Tuberkulosesanatorium ved Vordingborg

Det er da rart at læse, at nogen har haft en god oplevelse med deres ophold på Vintersbølle. Det havde jeg ikke. Jeg lå der i 1970-71, og jeg husker det som forfærdeligt.

Jeg forundres over filmklippet, der signalerer masser af udendørsleg og friluftsliv. Jeg husker endeløse dage, hvor jeg bare lå i min seng og gloede ud i luften, og det blev forventet, at jeg bare kunne forholde mig stille. Jeg husker at have siddet i sengen og tegnet, for så at få skæld ud for, at der var kommet ruschmærker på sengetøjet. Jeg var bare en lille trold, så det var ikke let at holde sig indenfor papiret.

Jeg husker en frygtelig oversygeplejerske, frøken Christiansen. Ikke bare skældte hun ud over tuschmærker på sengetøjet. Hvis jeg lå om aftenen og græd og havde hjemve, var beskeden: "Hold op med at skabe dig, du forstyrrer de andre."

Hun tog også altid hårdt fat, når jeg skulle op og klædes på. Jeg håbede altid, at det var en af de andre, der skulle klæde mig på, fordi de ikke tog så hårdt.

Det tidspunkt, hvor jeg skulle op og klædes på, var til frokosten. Jeg husker, at vi sad flere børn omkring et lille bord, men ikke måtte larme. Der var smurt et vist antal stykker smørebrød (husker ikke antallet). Så lå der et stykke slik ved siden af tallerkenen, som man fik, hvis man havde "spist pænt op". Jeg husker at sidde og kæmpe mig igennem madder, hvor jeg ikke havde haft nogen indflydelse på valget af pålæg, mens jeg længselsfuldt kiggede efter det stykke slik, som var beløningen. Og jeg husker, at ikke få det, når jeg ikke kunne spise det hele.

Jeg husker, at sidde på frøken Christiansens stenskød og blive fodret med øllebrød med en stor ske, som hun proppede ind i munden på mig, så jeg var ved at kaste op.

Jeg husker derimod kun en gang, hvor jeg var udenfor. En lun forårsaften, hvor vi legede bro, bro brille.

Meget af tiden lå jeg på enestue. På et tidspunkt delte jeg stue med en pige, der vist nok hed Marie eller Maria. Jeg husker hende som lidt af en reelrytter, der hele tiden fortalte, hvad jeg ikke måtte.

På et tidspunkt havde jeg en anden værelseskammerat, Bob. Han var en herlig fyr. Det var også ham, der havde en masse tusser, som jeg fik lov at låne, så jeg kunne sidde og tegne. Som jeg husker det, havde vi det sjovt. Bob var god nok!

Men det er relativt få lysglimt, der kan fremhæves som små oaser i en overordnet set utrolig ubehagelig oplevelse.

Rent faktisk troede jeg, at jeg blev straffet. Så når mine forældre kom på besøg, tiggede jeg om at komme hjem, med løfter om, at nok skulle være sød. Endvidere betød den megen sengeligning og mangel på fysisk aktivitet, at energien blev vendt indefter. Jeg blev fanget i en fantasiverden, der skabte problemer gennem en stor del af min barndom.

Der gik mange år, før jeg overhovedet var i stand til at begynde at se lidt mere nuanceret på tingene. Længe stod Vinterbølle for mig som dengang "det gik galt", og lige så længe opfattede jeg frøken Christiansen som den store skurk og skyldige, "det onde", den, der havde ødelagt mit liv.

Det er naturligvis en grotesk overdrivelse. Det hænger også sammen med, at jeg i forhold til mine første leveår husker så lidt, at jeg primært har måtte sætte lid til mine forældres beretninger, og de var stærkt tilbøjelige til at fremstille tiden før Vintersbølle som nærmest paradisisk. Alt var godt, og der var ingen problemer, men så fik de en beskadiget vare hjem fra sanatoriet. Det var i en overraskende sen alder, at jeg for alvor begyndte at stille spørgsmålstegn ved den fremstilling.

Så for at være retfærdig, må dette med. Så sorte og hvide er tingene naturligvis ikke. Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet udsat for en forvansket fremstilling. Men det rokker ikke ved, at jeg har en række rent personlige erindringer fra Vintersbølle, som er yderst ubehagelige.

Det hører naturligvis også med, at disse ting er set igennem en lille drengs øjne og farvet af dette. Måske ville jeg have set/oplevet mange af tingene på en anden måde idag. Men det var jo den lille dreng og ikke mig, som jeg er idag, der oplevede disse ting. Derfor mener jeg et eller andet sted, at jeg skylder den lille dreng at tage ham alvorligt og hans oplevelse for gode varer. Som noget subjektivt oplevet - ja. Men gyldigt og sandt for ham.

Jeg var der i 1969 til 1971, hvad jeg husker, det var en god tid i mit liv.

Jeg var der fra 1969 til 1971, det var et godt tidspunkt af mit liv, jeg vil aldrig klemme det.

Hej lillebror Jens

Det er da rart at læse, at nogen har haft en god oplevelse med deres ophold på Vintersbølle. Det havde jeg ikke. Jeg lå der i 1970-71, og jeg husker det som forfærdeligt.

Jeg forundres over filmklippet, der signalerer masser af udendørsleg og friluftsliv. Jeg husker endeløse dage, hvor jeg bare lå i min seng og gloede ud i luften, og det blev forventet, at jeg bare kunne forholde mig stille. Jeg husker at have siddet i sengen og tegnet, for så at få skæld ud for, at der var kommet ruschmærker på sengetøjet. Jeg var bare en lille trold, så det var ikke let at holde sig indenfor papiret.

Jeg husker en frygtelig oversygeplejerske, frøken Christiansen. Ikke bare skældte hun ud over tuschmærker på sengetøjet. Hvis jeg lå om aftenen og græd og havde hjemve, var beskeden: "Hold op med at skabe dig, du forstyrrer de andre."

Hun tog også altid hårdt fat, når jeg skulle op og klædes på. Jeg håbede altid, at det var en af de andre, der skulle klæde mig på, fordi de ikke tog så hårdt.

Det tidspunkt, hvor jeg skulle op og klædes på, var til frokosten. Jeg husker, at vi sad flere børn omkring et lille bord, men ikke måtte larme. Der var smurt et vist antal stykker smørebrød (husker ikke antallet). Så lå der et stykke slik ved siden af tallerkenen, som man fik, hvis man havde "spist pænt op". Jeg husker at sidde og kæmpe mig igennem madder, hvor jeg ikke havde haft nogen indflydelse på valget af pålæg, mens jeg længselsfuldt kiggede efter det stykke slik, som var beløningen. Og jeg husker, at ikke få det, når jeg ikke kunne spise det hele.

Jeg husker, at sidde på frøken Christiansens stenskød og blive fodret med øllebrød med en stor ske, som hun proppede ind i munden på mig, så jeg var ved at kaste op.

Jeg husker derimod kun en gang, hvor jeg var udenfor. En lun forårsaften, hvor vi legede bro, bro brille.

Meget af tiden lå jeg på enestue. På et tidspunkt delte jeg stue med en pige, der vist nok hed Marie eller Maria. Jeg husker hende som lidt af en reelrytter, der hele tiden fortalte, hvad jeg ikke måtte.

På et tidspunkt havde jeg en anden værelseskammerat, Bob. Han var en herlig fyr. Det var også ham, der havde en masse tusser, som jeg fik lov at låne, så jeg kunne sidde og tegne. Som jeg husker det, havde vi det sjovt. Bob var god nok!

Men det er relativt få lysglimt, der kan fremhæves som små oaser i en overordnet set utrolig ubehagelig oplevelse.

Rent faktisk troede jeg, at jeg blev straffet. Så når mine forældre kom på besøg, tiggede jeg om at komme hjem, med løfter om, at nok skulle være sød. Endvidere betød den megen sengeligning og mangel på fysisk aktivitet, at energien blev vendt indefter. Jeg blev fanget i en fantasiverden, der skabte problemer gennem en stor del af min barndom.

Der gik mange år, før jeg overhovedet var i stand til at begynde at se lidt mere nuanceret på tingene. Længe stod Vinterbølle for mig som dengang "det gik galt", og lige så længe opfattede jeg frøken Christiansen som den store skurk og skyldige, "det onde", den, der havde ødelagt mit liv.

Det er naturligvis en grotesk overdrivelse. Det hænger også sammen med, at jeg i forhold til mine første leveår husker så lidt, at jeg primært har måtte sætte lid til mine forældres beretninger, og de var stærkt tilbøjelige til at fremstille tiden før Vintersbølle som nærmest paradisisk. Alt var godt, og der var ingen problemer, men så fik de en beskadiget vare hjem fra sanatoriet. Det var i en overraskende sen alder, at jeg for alvor begyndte at stille spørgsmålstegn ved den fremstilling.

Så for at være retfærdig, må dette med. Så sorte og hvide er tingene naturligvis ikke. Der er ingen tvivl om, at jeg er blevet udsat for en forvansket fremstilling. Men det rokker ikke ved, at jeg har en række rent personlige erindringer fra Vintersbølle, som er yderst ubehagelige.

Det hører naturligvis også med, at disse ting er set igennem en lille drengs øjne og farvet af dette. Måske ville jeg have set/oplevet mange af tingene på en anden måde idag. Men det var jo den lille dreng og ikke mig, som jeg er idag, der oplevede disse ting. Derfor mener jeg et eller andet sted, at jeg skylder den lille dreng at tage ham alvorligt og hans oplevelse for gode varer. Som noget subjektivt oplevet - ja. Men gyldigt og sandt for ham.

Mega god video til dem der går i skole. Man lærer meget om sanatorium og om det med at have Tuberkulose