På eventyr i villatelt og campingvogn
I 1960’erne tog udviklingen for alvor fart i takt med, at velstanden steg i den brede befolkning og mange havde råd til både bil og ferie. Teltet var stadig populært, men det lille hjemmesyede tomandstelt kunne nu erstattes med et stort, kulørt villatelt, der blev læsset i bilens bagagerum sammen med de blomstrede solstole, primus, plastikstel, luftmadrasser og andre fornødenheder – hvis man da ikke havde anskaffet sig en lille teltvogn eller ligefrem en campingvogn til at hægte bag på folkevognen. Fra hovedsageligt at udforske Danmark begav de danske familier sig nu i stigende grad på eventyr i udlandet. Via autobahnen i Tyskland og autostradaen i Italien gik turen til eksotiske destinationer som Tyrol, Gardasøen eller Lidoen.
Camping er den næstmest populære ferieform
Nogle har måske dårlige barndomsminder om lidt for våde soveposer og forloren skildpadde, der ikke var blevet varmet ordentligt igennem på primussen, eller fordomme om campingpladser som steder, der er beboet af øldrikkende mennesker i forvaskede joggingbukser. Men når man ser ud over campinglandskabet i dag, er billedet et fuldstændigt andet, og fordommene må gøres til skamme.
I dag er camping danskernes næstmest foretrukne ferieform herhjemme efter sommerhusferie. Alene i Danmark er der omkring 500 campingpladser at vælge mellem – og dertil en lang række telt- og naturpladser i de offentlige skove. Fra femstjernede pladser med pool, spa, legeland og luksus til de mere enkle pladser, hvor naturen er i fokus – og snart sagt alt derimellem. Hvad enten man interesserer sig for fiskeri, ridning, vandring, cykling, stjernekiggeri, gourmetmad eller god musik, så er der en plads, der passer.
Udstyret skal være i orden
Campingvognene fås i dag fra de helt små, sporty modeller til kæmpestore, rullende luksusudgaver med badeværelse, køleskab og vinterisolering – og mange steder er de små, primitive træhytter på campingpladserne suppleret med luksushytter, der minder om små sommerhuse, med bad, opvaskemaskine, tv og wifi. Og i takt med at cykel- og vandreferie atter har vundet indpas, først i 1980’erne og igen i dag, er efterspørgslen efter letvægtstelte og topmoderne grej steget.
En grønnere ferieform
Det stigende fokus på klimaet har også bragt camping i fokus som en grønnere ferieform, og både i Danmark og udlandet arbejdes der aktivt med miljøvenlighed på campingpladserne og i branchen generelt. Alene det, at selve rejsen som oftest foregår på cykel eller i bil, gavner også CO2-regnskabet i forhold til en flyvetur, og navnlig i Sydeuropa er der kommet gode muligheder for at lade sin elbil op på selve campingpladsen.
Camping i dag
I dag er camping en ferieform, der tiltrækker alle aldersgrupper og mennesker fra alle lag i samfundet. Trendy, unge bloggere kalder sig ”campistaer” i stedet for campister og blogger løs om livet som moderne børnefamilie på farten med campingvogn eller telt. Veninder tager på campinghyttetur eller 'glamping' sammen og nyder det gode liv, forældrepar nyder de stille stunder, når børnene er løbet af sted til legepladsen med deres nyfundne kammerater – og mon ikke mange danskere i disse coronatider overvejer, om det var en tryg og overskuelig mulighed at holde ferie på en campingplads inden for landets grænser i år? En ting er sikker: Der er noget for enhver.
Hvad skete der for resten med Lejrklubben Danmark med de 26 medlemmer? Jo, i 1958 skiftede den navn til Dansk Camping Union (DCU), som i dag har omkring 50.000 medlemsfamilier, og som stadig varetager medlemmernes og campisternes interesser.