Introduktion og formål

Eleverne skal med udgangspunkt i filmen reflektere over temaerne tid og effektivisering. De ældste elever skal også forholde sig til samfundskritikken. Efter at have set filmen arbejder eleverne med filmens karakterer, temaer og særlige filmsprog samt egne fortolkninger og produktioner. Materialet understøtter samtidig elevernes undersøgelse af genretæk og filmiske virkemidler og evne til at udtrykke sig visuelt. 

Foto: 'Momo' (2025) Another World Entertainment

Dansk efter 6. klassetrin

Kompetenceområde: Fortolkning. 
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til almene temaer gennem systematisk undersøgelse af litteratur og andre æstetiske tekster.
Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse og indlevelse, undersøgelse og fortolkning.

Dansk efter 9. klassetrin

Kompetenceområde: Fortolkning. 
Kompetencemål: Eleven kan forholde sig til kultur, identitet og sprog gennem systematisk undersøgelse og diskussion af litteratur og andre æstetiske tekster.
Færdigheds- og vidensområder: Oplevelse og indlevelse, undersøgelse, fortolkning og perspektivering.

Engelsk efter 7. klassetrin

Kompetenceområde: Mundtlig kommunikation.
Kompetencemål: Eleven kan deltage i kortere samtaler og give korte, sammenhængende fremstillinger af almindelige situationer og emner på engelsk.
Færdigheds- og vidensområder: Lytning, samtale og præsentation.

Kompetenceområde: Skriftlig kommunikation.
Kompetencemål: Eleven kan forstå og skrive kortere tekster i forskellige genrer på engelsk.
Færdigheds- og vidensområder: Skrivning.

Engelsk efter 9. klassetrin

Kompetenceområde: Mundtlig kommunikation.
Kompetencemål: Eleven kan deltage i længere, spontane samtaler og argumentere for egne synspunkter på engelsk.
Færdigheds- og vidensområder: Lytning, samtale og præsentation.

Kompetenceområde: Skriftlig kommunikation.
Kompetencemål: Eleven kan forstå og skrive længere, sammenhængende tekster med forskellige formål på engelsk.
Færdigheds- og vidensområder: Skrivning og sprogligt fokus.

Film og forforståelse 

Om filmen 

Christian Ditters filmatisering af ’Momo’ bygger på Michael Endes klassiske fortælling om pigen Momo, der har en særlig evne til at lytte til mennesker. Historien har været filmatiseret flere gange. Ditters genfortolker fortællingen med nutidige filmiske virkemidler og en tydelig aktualisering af temaet tid og kritik af effektivisering på bekostning af nærvær. I filmen forsøger de mystiske Grå Herrer at overbevise mennesker om at spare tid, men i virkeligheden stjæler de tiden fra folket. Pigen Momo er den eneste, der står imod. Fortællingen bliver dermed en visuel og dramatisk allegori over et samfund præget af tempo, effektivitet og konstant aktivitet. Temaet er relevant i relation til en nutidig virkelighed, hvor digitale platforme og sociale medier i høj grad stjæler børn og unges tid.

Filmen er særligt velegnet i undervisning, fordi dens fortælling både fungerer som fantasy og som samfundskritik. Den giver mulighed for at arbejde med filmsprog, karakterfremstilling og symbolik, fx i fremstillingen af de Grå Herrer, brugen af farver og kontrasten mellem travlhed og nærvær. Samtidig åbner filmen for refleksion over elevernes egen hverdag og forhold til tid, fællesskab og opmærksomhed. Dermed kan filmen både analyseres som filmisk fortælling og bruges som udgangspunkt for samtaler om aktuelle temaer som nærvær og prioritering af tid.

Foto: 'Momo' (2025) Another World Entertainment

Filmens credits

Titel: Momo
Originaltitel: Momo 
Produktionsland og -år: Tyskland 2025
Instruktion: Christian Ditter, efter roman af Michael Ende
Længde: 91 min. 
Distribution: Another World Entertainment
Medierådet for Børn og Unges vurdering: Filmen er ikke vurderet 

Medvirkende:
Momo: Alexa Godall
Gino: Araloyin Oshunremi
Beppo: Kim Bodnia
Richter: Claes bang
Master Hora: Martin Freeman 

Forforståelse

Før eleverne skal se filmen, er det en god idé sammen at snakke om filmens helt centrale tema i klassen – tid. Diskutér, hvad tid betyder i deres egen hverdag, og hvordan den opleves forskelligt afhængig af situationer og aktiviteter. Det er også relevant at præsentere eventyrgenren og begrebet allegori, hvor en fortælling rummer en symbolsk betydning ud over den konkrete handling. I ’Momo’ fungerer historien både som et eventyr og som en allegorisk fortælling om et samfund præget af travlhed og effektivitet. Denne forforståelse kan støtte eleverne i at opleve filmen både som fortælling og som refleksion over menneskers forhold til tid.
 

Handling

Pigen Momo bor alene i ruinerne af et gammelt amfiteater. Hun er god til at lytte til mennesker på en måde, der får dem til at forstå deres egne problemer og finde glæden ved livet igen. Og det er der brug for. For samfundet er i færd med at blive overtaget af en mystisk organisation af Grå Herrer, som overtaler folk til at “spare tid” ved at arbejde mere og leve hurtigere. I takt med at flere og flere voksne overgiver sig til de grå agenter og jagter effektivitet, forsvinder venskab, fantasi og nærvær langsomt. Momos amfiteater bliver nu byens samlingspunkt, og da hun får alle byens børn med til at demonstrere, bliver hun de Grå Herrers fjende. Lederen af agenterne, Ricther, beordrer hende derfor fanget.

Momo opdager, at de såkaldte tidsbesparelser i virkeligheden bliver stjålet af de gådefulde “tidsrøvere”. Sammen med den mystiske vogter af tiden, Master Hora, og den kloge skildpadde, Cassiopeia, kæmper hun imod. De finder en vej til at stoppe tidsrøverne. Hun har en time, hvor Master Hora sætter tiden i stå for alle andre end hende og de udvalgte agenter, der stadig har tid til rådighed i deres tidsinhalatorer. Planen er farlig, men der er ingen andre muligheder, hvis folket skal reddes. 

Selvfølgelig klarer Momo missionen, og samfundet genoprettes. I filmens slutning forenes Momo med sine venner.

Foto: 'Momo' (2025) Another World Entertainment

Temaer

Tid

Filmens centrale tema er tid – eller rettere tyveri af tid. 

Romanen har mere end 50 år på bagen, men er måske endnu mere aktuel i dag, end da den blev skrevet. To tredjedele inde i filmen siger Momo til Gino: ”You said it yourself, it is the biggest heist of the century”. Hun fortsætter: ”Tiden eksisterer ikke i deres ure, men I vores hjerter. Momo synes at være den eneste, der forstår det”. Det er netop filmens omdrejningspunkt: Hvad skal man bruge sin tid på? Samfundets magthavere, de grå agenter – anført af Richter – ønsker effektivitet, og at folk opsparer tid. Han gemmer opsparingen i en stor bankboks.

Da Ginos mor tvivler på, at det er den rigtige måde at leve på, ringer hun for at hæve af sin opsparing. Men hun bliver mødt af en telefonsvarer, der varsler lang ventetid, og hun giver op. Samfundet er klasseopdelt. I toppen er dem, der laver og håndhæver reglerne, og som i øvrigt bogstaveligt suger af andres opsparinger ved hjælp af tidsinhalatorer. I bunden ses arbejderne. De er også grå, men på en trist måde. De voksne ligner flokdyr, Ginos søskende sætter ord på det, da de møder Momo: ”We don’t know why we do anything anymore. We are just sheep. Bah Bah”.

I temaopgaverne skal eleverne arbejde med begreber, rekvisitter og formuleringer, der omhandler tid.

Foto: 'Momo' (2025) Another World Entertainment

Samfundskritik

Historien er en dramatisk allegori over et samfund præget af tempo, effektivitet og konstant aktivitet. 

Børn og unge vil kunne se filmen som en fortolkning af den, tid de selv vokser op i. Afhængig af alder vil de kunne reflektere over den på flere planer. Eleverne vil kunne spejle både deres egen og deres forældres nutidig virkelighed, hvor digitale platforme, sociale medier og karrierer i høj grad stjæler børn, unge og voksnes tid. Vores tid og opmærksomhed går til alt muligt, men går det overhovedet til at leve livet? Eller som John Lennon så passende sang: ”Life is what happens to you while you're busy making other plans”. 

Elevopgaverne er kreative, og eleverne skal arbejde med at visuel formidling. De yngste elever skal arbejde med at genskabe, mens de ældste elever skal arbejde mere fortolkende.

Filmsprog

Genre: Fantasy og fællestræk  

Ud fra filmens trailer skal eleverne arbejde med genretræk og undersøge, hvordan forskellige genrer kommer til udtryk gennem filmens handling, univers og spændingsopbygning. I filmen indgår først og fremmest elementer fra fantasy, men der er også spor af science fiction og kriminalfilm. Eleverne skal prøve at identificere de tegn, der viser, hvilken genre der er på spil i forskellige scener.

Traileren viser tydelige genretræk gennem billeder og lyd. Momo går gennem en port, der forbinder hendes verden med Neverland, og da hun låner Mester Horas briller for at se, hvor tiden kommer fra, får hun adgang til en skjult sandhed om tiden. Begge dele er fantasy-elementer, der inviterer seerne ind i en magisk verden. Samtidig bærer Ginos mor et armbånd, der viser, om hun spilder tiden. Det er en opdigtet rekvisit, der leder tankerne hen på science fiction. Spændingen i traileren (og filmen) bliver især skabt gennem kontrasten mellem skurke og helte samt gennem mørkere farver og dramatiske lydeffekter. På den måde viser traileren, hvordan filmen blander fantasy, science fiction og suspense, der er karakteristisk for krimien.

Eleverne læser forklaringer på relevante begreber, der er linket til. Her bliver de introduceret til de filmfaglige begreber, der er vigtigst, når man skal analysere filmens genre og fortælling. Genretrækkene belyses ud fra de aktuelle afsnit i Filmleksikonet

Dramaturgi: Protagonister og antagonister 

Karaktererne i ’Momo’ er enten gode eller onde. Og plottet er bygget op over en kamp mellem de to grupper. Karaktererne kan placeres i en klassisk aktantmodel.

Giver:     →                           Objekt:               ←    Modtager:
Byens borgere            tid og frihed tilbage        Byens borgere
                                                  ↑


Hjælpere:     →                   Subjekt:            ←    Modstander:    
Master Hora, Cassiopeia      Momo                  Richter og de
Byens børn                                                       gråklædte agenter


I løbet af filmen bliver nogle af de gode omvendt og slutter sig til de onde. Det sker gennem manipulation og fristelse: Ginos mor, der ønsker mere tid sammen med sine børn, og Gino, der fristes af den smukke pige.

I skal tale om, hvordan forholdet mellem protagonister og antagonister fremstilles – og hvordan filmen bruger set up og pay off til beskrive forholdet mellem de gode og de onde og på den måde skabe spænding. Brug aktantmodellen til at få overblik over filmens karakterer og forklare deres indbyrdes forhold.

Foto: 'Momo' (2025) Another World Entertainment

Filmiske virkemidler: Kontraster i farver, lys og lyd

Eleverne skal give eksempler på, hvordan filmen visualiserer de store kontraster i historien. De skal også se på, hvordan de filmiske virkemidler bruges til at understrege forholdet mellem de gode og de onde. I det overdrevent effektiviserede samfund, hvor folk glemmer sig selv, begynder farverne at blive trukket ud af billedet, så det kun er de kølige og kliniske blåsorte toner, der står igen. Til gengæld er der varmt og naturligt (sol)lys over byen, før agenterne infiltrerer samfundet, mens Master Horas magiske parallelverden, hvor tiden kommer fra, gennemsyres af markante fortryllende farver.   

Et eksempel på kontrasterne i karaktertegningen er hovedpersonen Momo, der lyser op i gadebilledet, modsat de gråklædte agenter, som bogstaveligt talt gør byen farveløs og bringer mørket med sig. 

I Momos naturlige verden høres fx fugle og kirkeklokker på lydsiden – som i en svunden autentisk verden – hvorimod samfundet, da hun kommer tilbage, både ligner og lyder som en digital dystopi, blottet for menneskelighed. Lyden underbygger også, at vi træder ind i det magiske univers, hvortil indgangsportalen snurrer mystisk. Tør hun træde over tærsklen til det fremmede?

Eleverne skal arbejde med billeder fra filmen og kigge efter kontraster, der er med til at fremhæve bestemte pointer og budskaber. Kontraster belyses ud fra analysebegreberne perspektiv, farver, lys og lyd. 

Eleverne læser først de aktuelle afsnit i Filmleksikon.

Man kan lave øvelsen fælles i klassen eller i grupper. 

Videre arbejde

I dansk kan I fx:

  • Lade filmen indgå i fordybelsesområdet ”Sci-fi” eller et bredt fordybelsesområde om ”tid”.
  • Den kan bruges som perspektivering til ”De hvide mænd” af Kenneth Bøgh Andersen.

I billedkunst kan I fx:

  • Bruge filmens visuelle billeder i et tema om samfundskritik sammen med værker af Banksy.

I samfundsfag kan I fx:

  • Arbejde med kritik af moderne arbejdskultur og “tid = penge”.
  • Se nærmere på forbrugssamfund og effektivisering.

I engelsk kan I fx:

  • Perspektivere til ’General Napoleon’, roman med fælles tema om samfund og menneskers adfærd.
  • Perspektivere til ’The Wave’, film med fælles tema om samfund og menneskers adfærd.
     

Sprogopgaver

Sprogopgaverne lægger op til et samspil mellem sproglige og skriftlige opgaver. Eleverne fører samtaler på engelsk om temaer og filmens karakterer. Desuden er der forslag til skriftlige opgaver og produktionsopgaver.

Opgaverne introduceres fælles, eventuelt med eksempler på tavlen. Opgaverne kan løses parvis eller individuelt. Sæt tid af til, at eleverne præsenterer deres skriftlige opgaver for andre i samtalecaféer: 1/4 af eleverne fremlægger på samme tid, de øvrige har 10 minutter til at besøge alle, hvorefter nye overtager – fortsæt til alle har fremlagt. Hver elev har et Guest book-ark, hvor alle besøgende skriver evaluering i form af 1-2 sætninger om deres oplevelse. Opstil gerne regler for evalueringen på forhånd.

Eleverne i 5.-6. klasse skal arbejde med filmens karakterer. Første opgave er skriftlig, og eleverne skal have fokus på brug af adjektiver. Anden opgave er mundtlig og har fokus på korte tydelige budskaber. Sprogopgaverne findes også i en printbar pdf

Eleverne i 7.-8. klasse skal lave personkarakteristik efter PEEL-modellen. Metoden hjælper eleverne med at formulere en tydelig pointe (Point), underbygge den med konkrete eksempler fra filmen (Evidence), forklare deres iagttagelser (Explain) og perspektivere (Link). Opgaven understøtter elevernes evne til at udtrykke sig sammenhængende og argumenterende på engelsk. Sprogopgaverne findes også i en printbar pdf.

I anden opgave arbejder eleverne med at producere en kort videobesked fra fremtiden. De skal forestille sig, hvordan verden har udviklet sig fra deres egen nutid til den verden, der skildres i ’Momo’. Eleverne skal forklare, hvilke valg og samfundstendenser der har ført til en situation, hvor mennesker har mistet kontrollen over deres tid. Opgaven træner elevernes mundtlige engelsk gennem en sammenhængende og meningsfuld produktion. De skal anvende enkle filmiske virkemidler til at understøtte budskab og stemning.