ERINDRINGSBIO

Temapakke 3: Hverdagsliv

En husmoderafløser læser højt for en dreng
Fra filmen "Husmoderafløsning", 1956.

Meget har ændret sig i danskernes hverdagsliv siden 1950’erne – eller har det? Dengang som nu fyldtes dagligdagen med pligter. Arbejde, skole og husholdning skulle passes for at få hverdag og økonomi til at hænge sammen. I denne temapakke har vi samlet sort-hvide glimt fra dagligdagen, som den tog sig ud i 1950’erne og 60’erne. Vi trasker i mudder med soldater, steger frikadeller med husmødre og tager et kig ind bag facaderne i et moderne forstadskvarter.

  • Temapakken indeholder 7 film og klip med tilhørende dialogmateriale, som du skal downloade for at bruge pakken. 
  • Temapakkens indhold er inddelt i tre niveauer: Klip fra gemmerne, Frys filmen! og Og hvad så nu?
  • De tre niveauer indeholder klip, film og dialogmateriale af forskellige længder og med forskellige grader af kompleksitet. Dermed er de tilpasset, så de kan bruges med demenssygdomme i forskellige stadier. 

hent dialogmateriale

For at bruge temapakken 'Hverdagsliv' optimalt skal du hente og printe det tilhørende dialogmateriale, som er rettet mod plejepersonale og pårørende: 

KLIP FRA GEMMERNE

Klip fra gemmerne indeholder en række korte klip på et til tre minutter. Til hvert klip følger 3-4 forslag til spørgsmål, som du finder i det tilhørende dialogmateriale. 

 

Klip 1: Bag de ens facader, Instr. Peter Weiss, 1961 (speak, sort/hvid)

Klippet viser et moderne, kollektivt rækkehus fra et forstadskvarter i 1960’erne.

Klip 2: Soldat, Instr. Kai Reinhardt, Ebbe Preisler, 1968 (reallyd, farver)

I klippet skildres den hårde og til tider regnvåde hverdag for en menig soldat.

Klip 3: Drenge i skolepraktik som brandmænd, 1957 (speak, sort/hvid)

Klippet viser et skolepraktikforløb på Frederiksberg Brandstation, hvor to jyske drenge skal prøve kræfter som brandmænd.

Klip 4: I skole, Instr. Carl Bang, Vincent Hansen, 1964 (reallyd, sort/hvid)

Klippet viser undervisning i hverdagen på en almindelig københavnsk kommuneskole.

 

FRYS FILMEN!

Med til filmen følger en række billedkort, som kan deles ud eller vises frem, når visningen er slut. Hvert kort indeholder et spørgsmål, der kan bruges til at starte en dialog. Billedkortene kan downloades med resten af dialogmaterialet, som du finder øverst på siden.

Film: Husmoderafløsning, instr. Kirsten Bundgaard, 1956

Når mor bliver syg, må en anden træde til i hendes sted. I denne film overtager en professionel husmoderafløser alle hjemmets pligter, mens mor er på hospitalet. Husmoderafløseren gør rent, laver mad og læser højt for børnene, før de skal sove.

OG HVAD SÅ NU?

Filmen nedenfor findes i to versioner. I den første version er der indsat pauser med tekster, som viser, at I kan sætte filmen på pause og tale om filmens forløb. Hvad har vi netop set? Hvad kommer der mon til at ske nu? Den anden version har ingen huller og kan nydes frit – helt uden afbrydelser!

Film: Politihunden ”Buller”, instr. Erling Wolter, 1957 (uden lyd, sort/hvid)

I filmen taber en landmand sit lommeur på marken. Han ringer til politiets hundepatrulje, og schæferhunden Buller bliver kørt ud til opgaven.

Se filmen – uden afbrydelser: