Tema

De omvæltende år i Dronningens liv

Den unge prinsesse Margrethes livsbane ændrede sig med et slag i 1953. Fra ubekymret barn og teenager til tronarving og siden regent.

Af Thomas Larsen, politisk kommentator og forfatter

I 2003 blev Dronning Margrethe interviewet af den britiske avis, The Sunday Telegraph, og her fortalte hun, hvor svært det havde været pludselig at blive gjort til tronfølger.

”Jeg var sent udviklet og var meget usikker, da jeg voksede op. Jeg blev forberedt på min kommende rolle af mine forældre, men det var ikke let. Jeg var ikke let. I dag kan jeg se, at min usikkerhed og mit ubehag sandsynligvis var en lige fordelt blanding af forfatningslov og hormoner,” sagde Dronningen.

I virkeligheden var omvæltningen mere sjælerystende, end hun gav udtryk for.

Med vedtagelsen af tronfølgeloven i 1953, som indførte betinget kvindelig arvefølge, blev vejen til tronen banet for den kun 13-årige prinsesse Margrethe. Dermed ændrede hendes tilværelse sig med ét slag.

Indtil dette punkt havde hun haft en barndom, hvor der nok var masser af opmærksomhed fra omverdenens side, men hvor hun trods alt fik lov til at være barn, og hvor hun ikke blev målt på, at hun en dag skulle være regent.

Med tronfølgeloven blev rammerne om barn- og ungdommen ændret radikalt, og i samme ombæring blev retningen for hendes livsbane udstukket.  

Filmoptagelserne, der bl.a. viser glimt fra den unge prinsesses liv i den kongelige familie med forældrene, Kong Frederik og Dronning Ingrid, og søstrene prinsesse Benedikte og prinsesse Anne-Marie, tegner et billede af de enorme forandringer, som Dronningen gennemlevede.

Læs resten af artiklen under filmserien

Sagt uden overdrivelse var der tale om skelsættende skift: Man kan se billederne af barnet, der ophæves til tronarving uden at ville det. Der er de rørende optagelser af den 18-årige tronarving, der i 1958 kejtet træder frem for offentligheden. Dernæst kan man følge prinsessen på rejser ud i den store verden, hvor hun både får et nyt perspektiv på kloden og sit hjemland. Der er den næsten timelange film fra brylluppet, da hun i 1967 bliver gift med Prins Henrik, et bryllup, der åbner for nye foranderlige år, hvor hun får sine to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim. Og til sidst kan man se den ikoniske scene fra Christiansborg, da hun som kun 31 årig i 1972 udråbes til Danmarks dronning af statsminister Jens Otto Krag.  

Zoomer vi først ind på historien om tronfølgeloven, fik loven ikke kun følger for den unge prinsesse. Den fik konsekvenser for den samlede kongefamilie, for mens prinsesse Margrethe blev valgt til, blev andre kongelige børn brutalt valgt fra.

Allerede inden vedtagelsen af loven havde der været spændinger i familien. Historikere har påvist, at forholdet mellem Christian 10. og hans to sønner, storebror Frederik og lillebror Knud, var anstrengt, og vi ved også, at relationen mellem brødrene ikke altid var optimal.

Da danskerne bakkede op om den nye tronfølgelov, valgte de prinsesse Margrethe frem for Knud og Caroline Mathildes sønner. Hvor traumatisk forløbet var for kongefamiliens indre liv, er nok aldrig blevet blotlagt fuldt ud, men det blev et skæringspunkt.

Som nævnt er det ironiske i historien, at prinsesse Margrethe absolut ikke var lykkelig for sin nye rolle. Hun var et genert barn og brød sig ikke om interessen for sin person. Oven i det opfattede hun perspektivet som tronfølger som truende, for det gik snart op for hende, at når hun en dag skulle være dronning, ville det ske i forlængelse af farens død.

”Det kunne jeg næsten ikke have i mig,” har Dronningen sagt om denne erkendelse.

En lille, men sigende anekdote indrammer hendes bekymringer og viser, hvordan hun søgte efter faste holdepunkter, og hendes blik faldt på en særlig kommode:

”Mor havde nymøbleret mit værelse på Amalienborg, og hun havde stillet en yndig kommode ind i mit soveværelse. Kommoden hørte til de møbler, der ikke tilhørte mine forældre personligt, men som var gået videre og skulle gå videre. Da jeg fik at vide, at den nye grundlov og tronfølgerlov var gået igennem, forstod jeg, at jeg altid kunne have kommoden stående. Den skulle jeg ikke sige farvel til, når jeg var blevet gift,” sagde Dronningen og fortsatte:

”Det er underligt, men jeg tror, at kommoden blev symbol på, at nu hørte jeg til her for altid. Den konkretiserede, at resten af mit liv skulle ligge i Danmark. Ellers var mønstret jo sådan, at de unge døtre blev gift ud af landet. Det var min mor blevet, det var min mormor blevet, det var min farmor blevet, og det samme var sket for andre, man kendte til. Man gik som en naturlig ting og tænkte, at det nok var det, der skulle ske, men pludselig vidste jeg, at jeg skulle være i Danmark altid.”

At hun hørte til i Danmark, gjorde hende rolig.  

”Den 5. juni, da tronfølgeloven blev vedtaget, vidste jeg, at jeg skulle blive i Danmark resten af mine dage, og det var nok den mest positive side af det hele. Nu vidste jeg, at min fremtid skulle være her. Når vi var rundt i landet, vidste jeg, at nu var det virkelig mit land. Nu kunne jeg slå alle de rødder, jeg kunne, for det var her, jeg skulle være. Det passede mig godt.”

Herfra forberedte Kong Frederik og Dronning Ingrid klogt og indfølende deres datter på de opgaver, hun skulle løfte, og en af filmene viser, hvordan kongen assisterer den unge tronarving på balkonen over Amalienborg Slotsplads.

I forbindelse med sin 18-årsdag skulle Margrethe for første gang træde ud på balkonen som hovedperson. Hun havde stået på balkonen mange gange, men nu var de fremmødte på pladsen mødt op for at hylde hende. Dronningen har senere fortalt, at hun følte, at hun skulle passere en afgrund, da hun skulle tage det lille skridt derud. Hun har også fortalt, hvordan hendes far søgte at hjælpe hende:

”Du skal gøre sådan,” sagde han og viste med hænderne, at danskernes hilsen gik ham til hjertet. Han forsøgte at lære datteren samme enkle bevægelse. ”Han viste mig, at jeg også skulle komme folk i møde og ikke trække mig ind i mig selv. Han viste mig, at der finder en varm udveksling sted mellem folk på pladsen og os oppe på balkonen.”

Filmen fra brylluppet i 1967 markerer endnu et skift. Her bliver den danske tronfølger viet til franske Henri Marie Jean André, greve de Laborde de Monpezat, som hun havde mødt i London. Efter hemmelige stævnemøder og en intens brevveksling stod det klart, at de ville hinanden, og Kong Frederik og Dronning Ingrid gav tilladelsen.

At forelskelsen var stormende, bekræfter de gamle film. Hvad filmstrimlerne ikke viser, er de udfordringer, som det unge par skulle håndtere.

Især prins Henrik fik store udfordringer at tackle: Han var landet i et nyt land, han skulle lære sproget og kulturen, og han skulle finde sin plads i en kongelig familie, mens befolkningen fulgte alle hans bevægelser. Midt i disse omvæltninger var hoffet ikke dygtig nok til at rådgive prinsen om muligheder og begrænsninger i hans nye stilling. Måske fordi man hverken ved hoffet eller i samfundet generelt havde skullet forberede en situation, hvor manden ikke automatisk stod først.  

Da Kong Frederik døde den 14. januar 1972, voksede presset yderligere. Dronning Margrethe satte alt ind på at løfte sit ansvar som statsoverhoved og samlingspunkt, og det skete vel at mærke i en tid, hvor følelsen af fællesskab og samhørighed blev udfordret af strømningerne fra ungdomsoprøret, og hvor skarpere skel voksede frem mellem generationerne. Tiden var også præget af opbrud mellem kønnene, og politisk satte flere spørgsmålstegn ved selve indretningen af samfundet, ligesom de gamle partiers dominans blev kraftigt udfordret.

Når disse film er så seværdige, skyldes det, at kameraet har fanget øjeblikkene og giver os en enestående øjenvidneskildring fra tiden: Vi kan se, hvordan det hele så ud dengang, og vi kan registrere, hvor meget samfundet har ændret sig i Dronningens levetid.

Når det gælder Dronningen, er filmene samtidig med til at minde os om, at hun ikke fra første færd var den stærke regent, hun er blevet. Det er kommet til hende i takt med, at hun er vokset sammen med sin livsgerning.

Dermed blotlægger filmoptagelserne indirekte også en del af styrken og sårbarheden ved et kongehus. Det er unikt, at en stor del af befolkningen følger en enkelt families liv. Det knytter bånd og skaber identitet. Og det får mange til at acceptere en praksis, de normalt ville afvise – nemlig at kongemagten og privilegierne går i arv.

Sårbarheden handler om, at monarkiet netop hviler på en enkelt familie, og hver gang kæden i det 1000 år gamle monarki skal forlænges, er der meget på spil.

Thomas Larsen er politisk kommentator på Berlingske og har interviewet Dronningen flere gange, bl.a. til sin bog "De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne" (2016).

Tak til Nordisk Film for tilladelse til at vise filmene produceret af Laterna Film.