Tema

Dansk eksperimentalfilm - kunstnerisk frihed og uafhængighed

Minimalistisk popart, nøgen-aktionskunst, visuelle syretrip og en Danmarksfilm i rødt og hvidt. Der er andet og mere end formeksperimenter på spil i dansk eksperimentalfilmkunst. Kunsthistoriker og ph.d.-stipendiat Birgitte Thorsen Vilslev præsenterer en spændende periode i dansk filmhistorie, hvor staten støttede det skæve, undersøgende og nysgerrige blik på verden og mediet.

Af Birgitte Thorsen Vilslev. ph.d.-stipendiat ved SMK og DFI

Eksperimentalfilm er et overset og stort set ubeskrevet fænomen i dansk filmhistorie. Blandt andet fordi eksperimentalfilm sjældent lever op til vores forventninger til film som underholdning. Enten er de for langsomme, for hurtige, for mærkelige eller for kedelige i forhold til, hvad vi er vant til. Men disse film udforsker netop filmens og samfundets normer og konventioner. Og så er det interessant, at filmstøtte til datidens ’unge talenter’ førte til filmværker, der sidenhen blev ikoniske i dansk kunsthistorie.

Læs resten af artiklen under filmserien

rgen Leth og de institutionelle rammer

Fra slutningen af 1960’erne blomstrede produktionen af eksperimentalfilm i Danmark. Jørgen Leth lavede i 1968 Det perfekte menneske, som siden har fået klassikerstatus. I et minimalistisk, hvidt lokale demonstrerer en mand og en kvinde helt almindelige ting som at gå, hoppe og lægge sig ned, ledsaget af Leths karakteristiske speak, der føjer et metalag til filmen. Denne humoristiske, stramme og videnskabeligt antropologiske form går igen i flere af Leths film. Sammen med fotografen og instruktøren Ole John havde Leth allerede i nogle år eksperimenteret med de formelle filmregler i 'StopForBud', 1962 og 'Se frem til en tryg tid', 1964, senere kom 'Motion Picture' (1970) med tennisspilleren Torben Ulrich.

I 1970 blev Leth sammen med Jørgen Roos sat i spidsen for Kortfilmrådets kunstneriske produktionsprogram. Derudover gav det just etablerede Workshoppen gratis adgang til filmudstyr og rådgivning. De to statslige støtteinstanser skabte ideelle betingelser for leg med filmsproget og alternative fortælleformer. Samtidig var Ole John og Jørgen Leth centrale drivkræfter i etableringen af filmkollektivet ABCinema, efter at de under filmoptagelser af hippier i Indien havde opdaget det nye håndholdte Super8-kameras muligheder.

ABCinema og det håndholdte kamera

ABCinema blev dannet i 1968 af omkring fyrre billedkunstnere, filmfolk, forfattere, filmkritikere og skuespillere i billedkunstneren Per Kirkebys atelier i København. Flere af medlemmerne kom fra den eksperimenterende kunstskole, Eks-skolen, der havde sat dagsorden for den danske kunstscene op igennem 1960’erne. I kollektive produktioner som 'Dyrehavefilmen' (1969) og 'Krag-filmen' (1969), optog de med flere Super8-kameraer ad gangen. Filmene blev fremvist med flere projektorer og kan ses som tidlige eksempler på filminstallationer. To årtier før den danske Dogme-bevægelse, dyrkede ABCinema en håndholdt amatøræstetik og opstillede regler om at bruge hele filmrullen og kun ’klippe i kameraet’ uden at efterredigere i optagelserne. For at demokratisere adgangen til produktionsmidlerne, besatte ABCinema i 1969 Den Danske Filmskole under paroler som ”Amatørens revolte mod de professionelle”. ABCinema blev opløst igen allerede i 1971, men flere af de tidligere medlemmer fik efterfølgende realiseret nye filmeksperimenter gennem Kortfilmrådet.

'Frændeløs' – popart og performance

En gruppe tidligere ABCinema-medlemmer fik i 1972 støtte fra Kortfilmrådet til filmantologien Frændeløs. Den består af seks individuelle film: optagelser i et forladt hus af arkitekten Allan de Waal, et portræt af en hippie-pige af Jørgen Leth, en romantisk skovfilm af Per Kirkeby, en spaghetti western-parafrase af forfatteren Vagn Lundbye og en dekonstruktiv sampling af tv-lyd og billeder af kunstneren Peter Louis-Jensen. Kunstnerparret Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen bidrog med Den Kvindelige Kristus, som indeholder den ikoniske ’Børsaktion’, hvor Adler Petersen i maj 1969 gik nøgen igennem Børsen i København i et proto-feministisk opgør med køn, kirke, kapital og kunst.

Antologien fik hård kritik for at være amatørfilm og dårlig Warhol-imitation, men set i bakspejlet repræsenterer samlingens seks film tidens kunstneriske eksperimenter med strukturelle og konceptuelle film, popkunst, filmgenrer, landskabsfilm samt performance og aktionskunst.

Kvinderoller på film

En anden vigtig feministisk eksperimentalfilm, der blev støttet af Kortfilmrådet, var Skarpretteren af den tyske kunstner Ursula Reuter Christiansen. Filmen er et eklektisk – surrealistisk, symbolsk, tysk-romantisk – eksistentielt epos over historiske kvinderoller. Selvom kvinden halshugges af skarpretteren til sidst i filmen, slutter den med parolen ”Fremtiden tilhører os” som et manifest for den voksende kvindebevægelse i Danmark anno 1972.

Et samtidigt, men helt andet bud på et kvindeportræt, er Jørgen Roos’ And Who but I should be fra 1970. En eksperimenterende musikfilm med en gogo-danser og fri montage af semi-erotiske associative billeder, som måske er kvindens eller måske de mandlige filmskaberes fantasier om, hvad hun tænker. Udover at være dansk dokumentarfilms store mester, skabte Roos allerede i 40’erne flere eksperimentalfilm i samarbejde med kunstnere som Albert Mertz og Wilhelm Freddie.

Hybrider af tegning og film

I Kobberstiksamlingen på Statens Museum for Kunst findes en serie på 122 tegninger af grafikeren Palle Nielsen. Tegningerne er filmet og klippet sammen til filmen Opbrud fra 1968 i samarbejde med grafiker og maler Helge Ernst. Lidt i stil med den franske filmmager Chris Markers klassiker 'La Jetée' fra 1962, der er sammenklip af stillfotos, men her med tegninger. Der er ikke tale om animation, men tegningernes serielle, men diskontinuerte narrativ dramatiseres gennem zoom og panoreringer eller ved at fritskære menneskelige figurer fra baggrunden og lade dem bevæge sig gennem billedfladen. De dystopiske stemninger i tegningerne understreges endvidere af et dramatisk musikalsk akkompagnement af den italienske komponist Luciano Berio.

Et andet eksperimenterende miks af tegning og film ses i Bent Barfods film. I Psychedille fra 1968 bliver psykedeliske farvemønstre til i et miks af geometriske former, blomster og flydende farver, alt sammen struktureret rytmisk med rockmusik i en afspejling af sen-60’ernes hippiekultur med euforiserende stoffer og hallucinationer. Vanddråben fra 1969 er et andet visuelt syretrip, hvor der zoomes ind i en vanddråbe på sære tegnede figurer og organismer i et undersøisk univers med drillende havdyr i menneskelignende konflikter. Tegning og film blandes også i miljøfilmen, Solen er rød fra 1972. Tegnede døde fisk flyder rundt i havet og illustrerer forureningens konsekvenser. Filmen slutter med en profetisk speak: ”Det er senere end du tror”.

Vand, lyd og lys

Vand er også et motiv i et par andre danske filmeksperimenter, der blander fotografi og lydkunst. Fotografen Keld Helmer-Petersens Copenhagen Boogie fra 1949 er optagelser af abstrakte lys og skyggebevægelser i vandoverflader til boogie-woogie musik. Helmer Petersen var internationalt set en pionér inden for modernistisk fotografi og farvefotografi. Han fotograferede bygninger og andre strukturer i byrummet helt tæt på for at få abstrakte kompositioner og flader. Som i hans fotografi er der fokus på grafiske kvaliteter i former og linjer i billedfladen, men her i Copenhagen Boogie sat i bevægelse. En lidt senere pendant til denne vandfilm er kunstneren Knud Victors Akvarel, 1970. Filmen består ligeledes af optagelser af vandoverflader, men her til lyde af dryppende og rislende vand, elektronisk bearbejdet af Victor, som optog lyde fra naturen og miksede dem sammen i en slags ”lydmaleri”.  

En videnskabelig og kunstnerisk undersøgelse af lys som fænomen ses i Jens Jørgen Thorsens Lys fra 1987. Det er en mindre kontroversiel film end den provo-kunst og ikke mindst 'Jesus-filmen', som Thorsen blev berømt og berygtet for i hele verden, men han interesserede sig også for film som medie. I 1960’erne var Thorsen del af den skandinaviske Bauhaus Situationiste-bevægelse med base på kunstnerparret Jørgen Nash og Lis Zwicks gård ”Drakabygget” i Sverige, hvorfra der blev arrangeret eksperimentelle filmudstillinger.

Danmarksbilleder

I Rødt og hvidt fra 1968 har Helmer-Petersen filmet Dannebrogs farver rundt om i landet og komponeret en slags visuel nationalsang med en særegen blanding af modernisme og kolonihavestemning. Mange kender Poul Henningsens jazzede Danmark-film fra 1932 og måske også Max Kestners Verden i Danmark fra 2007. En anden version er forfatteren og kunstneren Pablo Llambias’ DK - Filmen med Danmark fra 1991. Her portrætteres Danmark gennem en række faste indstillinger af helt almindelige og ret kedelige steder i landet, mens en ung blond kvinde fra Unique Models filosoferer over æstetisk kvalitet og kvantitet – med stærke referencer til 1980’ernes intellektuelle kunstakademi-miljø i København. I Llambias lakoniske ironi kan der nok også spores en linje tilbage til Leths filmstil i Livet i Danmark, 1972.