Klip fra Befrielsen

Kommentarer fra transskribenten er markeret med […]

[Norsk speak. Oversat til dansk]

Vi er i Trondheim, hvor det nye Tinghus i disse uger er skuepladsen for den uhyggeligste sag i norsk retshistorie, opgøret med Henry Rinnan og hans bande. Det er en forfærdelig anklage, som rejses imod disse mennesker, som med deres forbryderiske og samvittighedsløse virksomhed har lagt over tusind gode nordmænd i tyske fængsler. Flere hundrede af dem blev tortureret og over 80 mistede livet.
Sagen opfattes, ikke overraskende, med en kolossal interesse af Trondheims befolkning. 
Udenfor Tinghuset, hvor bevæbnet politi patruljerer, har folk samlet sig for om muligt at få et glimt af forbryderne. 
Det er der imidlertid kun en lille chance for. Bilen med de anklagede køres lige ind i Tinghuset baggård, og herfra blev den uhyggelige forsamling ført ind i retssalen.
Mandfolkene er lænket sammen to og to, men for kvindernes vedkommende har man ikke fundet det nødvendigt at tage en sådan forholdsregel.

Så snart de kommer ind, sætter vi spot på dem. Uskyldigheden Per Wiik vil absolut ikke lade sig fotografere, mens Odd Urstrømmen smiler blegt. 

Så kommer kvinderne ind i samlet trop. Læg mærke til hende med den sorte hat, det er en af Rinnans lokkeduer, Olga Marie Sørensen, som hele tiden gør sit yderste for at undgå at få sine skønne træk foreviget. 

Efterhånden som arrestanterne kommer ind i buret, bliver håndjernene taget af. Til gengæld får alle mandfolkene en wire om den ene fod, som forankres godt i gulvet. 

De 30 tiltalte, som er første pulje i denne vidtløftige sag, får udleveret nummersedler, som de selv sætter på sig. Lad os nu, før rettens forhandlinger begynder, forsøge at give et virkeligt indtryk af, hvordan de ser ud, disse mennesker, som har gjort sig skyldige i disse hårrejsende ugerninger. 

Kitty Grande og Inga Lerfald lader ikke til at føle sig særligt ilde berørt ved kameraernes nærgåenhed. Harry Rønning ser betænkelig ud, og det har han vel god grund til. 

Så bliver sagens hovedperson ført ind. Henry Oliver Rinnan den forsagte lille skomagersøn fra Levanger, som tyskerne havde udset til Gestapochef i norden efter krigens sejrrige afslutning. Gensynet med de trofaste medarbejdere arter sig som et rørende intermezzo.

Det er tydeligt, at Rinnan, der med et skævt smil, som lyser af ondskab, nyder situationen og tager et overblik over de uvante omgivelser. 

Med synlig stolthed tager Rinnan imod nummersedlen med ettallet på, som kendetegner hans rang i det uhyggelige kompagni. 

Retten kommer. Her er de mænd, der skal dømme i denne store, komplicerede sag, og som man venter vil strække sig over tre måneder, før den endelige afgørelse kan falde. 

I midten ser vi administrator lagmann Nissen, til venstre for ham lagdommerne Stensrud og Middelfart og til højre lagdommer Sverdrup Thygesen, aktor statsadvokat Lyng og hans fuldmægtige. 

Endelig har vi her en lille håndfuld af publikum, som får anledning til at være til stede.

Der skal føres over 500 vidner i sagen, blandt dem er Gestapochefen i Trondheim, Flesch, som er Rinnans nærmeste arbejdsgiver, og som her bliver ført til lokalet. 

Første retsmøde er slut, og Rinnan bliver ført ud af salen igen. Så længe retssagen foregår, holdes han i forvaring i Trondheims kredsfængsel, som ligger dør om dør med Tinghuset. Også nogle af hans farligste drabanter sidder fængslet her, mens de øvrige bliver anbragt i biler igen og kørt til andre fængsler. 

Og atter stormer folk frem for at få et glimt af de forhadte banditter. 

[Norsk speak slut]

Den største sag i dansk retsvæsens historie, sagen mod landsforræderne fra Peter-gruppen, hvis ledere var Henning Brøndum og Bothilsen Nielsen, har været behandlet ved Københavns Byret. 

Her ankommer rettens embedsmænd til domhuset.

Den offentlige anklager med sagens akter.

Den store politibil med hele gruppen forlader Vestre Fængsel. De engang så frygtede terrorister, der spredte død og elendighed over Danmark og ved mord og sabotage forsøgte at nedbryde det danske folks modstandskraft, venter nu på gengældelsen for deres forbrydelser. 

Her ankommer de under skarp bevogtning til domhuset for at høre den dom, der er dem tiltænkt for de ugerninger, de har forvoldt det danske folk. 

Besættelsestidens værste terrorister, Brøndum og Bothilsen Nielsen, der her forlader bilen, er tilsyneladende upåvirkede af situationen. Medens Ib Nedermark Hansen tydeligvis bærer præg af sagens alvor.

I dag oplever vi Danmarks forår. Bag os ligger voldsherredømmet, der blev brudt. Foran os aner vi en fremtid, der rummer større muligheder for Danmarks, for hele verdens lykke, end nogen tidligere epoke i historien. 

Derfor står vi i dyb taknemmelighed til vore døde kammerater. Både dem der faldt i direkte kamp, og dem tyskerne henrettede, eller dem der døde på grund af det usandsynlige sjuskeri med menneskeliv, som tyskerne udøvede. 

Jeg tror, at I, frihedskæmperne og hele modstandsbevægelsens folk, vil være enige med mig i, at der ikke kan være nogen mening i at aflevere de våben, som I med så store ofre gemte og plejede. De våben hvis bevarelse til kampdagen krævede så mange af vor kammeraters liv. Som krævede utallige kammeraters lidelser i Gestapos fængsler og torturkamre. De våben kan og må vi ikke aflevere. 

Må jeg først bringe en hilse fra Bornholm. 
Ovre på vor dejlige klippeø fik jeg lejlighed til at takke den østlige store allierede, Sovjet-Rusland, for dens indsats i vores befrielse. 

Og jeg kunne med rette sige, at vi i Danmark og danske ude altid havde set således på det, at det var krigens gang, som bestemte, hvorfra landet skulle befries. 

Nu er landet, Danmark, befriet.

[Lang pause uden lyd til 31:05]

Umiddelbart før kapitulationen var ikke mindre end 80 skoler beslaglagt af tyskerne. I skolegårdene var der trukket tøjsnore, og overalt mødte man dette syn af tøj, der hang til tørre. Men nu kunne det ikke vare længe. Det var alle klar over. Og helt forstod man det, da grev Bernadottes arbejde for at hjemsende de i Tyskland internerede danske og norske fanger lykkedes, og lykkedes på en sådan måde, at vi med egne øjne så den ene store transport rulle gennem København efter den anden på vej til Sverige. 

Og så den 4. maj 1945 om aftenen udløstes spændingen.

Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. 

Her er London. Vi gentager. Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Nu for nogle få minutter siden erfarede vi fra Montgomerys hovedkvarter, at fjenden i Holland, i Nordvesttyskland og i Danmark har kapituleret. 

Rigsdagen, som ikke havde fungeret siden 29. august 1943, blev atter indkaldt. Kongen og dronningen kørte fra Amalienborg til Christiansborg for at åbne den 95. ordentlige Rigsdagssamling. Langs vejen fra Amalienborg paraderede tusinder af frihedskæmpere og tætte menneskemængder hyldede kongefamilien.

Tak for den tillid, I har vist mig. Mange personlige afsavn og liv har disse år krævet, og vi samles i det gamle ord: Guds fred med vore døde i Danmarks rosengård, Guds fred med dem der lide af dybe hjertesorg. Store opgaver foreligger og kræver et samdrægtigt arbejde for at genoprette, hvad disse år har søndret. Til dette arbejde ønsker jeg Guds velsignelser, og beder dem forene Dem med mig i et trefoldigt hurra for vores gamle fædreland. Danmark leve: Hurra, Hurra, Hurra. Hermed erklærer jeg den ordentlige Rigsdagssamling for åbnet.

General Dewing overværer Rigsdagens åbning. 

[Engelsk speak. Oversat til dansk]

Jeg vil takke jer for, hvad I har gjort.

[Engelsk speak slut]

Mussolini sender et hjælpekorps. 

Også i Danmark dannes et frivilligt korps, Frikorps Danmark. Det første og største samlede kontingent er på 800 mand. Det er hele det bidrag, Danmarks 4 millioner nu vil yde til Hitlers krig.
Frikorpset rejser fra København, og i Hamburg, under Dannebrog, aflægges faneeden. 

Jeg sværger ved Gud denne hellige ed, at jeg i kampen mod bolsjevismen vil yde den tyske værnemagts øverstbefalende, Adolf Hitler, ubetinget lydighed. 

Terroren spredes over hele landet. Ikke blot mord, men også sprængninger er led i den tyske gengældelse. Vi kalder det Schalburgtage. 
De forsøger at give det udseende af, at det er danske, illegale danske, som står bag denne terror. 

[Frikorps Danmarks sang ”Legionærsangen” synges, mens der speakes]

Derfor hentes danske håndlangere fra Schalburgkorpsets efterretningstjeneste. 

Man skraber bunden i Danmark for at finde egnede eller uegnede til at udfylde rækkerne. 

[Sang slut]

I et åbent brev til doktor Best, drager Danmarks Frihedsråd nazisterne til ansvar: 

De kan lade brænde, hærge og myrde, de kan fængsle og henrette, de kan lokke eller true. Men de kan aldrig knække vor vilje eller vor evne til at bekæmpe den magt, der har styrtet verden ud i krig og berøvet Danmark dets frihed. 

Terroren vokser vor tro på fremtiden og sejren. Fra den frie verden kommer budskaber, som giver troen ny næring. 

[Frikorps Danmarks sang ”Legionærsangen” synges, mens der speakes]

Her er kødgryderne altid fulde. Schalburgkorpset lider ingen nød. 

Som et resultat af folkestrejken er korpset forvist til Ringsted. Bag kasernens skærmende mure, prøver de på at sætte sig ind i eksercitsens mysterier. 

[Sang slut]

Tyskerne er alt andet end tilfredse med situationen i Danmark. Den 19. september går de, i ly af en falsk luftalarm, til angreb på det danske politi. 

Politivagten på Amalienborg forsvarer slottet i flere timer, indtil de angribende tyskere afblæser kampen og erklærer, det var en fejltagelse. 

[…] venter i spænding. Det er den 4. maj.

Om aftenen kommer over BBC det budskab, vi har ventet. 

Her er London. Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig.

Danmark er frit.

Et medlem af Danmarks Frihedsråd taler åbent til det danske folk: 

[...] største stund i Danmarks historie. Det [Utydelig tale] har vi længtes mod dette øjeblik, men vi har ikke alene længtes, vi har kæmpet […] 

[Der synges ”Der er et yndigt land”, mens der speakes]

Danmark er frit. Danmark har atter en regering dannet af mænd fra modstandsbevægelsen og mænd fra de politiske partier. 

[Sang slut]

Fra den 5. maj klokken otte om morgenen har modstandsbevægelsens styrker ansvaret for ro og orden. 

Den 5. maj er en alvorlig dag. Et arbejde skal gøres. Vores styrker må forhindre tyskerne i at bryde ud fra kaserner og forlægninger. 

Hvor nazister og landsforrædere forskanser sig, går vi til storm. 

Krigsforbryderne arresteres: fra Hitlers håndlanger doktor Best til menige SS-mænd.

Nu drages de til ansvar.

Pancke, den Højere SS- og Politifører. Bovensiepen, chef for Sikkerhedspolitiet, der gennemførte terroren. Kaptajn Martinsen, chefen for Schalburgkorpset. 

Modstandsbevægelsen foretager dagen igennem en række arrestationer. Frihedsrådet udsender sit sidste opråb: 

Vi hilser vore kammerater velkommen hjem fra koncentrationslejre og fængsler. Vi er stolte over at kunne byde dem hjem i et frit, ubesejret Danmark. Alt hvad vi har lidt og døjet har ikke været forgæves. 

Den Danske Brigade vender hjem til en begejstret velkomst. 

Brigaden overføres i de nærmeste dage til Sønderjylland, hvor den overtager bevogtningen af grænsen.

I Kastrup lander en allieret militærmission med general Dewing som chef. 

Kampene den 28. og 29. august kostede hæren og flåden 23 dræbte og 60 sårede. 

I København blev de dræbte under stor deltagelse begravet i en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård. Trods de langt overlegne fjendtlige styrker havde den danske soldat atter, ligesom den 9. april, vist, at han var parat til at ofre livet for sit fædreland. 

Kongen flyttede til Sorgenfri Slot og holdt der sin 73-årige fødselsdag. Tusinder af københavnere kom med blomsterhilsener. 

Amalienborg Slotsplads lå øde og tom.

Schalburgkorpset, landsforræderne, tog Frimurerlogen på Blegdamsvej i København i besiddelse. I danske garderuniformer holdt de vagt foran hovedindgangen. 

Deres forsøg på eksercits var alle pengene værd. De var latterlige. 

I Frimurerlogen var også oprettet et værgekontor, hvor ansøgere kunne melde sig. 

Og her er værgekontoret i fuld gang. Det er synd at sige, at intelligensen ligefrem lyser ud af dem. 

I Frimurerlogen var opmagasineret store mængder af den danske hærs materiel. Alt var tyvstjålet fra hærens depoter. 

I Ringsted legede de røvere og soldater. 

Det er ikke hjernen, der vokser ud, stråene er kamuflage. Der var den fordel ved Schalburgkorpset, at i dette uniformerede korps samledes landets udskud. Sådan at man ved det tyske sammenbrud havde dem samlet og havde deres navne skrevet op.

Schalburgdrengenes attentater bredte sig fra hovedstaden til provinsen. De bilende sprængningskommandoer og grupper rettede deres forbryderiske og morderiske virksomhed mod liv og ejendomme i næsten alle de østjyske byer. 

I Aalborg blev chefen for spejdernes nørrejyske division, læge Raetzel, dræbt på hjørnet af Ågade og Rosenlundsgade. Hele Aalborg fulgte den dræbte til graven. Enken med familie nedlægger blomster på mordstedet. 

Her er Aalborg Rutebilsstation blevet ødelagt af bomber og ild. Ti rutebiler blev mere eller mindre 
ødelagt, og tusinder af ruder blev knust i den indre by. Også det populære jyske forlystelsessted, Kilden, blev bombehærget. 

Tirsdag den 19. september lidt før klokken 11, hylede luftværnssirenerne. Tyskerne forøvede deres gemene og skændige aktion mod det danske politi. 

Opråb til den danske befolkning fra den Højere SS- og Politifører i Danmark, general Pancke: Mord, sabotage og forbrydelser har i mere end et år været kendetegnet for det offentlige liv i Danmark. Det danske politi ønskede ikke at træde kraftigt op imod denne anarkistiske udvikling. Ved hjælp af tvetydige opråb, som blev forstået på den rigtige måde af den politiske underverden, troede man at kunne tilfredsstille den, i opretholdelse af ro og orden, interesserede besættelsesmagt. Besættelsesmagten ser sig derfor nødsaget til at foretage en omorganisering af det danske politi. Indtil denne omorganisering er bragt til ende, indføres der derfor fra i dag den 19. september 1944 klokken 12.00 politimæssig undtagelsestilstand over hele Danmark. Hele det danske politi sættes indtil videre ud af funktion. 

Den 31. oktober blev Gestapos hovedkvarter i Aarhus angrebet af Royal Air Force. Bomberne blev kastet med stor præcision, og samtlige bygninger blev mere eller mindre beskadiget. Gestapochefen for Jylland og hans souschef mistede livet. Hospitalet tæt ved tog ingen skade.

Nogle dage før jul blev Østasiatisk Kompagnis statelige hovedbygning på Gammelholm i København sprængt i luften. Tidligt om morgenen blev bygningens bevogtningsmandskab holdt op. Cirka 25 mænd trængte ind i lokalerne og anbragte sprængstoffer. Det var massemorderen og terroristen Brøndum, der stod bag dette. 

I februar blev Odense offer for Brøndums og Bothilsen Nielsens hærgningstogter. 

Gestapos hovedkvarter i Odense, Husmandsskolen, efter det vellykkede luftangreb. 
Et af de dristigste kup mod tysk rustningsvirksomhed var sabotagen mod Dansk Industrisyndikat i Københavns Frihavn. 
Always Radio på Vesterbro blev lagt i ruinhob. 
Som hævn for attentaterne mod de tyske militærtog blev nogle vogne i Jyllandsekspressen sprængt i luften i nærheden af Hobro. Ved katastrofen dræbtes ti. 30-40 såredes. 
Tyskerne tog det ikke så nøje. Her er ammunitionskasser godt dækket af Røde Kors-togene. 

Tyske sårede og flygtninge begyndte at komme til landet. Syge og elendige blev de bragt i land fra de store transportdampere. Al undersøgelse ved ankomsten blev skubbet til side. 
De blev ført direkte fra skib eller jernbane til deres logi. Sultne, lasede og lusede, væltede flygtningene ind over landet. Alene til Københavns Havn kom op imod 300.000. 

En interimistisk aflusningsanstalt blev indrettet, hvor tyskerne badede, og hvor klæder blev desinficeret i et forfærdeligt roderi. 

Skoler og offentlige bygninger blev beslaglagt til flygtningene, hvoraf langt størsteparten var i en rystende og forfærdende tilstand. Farlige sygdomme førte de med sig. 

En af de tyske ligvogne.

Som et værn lod næsten hele befolkningen sig vaccinere. Lægerne havde forrygende travlt. Gonorretilfældene var i besættelsens sidste år cirka 23.000. Alene syfilistilfældene gik fra 485 tilfælde i 1940 op til 4.034 tilfælde i 1944. En tidobling. 

I slutningen af marts 1945 angreb engelske moskito-maskiner det tyske politis hovedkvarter, Shellhuset, i København. 

Læg mærke til at bomberne falder, medens der blæses luftalarm. 

Bomberne faldt præcist, og Shellhuset blev komplet ødelagt. Der omkom et stort antal Gestapofolk og tyske soldater. Som ved et mirakel blev størstedelen af de danske fanger, der sad i øverste etage, reddet. Branden varede i mange timer, og røgen lå tykt og kvælende i det omliggende kvarter. Desværre krævede dette bombardement et forfærdende stort antal danske ofre. En af de angribende maskiner kolliderede med en lystmast på banegårdsterrænet, og efter at piloten havde forsøgt at klare den farlige situation ved at lette maskinen for nogle af bomberne over Søndre Boulevard, styrtede den ned i Den Franske Skole i Frederiksberg Alle. Katastrofen var forfærdende. 140 mennesker dræbtes, deriblandt cirka 100 børn. Når ulykken fik så frygteligt et omfang, skyldtes det først og fremmest, at tyskerne for sent gav flyvervarsel. 

I forbindelse med flyverangrebet på Shellhuset foretogs omfattende afspærringer i de tilstødende gader. Hipokorpset og tyske soldater gik angrebsvis til værks. Ejendomme blev besat, der blev foretaget visitationer, der opstod et voldsomt skyderi. 

Da tyskerne begyndte at fjerne kullejrene i Sydhavnen, sprængte sabotørerne først Langebro, og derefter sænkede de ved en dristig aktion to skibe i Københavns Havn ud for Havnegade. Af frygt for at Knippelsbro skulle blive saboteret, blev svært bevæbnede soldater posteret, og færdslen over broen måtte kun foregå i en smal rende på midten. 
Den sidste 9. april under besættelsen. Uanset ordren om at ingen måtte stå stille på broen, blev de faldnes minde hædret på Knippelsbro, som alle andre steder i landet. 

I Randers var torvet med Niels Ebbesen midtpunktet for stilheden.

På Rådhuspladsen stod titusinder i ærbødig stilhed og med blottede hoveder. 
End ikke da en bil med civilklædte hipofolk provokerede til uroligheder, lod folk sig rive ud af den andagtsfulde ro. 

Der blev skudt fra bilen mod folk [Utydelig tale pga. skudsalver] blev der søgt dækning [Utydelig tale pga. skudsalver] soldater måtte krybe i skjul [Utydelig tale pga. skudsalver] civilklædte bandit løber til venstre og skyder. 

Efter at Shellhuset var blevet bombet og gjort ubrugeligt, tog Gestapo Skt. Annæ Palæ i Dronningens Tværgade i besiddelse, og herfra fortsatte stikkerne deres arbejde. Men tyskerne følte sig ikke sikre noget sted. Jernbanegade med Dagmarhus blev spærret med spanske ryttere. Det krævede en stor omlægning af sporvognsskinnerne på Rådhuspladsen, næsten alle sporvognslinjer blev en overgang ført gennem Stormgade. 

Et nyt billede dukkede samtidig op i folkelivet. Gadeartisterne. 

Men trods den stigende uro kredsede Anders And hver dag over hovedet på københavnerne. I de sidste måneder før befrielsen teede hipofolkene sig som gale og afsindige. 

Apolloteateret blev sprængt i luften. 
Allers store bladvirksomhed blev lagt øde. 

På mange måder demonstreredes mod de tyske overgreb. Da en ung mand var blevet skudt ned i Roskilde på åben gade, fulgte tusinder og atter tusinder ham til graven. 

I alle større byer knaldede maskinpistolerne ved nat og ved dag. Ofte kom det til ildkampe ved højlys dag. Det var farligt at færdes på gaden. 

Fængslerne var overflydte. I Vestre Fængsel sad fangerne i den tyske afdeling både fire og fem mand i eneceller under meget dårlige forhold. Også fængslet i Horsens var fyldt. Og Frøslevlejren havde 3-4 gange så mange fanger, som det oprindeligt var meningen. 
Og selvom krigens fronter efterhånden nærmede sig Tysklands hjerte, og Tysklands knusende nederlag var at forudse, gik der stadigvæk transporter fra Frøslev til lejrene i 

Tyskland. Sådanne transporter foregik altid i de tidlige morgentimer. Der vinkes farvel fra kvinderne i lejren. Det var med ængstelse, man fulgte de deporteredes videre skæbne. Deportationen var et besættelsens sorteste kapitler. Forholdene i koncentrationslejrene var rystende. Titusinder af mennesker blev dræbt af tyskerne. Sultet ihjel. Pint til døde. Brændt. Og så tilbød det svenske Røde Kors sin hjælp. Under ledelse af Grev Folke Bernadotte begyndte den humanitære svenske aktion, der skulle komme til at betyde redningen for tusinder af danske og norske og fanger fra mange andre lande i Europa. De hvide svenske Røde Kors-biler rullede gennem Danmark mod syd. Og i ugerne inden befrielsen lykkedes det at skaffe over 4.000 danske fra koncentrationslejrene til Danmark. Her vender det danske politi tilbage, og gensynsglæden er enestående. 

I Københavns Frihavn arbejdede russiske krigsfanger indtil kort før kapitulationen med at grave huller til sprængning af kajanlæggene. 

Over Københavns Frihavn blev alle de udenlandske fanger fra koncentrationslejrene i Tyskland ført til Sverige. 

Hjælpsomme og kærlige hænder tog imod dem og gjorde alt for dem, men det var også nødvendigt. Hvad de svenske sygeplejersker og læger blev præsenteret for, kan ord knapt nok beskrive. I laser og pjalter ankom de fleste. Deres legeme var kun skind og ben. 
De fleste bar præg af sult og af mishandlinger. Mange af dem var dødsmærkede. Den umenneskelige behandling havde nedbrudt modstandskraften i legeme og sjæl. For dem var døden en befrielse. 

Den 4. maj om aftenen kom meddelelsen om tyskernes kapitulation. Danmark var atter frit. Besættelsens mareridt var endt. Men de underlige følelser af glæder og taknemmelighed greb os alle. Vi var frie. Der var fred. 

[Hurra-råb fra gaden og fra balkonen]

De fem tungeste år i Danmarks historie var endt. I glædesrusen gik tankerne til de mange, der gav deres liv for at vi kunne få lov at leve. Til de mange der blev ofre for nazismens jernhæl. De vil aldrig nogensinde blive glemt.