Tema

100 års undergang – fremtidsangst og dommedag på film

Verden går under lige om lidt: Krige, pandemier, klimaforandringer og kometnedslag truer civilisationen, og ungdommen gør oprør. Men fortvivl ikke, skriver forskningsleder ved Filminstituttet, Lars-Martin Sørensen, for filmhistorien viser, at hver generation har sine store katastrofer og undergangsscenarier. Se undergangen i øjnene – lige her!

Af Lars-Martin Sørensen, forskningsleder, Filminstituttet

”Hvor vover I? I har stjålet mine drømme og min barndom med jeres tomme ord!"

Det gav global genlyd, da den svenske teenager Greta Thunberg i september 2019 sitrende af indignation serverede sin kritik af og til verdens ledere under FN’s klimatopmøde:

”Mennesker lider. Mennesker dør. Hele økosystemer kollapser. Vi står i begyndelsen af masseudryddelsen og det eneste, I kan tale om er pengene og fantasifortællinger om evig økonomisk vækst! Hvor vover I!”

Ordene markerede en foreløbig kulmination på årtiers ørkenvandring i kampen imod de klimaforandringer, som ifølge en stort set enig videnskab truer menneskehedens overlevelse på Jorden. Verdens undergang er til at få øje på her i det 21. århundredes begyndelse. Med den eskalerende og mere og mere mærkbare klimakrise har verden fået et generationsoprør. Unge mennesker som Greta Thunberg strejker, demonstrerer og protesterer imod at få stjålet den fremtid, de har stadig mere svært ved at tro på.

Læs resten af artiklen under filmserien

No Future

Thunbergs tale gav også genlyd i mig. Både fordi jeg har børn, der meget gerne må have en fremtid, og fordi jeg selv har været barn og ung i en tid, hvor dommedag var lige om hjørnet. Fremtidsangsten og den klare opfattelse, at det er alverdens gamle røvhuller – de såkaldt ’voksne’ – der er skyld i alle tænkelige gebrækkeligheder, er heller ikke et fænomen, nutidens teenagere har hverken opfundet eller monopol på.

Jeg var på Greta Thunbergs alder, da britiske Sex Pistols leverede en tagline, der ræsonnerede med min generations historiske øjeblik. Fræsende, skurrende guitarriffs, buldrende trommer og snublende basgang, og ovenpå: den frådende kloakrotte med kunstnernavnet Johnny Rotten, som vrængende spyttede ordene ud:

…and there’s no future, in England’s dreaming

No future, no future, no future for you!

No future, no future, no future for me!

Året var 1977. Punken var født. Det samme gjaldt neutronbomben, den ultimative pervertering af den atombombe, tidligere generationer havde frygtet – de massive interkontinentale missiler, der kunne udradere alt. Med neutronbomben kunne man nu udrydde alt levende, mens bygninger og andet af værdi ikke tog synderlig skade af bombens intense neutronstråling. Det fremskridt ironiserede vi en del over, da jeg blev gymnasieelev få år senere. Ronald Reagan flyttede ind i Det Hvide Hus nogenlunde samtidig, og med ham faldt talen på ’begrænset atomkrig i Europa’. Russerne opstillede batterier af mellemdistanceraketter, der ikke var beregnede til at overflyve polerne eller Atlanten og smadre amerikanske byer. De var programmeret til at træffe Paris, Rom, London, København…

Det var en ny og helt anden snak. Og terrorbalancens logik bød, at så måtte NATO opstille lignende batterier, der kunne udradere Prag, Warzawa, Budapest, Bukarest og Moskva. Ikke langt væk, alt for tæt på, faktisk lige her. Oprustningsspiralen var for opadgående, koldkrigstemperaturen for nedadgående. Truslen om udryddelse var konkret og overhængende. Der skulle bare en krigsgal cowboy som ham i Stanley Kubricks 'Dr. Strangelove' til. Eller en fuld russisk vodkabonde i uniform, som i en brandert tog fejl af en fugleflok og en sværm angribende amerikanske missiler på radaren, eller bare trykkede på den forkerte knap, så begyndte nedtællingen til ragnarok. Tænkte vi. Talte vi om. Grinede vi galgenhumoristisk af i vores gymnasiebranderter. Alt gik ad Helvede til i den tid, der fulgte Sex Pistols’ aflysning af fremtiden. Verden var helt sikkert på vej ud over kanten.

Undergangens skiftende ansigter

Problemet med verden var, at den ikke selv opdagede, at den skulle gå under, da jeg var på alder med Greta Thunberg. Undergangen var i øvrigt også overhængende, da mine forældres generation holdt vejret under Cuba-krisen, da deres forældre så Danmark besat af en tysk overmagt, mens tuberkulose og difteri spredtes, da generationen før dem frygtede, at jorden ville blive smadret af Halleys komet, da dem før dem frygtede det af Gud nedkaldte ragnarok, pesten, inkvisitionen, at falde ud over kanten, ned i afgrunden ved den flade jords yderste kant og malede rædselsvækkende undergangsscenarier som kalkmalerier i landets kirker.

Undergangen har antaget mange former og haft adskillige årsager ned gennem menneskenes historie: Guds straf, naturens katastrofer og menneskers tekniske snilde, dårskab og ondskab. Et bredt udvalg findes på film – på over hundrede års film, hvor man kan få et indtryk af, hvad tidligere generationer var bange for. Deprimerende? Slet ikke! Der er håb og optimisme at finde i, at generation efter generation har overvundet trusler og katastrofer, der forekom dem uovervindelige. Genopbygningen efter atom-ragnarokket i Hiroshima, livstruende epidemier, der vaccineres væk, ozon-hullets lapning, aflysningen af den galopperende atomoprustning mellem en øst- og en vestblok, alskens mure er faldet. Det er godt at se konkrete eksempler på i en tynget tid. For fantasien, særligt den angstdrevne, har det med at opmane værre spøgelser, end virkeligheden formår – det, man vender blikket bort fra, forsvinder sjældent af syne, men antager bare andre, ofte mere skræmmende former.

Man kan faktisk blive i ganske godt humør af et livtag med de store trusler, katastrofer og undergangen på historiske film, så her en stribe anbefalinger:

Det er i sagens natur småt med deciderede undergangsdokumentarer al den stund, at vi stadig er her. Fra vores ’digitale søstersite’, stumfilm.dk har vi derfor hentet den første danske – måske verdens første? – apokalyptiske spillefilm ind, selvom 'Danmark på film' normalt er forbeholdt dokumentariske film. I August Bloms Verdens Undergang (1916) er det et kometnedslag, der gør en ende på civilisationen. Filmen ræsonnerede i sin samtid med flere tidsaktuelle fænomener: Undergangsscenarierne fra Første Verdenskrigs skyttegrave, som nåede ud til publikum både i ord og levende billeder: de første egentlige ugerevyer opstod som krigspropaganda og overtog siden den plads, tv-aviser udfylder i dag. August Bloms undergangsscenarier swingede også med den punkterede fremtidsoptimisme efter Titanics forlis, og mest konkret med, at Halleys komet var kommet betænkelig tæt forbi Jorden et par år forinden. Medvirkende årsag til, at angsten for kometnedslag kunne sælge biografbilletter var det tekniske fremskridt, at man havde udviklet kameraer, der kunne fotografere Halleys komet i forbifarten. Så det, at man med fototeknikkens hjælp kunne udbrede både krigs- og kometbilleder, satte sindene i bevægelse. 

Længe før dét satte religionen både sindene og kalkmalernes pensler i bevægelse rundt om i danske kirker. Herfra kan man hente sig et levende indtryk af kristendommens undergangsscenarier i Jørgen Roos’ Kalkmalerier.

Krig, og særligt atomkrigens dommedagspotentiale, har været omdrejningspunkt for utallige apokalyptiske fiktionsfilm. Blandt dokumentarfilmene forholder det sig så ironisk, at de film, der pustede mest til undergangs- og fremtidsangst under Den Kolde Krig, var beredskabsfilm, som den danske stat producerede for at skabe størst mulig sikkerhed, hvis atomkrigen skulle bryde ud. Eller hvis en atomulykke skulle indtræffe, som den gjorde på Thulebasen i Grønland, hvor et amerikansk atombombefly styrtede ned i 1968. I filmen Ultima Thule fra samme år skildrer Jørgen Roos de undergangstruede Thule-fangeres vilkår efter katastrofen.

En historisk hilsen til nutidens angst for klimaændringer findes i animator Bent Barfods Solen er rød (1972). Filmen omhandler ganske vist ikke menneskeskabte klimaforandringer, men menneskeskabt forurening af den gammeldags slags. Filmens afslutningsreplik er et kald til handling, ikke ulig Greta Thunbergs opråb til verdens ledere: ’Det er senere, end du tror’, slutter Barfod sin miljøfilm.

Rigtig god fornøjelse med de store katastrofer og verdens undergang.