Bag om Michael Noer

Bag om Michael Noer

Michael Noer har instrueret både dokumentar og spillefilm. Den 34-årige instruktør fortæller her om sine film og erfaringer i et længere interview, som vi har fået lov at bringe fra tredje bind i den engelsksprogede serie "Danish Directors". Interviewet gengives i samarbejde med Danske Filminstruktører, der præsenterede interviewet i deres januar-nummer af TAKE.

Interviewer: Du kommer fra Esbjerg og har peget på, at både det, at du kommer fra provinsen, og det, at du er vokset op i en familie uden din far, blandt lutter kvinder, nok har præget dig og dine film. Men selvom du kommer fra provinsen, formåede du allerede som 20-årig at komme direkte på først Filmhøjskolen i Ebeltoft i 1998 og året efter på Filmskolen. Hvordan blev det filmvejen, du gik?

Noer: På en måde var jeg et meget forkælet barn, som blev klappet op om morgenen af min mor og mormor, og som også i høj grad understøttede det kreative talent, jeg havde. En skelsættende oplevelse for mig var Lars von Triers "The Element of Crime", som jeg så som ung mand i provinsen, og som sammen med DR2's sene aftenfilm skærpede min sans for mærkelige og anderledes film. Der fik jeg en oplevelse af, hvad kreativitet kunne bruges til, som jeg ikke rigtig havde haft før. Jeg troede kun, film var underholdning, hvilket er fint nok, men de her film lærte mig, at film kunne andet og meget mere. Gennem hele min barndom og ungdom har jeg altid både tegnet og skrevet, men mens jeg gik i gymnasiet faldt jeg så over et opslag om, at man efter gymnasiet kunne komme på Filmhøjskolen. Jeg knoklede for at skrabe penge til det ophold, jeg kom på i 1998.

Det særlige ved Filmhøjskolen er jo både, at man ser og hører om film, og at man kommer ind i et kreativt og konkurrencepræget miljø. Jeg fik mange venner der, som stadig i dag er mine venner i filmbranchen, men jeg lærte nok også at arbejde mere målrettet med mine kreative ideer. Det var i den periode mine første filmprojekter tog form, og jeg lavede både en dokumentarfilm om en pige og hendes forhold til en 94-årig på en plejehjem og en fiktionsfilm om en ung pige, der vil begå selvmord. Jeg havde lavet lidt film i gymnasiet rent privat, men det her var det første, jeg lavede, som var mere seriøst.

Interviewer: I 1999, kun 20 år gammel og uden nogen særlig erfaring med film, kom du så ind på Filmskolens TV-uddannelse. Du må have haft et ganske åbenlyst talent?

Noer: Der var faktisk et lille bump på vejen, hvis jeg skal være helt ærlig, for allerede i 1998 søgte jeg om optagelse på Filmlinjen, altså inden for fiktion. Jeg kom ikke ind, fordi jeg var for ung – og måske også for dårlig, det ved jeg ikke – men så hørte jeg om den ret nye TV-uddannelse. Det var selvfølgelig ikke noget, der lød særlig fint for filmnørderne på Filmhøjskolen, for her kunne filmkunsten ikke blive højtragende nok, og tv var ikke særlig højt rangeret. Men da jeg søgte ind, mødte jeg Arne Bro, og jeg kunne med det samme mærke, at her var der noget særligt, som passede til mig, og som gav mulighed for en fordybelse og udvikling af kreativiteten, som ikke svarede til det vrangbillede af en tv-uddannelse, som jeg først havde fået. Det var perfekt for mig på den ene side at blive tvunget til at beskæftige mig mere direkte med virkeligheden og en dokumentarisk form, men samtidig også at få lov at gøre det med et personligt udtryk.

Interviewer: Hvordan oplevede du tiden på Filmskolen? Hvad gav den dig personligt og professionelt?

Noer: På det personlige plan kan man sige, at ud over at komme ind på en meget prestigefyldt uddannelse, så var det også overvældende for Esbjerg-drengen at komme til København. Da jeg startede på Filmskolen, var det kun femte gang i mit liv, at jeg overnattede i hovedstaden. Oplevelsen af storbyen var virkelig dramatisk, en kulturrevolution, og det var en lige så stor revolution at komme ind på en uddannelse, hvor man hele tiden kunne arbejde med sig selv og sin kreativitet. At der var nogen, der tog det, man lavede, alvorligt og udfordrede en – det var helt vildt. Den første gang, vi mødte Arne Bro, gav han os alle sammen en sort Moleskine-bog, og så sagde han, at det var den vigtigste bog, vi overhovedet fik på vores uddannelse. Jeg vidste ikke, hvad det var for en bog. Jeg kunne godt se, at den så fin ud, men da jeg åbnede den, stod der ikke noget – nej, som Arne sagde, det vigtigste skal I selv skrive.

Arne var god til at udfordre os, og ud over Arne var også Mogens Rukov en stor inspiration og oplevelse. Han var sådan én, man ville være gået uden om i en lang bue i Esbjerg, men her var han et orakel; en mand, der satte sig ned og mumlede nogle ofte underlige sandheder eller holdt skæve foredrag. Jeg kan huske, han holdt et oplæg om forskellen på at køre i bil i europæisk og amerikansk film, hvor pointen var, at i amerikansk film er det bilen, der kører med hovedpersonen, mens det er omvendt i europæisk film. Han var både en mystiker og en stor pædagog.

Interviewer: Forholdet mellem tv og film giver ofte anledning til konflikter, og de to miljøer har meget tydelige fordomme om hinanden. På Filmskolen har man en tv-uddannelse, som gør noget helt andet end at uddanne folk til i hvert fald mainstream-delen af tv. Folk fra Filmskolen lader imidlertid til ofte at klare sig godt i tv-branchen og laver både mere mainstream og mere personlige produktioner. Hvordan oplevede du forholdet mellem tv og film på uddannelsen?

Noer: Mens jeg gik på Filmskolen, havde Dogme-filmene netop fejret triumfer, og derfor var det i den grad filmmiljøet og disse instruktører, som vi så op til. Der manglede nok på det tidspunkt nogen, vi på samme måde kunne se op til inden for dokumentarfilmen. Der var selvfølgelig Anne Wivel og Jørgen Leth, som vi også mødte på uddannelsen, men selv om de både personligt og kunstnerisk kunne give os noget, manglede der nok alligevel et nybrud og en ny generation. Ti år senere er der så kommet helt andre boller på suppen. Nu er der faktisk en ny generation, som har ændret dokumentarfilmens udtryk. Jeg var meget ung, og jeg synes ikke, jeg var helt på bølgelængde med den noget ældre generation, jeg mødte. Vi snakkede nok heller ikke så meget om tv, og hvis vi gjorde, så vi det nok som en hindring, der skulle overvindes, mere end en mulighed.

Men egentlig skal man vel bare se tv som et vindue, og der er da også stor forskel på vinduerne på de danske tv-stationer, fx på TV 2 og DR2. Noget af det, som betød meget, var det format, vi havde på skolen, med åbne klipperum. Man kunne ikke lukke sig inde med sit eget produkt, men tværtimod blev man opfordret til at bruge hinanden, udfordre hinanden og lære af hinanden, uden at det hindrede vores mulighed for at finde vores egen stemme. Jeg havde et særligt tæt forhold til Phie Ambo, som næsten var som en slags storesøster for mig, men det var hele gruppen, som fungerede som et kollektiv. Det var fedt, og det var noget af det, jeg lærte mest af.

Interviewer: I et interview i Ekko, hvor du krydser klinger med Erik Clausen, kommenterer du bl.a. dit forhold til hhv. dokumentarisme og fiktion. Dit udgangspunkt er, at du ikke kan se et problem i at bevæge dig frit mellem de to poler. Det er vel også noget, som ligger i Filmskolens uddannelse; at selv om der på en række områder er forskel på dokumentarisme og fiktion, så handler det ikke så meget på virkemidlerne, for man kan bruge de samme virkemidler i begge de grundlæggende genrer. Hvordan ser du på forholdet mellem fiktion og dokumentar, og er der for dig at se forskel i måden, man arbejder med de to genrer?

Noer: Jeg mener, at forskellen mellem dokumentarisme og fiktion er meget vigtig, og jeg ville blive ked af det, hvis folk forvekslede noget, jeg havde lavet i den ene genre med den anden. Jeg mener faktisk også, det kan være et problem, hvis man skruer for meget op for de æstetiske greb i en dokumentar for at få det til at ligne fiktion. Men selv om det er vigtigt at holde de to genrer adskilt, er der da også mange rent praktiske greb i de to genrer, som ikke er forskellige. At stramme op på en historie, at fokusere den eller karaktererne mere, er fælles for begge genrer, selv om det sker på et forskelligt materiale og en historie, som har en forskellig relation til virkeligheden. Når man laver dokumentarisme, skal man passe på ikke på forhånd at have en for stor formmæssig ambition, fordi den kan spærre for den virkelighed, man skal beskrive. I dokumentarisme er du nødt til først at lave din research, finde din virkelighed og dine karakterer og så finde den form, der passer. Her er man principielt friere stillet i fiktionen. For mig er der så måske ikke den helt store forskel alligevel, fordi jeg også i min fiktion arbejder meget med realisme og med karakterer og psykologi.

Interviewer: Dokumentarismen som sådan har jo flere undergenrer: I den ene ende den meget autoritative og oplysende, derefter den mere observerende dokumentar og ude i den anden ende meget poetiske eller iscenesatte og dramatiserede dokumentarformer. Dokumentarismen taler med mange stemmer og i mange undergenrer ligesom fiktionen, men ser man på dine dokumentariske produktioner, er de vel alle kendetegnet ved at bygge på den observerende form, altså den mere antropologisk-etnografiske afdækning af levet liv?

Noer: Ja, grundstammen i mine dokumentariske film er altid den observerende form. Jeg har selv haft negative erfaringer med historier, jeg ville fortælle, hvor mine formmæssige ambitioner kom i vejen for virkeligheden og spærrede for, at de personer, jeg ville skildre, kunne komme til orde. Det er vigtigt for mig, at virkeligheden får lov til at udfolde sig, før man begynder at iscenesætte og formgive. Min lyst til at lave fiktion hænger sammen med lysten til at kunne kontrollere virkeligheden mere, at bearbejde den kreativt, men som dokumentarist føler jeg mig absolut mere beslægtet med den observerende tilgang til virkeligheden end den poetisk-iscenesættende.

Interviewer: Inden du for alvor brød igennem med, kan man vel godt sige, dine mere vilde ungdoms-dokumentarer, lavede du et par film i tilknytning til din filmskoletid. Din afgangsfilm fra Filmskolen er en portrætfilm om Ole Ege, som jo også er emnet for Torben Skjødt Jensens "Den slemme dreng". Var du inspireret af den?

Noer: Nej, ikke direkte. Jeg så den godt nok, men jeg ville gerne lave en anden slags film, og jeg synes, jeg fandt min egen tone og min egen optik og også en form, som er meget forskellig fra Skjødt Jensens. Det, som jeg fandt interessant ved at lave netop den film, var, at den skildrede en mand fra et temmelig hårdt miljø, hvor andre portrætfilm måske typisk skildrer den fine kunstner. Her var en mand, der stod i døren og snakkede ud fra sine erfaringer i pornomiljøet, men det viste sig jo, at han rummede en interessant modsætning, som filmen blev bygget op over. Samtidig med, at han snakkede om sine egne pornofilm og om pornomiljøet i det hele taget med al den kynisme og kommercialisering, det rummer, så ville han meget gerne tale om kærlighed. Det gik han virkelig op i.

Han var tydeligt påvirket af sit lange liv i dette miljø og også af sit meget store alkoholforbrug, men han havde også en ægte, ulykkelig kærlighed til sin Ulla, den kvinde, han altid virkelig havde elsket. Filmen er optaget over flere dage, men vi bad ham have det samme tøj på hver dag, så vi kunne klippe det sammen til en dynamisk, observerende dokumentar, som foregik i løbet af en dag. Filmen har været på en del festivaler og er også solgt til udenlandsk tv, bl.a. finsk tv.

Interviewer: Din næste film, "Hawaii", er lavet på Filmværkstedet. Det er en fiktionsfilm, som igen foregår i pornomiljøet, denne gang i en pornoforretning på Vesterbro. Hvorfor blev din anden film en spillefilm og hvorfor den historie?

Noer: Jeg har jo altid haft driften mod både dokumentarisme og mod fiktion. Derfor var det naturligt at afprøve pornomiljø-temaet i en mere fiktiv form. Set i bagklogskabens lys kan man vel kalde det en slags forstudie til min første spillefilm, "R". Alle de fejl, vi lavede i denne første lille film, prøvede vi at undgå i "R". "Hawaii" var en ren fiktionsfilm, men med en stærk dokumentarisk kerne, og den skulle foregå over en dag. Jeg tror, at det, jeg fandt ud af, var, at den faktisk havde for lille et realistisk-dokumentarisk indhold, og det ændrede vi så på i forbindelse med "R". Det var sjovt at få lov at lave den film, som var en stiløvelse, ikke noget jeg skulle bevise noget med.

Interviewer: I 2005 lavede du for første gang et portræt til tv og i stort format, nemlig "Mimis sidste valg", hvor vi følger dramaet omkring Mimi Jacobsens exit fra dansk politik og nederlaget for det parti, hendes far havde skabt. Det er en dramatisk skæbnefortælling. Hvordan ser du på den film i dag?

Noer: Jeg tror, den var meget vigtigere for min videre karriere end mine to første film, og den åbnede en masse døre. Jeg er meget glad for den film faktisk, og man kan jo sige, at jeg for tredje gang vælger en historie, som foregår over en dag, og som rummer et portræt med en stærkt dramatisk dimension. Det var også en film, som det blev nemmere at lave, fordi Mimi var så åben, som hun var, under optagelserne. Samtidig er det en historie med næsten Shakespearske dimensioner: en datter mellem en far og sin søn, et episk drive og drama som i "Godfather". Det var en svær arv at løfte og fortsætte for Mimi, men det skildres åbent og følsomt af Mimi selv.

Filmen åbnede døre, fordi den formåede at kombinere noget journalistisk, brugen af arkivklip, en observerende tilgang til en politikers liv og hverdag med et psykologisk drama, som næsten er en fiktionshistorie værdig. Den viste, at jeg kunne ramme tv's prime-time publikum. Filmen blev til via Lynx Media, som jeg også lavede andre ting for, men det, der betød allermest, var nok, at det lykkedes at lave en aftale med Mimi om at følge hende tæt. På den måde kunne historien sælges til tv, og det hjalp selvfølgelig også, at den kom på næsten samme tid som Guldbrandsens "Lykketoft finale". Filmen beviste også, at vi elever fra Filmskolen faktisk kunne lave tv til primetime.

Interviewer: Med Mimis sidste valg rykkede du produktionsmæssigt op i den mere professionelle liga som stadigvæk relativt ung. Det betød vel også, ud over succesen og det at døre blev åbnet for andre projekter, at du begyndte at klare dig bedre økonomisk, end du havde gjort tidligere?

Noer: Det er klart, at der har været perioder, hvor jeg ikke havde til meget andet end dagen og vejen, måtte arbejde for andre og klare mig for lidt. Men jeg var faktisk heldig næsten allerede fra starten med at få nogle priser og legater, som hjalp godt, bl.a. en nordisk talentpris på 100.000. Når man er så ung, som jeg var, da jeg begyndte, kunne jeg desuden leve af ingenting, og jeg havde ikke store faste udgifter.

Interviewer: I 2007 kommer den første af en serie dokumentarfilm, som alle handler om unge, nemlig "Vesterbro", som du laver på Copenhagen Bombay med støtte fra DFI og TV2. Hvordan opstod ideen til den film?

Noer: Det startede egentlig med det samarbejde, som Martin Zandvliet og Sarita Christensen havde på Zentropa. Sarita ringede til mig, fordi hun var i gang med at lave en børne- og ungdomsafdeling på Zentropa. Initiativet udviklede sig senere til Copenhagen Bombay, som netop i høj grad retter sig mod unge, og hvor jeg så kom til at lave både "Vesterbro", "Doxwise" og "De vilde hjerter". Jeg havde sådan set ikke på det tidspunkt konkrete planer i den retning, men jeg fandt så ud af, at mine naboer på Vesterbro havde et godt potentiale til en ungdomsdokumentar, så jeg tog hende på ordet.

Pigen Julie, som indgår i filmen som den ene hovedperson i parret, holdt nogle fede fester, og da jeg var en naturlig del af det miljø, blev projektet på en måde at se, hvor langt man dokumentarisk kan gå i skildringen af intimsfæren. Det er også det sociologiske og filmiske projekt, mine andre ungdomsdokumentar film handler om. Samtidig blev det en vigtig del af projektet, at jeg – udover at gå meget tæt på de unge – også lod dem filme sig selv i stor udstrækning. Det er noget, jeg har brugt, i alle mine film om unge.

Interviewer: Ved at fokusere på de unge på den måde og ved at bruge det, at de filmer sig selv – eller i "Doxwise" jo ligefrem lave videodagbog – finder du vel ikke bare et karakteristisk udtryk, som du gør til dit, men også noget tidstypisk. Det er jo det, vi forbinder med unge, som er så aktive i sociale medier, hvor de hele tiden eksponerer sig selv. Var du bevidst om det, eller skyldes det, at du selv er ung og dermed naturligt bruger de samme udtryk og medier?

Noer: Når det gælder "Vesterbro", var det for mig første gang, at form og psykologi gik hånd i hånd, og dermed tror jeg også, den rammer en tidsånd. Det gælder også sådan noget som musikken, som ikke er lavet specielt til filmen, men er den musik, vi faktisk hørte under optagelserne. Det er en del af filmens autenticitet og måde at spejle den måde, tidens unge lever på, som også går igen i deres sprog og måde at være på. Filmen fanger det up front ved den måde, den er filmet på, og den puls, den har.

Interviewer: Filmen skildrer de unge i øjenhøjde, men det er stadig din film, og man kan se en række dramaturgiske og æstetiske greb i den. Du lader den starte retrospektivt, så bygger du en dramatisk konflikt op, og så kommer der et road movie-element osv. Det er vel stadig i høj grad dig, der styrer den film?

Noer: Det er det selvfølgelig, men måske netop fordi jeg er næsten samme sted i mit liv som de unge, filmen skildrer, blev dramaet og de faktiske begivenheder også meget styrende for filmen. For både Julies kæreste Martin i filmen og for mig var det fx en meget dramatisk oplevelse og helt nyt land, da konflikten om hendes graviditet og abort kørte op. Det fyldte bare så meget i virkeligheden, og det smittede af på filmen.

Det blev i høj grad det, vi byggede filmen op på, og det kunne foldes ud i flere lag, som handlede om dels forskellen på mænd og kvinder og de hårde beslutninger, man må tage alene eller sammen, stillet over for sådan en eksistentiel krise om: hvad vil jeg med mit liv? På en måde var det ikke en dramaturgi, jeg fandt på. Det var filmens dokumentariske virkelighed, som meldte sig med et drama, som vi bare kunne indfange og forme filmisk. Det var også Julie, som helt af sig selv pludselig begyndte at bruge kameraet mere til personlige bekendelser, for det var primært hendes drama. Når jeg viser filmen for gymnasieelever er det meget tydeligt, at pigerne tager parti for Julie, mens drengene tager parti for Martin: Det er en klar, kønsmæssig urkonflikt og kønsmæssige reaktionsmønstre, vi ser her. Det viser, at filmen virkelig rammer og taler til de unge.

Interviewer: Er "Vesterbro" ikke et godt eksempel på, at dokumentarfilmen kan generere et drama og en oplevelsesdimension af autentisk karakter, som næsten overgår det, fiktionsfilmen kan?

Noer: I slutningen af filmen siger Martin: Jeg synes, jeg har lært noget, jeg ved bare ikke, hvad det er. Det er en replik, jeg er meget glad for, og som jeg også tror afspejler det unge publikums holdning til filmen. Filmen har en ægthed og en ærlighed. Det er ikke et konstrueret drama, og den kan som dokumentarfilm sagtens konkurrere med andre film inden for ungdomsfilmen, som jo meget ofte er fiktive historier om unges problemer og forsøg på at finde sig selv. Det er det, jeg mærker, når jeg kommer ud og viser filmen for de unge, og også når den bliver vist på festivaler. Det er en film med et meget autentisk og psykologisk drama.

Interviewer: Du har sagt, at en central del af projektet i dine dokumentariske ungdomsfilm var at prøve grænser af; at se hvor langt man kunne komme ind i intimsfæren. I "Vesterbro" kommer du meget langt ind, ikke bare i sengen hos de unge, men også ind i deres inderste følelser og konflikter på et meget dramatisk tidspunkt. Tidens tendens er jo at eksponere mere og mere af det private, at gøre backstage til frontstage. Hvor mener du selv, at grænserne går? Er der en etisk grænse?

Noer: Jeg tror, jeg må sige, at jeg grænseløs, når jeg filmer. Jeg mener principielt, at man bør kunne filme og vise alt. Når man klipper det sammen til den endelige film, kan der naturligvis være nogle overvejelser, man må gøre sig. Hvis jeg sætter grænser, når jeg filmer, kan det forvirre og forstyrre på en måde, som ikke er til at overskue. Hvis der skal sættes grænser og skæres fra, må det ske i redigeringen. Men jeg taler faktisk med mine medvirkende om filmens ide og præmis og om, hvad jeg gerne vil kunne filme og hvordan. Nogle gange får man så et nej. Det skete fx i forbindelse med "Mimis sidste valg", hvor jeg meget gerne ville have lov til at være med, når hun lagde sminke om morgenen. Men der satte hun grænsen, selv om hun ellers var meget åben.

Interviewer: I "De vilde hjerter" er vi i den grad på mandetur, og selv om det ind imellem går voldsomt for sig og følelserne sidder udenpå, er det også en mande-komedie, mere end det er et mande-drama. Mange mænd kan genkende sig selv i den film, selv om alle måske ikke har været med til alle de grænseoverskridende ritualer, vi bliver vidne til. Var den film vigtig at lave, fordi du er vokset op i en kvindeverden?

Noer: Som så meget andet af det, man laver, er det en blanding af tilfældigheder og projekter, der næsten melder sig selv, og som man tænder på og prøver at gøre til noget personligt. I det her tilfælde kendte Julie fra "Vesterbro" nogle af de her vilde gutter, og hun havde hørt, at de planlagde at tage til Polen på knallert på sådan en mandetur. Det lød tilstrækkeligt absurd og fjollet til, at jeg blev interesseret, og da jeg filmede for første gang for at føle mig ind på miljøet og historien, blev det faktisk til den første scene overhovedet i den færdige film, hvor de bliver brændemærket forud for turen.

Det, som slog mig, var den utrolige, fandenivoldske vilje, de her fyre havde i gennemførelsen af deres projekt. Det var det, som fængede, sammen med det absurde og komiske i hele deres forehavende. Men det er selvfølgelig også en film, hvor de her mænd udlever deres mor-far kompleks, deres kønsrolle-stereotyper, og sådan var det selvfølgelig også for mig som instruktør, fordi vi levede med i projektet og næsten blev en del af gruppen. Vi var også nøgne, når vi filmede i de scener, hvor deltagerne var det, bare for at pege på en enkelt ting.

For deltagerne i projektet handlede det naturligvis meget om at finde sig selv og at leve sig ud, så man fandt sandheden bag overfladen, samtidig med at hele set-up’et på en måde er vældig sat i scene. Der var en scene under optagelserne, som vi ikke tog med i filmen, hvor de talte meget om kameraets betydning og diskuterede, hvem der spillede mest op til det, og dermed ikke var sig selv. Men hele projektet var jo en iscenesat event, som man kun kan forholde sig til som en absurd komedie. Hvis man tager det hele for alvorligt, forstår man ikke filmen, selv om det, at man leger med sin rolle, også kan være med til, at man bliver klogere på sig selv.

Interviewer: Filmen blev lavet med støtte fra DFI og DR2. Var det en problemfri produktionshistorie?

Noer: Ja, jeg må nok sige, at det gælder for alle mine film, at der ikke har været de store finansielle eller ideologiske konflikter. Jeg har altid brugt den strategi, at jeg filmer temmelig meget, før jeg har fået finansieringen på plads. På den måde kommer jeg hurtigt i gang med mine projekter uden alt for meget bureaukrati og papirvrøvl og uden at skulle spørge nogen om lov først. Når jeg så går til DFI eller tv-stationerne har jeg den styrke, at jeg kan fremlægge konkret filmisk materiale. Det har fungeret vældig godt. Det spiller måske også ind her, at mine film i høj grad rammer det unge publikum, som der ellers ikke bliver lavet meget af på den måde, jeg gør det.

Interviewer: I din tredje dokumentariske ungdomsfilm, "Doxwise", tager du skridtet ind i de unges internet-verden fuldt ud. Der er tale om en serie, baseret på fire unges video-dagbøger, udsendt første gang på MySpace og med masser af interaktive muligheder mellem filmene, de unge og publikum. Indtil videre har få danske instruktører lavet dokumentar til nettet. Hvordan fik du den idé?

Noer: Ligesom de andre film er det en kombination af ting udefra og noget, jeg selv ville. På Copenhagen Bombay havde Sarita, Julie og jeg snakket om, at det kunne være spændende at lave noget, hvor de unge i høj grad udtrykte sig selv, og samtidig var DFI meget interesseret i at støtte internet-dokumentar. Det er noget helt andet end at lave film, og der var en pulje på DFI til det. Jeg havde faktisk allerede en idé om at lave en film med flere karakterer, en slags multi-plot, hvor personerne kunne spejle sig i hinanden. Den idé var på en måde bedre til nettet end på film, for nettet minder mere om tv, hvor man kan zappe rundt.

Julie og jeg startede det hele med at lave hver vores profil på MySpace for at prøve det af, og det var faktisk vildt sjovt. Det blev den platform, vi brugte, og det viste sig, at det fungerede fantastisk godt med at give de fire unge hver deres kamera og så løbende redigere det sammen og lægge det på deres profil. Det var en fordel for både os og MySpace at gå ind på en eksisterende platform. MySpace kunne få noget reklame ud af det, samtidig med at vi fik en teknologisk platform, som allerede fungerede. De fire unge, vi udvalgte blev instrueret i, at de skulle bygge deres dagbog op over deres grundkonflikt, som var meget forskellig for de fire: Esben ledte efter en kæreste, Pierre havde et hashmisbrug, Amanda have en syg mor og Sabrina var ved at springe ud som lesbisk. Vi averterede efter dem, fik ti henvendelser, og det var faktisk kun de fire, som passede til formålet. Serien kørte i to omgange. I anden omgang lagde Politiken platform til, og vi endte med at få en mediepris for projektet.

Interviewer: Dine to seneste dokumentarfilm er "Jorden under mine fødder" (2007) og "Son of God" (2010). De synes at skille sig lidt ud, i hvert fald den sidste, som handler om troen på mirakler på Filippinerne, mens den første forbinder sig med dit ungdomsdokumentariske spor ved at handle om et hjem for børn og unge i Hundested. Hvordan vil du selv karakterisere de to film i forhold til din øvrige produktion?

Noer: Den, der ligger tættest på mine øvrige film, er klart "Jorden under mine fødder", som er en observerende ungdomsdokumentar. Det er faktisk et af de mest komplicerede og langstrakte filmprojekter, jeg har været involveret i, og den blev støttet af rigtigt mange forskellige medier og fonde for, at den kunne lykkes. De karakterer, jeg skildrer er jo skrøbelige. Det tog tid at vinde deres fortrolighed, og for at få et udviklingsperspektiv på deres historie måtte jeg følge dem igennem tre år. Filmen er selvfølgelig speciel ved at handle om handicappede unge, men der er også en klar linje tilbage til mine andre film, fordi den også undersøger, hvor langt ind i det private man kan komme. Den har også nogle store eksistentielle følelser og temaer, måske lidt for meget, den kunne måske godt have været lidt mere nede på jorden. Men "Son of God" er noget helt andet, og det var bare en film, jeg syntes, det kunne være sjovt at lave, og det var også en udfordring at filme i et helt andet land og i en helt anden kultur. Det var lærerigt.

Interviewer: Du har allerede sat dig markante spor i den nyere danske dokumentarfilm, alligevel må din første spillefilm "R" siges at være dit helt store gennembrud til både publikum og kritikerne. Hvordan ser du selv på den film? Har du taget noget med ind i den fra din dokumentariske produktion, eller er det at lave fiktion bare noget helt andet?

Noer: Jeg lavede filmen i meget tæt samarbejde med Tobias Lindholm, og Tobias har fx en utrolig god fornemmelse for sprog og replikker. Sammen er vi vældigt gode til at udvikle situationer og karakterer, både psykologisk og den sociale dimension. Vi supplerer hinanden godt, og vores tidlige samarbejde omkring "Hawaii" havde lært os en del om at arbejde med fiktion. "R" er samtidig med "Submarino", som Tobias også har lavet manus på, og der er vel her tale om en ny skarp realisme i dansk film, men filmene er alligevel meget forskellige.

Interviewer: Realismen og den outrerede vold er markant. Er filmens realisme noget, du har taget med dig fra dokumentarfilmen?

Noer: Realismen er en klar nødvendighed i en film som denne, og den vold, som eksploderer, er en følge af den vold, som hele tiden ligger under overfladen. Dramaturgisk var filmen præget af det på sæt og vis meget simple plot; at hovedpersonen ville overleve, men ikke klarer det. Valget af fængselsverdenen gav utroligt meget, fordi det er en verden fyldt med regler og rutiner, som konstant skaber konflikter. I vores realisme var vi ikke bare præget af en dokumentarisk tilgang til virkeligheden, men også af de belgiske Dardenne-brødres meget ubønhørlige realisme. I modsætning til mange af de amerikanske fængselsfilm, hvor budskabet bliver for skingert og ondt og godt skæres skarpt ud, prøvede vi at holde os væk fra de rene og sort-hvide modsætninger. Det er en realisme, som ikke taler med store bogstaver.

Interviewer: Vil du i fremtiden arbejde både med dokumentarisme og fiktion, eller har successen med "R" givet dig mere smag for fiktion?

Noer: Jeg vil i hvert fald aldrig forlade en grundlæggende dokumentarisk-realistisk tilgang til virkeligheden. Lige nu og i mine to næste projekter – der dels foregår i et ungdomskriminelt miljø, dels på et plejehjem – er det spillefilmen, jeg vil dyrke. Men jeg er sikker på, at jeg også i fremtiden vender tilbage til dokumentarfilmen.

Tak til Danske Filminstruktører for samarbejdet omkring offentliggørelse af interviewet, der blev bragt i TAKE nr. 60 samt på FILMupdate.

Emneord: 

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle