Socialdemokratiets 75 Aars Jubilæum

Film museum/danmark-paa-film Se Filmen

1946, 12 min., Speak

Den 21. juli 1946 fejrer Socialdemokratiet sit 75 års jubilæum. Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Alsing Andersen og Vilhelm Buhl til kransenedlægning ved Louis Pios, Brix' og Staunings grave. Fest på Københavns rådhus med forskellige talere. Optog gennem Ålborg. Processionen i København passerer Dronning Louises bro og marcherer til Fælledparken. 125.000 mennesker er samlet her. Per Albin Hansson, de samvirkende fagforbunds næstformand Einer Nielsen og Hans Hedtoft m.fl. på talerstolen. Der refereres på flere transparenter til 'Fremtidens Danmark', som var navnet på partiprogrammet fra 1945. Jubilæet slutter med aften fest og fyrværkeri i Fælledparken.

Emneord: 1940-1949, Optog, Socialdemokratiet, Aalborg, Aarhus

Medvirkende: Hans Hedtoft

Produktion: Dansk Film Co.

Se alle credits i Filmdatabasen

Vis transskription

Sådan laver du et klip

  • Find det sted i filmen, hvor du ønsker at starte dit klip, og tryk ”Start klip”.
  • Når du ønsker at afslutte klippet, trykker du ”Slut klip”.
  • For at se klippet, tryk ”Se klip”. 
  • Hvis du er tilfreds med klippet, trykker du ”Opret klip”.

Når klippet er oprettet, har du mulighed for at placere klippet ved hjælp af danmarkskortet.

OBS: Du skal kun angive din e-mailadresse, hvis du ønsker, at websitets redaktion skal gøre dit klip til en bestandig del af danmarkskortet. Kun klip med korrekt stedsangivelse bliver lagt på sitet.

Du kan frit dele dit klip på din Facebookside, hjemmeside, blog eller andet.

God fornøjelse.

Transskription

Kommentarer fra transskribenten er markeret med […]

Den 21. juli 1946 kunne Socialdemokratiet fejre sit 75 års jubilæum.

Dagen manifesteredes under smukke og festlige former. Det var jo ikke nogen helt almindelig fødselsdag. Den markerede generationers seje kampe for at løfte det jævne folk. Under de vanskeligste forhold stred de første pionerer deres hårde kamp mod datidens magthavere. Men efter de første vanskelige år gik det opad. Og snart med medvind, snart under strid modvind, gik vejen frem til den folkerejsning, som arbejderbevægelsens voksende magt og indflydelse har betydet. Det var en fødselsdag, der fortjente at fejres på storstilet måde med blomster og flag, og dagen fik både et festligt og et højtideligt præg. 

Tidligt om morgen mindedes partiets ledelse pionererne, der første bevægelsen frem, ved at nedlægge kranse på deres grave. Louis Pio, det danske socialdemokratis grundlægger og første leder, var en af dem. 

T. H. Stauning, Danmarks statsminister gennem mange år, den ubestridte leder og personlighed i det meste af en menneskealder, mindedes. 

Og her nedlægges en mindekrans på en anden pionergrav, Brix’ grav i Ålborg. 

Den store jubilæumshøjtidelighed i rådhushallen i København blev en enestående manifestation af viljen til at fuldføre det værk, arbejderbevægelsen har virket for. Her føres den gamle fane forrest. Flosset og falmet bærer den bud om de første vanskelige år. Dyb bevægelse råder. Forsamlingen har rejst sig. Dannebrog og flag fra mange lande følger den gamle fane i den skønneste fanemarch op gennem hallen. 

Den unge skuespiller Bendt Rothe fremsagde på talerstolen Kai Hoffmanns smukke og stærke prolog: Og kom I ud for modgangs hårde slag, så ved vi dog, at sejre skal vor sag, thi vi er folket, ikke blot en stand, vi er det gamle grønne danske land. Og så bød partiets formand, Hans Hedtoft, velkommen. 

Hedtoft hyldede pionererne og trak linjen op for Socialdemokratiets vækst og arbejde i de 75 år. En vældig rejsning er sket, og store resultater er nået. Inden længe skal vi med forøget styrke og indflydelse føre vort værk videre på demokratiets og folkestyrets grund. Hedtoft mindedes Staunings indsats. 
Efter Hedtoft talte formanden for de samvirkende fagforbund Eiler Jensen og en række udenlandske gæster. Deriblandt statsminister Per Albin Hansson, Danmarks gamle ven:

[Svensk speak. Oversat til dansk]

[…] at det danske socialdemokrati, det nordiske socialdemokrati, den har fremtiden, den tilkommer sejren.

[Svensk speak slut]

Alle talerne gav udtryk for de bedste ønsker for det danske socialdemokratis fremtid og forvisning om, at partiet inden længe på ny vil indtage førerstillingen i dansk politik. 

Jubilæet fejredes også med en række store festlige stævner i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Esbjerg, Aabenraa, Nakskov og på Bornholm. I alt otte steder i landet. Ved disse stævner talte fremtrædende repræsentanter for ind- og udland og særligt fra de nordiske broderpartier. Disse billeder er fra Aalborg. Her gik en festligt udsmykket procession igennem byen, den største der nogensinde er set på egnen. Ind imellem kørte biler, der symboliserede arbejderbevægelsen og dens virke på forskellige områder. En bil med Dannebrog og andre landes flag illustrerede arbejderbevægelsen som en dansk bevægelse, men samtidig byggende på internationalt samarbejde og forståelse. Møderne rundt i landet samlede titusinder trods ugunstigt vejr. 

I Aalborg talte den svenske socialminister Gustav Möller. Desuden sekretær Nina Andersen og folketingsmand Rasmus Hansen. 

I København var processionen på Grønttorvet en af de største, hovedstaden har oplevet. Her er nogle af pionererne. Skægget er ikke helt forsvundet i Danmark. 
De gamle gik med på turen gennem byen til Fælledparken. Skønt nogle af dem var over 90 år, fuldførte de den anstrengende tur. 
Den store og festligt smykkede procession passerer her Dronning Louises Bro. Gartnerforbundet havde smykket processionens fortrop med jubilæumsemblemet i blomster. Transparenter og plakater med fængende aktuelle tekster fandtes i rigt tal.

Ungdommen var med, og i lange tætte rækker kommer vælgerforeningernes og fagforeningernes opmarch. 

Børnene repræsenterede den yngste generation, og DSU-afdelingernes afsnit i den store procession var udsmykket på særlig måde med vognoptog, der illustrerede ungdomsarbejdet og ungdommens store skuffelse over, at valgretsalderen ikke var blevet nedsat. 

Nye tusinder marcherer frem. Endeløse rækker. Mennesker. Faner. Transparenter. 

De københavnske elektrikere bærer i spidsen af deres afdeling et helt elektrisk anlæg med lamper. 

Andre afsnit var udsmykket på lignede måde. 

Den store morsomme metalsaks, der bæres frem, tilhører de københavnske blikkenslagere. 

Her drager en del af processionen ind i Fælledparken, hvor mødet fandt sted. 
 
Sangere med hvide huer. Lasalles’ sangkorets gamle fane fra 1888. 

Socialdemokraten er repræsenteret med en vogn med store iøjnefaldende skilte. Abonnér på Socialdemokraten, arbejdernes blad. 

Fra hele Sjælland er kommet en talstærk repræsentation, der fylder godt op i processionen. 

Postbude, andre tjenestemænd, hele den jævne befolkning er med. 

Samlet er vi alt. Splittede er vi intet. 

De tusinder af røde faner er et pragtfuldt skue i den skønne park. 

Børnene er ikke blevet trætte af den lange tur. 

Fra Skåne er der kommet en delegation af svenske socialdemokrater med orkestret fra Malmø Brandkorps i spidsen. 

En række andre orkestre gjorde processionen festlig og levende. 

Der er plakater om de herostratiske berømte mandler og manen inskriptioner om de 75 års virke, der nu skal fortsættes for at præge samfundet med arbejderbevægelsens idealer. 

Processionen er marcheret ind på Fælleden. Foran den store tribune har samlet sig en mægtig forsamling. 125.000 mennesker, en af de største forsamlinger der nogensinde har været i Fælledparken, de store friluftsstævners historiske samlingssted. 

De danske og udenlandske talere er samlet på tribunen og glæder sig over den vældige tilslutning. 

Per Albin taler, og et vue ud over forsamlingen giver et overbevisende billede af den massetilslutning, der er. Et strålende syn. 
På tribunen befinder der sig en række særlige gæster, deriblandt repræsentanter for den internationale tekstilarbejderkongres, der omkring samme tid fandt sted i hovedstaden. Den engelske repræsentant parlamentsmedlem Mrs. Ayrton-Gould var både djærv og veltalende. 
Det Samvirkende Fagforbunds næstformand Einar Nielsen talte om nødvendigheden af fagligt og politisk samvirke. 
Den livlige franskmand [Utydelig tale] tog forsamlingen med storm, da han fortalte gamle minder fra Danmark. 

Her får Hans Hedtoft overrakt blomster af en lille pige.
Hedtoft, der hilstes med langvarigt bifald, udtalte til slut: Jeg tror på Socialdemokratiets fremtid. Når Danmarks arbejdere og småkårsfolk fuldbyrder samlingen om partiet, vil vi atter have føringen i dansk politik. Jeg appellerer til alle gode kræfter i arbejderbevægelsen med parolen: Fremad på ny. 

Efter det store møde var der aftenfest med fremragende og munter underholdning. Asfaltbal for ungdommen og særlige forlystelser for børnene. 
Sent på aftenen lyste jubilæumsfestens fyrværkeri over Fælledparken, og de mange mennesker havde haft en uforglemmelig oplevelse. 

Med denne afslutning på jubilæet går Socialdemokratiet ind i en ny epoke. Rede til at fortsætte sit værk, at bygge Danmark som et sandt folkets Danmark. Derfor gælder det fornyet samling om Socialdemokratiet. Derfor lyder parolen: Fremad på ny. 

Vi har brug for din viden

Hvis du har viden om et sted, en person, eller andet i filmen, som ikke findes på kortet, så kan du selv lave et klip og skrive din egen historie. Dit klip kan blive en del af kortet her, og du kan dele det med andre.

Sådan gør du

  1. Lav et nyt klip ved at trykke her
  2. Tilføj mere information til klippet såsom dato, personer eller sted

Du er også velkommen til at tilføje en kommentar med din historie

Kommentarer

Der er ingen kommentarer. Vær den første til at kommentere

Tilføj kommentar

Din kommentar skal godkendes, før den kommer på sitet.
Har du tekniske problemer? Se Spørgsmål og svar.
Ønsker du at købe en kopi af filmen eller klippet kontakt filmarkivet@dfi.dk.

Tak for kommentaren

-----------------------------------------------