Carl Th. Dreyer

- et undervisningsmateriale
Lærer og elev

Carl Th. Dreyer og hans store film

Carl Th. Dreyer (1889-1964) regnes for en af filmkunstens banebrydende instruktører. Beundret i alle filmmiljøer for sin kompromisløse og definitive stil. Inspiration for andre store instruktører som Francois Truffaut, Jean-Luc Godard, Guillermo del Toro og herhjemme Lars von Trier, Jørgen Leth, Torben Skjødt Jensen og Pernille Fischer Christensen.

Det var begrænset, hvad Dreyer nåede at instruere i løbet af sit aktive liv som instruktør, for der var langt mellem, at producenterne gav ham mulighed for at lave spillefilm. Han var nemlig krævende trods sit venlige ydre. Han stillede store krav til skuespillere, fotografer og ikke mindst til sig selv om at nå det optimale resultat. Sandheden lå for ham i detaljen.

I 2018 er det 50 år siden, at han døde. Hans store Palladium-film er blevet tilgængelige for et bredt publikum, og det gør det muligt at opleve og studere hans film.

Dette undervisningsmateriale er rettet mod flere fag i de gymnasiale uddannelser: dansk, mediefag, billedkunst og religion. Det skal medvirke til at placere Dreyer i den kulturkanon, han hører hjemme i. Det skal dog først og fremmest give unge mennesker indsigt i stor filmkunst, der stadigvæk kan bevæge os og gøre vores liv større.

Materialet er ordnet i undervisningsforløb, der er monofaglige og flerfaglige. De tager hver især udgangspunkt i et tema, der belyses gennem flere af hans film og med inddragelse af andet materiale, bl.a. fra den omfattende ressource carlthdreyer.dk

”Når jeg ser Dreyer, er jeg aldrig i tvivl om, at her er der en kunstner, som vil mig noget. Han VIL fortælle lige netop den her historie, og han fortæller den med den største indlevelse og inderlighed, der er ham mulig. Han mener det. Forsvarsløst, uden ironi. Han forsvarer sine karakterers menneskelighed, selv de karakterer, der er besat af ondskab og overtro og fanatisme, forsvarer han.”  

- Instruktør Pernille Fischer Christensen

Forfattere og redaktør:
Merete Møller Olesen, cand.mag., Borupgaard Gymnasium, dansk, filosofi.
Rasmus Rosengaard, cand.mag, Borupgaard Gymnasium, historie, mediefag.
Lisbeth Layborn, cand.mag. Borupgaard Gymnasium, dansk, religion.
Henrik Poulsen, cand.mag., redaktør.

Oktober 2018

Foto: Jørgen Roos, DK, 1966

Film