Født til at kæmpe

Født til at kæmpe

BAGGRUND. Den norsk-danske dokumentarfilm "Født til at kæmpe" skildrer en ung indisk kvindes hårde kamp for at bestemme over sin egen skæbne.

Af Jonas Varsted Kirkegaard, bragt på FILMupdate den 2. maj 2014.

Mød den indiske pige Thulasi. Hun er 24 år og kasteløs – og dermed ikke meget værd i samfundets øjne. Indien over er 80 millioner kvinder i samme båd som hende. For ti år siden stak Thulasi af fra sin biologiske familie, fordi faren ville gifte hende væk til en ældre mand. Morens liv som hjemmegående husmor er i datterens øjne "et liv i fængsel." Selv har hun en flugtplan.

Thulasi har nemlig et stort talent for boksning, og boksning kan – i bedste fald – føre til økonomisk uafhængighed og dermed et liv, hvor hun selv har styringen. At leve i et mandsdomineret samfund gør hende kun endnu mere motiveret i bokseringen, men Thulasi undslipper ikke de patriarkalske fangarme: I bokseklubben er det almindelig kendt, at man ikke bør være alene med lederen af klubben på hans kontor. Det er også almindelig kendt, at det koster penge under bordet at blive udtaget til de vigtigste stævner.

Selvkørende

"Født til at kæmpe" er koproduceret af Helle Faber for Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut og instrueret af nordmændene Susann Østigaard og Beathe Hofseth. Instruktørernes produktionsselskab Fri Film engagerer sig i spørgsmål som ligestilling, menneskerettigheder og diskrimination og sætter desuden fokus på kvindelige forbilleder.

I et interview i DR2 Dagen den 1. maj 2014 kunne filmens to instruktører fortælle, at også Thulasis transportvaner vidner om hendes stærke trang til selv at styre tingene: "Noget af det første hun sagde til os var, at i Indien sidder kvinderne normalt bag på motorcyklen, mens faderen, manden eller broderen kører. Men Thulasi ville have sin egen motorcykel. Hun ville vise indiske fædre og alle andre, at der ikke er forskel på drenge og piger, og at piger kan gøre, hvad de vil."

Uønskede pigebørn

 "Født til at kæmpe" er blevet vist på Testrup Højskole samt for Team Danmark-elever på Sports College i Holstebro. Filmen er desuden blevet vist for elever på Borups Højskole i Cinemateket. Her var frivilligkoordinator og bestyrelsesmedlem for Dansk-Indisk Børnehjælp Lisbeth Lynggaard-Jørgensen også til stede.

"Jeg håber, at "Født til at kæmpe" vil åbne danske øjne for indiske kvinders behov for at blive til noget frem for bare at få en mand og servicere ham,", siger hun. "Jeg fornemmede på publikum, at de var overraskede over de forhold, Thulasi og mange andre indiske piger og kvinder lever under. Men faktisk er Thulasi en af de mere heldige indiske kvinder. Hun fandt en ny familie, der kunne og ville støtte hende økonomisk, og dermed give hende mulighed for at realisere boksedrømmen."

En del af forklaringen på indiske piger og kvinders trængsler er traditionen for at betale en medgift, når en datter skal giftes. Pigebørn er dermed groft sagt en dårlig forretning.

"Pigefostre bliver sorteret fra," siger Lisbeth Lynggaard-Jørgensen. "Det er naturligvis ikke lovligt, men det foregår alligevel. Derfor er der nu et stort underskud af kvinder i Indien."

Emneord: 

Ikke underviser?

Hvis du ikke har UNI-Login, kan du se og finde kort- og dokumentarfilm på Filmcentralen For Alle