Tema

Fåreavl, fuglefangst og fiskeri – Færøerne på film

Levende billeder af færingernes historie er udelukkende set gennem danske øjne. Det er nemlig danske fotografer, der som tilrejsende udefra har zoomet ind på dét, der kan opleves som anderledes, måske eksotisk, storladent og utæmmet. Derfor får vi skildringer, som kun favner udvalgte aspekter af øernes og folkets historie. Men Færøerne er andet og mere end får, folkedragter og storslået natur. Vi har bedt historiker Helgi Eidesgaard om et historisk rids af den virkelighed, færingerne selv har gennemlevet siden den ældste reportagefilm fra et kongebesøg blev optaget.

Af Helgi Eidesgaard, cand.mag. i Historie

Da Kong Frederik VIII rejste til Færøerne i 1907, var det kun anden gang, en regerende dansk monark satte fod på øerne. Første gang var i 1874, da Christian IX besøgte øerne. Besøget gjorde indtryk på befolkningen, som i 1882 rejste en obelisk, det såkaldte 'Kongaminnið', i Færøernes hovedstad Tórshavn som et minde om begivenheden.

Christian IX kom til et samfund, som kun lige var i færd med at vriste sig løs fra det konservative bondesamfund, der havde bestået i århundreder. De øer som hans søn, Frederik VIII, besøgte godt 33 år senere, var forandrede i selve deres grundvold.

Se filmen: Kong Frederik VIII besøger Færøerne 

Læs resten af artiklen under filmserien

Færøerne på film

1

Film

Kong Frederik VIII besøger Island

1907, 5 min., Stum

Se Mere

Klip

Tórshavn i 1921

1921, 1:57 min.

Se Mere

Klip

For anker i Klaksvík

1921, 1:37 min.

Se Mere

Film

Kort klip fra Færøerne

1927, 2 min., Stum

Se Mere

Film

Færøfilmen

1930, 64 min., Stum

Se Mere

Film

Gaarden hedder Vikagardur

1947, 12 min., Speak

Se Mere

Film

Fiskeri og hvalfangst ved Færøerne

1950, 12 min., Stum

Se Mere

Film

Fuglefængere på Færøerne

1950, 12 min., Stum

Se Mere

Film

Færøerne I - II

1950, 22 min., Stum

Se Mere

Film

Privatoptagelser fra Færøerne

14 min., Stum

Se Mere

Fiskeri og velstand

I begyndelsen af det nye århundrede var det ikke længere jorden, som brødfødte færingerne, som den ellers havde gjort det siden landnamstiden, den tidlige bosættelsestid, hvor udflyttere slog sig ned i de ubeboede landområder. Nu var færingerne begyndt på havfiskeri. Denne periode i færøsk historie kaldes 'Slupptíðin' (Sluptiden), fordi mange af de skibe, som færingerne købte til fiskeri, var slupper, dvs. små, én-mastede sejlskibe. Denne nye industri forvandlede på rekordtid Færøerne fra et relativt stillestående bondesamfund til et fiskerisamfund i rivende udvikling.

Nu var det den færøske klipfisk, som blev færingernes eksistensgrundlag, og det var blevet muligt for almuen at tjene sine egne penge. I århundreder havde de færinger, som ikke selv ejede jord, arbejdet som karle eller tjenestepiger for bønderne. Med de nye indkomstmuligheder blev der taget et opgør med bondesamfundet, og færinger flyttede i stor stil fra de gamle bygder til de større pladser, hvor de kunne få arbejde.

Karlene drog nu i tusindvis til søs med slupper og andre fartøjer, hvor de i måneder sloges mod elementerne ved Islands kyst for at hive så mange torsk i land som muligt. Når turen var overstået, skulle fisken hjem til Færøerne, hvor den omhyggeligt blev tørret på de mange fiskepladser, og solgt på markeder i Middelhavslandene. Eksempler på byer, som opstod rundt om handelsmændenes virksomheder, er f.eks. Klaksvík i Norderøerne og Tvøroyri i Suðuroy.

Se filmen: Klaksvik - Færøernes klondyke

Fagbevægelsen grundlægges

Samtidig opstod de samme stridigheder mellem de sociale klasser, som prægede andre lande. Grundet fiskernes antal var det måske ikke så overraskende, at Færøernes Fiskeriforbund (Føroya Fiskimannafelag), grundlagt i 1911, var den første fagforening, hvis formål var at kæmpe en ufaglært klasses sag. I årene, som fulgte, blev flere deciderede arbejderforeninger oprettet, bl.a. som følge af dyrtiden under Første Verdenskrig. Men først i 1925 blev Færøernes Arbejderforbund (Føroya Arbeiðarafelag) grundlagt.

Det politiske landskab og skiftende konjunkturer

I det 20. århundredes første årtier var den politiske virkelighed på Færøerne domineret af to partier, Selvstyrepartiet (Sjálvstýrisflokkurin) og Sambandspartiet (Sambandsflokkurin). Disse to partier kæmpede for henholdsvis mere selvstyre og at opretholde status quo inden for Rigsfællesskabet. I 1925 fik Færøernes politiske univers endnu en dimension, da Færøernes Socialdemokratiske Parti (Javnaðarflokkurin) blev grundlagt.

De færøske socialdemokrater ønskede at skabe en alliance med arbejderne og fagbevægelsen på Færøerne, som det med held var lykkedes de danske socialdemokrater at gøre det i Danmark. De færøske socialdemokrater indgik derfor i et tæt samarbejde med de danske.

Fremskridt og øget velstand prægede i det hele taget 1920'erne, bl.a. blev mange bygder knyttet sammen af veje, og der blev bygget havneanlæg ved de større bebyggelser rundt omkring på øerne. Både for at knytte øerne sammen, men selvfølgelig også for at Færøernes fiskeindustri kunne følge med udviklingen.

Finanskrisen på Wall Street i USA i 1929 kunne dog også mærkes på Færøerne, og 1930'erne blev et årti præget af stor modgang. Der opstod stridigheder mellem arbejdsgivernes og arbejdernes organisationer, hvorfor de senere eksperimenterede med kooperative løsninger og investeringer i erhvervslivet for at skabe arbejdspladser.

Anden Verdenskrigs tragedier på havet

Tyskernes besættelse af Danmark d. 9. april 1940 afskar øjeblikkeligt forbindelserne mellem Danmark og Færøerne. Allerede to dage senere meddelte den britiske premierminister, Winston Churchill, at Storbritannien ville besætte Færøerne, og de første britiske skibe anløb Tórshavn d. 12. april. Ved årsskiftet 1939-40 var partiet Fólkaflokkurin blevet grundlagt. Partiet var erhvervsvenligt og stærkt separatistisk, og i krigsårene kæmpede partiet for, at Færøerne blev en selvstændig nation.

Lige som under Første Verdenskrig vovede mange færøske sømænd pelsen og sejlede med fisk gennem de ubådsfyldte farvande. Der var store penge at tjene, men en del færøske skibe med deres last af fisk blev sænket på vej til Storbritannien af ubåde, miner og tyske flyvemaskiner. Over 200 færinger mistede livet på havet under Anden Verdenskrig.

Anden Verdenskrig havde også af forskellige årsager skabt en optimisme på Færøerne. Derudover havde færingerne penge i banken, så selvtilliden var til at tage og føle på. Efter Danmarks besættelse kunne færøske skibe kunne ikke længere sejle under Dannebrog. Derfor havde briterne allerede den 25. april 1940 godkendt det færøske flag – Merkið – selv om amtmanden, C.A. Hilbert, havde protesteret kraftigt. Færøerne var stadig et dansk amt, og amtmanden var det danske riges overøvrighed på Færøerne. Denne struktur begyndte færingerne nu at stille spørgsmålstegn ved.

Selvstændighed og kongekup

Det førte til, at der den 14. september 1946 blev afholdt en folkeafstemning vedrørende Færøernes fremtidige tilknytning til det danske kongerige. Et lille flertal satte kryds ud for færøsk selvstændighed fra Danmark, men da Lagtinget skulle implementere folkeafstemningens resultat, greb kongen ind, opløste Lagtinget og udskrev nyvalg. Dette vakte selvfølgelig harme blandt mange af dem, der havde stemt for selvstændighed, og mange løsrivelsesfolk mindes den dag i dag d. 14. september 1946 som dagen, hvor Danmark nægtede Færøerne selvstændighed.

Ved valget den 8. november 1946 indgik Selvstyrepartiet, Sambandspartiet og Færøernes Socialdemokrati en koalition uden om Folkeflokken. Disse tre partier forhandlede en aftale med den danske regering om en såkaldt Hjemmestyreordning, som skulle give Færøerne mere selvstyre inden for Rigsfællesskabets rammer. Det førte bl.a. til, at det venstreorienterede løsrivelsesparti Tjóðveldisflokkurin (Det Republikanske Parti) blev grundlagt i 1948.

50’ernes nedtur og Klaksvíkstriden

I starten af 1950'erne var Sjóvinnubankin – en erhvervsbank, som finansierede fiskerisektoren – gået fallit. Bunden gik helt ud af den færøske økonomi med store sociale problemer til følge. Med den første generalstrejke på Færøerne i 1951 fulgte både fisker- og arbejderstrejker samt den alvorlige Klaksvíkstrid i årtiets første halvdel.

Specielt Klaksvíkstriden udviklede sig dramatisk. Indbyggerne i Færøernes næststørste by holdt i flere år både lokale og danske myndigheder stangen, fordi de ikke ville af med en læge, der havde været medlem af det danske nazistparti, DNSAP, under krigen. Striden var dog kompleks og indeholdt strejf af sociale spændinger, modvilje mod dansk indblanding i færøske forhold samt modstand mod en centralisering af det færøske samfund. En overgang var der borgerkrigslignende tilstande i Klaksvík, og der skulle et fuldt bemandet krigsskib, Rolf Krake, til for at slå oprøret ned.

Sjóvinnubankin blev rekonstrueret med økonomisk hjælp fra den danske stat, og efter stiftelsen af Færøernes Realkreditinstitut i 1955, bl.a. med midler fra Marshall-hjælpen og Danmarks Nationalbank, blev fiskerflåden lidt efter lidt fornyet. Omkring 1960 anedes de første skridt hen imod en regulær modernisering og det velfærdssamfund, som vi kender i dag.