Tema

Biografen – filmoplevelse og samlingssted

En gang var biograferne de levende billeders tempel. Men også – og ikke mindst – et samlingssted. Siden kom fjernsynet og alle mulige andre skærmformater til. Informations filmredaktør, Christian Monggaard, ser filmklip af de gamle biografer, mens han venter på, at de åbner igen.

Af Christian Monggaard, film- og tv-redaktør, Dagbladet Information

I tiden efter at Danmark og verden for første gang lukkede ned i foråret 2020 på grund af coronapandemien, talte man meget om ’hudsult’, altså savnet af at kunne røre ved andre mennesker. Personligt led jeg af en anderledes form for sult, som ikke er blevet mindre i løbet af efterårets og vinterens nedlukning, som vi stadig befinder os midt i, nemlig biografsult.

Det er længe siden, jeg sidst har været i biografen, og for et menneske, som er vant til, at man får de store filmoplevelser i biografen, og som nu i 28 år har beskæftiget sig professionelt med at gå i biografen og skrive om film, ja, så er det begyndt at gøre ondt, både fysisk og psykisk.

Læs resten af artiklen under filmserien

Som jeg fornylig og ganske højstemt skrev i en tekst om netop biografoplevelsen og dens betydning i min avis, Dagbladet Information, så er biografen »min katedral, det sted, hvor jeg dyrker mine guder og har mine spirituelle oplevelser«. Og jeg har ikke været i kirke i så lang tid, at jeg efterhånden føler mig som lidt af en synder – et stærkt troende individ, der i dén grad er kommet på afveje.

Selvfølgelig har jeg set film – masser af film, i gennemsnit to-tre stykker om dagen – men hjemmebiografen kan altså ikke hamle op med det store, majestætiske biografrum eller det øjeblik, hvor lyset slukkes, fortæppet glider fra, og lyset fra projektoren rammer lærredet. For lige præcis da kan alt ske. De næste to timer kan blive de bedste i mit liv, de kan give mig nye erkendelser og ny viden, ja, de kan endda forandre det.

Det er ikke for meget at sige, at jeg er afhængig af biografer, og hvordan jeg har overlevet så længe, som jeg har, uden biografer er mig lidt af en gåde. Der er dog ingen tvivl om, at det har hjulpet mig for eksempel at læse i Jørgen Stegelmanns ’Mine biografer’ (1986), der handler om alle de biografer, som betød noget for ham i et langt liv som filmkritiker. Jeg har også genset Giuseppe Tornatores varme hyldest til biografens magi, ’Mine aftener i Paradis’ (1988), og forlystet mig med Paul Anton Smiths ’Have You Seen My Movie’ (2016), der er et mere end to timer langt sammenklip af scener fra andre film, der foregår i og omkring biografer. Alt det har stillet den værste biografsult.

Det har også haft en gavnlig effekt på min forstand at se de filmklip, de fleste af dem fra 1930’erne, som findes her på ”Danmark på film”, og som handler om biografer. Ikke blot kan man se, hvordan biografer så ud dengang, og hvordan de blev bygget – man er med under opbygningen af Palladium i København og flytningen af Biografteatret i Køge – nej, de beretter også om, hvor vigtig en funktion biograferne engang havde som samlingssted for børn og voksne, familie og venner. Og som stedet, hvor man kunne møde en helt anden verden og tilværelse, end den man selv kendte til.

Som Jørgen Stegelmann skriver i sit forord til Mine biografer: »Man kan filosofere meget over, hvad publikum fik ud af disse drømmecentraler, som visse let arrogante kulturmålere ofte har kaldt biograferne, og vist er det: Der har nok været mange slagger imellem. Men der var store og gyldne stunder at opleve i disse biografer, ganske som der er det i dag. Og modsat vor tilværelse i dag tilhørte de hverdagen på en naturlig og nødvendig måde. Thi det var jo før fjernsyn.«

I dag skal biograferne tillige konkurrere mod hjemmevideo og streamingtjenester, men den fordybelse, koncentration, overgivelse, katarsis og monumentalitet og det fællesskab, biografen tilbyder, er stadig noget ganske unikt, som man ikke kan få andre steder. Det minder de små biograffilm mig om: For eksempel den tale om alverdens eventyr, som generaldirektør Peter Knutzen holder, da DSB Kino bliver indviet den 21. februar 1935. Eller alle de glade, forventningsfulde mennesker, unge og gamle, der til en velgørenhedsforestilling i Boulevard Teatret i december 1943 lytter til konferencier Gunnar ’Nu’ Hansen og nysgerrigt kigger i kameraet, mens de venter på aftenens hovedattraktion: En ny biograffilm.

Bare det var mig, der sad dér.

Christian Monggaard er film- og tv-redaktør ved Dagbladet Information, og den første film, han kan huske at have set i en biograf, var ’E.T.’ Det var i januar 1983 i Bio i Silkeborg, og han var ti år gammel.