Kortfilm i engelsk

- et undervisningsmateriale til engelskundervisningen
Lærer og elev

En lille bid af verden

Ved at se kortfilm i undervisningen bringes en lille bid af den engelsksprogede verden ind i klasselokalet. På ganske kort tid samles klassen om en fælles oplevelse med autentisk engelsk sprog og kultur. Samlingspunktet er visuelle oplevelser, hvor hver detalje er nøje overvejet og giver anledning til analyse, samtale og diskussion. Hermed dækker arbejdet med kortfilm og film mange af de faglige mål.

Faglige mål:

  • forstå mundtlige engelske tekster og samtale om almene og faglige emner
  • analysere og fortolke tekster med faglig terminologi og metode
  • analysere og perspektivere aktuelle forhold i britiske, amerikanske og andre engelsksprogede regioner 
  • perspektivere tekster kulturelt, samfundsmæssigt og historisk

Om materialet

Materialet består af en generel Guide til at arbejde med kortfilm i engelsk og fire specifikke materialer udarbejdet til fire engelske kortfilm. De fire kortfilm ligger her på Filmcentralen og kan ses med både danske og engelske undertekster: 'Jacked' ('Biltyvene'), 'Patriot', 'Mike' og 'Skin'.

I den generelle guide til at arbejde med kortfilm i engelsk er spørgsmålene delt i tre hovedspor: en litterær indgang (handling, personer, miljø, temaer og symbolik), en mediefaglig indgang (dramaturgi, kameravinkel, billedvalg og lyd) og en grammatisk og skriftlig indgang (skriftlig øvelse og kontekstuel grammatik). Indholdet i disse tre indgange overlapper og understøtter hinanden.

Læreren kan orientere sig om filmens handling, tematikker og særlige filmiske virkemidler i materialet. I arbejdet med de filmiske virkemidler kan man benytte ordlisterne til hver film (dansk-engelsk oversættelse af filmtermer under menuen til venstre), som indeholder de mest almindelige begreber til filmanalyse. Bemærk, at det er muligt at tage skærmbilleder af filmene for at underbygge argumenter (se knappen 'Tag screenshot' under de enkelte film).

Opbygning af de enkelte filmmaterialer:

  • Credits, handlingsreferat, temaer, analytiske pointer
  • Faglige mål
  • Om elevark
  • Ordliste til dramaturgi og filmiske virkemidler

Om elevarkene

Til hver kortfilm hører tre elevark:

  • Before watching the film skal aktivere elevens engelske ordforråd inden for dramaturgi og filmiske virkemidler, så de er klædt på til at analysere filmen. Filmens tematik og stemning bliver også slået an i denne del.
  • While watching the film skal vække elevernes nysgerrighed og lade dem digte med om filmens indhold og form med en blanding af visuelle, auditive og skriftlige opgaver. 
  • After watching the film indeholder en række forskelligartede opgaver til filmen i sin helhed. Opgaverne har først en litterær indgang (fx personkarakteristik, miljøbeskrivelse, symbolik, tematik) herefter en mediefaglig indgang (fx billedbeskrivelse af screenshots, dramaturgi, kameravinkel) og til slut en grammatisk og skriftlig indgang (fx en mindre skriftlig opgave, kontekstuel grammatik). Det er naturligvis muligt at udvælge de opgaver, som passer bedst til holdet, niveauet og formålet med filmen i undervisningen. Opgaverne indeholder taktile, kreative og visuelle elementer, så flere læringsstile bliver tilgodeset. Øvelserne er udarbejdet med henblik på at træne ordforråd, kommunikative og analytiske færdigheder.

Dette materiale er skrevet af Mette Koch, Odense Tekniske Gymnasium, december 2019

Materialetype: