest? Hvilken begivenhed gør den helt store forskel for ham?

En hovedperson, der forandrer sig i løbet af fortællingen, kaldes en dynamisk hovedperson. Det modsatte er en statisk person; denne person forbliver den samme.

  • Hvordan kan man se, at Michael er blevet mere moden? Og er Michael en dynamisk hovedperson?

Præsentation for klassen 

I skal sammen med jeres gruppe præsentere jeres berettermodel for de andre i klassen og fortælle, hvorfor I har valgt, som I har gjort.

I skal også vælge et af jeres stillbilleder fra jeres berettermodel, som I synes er særligt vigtigt for filmens fortælling. Forklar de andre, hvorfor netop dén scene er særlig. Det er okay at være uenige, og husk at lytte til hinanden. Kan I ikke blive enige, er det okay at præsentere mere end én scene.

Aktantmodellen

I klassen / lærerstyret

Aktantmodellen viser, hvordan personer og kræfter påvirker hovedpersonen i en fortælling. I ´Kensukes kongerige´ møder Michael både hjælpere, modstand og prøvelser.

  1. Hvem hjælper Michael?
  2. Hvem eller hvad skaber problemer for ham?
  3. Hvad prøver Michael at opnå?
  4. Hvad lærer han undervejs?

Udfyld skemaet sammen med din klasse og lærer (fx på smartboard)

Rolle                                      Hvem eller hvad passer til rollen?
Helt(inde) / subjekt  
Mål / objekt  
Hjælper  
Giver  
Modstander  
Modtager  

I klassen / grupper 

  1. Hvordan hjælper Kensuke Michael?
  2. Hvad giver Kensuke videre til Michael?
  3. Er naturen kun en modstander i filmen?
  4. Kan chimpanserne både hjælpe og udfordre Michael?
Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films

Genre – et moderne eventyr 

To og to / grupper 

En coming of age-fortælling handler om en person, der udvikler sig og lærer noget vigtigt om sig selv eller verden.

Se følgende tre filmklip, og besvar spørgsmålene:

KLIP 2

KLIP 3

KLIP 4

  1. Hvordan forandrer Michael sig gennem filmen?
  2. Hvilke oplevelser gør ham mere moden?
  3. Hvad lærer han af Kensuke?
  4. Hvilke scener viser tydeligst, at Michael har forandret sig?

En robinsonade er en fortælling om mennesker, der må overleve isoleret fra resten af verden – ofte på en øde ø. Genren har fået navn efter fortællingen om Robinson Crusoe. 

Måske I kender til andre lignende fortællinger og film? Hvilke

´Kensukes kongerige´ minder også om et eventyr, fordi den handler om en rejse væk hjemmefra, prøvelser, hjælpere, farer og forandring. Men filmen er også anderledes end mange klassiske eventyr.

  1. Hvilke dele af filmen minder om et eventyr?
  2. Er der magi i filmen?
  3. Føles filmen realistisk?
  4. Hvordan bruger filmen naturen og øen som en særlig verden?

Hvad er jeres konklusion?

  • Hvilken genre passer bedst til filmen?

Er filmen mest:

  • Coming of age?
  • Drama?
  • Robinsonade?
  • Eventyr?

Kan en film godt være flere genrer på én gang? Hvordan?

Video

I grupper 

Gå sammen i små grupper, og lav en video af hinanden, hvor I fortæller, hvad I har fundet frem til i jeres arbejde med ´Kensukes kongerige´. I kan starte med at fortælle, hvad den handler om, og slutte med, hvor mange stjerner I vil give den.

Hvis I har en skoletubekanal, kan I uploade den dertil og redigere i den.

Foto: 'Kensukes kongerige' (2023) Angel Films