Vilde engle - en minoritet i Danmark

Film Vilde engle - en minoritet i Danmark Se Filmen

1971, 32 min., Reallyd

De vilde engle og deres konfrontationer med hippierne. Filmen lader anføreren Bjørn Andersen alias "Den lille røv med ører" og hans tro væbner Rense-Karl fortælle om sig selv og deres forhold til motorcykler, naturen, damer, politikere, demonstranter og gæstearbejdere.

Denne film kan ikke indlejres på andre hjemmesider pga. rettigheder.

Emneord: 1970-1979, Minoriteter, Motorcykler, Rockere

Instruktør: Claus Ørsted

Manus: Claus Ørsted

Fotograf: Claus Loof, Dirk Brüel

Klipper: Anders Refn

Produktion: Claus Ørsted Film

Filmtype: DK/Dokumentarfilm

Se alle credits i Filmdatabasen

Vis transskription

Sådan laver du et klip

  • Find det sted i filmen, hvor du ønsker at starte dit klip, og tryk ”Start klip”.
  • Når du ønsker at afslutte klippet, trykker du ”Slut klip”.
  • For at se klippet, tryk ”Se klip”. 
  • Hvis du er tilfreds med klippet, trykker du ”Opret klip”.

Når klippet er oprettet, har du mulighed for at placere klippet ved hjælp af danmarkskortet.

OBS: Du skal kun angive din e-mailadresse, hvis du ønsker, at websitets redaktion skal gøre dit klip til en bestandig del af danmarkskortet. Kun klip med korrekt stedsangivelse bliver lagt på sitet.

Du kan frit dele dit klip på din Facebookside, hjemmeside, blog eller andet.

God fornøjelse.

Transskription

Kommentarer fra transskribenten er markeret med […]

Bjørn Andersen (BA): Ja, en engel er en mand, der er så fri, så folk ikke kan [følge hvad det er?] (Rense-Karl (R-K): Bliver bange for ham). En mand, der virkelig gør, hvad han vil.

BA: Engle, ja, som mit begreb er ikke et isoleret samfund, men det vil det blive, hvis man virkelig gør, som de rigtige gør. De skaber virkelig en skræk, og det er altså ikke min opfattelse af det at køre motorcykel. Det at køre motorcykel, det er at køre ud og få kontakt med andre og altså være sammen med andre – også. Det eneste, jeg bare vil have – eller det, jeg ønsker, det er, når jeg kører sammen med gruppen, og hvis vi står et sted; hvis vi ikke ligefrem opsøger kontakten, så vil vi altså være os selv.

Kvinde: Ja, Vild Engel, jeg ved ikke, om vi kan kalde os Vilde Engle, men – folk ude i byen har kaldt os Vilde Engle, faktisk efter filmen har været i biograferne, og jeg synes, vi er ganske almindelige. Vi kører, og selvfølgelig er der problemer med andre unge mennesker, når vi kommer så mange, men Vild Engel synes jeg ikke, vi kan kalde os for.

BA: Som tiden går, så synes man, det er ret ensporet. Altså, det er de samme cykler, det er de samme mennesker, man træffer, og man forsøger at forny sig. Og hvad gør man? Ja, man søger ud over [polet?]grænsen ved at finde i magasiner, hvordan andre gør. Og der har vi altså fået fat i nogle fra USA. Og der kigger man så, og der var de altså ved at bygge deres motorcykler om. Og man studerer meget nøje de her tidsskrifter. Og så kigger man i tegnebogen, hvor mange mønter, der er tilbage der til at gøre et eller andet ved det i løbet af vinteren. Ja, så klodser man motorcyklen op, og så begynder man altså fra den ene ende. Når så foråret kommer, og modellen den er færdig, så sætter man sig op på den, men man sidder der i lædertøj, og man synes ikke rigtig, det harmonerer sammen med det her ombyggede motorcykel, som i og for sig hedder en custom bike. Og, ja, så går man tilbage igen til magasinerne, og så ser man, hvordan de andre klæder sig på. Så finder man ud af, at de går med nogle veste. De har nogle påskrifter, og dengang, da gik de med nazisymboler. Ja, altså, politisk og i det hele taget – vi spekulerede i og for sig ikke ret meget på det. Kun simpelthen for at skille os ud fra de andre.

Rense-Karl (R-K): Nej, det var sgu da ikke derfor, mand.

BA: Nej, nej, men altså...

R-K: Det var da for, at i de tilfælde, når vi parkerede motorcyklerne fx inde på Vesterbrogade og nogle andre steder, ikke, så stod folk altid og rodede og ragede...

BA: Jo, det er altså en form for at uniformere sig, det er ikke korrekt...

R-K: ... og så fandt vi altså ud af, at det bedste var, hvis vi nu tog noget tøj på og så ud, så vi var fri for at fare ud og tæve dem altid, så de simpelthen holdt fingrene væk.

BA: Ja, ja, jo, jo, det er altså rigtigt.

R-K: ... så gjorde vi det, vi tog den her faktisk halvuniform på, ikke, og så gjorde man ligesom, man lavede en mur, ikke, den turde de ligesom ikke pisse op ad. Og så holdt de fingrene fra cyklerne af.

BA: Måske lidt banalt, men altså en form for en, en, en form for blærerøvsbetændelse lider vi vel allesammen af eller for at for at udvikle – eller hvad hedder det – udviser maskulin på en eller anden måde. Folk har respekt for et eller andet, og folk har altid respekt for en masse.

BA: Ja, man har haft en arbejdsdag. Man kommer hjem. Kunsten ved ikke at få stress, det er simpelthen at glemme alt, hvad man har gået og knoklet med om dagen. Start en motorcykel. Bestemme noget gennem sin hånd og sin hjerne. Ud og drive. Når jeg siger drive, så er det fordi man har naturen i sig gennem næseborene. Der er ikke noget så skønt, som når man kører forbi en farm, hvor der lugter af alge og gødning og skidt og lort, og man kører videre og kommer forbi en blomsterhave, hvor der lugter af blomster. Den har man ikke i en bil. I en bil, der har man en irriteret madamme ved siden af sig, der sidder og skriger: ’Jeg skal pisse’, og man skal en hel masse, og ’jeg vil ha’ is’ og alt muligt andet. Ikke? Det er forfærdeligt.

R-K: Ja, prøv og tænk dig, altså, alle biler ligger i en lang kø, du ved, og så kommer vi bare, bare lige – pllllll – ud ad motorvejen. Tænker intet på arbejde, ikke på en skid, lugter til blomster, og gider du stoppe, så stopper du bare op og smider jernet i grøften, mand, og tager dig en smøg, og du tager en blomst eller en alpeviol og (snuser ind) stikker op i næsen.

BA: Er der sprøjtet mod bladlus?

R-K: Er det ikke dejligt?

BA og R-K: [Småsnak om reparation af motorcykel.]

BA: Den væsentlige del til, at man ikke kører motorcykel om vinteren – i hvert fald for mit vedkommende – det er, at man klodser modellerne op om vinteren, fordi man gerne vil have noget, der skal være i orden og perfekt hele tiden. Og man går og har nogle ideer, om sommeren vil man køre, og så klodser man den ikke op, fordi den skal køre hele tiden. Men om vinteren; de ideer man har nu, som vi står her og får beskidte fingre og går og hygger os lidt, ikke, - samtidig med at man udvider sin horisont med mekanikken eller – jeg er jo ikke mekaniker af profession og arbejder ikke med det, men kun ren og skær som hobby.

R-K: Prøv nu at tænke dig, en aften. Du sidder hjemme. Du gider ikke se fjernsyn. Du gider ikke se en skid. Så far ned på værkstedet, så [hopper på og lorte?]. Det er skideskønt, mand. Gå stille og roligt og hygge dig, du ved. Du tænker ikke på andet end lige på motorcykel.

BA: Hvis der er et eller andet, der ikke makker ret, så kan man sparke til lortet, og den siger hverken av eller noget. Det er skidetaknemmeligt i det hele taget. Man kan sidde derhjemme med madamme eller noget andet lort, og det hele går ad helvede til. Begynder man at slå hende ned, så kommer politi og ambulancer eller noget andet lort, ikke, eller man kan rive billeder ned af væggen bagefter, men så skal man rende og samle dem op bagefter. Den er så dejlig taknemmelig. Det er skønt, at kammesjukkerne kommer. Man skal ikke: Tag benene af, og brug askebægrene og hele lortet. Man har sin egen måde at gøre det på. Det der med at man kan gå hen og lægge en 8-10.000 kroner på bordet og så få en eller anden kværn, der står inde i butik. Det har alle andre, lige såvel som alle knallerterne, med det resultat at man kører bare, og man kører, men man har ikke respekt for det, men hvis man derimod har brugt sin sjæl og sin hjerne og alting til at lave et eller andet og udforme en motorcykel efter sin egen fantasi. Så også bare det at man kører på gaden, det er nok til, at folk, de tænker: Der kører en bestemt person der, - fordi man har forandret sig, eller man har forandret cyklen. Det er det dog en, der har gjort, altså, det er en fantasi, der er udnyttet. Ikke? Og det gør jeg altså på den måde.

R-K: Det er jo en dejlig hobby. Altså, nu skal det styr lige se sådan ud...

BA: Det er ligesom frimærkesamlere. Frimærkesamleren, han sidder og småfiser over, at de der forskellige farver, de sidder i rækker. Ikke? Han åbner jo hele tiden. Vi andre, vi går en halv meter tilbage, og så –aaaarhhh – kaster man sig over model. Altså simpelthen, man, altså, ja, flipperen, de flipper ud over et eller andet skønt, ikke? Vi andre, vi altså...

R-K: Vi flipper ud over modellen.

BA: Ja, altså sådan noget i den retning, ikke?

R-K: Det kan man sgu godt sige.

BA: Det er simpelthen sagen.

Mand: Jaaa, en Vild Engel, det’ en, der har en ombygget cykel, Chopper, og han drikker bajere, og han går med damer, og han lever det frie liv og kører på cafeteria og ting og sager, og kører ture og så er det bare derudad. Og der er ikke noget med, om vi skal frem på en time. Vi skal bare derudad i det hele taget. Om det tager fem eller ti timer, det er lige meget. Chopper og [sjak?], det er et godt sammenhold i det hele taget, det der med at ligge og tirre hinanden til at køre stærkt og sådan noget, det giver jeg ikke en [bibel?] for, du. Og da har man bare det, at det ender med, at man slår sig ihjel, du. Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg skider hele omverdenen noget, du. Både min mor og far og hele verden, du. Op på væggen med dem. Der er ikke så meget der. Jeg er alene, du. Og jeg har det bedst, når jeg kører alene på mit svin, du. Så har jeg det bedst. Jeg er helt alene, du. Det kan jeg godt fortælle dig. Det er sagen, du. Køre en 80-90 stykker og se, hvad der er rundt omkring en, du ved, og hygge sig i det hele taget. Man når sgu frem til tiden alligevel.

BA: De Vilde Engle, det er en forening, der er startet. Og alt, hvad der kører på motorcykel og ellers. Jeg tror, der er 90 procent, der godt vil holdes uden for det vilde liv, simpelthen fordi de bare kører motorcykel. Vi andre var i sin tid stærkt interesserede i, vi var altså en stor gruppe, som kom på forskellige cafeterier. Og når man havde kommet der et halvt års tid eller en sæson, så havde cafeteriaejeren tjent ret mange penge på os, og så ville han lave det om til noget bedre eller finere. Med det argument smed han os altså ud. At nu var det blevet en fin spiserestauration eller så noget andet. Andre steder var der for meget, for der var lidt larm i det stræde, hvor man kørte, eller hvor man var, beboelse og sådan noget, bevares, man må jo også tage hensyn til andre. Men man blev altså flyttet. Vi følte os faktisk som nomader. Så blev man sparket ud det ene sted, så skulle man flyttes hen det andet sted, og det gav altså en vis mistillid til de forskellige cafeteriaejere. Man var nødsaget til at have et samlingssted. Så kom fritidsloven. Og vi var altså en, stadigvæk en aktiv gruppe, som var interesseret i at fortsætte. Og da var vi kommet ind på ABC, og vi havde så meget vrøvl med fremmedarbejdere og så videre, vi ville gerne væk. Vi opretter klubben den 19. september 1969. Den 11. januar 1970 indsender vi et brev til borgmester Urban Hansen. Først efter at vi en aften havde siddet hjemme ved Rense-Karl og siddet og snakket, hvordan vi skulle lave angrebet på det systemet. Så sidder vi, og vi mente, at Erhard Jakobsen er en ret populær borgmester. Og så sad vi og fandt ud af, at vi ringer sgu til Erhard, og så finder vi ud af, hvordan en borgmester vil behandles.

Erhard Jakobsen: Pludselig en aften ringede en til mig og præsenterede sig som formand for De Vilde Engle, og jeg forestillede mig så, at han havde nogle planer om, hvad vi kunne lave i Gladsaxe. Men det var nu ikke det. Han ville lave noget i København. Så vidt jeg husker, var det noget med, at han ville undersøge, om ikke København havde en ejendom ude på landet et sted, de kunne være på, for han havde den – synes jeg – udmærkede idé, at de unge mennesker havde ikke godt af at være inde i byen; de havde bedre af at komme ud. Men det, han ville tale med mig om, det var i og for sig, hvordan man formulerede om sådan noget, og det var jeg ærlig talt meget glad for. Jeg synes, det var meget rart, at man hos – skal vi sige: de unge mennesker med lidt vanskeligt sind, at de havde så stor tillid til mig, så de synes godt, de kunne ringe ud og bede mig om at rådgive om sådan noget.

BA: Jeg ved ikke nøjagtig, hvor lang tid, der gik. Jeg tror, der gik en 14 dages tid, så får jeg et brev fra Urban Hansen, at brevet er overgået til Direktoratet for ejendomsanliggender under vicedirektør V.K. Albrechtsen. Og jeg tager mig til gode med det, jeg var faktisk glad for, der overhovedet var sket noget. Jeg bliver kaldt op til et møde, jeg ved heller ikke, hvor lang tid, der går, jeg tror, der går en tre uger. Bliver kaldt op til et møde hos V.K. Albrechtsen. Og han ville godt have argumenteret ansøgningens forehavende og hvorfor og hvordan. Så spurgte han, om det var blevet en forening og alt det der. Og det var det blevet. Jeg møder, næste gang jeg havde et møde med ham, med (lille fløjt) den lille dokumentmappe med alle papirerne såsom regnskab, navne, protokoller og hele molevitten. På 63 medlemmer. Det godtager han og siger: ’Vi arbejder med sagen’. Én gang har jeg været oppe, og det var på foranledning af mit eget opkald, fik jeg et møde med ham, hvorpå han sagde, de havde forsøgt to steder, men stederne havde ikke vist sig positive.

Urban Hansen: Københavns kommune har endnu visse arealer uden for byen, det erkender jeg, men ingen fri. Vi har prøvet at undersøge, om der kunne laves rokeringer. Det er ikke lykkedes, men jeg tror, at der er en mulighed for, at vi kan imødekomme ønsket inden for byens grænser. Nu kan man i øvrigt diskutere: er det egentlig rimeligt, hvis det medfører gener for nogle andre? Og det turde jo være temmelig oplagt, at køre motorcykler og reparere og i øvrigt formentlig have den glæde, som er deres specialinteresse, nemlig motorkørsel, er næppe støjfri. Vi lever jo i en periode, hvor støjproblemet har fået en særlig karakter, så det kan jo godt være, at mit ja kan blive til et nej fra anden side af den grund.

BA: Det, vi er interesseret i, det er simpelthen at have et hus, vi selv kan gøre noget ud af, som de har i andre kommuner, Nakskov, Helsingør, i Sverige, alle mulige steder, Sønderjylland, Nordjylland. Andre kommuner, de giver virkelig læderjakker, engle, eller hvad fanden det er, får et sted. Det er sådan i systemet: 18 år, der går du i en ungdomsklub. Når du er 18 år, så er du overladt til dig selv. De har tillid til dig, men de er ikke klar over, at du er en klods omkring samfundet, ballademæssigt, og fordi du er i action. Men hvis du er narkoman, syg, asocial, så får du støtte i hoved og i røv. De ofrer milliarder på lortet, narkohuse, det kostede mig indbrud i min vogn og 700 kroner på vognen, som forsikringen ikke dækkede. Det gør de en hel masse ved. Men når os, som normalt arbejder, - de små fridage, vi har, dem betaler vi selv, men når vi har arbejde og betaler vores skat og søger et eller andet, - vi får intet. Ikke i København. København er meget negativ.

Urban Hansen: Nu får vi et besøg af dem, formentlig en af dagene, vi giver dem et forslag om: her er et stykke jord, under de og de vilkår kan det bruges. Vi påviser, hvordan de for 1-2000 kroner kan få et hus, skur, hvori de kan foretage de reparationer. Det skal være et sted, hvor der er vand, helst også noget kloak, i al fald må vi have tørklosetter, hvis der ikke kan være kloak, for vi skal ikke have noget, der kommer ud i vanskeligheder dén vej. Og når de så har det, så må de sige ja eller nej, og så må jeg lade sagen gå videre.

R-K: Der kom de her ”De grønne djævle” op, og den ville jeg godt ind at se. Så havde jeg taget, øh, [Ali Baba Suiten?] på, den pæne tøj derhjemme, og så tog jeg min kammerat med, og vi gik i biografen, og vi var i fuldstændig civilt tøj. Vi lignede ligesom alle de andre. Der var ikke nogen læderjakker, og jeg var i bil, ikke? Så kommer vi ind i biografen, og vi gik udenfor igen for at kigge, hvad nu var der galt, ikke? Så min kammerats pige, hun var gravid. Så siger jeg til hende: hvis ikke du holder op med at kaste rådne æg i hovedet på mig, siger jeg så, så får du altså et par små flade, ikke? Så resulterede det i, at vi røg i et lille slagsmål, det var ikke noget særligt. Og så blev hun sparket i maven. (BA: Hun var gravid, ikke?) Ja, hun var gravid. Og så siger jeg, ved du hvad,) siger jeg: i dag er jeg alene, jeg har kun en kammerat med, jeg kan ikke tæve jer alle sammen, fordi I er for mange. (BA: Er du til noget, haha) Så siger jeg: men jer tre, der står der foran, siger jeg, jeg kommer i morgen aften, så har jeg et par kammerater med, det er lige meget, hvem jeg er, men så har jeg bare et par kammerater med, så får jeg lige fat i jer tre. Så ringer jeg til rødderne og fik samlet banden, så vi var nøjagtig. Vi var 28. (BA: Vi var 28). 28 mand.

BA: Altså demonstrationen i sig selv var i og for sig urimelig, fordi havde det været noget med Nordvietnam, så havde man ikke demonstreret. Men da det nu var fra Sydvietnam, og det var en amerikansk, og det var med amerikanske skuespillere, så havde de altså fundet et demonstrationsargument, ikke? Og vi mente altså ikke, at de havde [kompatent?] til at bestemme, om folk skulle gå i biografen eller ej. Men vi gik altså derned, og vi gik ikke ind i noget; så kom demonstrationen nede fra Viktoriagade.

R-K: Ja, der sker det, at vi begynder at løbe og sådan noget, og der skulle ske en hel masse, og så jeg lige de her par gutter der (BA: Ja, du så den ene, ham den rødhårede). Ja, ham den rødhårede. Ham fik jeg lige fat i. Så klappede jeg ham et par stykker for at holde de andre væk, ikke?  Jeg var kun mig selv, det var kun ham og mig, ikke? Og jeg slog ikke engang med knytnæve. Så sker der det (XX: Det behøver man sgu heller ikke på de magre høns der). Så sker der det, så er der en gut, der kommer frem. Han har en rygsæk på. Der har han en kulsyreslukker i, og den åbner han lige ud i ansigtet på mig. Og der er vist 76 minusgrader (BA: Nej, 83). Er det 83 – eller sådan noget, ja. Og det kan altså give mig forbrændinger i ansigtet. Der gik jo ikke to minutter, da rødderne så det, så sagde det bang, så lå han dernede, og den dag i dag – hvis jeg ikke havde stoppet, at de stod og tæppebankede ham, så havde han været en død mand. For simpelthen, da han lå nede på jorden, og de stod og sparkede på ham og alt muligt, da stoppede jeg simpelthen, gennede de andre væk, og så fik jeg ham smidt væk. Jeg sagde, han altså havde fået nok, ikke? Og sådan har det været mange gange, altså, når vi har været oppe at slås, altså. De skal lige se grænsen, nu har han altså fået nok øretæver, ikke? Men vi var dernede nøjagtig to timer, fra vi startede, så trak vi os tilbage til ABC.

BA: Vi trak os ikke tilbage, for politiet var sgu da på nakken af os også, fordi i det øjeblik, hvor politiet vil rydde gaden, så tager de jo ikke hensyn.

BA: Det værste ved selve demonstrationen, det var de der 10-15.000 almindelige civilborgere, som er derinde, fordi vi havde dem i og for sig i ryggen.

R-K: Da jeg kørte på modellen senere på gaden, da blev jeg stoppet så mange gange ved rødt lys og gennem [Utydelig tale]. Så siger jeg: I er kraftedme nogle friske knægte. Og folk lige på arbejdspladser og alle steder, så har folk sagt: ved du hvad, hvis jeg havde været 20 år yngre, så havde vi gjort det samme.

BA: Jeg fik efter den der demonstration – vi var kun dernede den ene dag – så var der altså knallertrødder, der havde klædt sig ud og rendte rundt med både det ene og det andet. De var dernede dagen efter, men vi var der kun den samme dag.

R-K: Altså om de demonstrerer, eller hvad de gør, det må de sgu selv om. De skal bare ikke begynde at slå løs på civilbefolkningen.

BA: Pressen havde jo lagt hele den her demonstrationsangreb op på et politisk plan, og det havde jo overhovedet ingen politisk argument, det vi foretog os, men det ville pressen altså have, fordi at dem, der demonstrerer, det er politisk, og så vi blandede os. Så sker der det, at vi bliver indkaldt til Hjemmeværnet, fordi en vis herre – jeg nævner ikke navnet, hvad det angår – udsendte et flyveblad fra Land og Folk, som blev sendt ud over hele Vesterbro, med det resultat, at jeg blev ringet op af distriktet og sagt, at man godt ville have et møde med mig og mine kammerater, dem, som også var medlemmer af Hjemmeværnet. Og jeg blev hentet på min arbejdsplads i en bil fra Hjemmeværnet og kørt ud, første gang alene, og måtte så forsøge at forsvare sagen. Og da ville man altså i første omgang ikke goutere, at der havde været den her dårlige snak, og man mente altså, det var bedst, at vi trak os ud af Hjemmeværnet. Nu havde jeg guldmedalje som maskingeværskytte, og Rense har en... han er... er det korporal? Ja, han var korporal i Hjemmeværnet (R-K: Gruppefører-korporal i Hjemmeværnet, jeg havde en dejlig gruppe). Så vi havde ofret nogle timer, begge to. I Hjemmeværnet. Vi spekulerede på det, efter jeg havde haft den samtale med dem derude i Hjemmeværnet, og så fik vi besked på – igen – at vi skulle møde derude, Rense og mig. Der havde igen været noget avisomtale. Vi møder så ude i Hjemmeværnet og får besked på, at vi skal trække os tilbage.

Frode Jakobsen: Hvis Vilde engle betyder bander, der rejser rundt og laver organiseret slagsmål. Så bliver de smidt ud af Hjemmeværnet. De kan ikke tolereres i Hjemmeværnet. En hjemmeværnsmand må have våben, og han må have ammunition i sit hjem. Og det betyder en risiko; det kan ikke gøres uden risiko, men det gælder, at den der risiko bliver gjort så ringe som overhovedet mulig. Og hvis organiserede grupper – altså ligefrem sige, det er deres formål at give de langhårede tæsk, sådan som nogle af dem formulerer det, så tør vi ikke betro sådan nogle mennesker våben. Og det hjælper ovenikøbet ikke, hvis de siger, at de andre, de er heller ikke for kønne, at det er dem, der er ballademagere. Ja, det hjalp ikke engang, hvis de siger, at de bare vil ønske at bistå politiet, for det er der ingen, der beder dem om.

BA: Der var rejst tiltale – der var en af demonstranterne, der havde rejst tiltale for vold imod os. Hvis den tiltale frafaldt, kunne vi sådan, hvis vi dæmpede os lidt og således, så kunne vi søge igen om genansættelse. Vi søgte så igen og får begge afslag, hvilket altså er en stor skuffelse. Jeg er hverken krigsliderlig eller noget som helst, men jeg har det sådan, at jeg vil forsvare det, jeg kan. Jeg er heller ikke ærkedansker som så, men jeg ved i hvert fald, at de værdier, man har, det hjem, man eventuelt har stiftet, det man har samlet, det vil man gerne forsvare.

Frode Jakobsen: Dem, der afgør, om samfundet med tryghed tør give en person våben eller ikke, det er et fuldstændig uafhængigt organ, helt selvstændigt i forhold til Hjemmeværnet. Det udgår af det kommunale selvstyre, og om de skulle nå til det resultat, at en mand er blevet klogere, så meget klogere, at de tør betro ham våben, det kan jeg ikke udtale mig om. Vi vil i hvert altid formane til forsigtighed. Noget andet er, at hvis en mand er i Hjemmeværnet og forbryder sig, eller vi kommer til det resultat, at vi er bange for, at han kan misbruge sine våben, så er det Hjemmeværnet, der smider ham ud.

BA: Det er også det hykleri, der er i samfundet. Pressehykleri. Fordi det er således, at hver gang, der er en hjemmeværnsmand, der er kommet til at skyde sin kone, nabo eller en vicevært, så hænger de ham ud. Han er hjemmeværnsmand. Men de skriver kraftedme ikke om ham, som skyder hele sin familie med et jagtgevær. Som er så simpelt at få fat i - i dag. Man kan bare gå ind i hvilken som helst sportsmagasin og købe sig et jagtgevær, hvis man har et jagttegn.

R-K: Det lige meget – altså, jeg mener, det er lige meget hvad - hvis man vil slå nogle mennesker ihjel, så er det lige meget, om man har pistol eller hvad derhjemme, så skal man nok slå dem ihjel på en eller anden måde. Om man er hjemmeværnsmand eller ej, det kan være fuldstændig lige meget. (BA: Absolut).

Højtalerstemme: Hallo, hallo, toget fra Rødby ankommer til Københavns Hovedbanegård klokken 14.31.

BA: Der var engang et forfærdeligt vrøvl med fremmedarbejderne. Inden for restaurationsbranchen, i al almindelighed, og ABC’s direktion havde totalt mistet kontrollen med dem, og Rense og mig blev på et tidspunkt – det var i oktober – var blevet antaget som dørvogtere. Det hedder det, fint, ikke? Vi var registreret hos politiet som dørvogtere. Der er ikke nogen af os, der har nogen form for kriminel fortid. Vi blev registreret som dørvogtere, og vi skulle altså passe på. Den dørvogter, der havde været der før, var pensionist, var blevet stukket ned to gange af en bestemt fremmedarbejder. Så fik jeg besked på af direktionen, at den herre skulle altså ud. Det er ham, der havde fået adgangsforbud. Og jeg smider kniv og gaffel, og jeg var i jakkesæt og slips, går ind og siger til vedkommende: ’Du har altså lavet noget, som man ikke har accepteret, du er altså nødsaget til at forlade cafeteriet’. Han viste altså rødt lige med det samme i øjnene. Jeg måtte tage fat i kravetøjet på ham og sagde: ’Gå. Vi skal ikke ha’ noget.’ Han, inde fra jakken, tog fat i en kniv og trækker den op, med skeden på. Da grinte jeg. Han blev rigtig hysterisk. Så måtte jeg altså give ham en pedal og et kantslag, men det var altså ikke nok. Han rejste sig, og så tog jeg fat, eller han tog fat i mit revers, og jeg tog fat i hans, nikkede ham en skalle, så han gik ned. (R-K: Ja, og så overtog jeg ham). Så kom Rense til, ja, fordi der kom en til, en østriger, som vi udmærket kendte, som ellers var ganske udmærket. (R-K: Han fik lige pludselig besærkergang). Han fik besærkergang med at tage inde fra – hvad var det, den hed? – kølemontren – to chokolademælksflasker – dask! – og så ville han til at gå til. Så slap jeg altså ham den anden. Så overtager Rense ham, og en gammel ven, som var kommet ud af spjældet, som hed Bruno, holdt ham nede. Jeg blev altså bange, det skal jeg ærligt indrømme. Vi var tre mand, og jeg tror, de har været en 30-40 mand. Kvinder og børn, de lå altså ned på gulvet og hylede. De tog de her bakker med de der jernglas og kastede dem gennem cafeteriet. Jeg gjorde kun en ting. Jeg stillede mig op med ryggen til væggen, så måtte jeg altså tage, hvad der kom, ikke? Da havde jeg stadigvæk ham der grækeren nede i jorden, ikke? Så begyndte de andre at råbe et eller andet på hebraisk, og der er det altså ligegyldigt, om det er jøder, arabere eller iranere eller tyrkere, eller hvad fanden det er, de holder altså sammen som ærtebælg. De er skidefarlige.

Mand: Ja, jeg er fremmedarbejder her i Danmark, og jeg føler, at De Vilde Engle og fremmedarbejderne har flere fælles problemer. Begge grupper er unge mennesker. Begge grupper er minoriteter. Begge grupper mangler et sted at være i fritiden. Begge grupper føler at blive skubbet ud af samfundet. Og endelig, at ingen af dem er politisk bevidste. Da De Vilde Engle ejer ingenting – ligesom fremmedarbejderne – men er danskere - bliver den nationalist som en reaktion derpå. De smider fremmedarbejderne ud fra steder, hvor de selv er blevet smidt ud, fx fra cafeteria. Og den naturlige reaktion at fremmedarbejderne forsvarer sig, når De Vilde Engle demonstrerer deres fascistisk-nationalistiske magt med cykelkæder.

Kvinde: Rent ud sagt, spaghetti, er det sådan, vi kalder dem? de simpelthen provokerer over til pigerne, gramser os og kommer med sleske metoder og prøver at se om de kan købe os piger, og det kan de altså ikke, fordi jeg personligt bryder mig ikke om de her spaghettier, og hvis de rører mig, så må jeg jo stikke dem en flad, og det er der andre piger, der har gjort inde fra sjakken af.

BA: Det har irriteret os, at de ikke har en vis form for respekt for kvinden. De maser jo kraftedme lige ind i hende med støvlerne på. Vi andre har da en lille smule kultur. Vi kan godt lige lave lidt fis med hende, hvis hun har fået lidt for meget i bøtten, ikke? Og så lave det skæg med dem eller sådan noget, ikke? Og træde lidt på dem. Men derfra og så til at svine kvinden til og rende og rage dem offentligt eller sådan noget, det gør vi jo aldrig. Den respekt har vi da trods alt for kvinden. Dét har de ikke. Og når de så begynder på vores, ja, så slår vi til.

Kvinde: Man bliver hård på én måde, og man lærer at forsvare sig selv mange gange. Om så man skal bruge en flaske, det er jo bare kedeligt.

R-K: Jeg mener som så, hvis at man skal til at slås for at få et arbejde, ja, så vil jeg altså også godt gøre det. Fordi min motorcykel står [dem?] altså højest.

Sang: Vi er et folk uden blivende sted. Os er der ingen, der regner med. Dog er vi mennesker ligesom I. Vi er stolte og glade og fri.

Vi har brug for din viden

Hvis du har viden om et sted, en person, eller andet i filmen, som ikke findes på kortet, så kan du selv lave et klip og skrive din egen historie. Dit klip kan blive en del af kortet her, og du kan dele det med andre.

Sådan gør du

  1. Lav et nyt klip ved at trykke her
  2. Tilføj mere information til klippet såsom dato, personer eller sted

Du er også velkommen til at tilføje en kommentar med din historie

Kommentarer

Finnole pedersen

09-01-2020

Er en af de gamle . Fyn.

Finnole pedersen

09-01-2020

Det var sgu dejligt og se filmen

Per edvardsen

10-01-2020

Rigtig fin film

Stig Andersen

16-06-2020

Ak ja, det var tider, med fede fester, hos Niels Klud og hos mig, de fik at vide at de ikke måtte lave noget ballade, og det gjorde de heller ikke, det eneste der skete var at der kom en lille plet på armlænet på mine forældres sofa, det var alt selv om vi var omkring 60 mennesker !!! Jeg husker især en episode, det var ved pølsevognen uden for tivoli, og jeg tror det var Jarl, der fangede en due og slap den løs inde i pølsevognen.. fedt

Tilføj kommentar

Din kommentar skal godkendes, før den kommer på sitet.
Har du tekniske problemer? Se Spørgsmål og svar.
Ønsker du at købe en kopi af filmen eller klippet kontakt filmarkivet@dfi.dk.

Tak for kommentaren

-----------------------------------------------