Moderne tider

Moderne tider

- et undervisningsmateriale

Filmens handling

Vi befinder os i USA under 1930'ernes økonomiske depression. Filmens helt – Charlie Chaplins lille vagabond – har fået job på en fabrik, men det ensformige arbejde ved samlebåndet driver ham til et nervøst sammenbrud. Da han udskrives fra hospitalet, bliver han fejlagtigt anholdt som kommunistleder og kommer i fængsel. Her forhindrer han imidlertid nogle medfangers flugtforsøg, og kort efter bliver han benådet og sat på fri fod – hvilket ikke huer ham; han befandt sig så godt i fængslet, at han ønsker at blive derinde. For livet i friheden er hårdt. Arbejdsløshed har kastet mange ud i sult og fattigdom, og det er en hård kamp at overleve.

Vagabonden møder tilfældigt en ung, forældreløs pige, der netop har stjålet et brød. Han prøver forgæves at påtage sig skylden for forbrydelsen, men miseren ender med, at de begge bliver anholdt. Det lykkes dem dog at flygte, og de prøver nu ved fælles hjælp at komme på fode og drømmer om at få et rigtigt hjem med masser af mad på bordet. Sammen flytter de ind i en faldefærdig rønne. Vagabonden forsøger sig med adskillige jobs – bl.a. som skibsbygger og nattevagt i et stormagasin – men får hver gang forkludret situationen og har svært ved at passe ind i de regelrette systemer, der præger det moderne samfund.

Da pigen får job som danser, begynder fremtiden dog endelig at se lysere ud. På venindens anbefaling bliver vagabonden hyret som syngende tjener, og mens det ikke går så godt med at servere – f.eks. ender en stegt and i lysekronen – så får han til gengæld stor succes med en meget morsom vrøvlesang. Lykken varer dog kort. Børneværnet og politiet er på sporet af pigen, og parret tvinges igen til at flygte. Tilværelsen synes umulig, og pigen synker i filmens sidste scene sammen i fortvivlelse. Vagabonden opmuntrer hende imidlertid til at holde hovedet højt, og med hinanden under armen går de to mod en forhåbentlig mere venligsindet fremtid.

Kontakt

Martin Brandt-Pedersen, Lisbeth Juhl Sibbesen

Det Danske Filminstitut, Gothersgade 55, 1123 København K. Copyright ©2017.

Kontakt os for spørgsmål vedr. undervisningsmaterialer

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle